Ekspert kommer af latin: «expertus»; erfaren, sagkyndig. En person kan blive ekspert på baggrund af arbejds- og livserfaring eller en uddannelse. I højt udviklede samfund med stærk arbejdsdeling har ekspertisen oftest et teoretisk og praktisk speciale fra bestemte uddannelsesinstitutioner. Eftersom hver videnskab har sin egen tilgang til sagerne ud fra sine specielle begreber og metoder, så vil ekspertisen være en delekspertise: De begrebsmæssige og metodiske forudsætninger i den videnskab en person er skolet i sætter grænserne for hans ekspertise. En bestemt type økonom og en bestemt type økolog kan begge være eksperter på samme område - f.eks. bygning af Øresundsbroen - men have forskellige videnskabelige tilgange til sagen. Som eksperter «ser» de ikke det samme, hvilket kan medføre et kommunikationsproblem mellem de forskellige typer af eksperter.

En vigtig del af en ekspertise er at afdække hvilke midler der kan fører til bestemte mål. Når det f.eks. er bestemt, at der skal anlægges en vej på et bestemt sted, kan vejingeniører foretage beregninger over forskellige byggemåder og byggematerialer. Det kan derfor være en fordel at benytte en sådan faglig ekspertise både i forbindelse med planlægningen og afvejningen af forskellige alternative midler, og ved gennemførelse af et projekt.

Den faglige ekspertise bliver ofte opfattet som upolitisk: De hjælper os med det faglige, mens det er folket, der gennem sine valgte repræsentanter, der bestemmer målet. Dette svarer til læren om at skelne mellem hvad der kan lade sig gøre og hvad der bør være. Eksperterne finder ud af, hvad der kan lade sig gøre (hvilket midler, der kan føre til målet), og folket, ved politikerne, bestemmer hvad der konkret skal ske.

En sådan skelnen mellem politik og ekspertise kan være vigtig. Nogen vil endda mene, at dette er en grundsætning for folkestyret: Eksperterne fortæller os om, hvordan sagerne står, og hvilke midler der kan anvendes for at nå visse mål. Men når det gælder de grundlæggende mål - om hvad vi vil med samfundet og livet - er ingen mere ekspert end andre.

Det som økonomisk ekspertise kan sige om f.eks. skolecentralisering kan være rigtigt - under forudsætning af at analysen er vellykket. Men en sociologisk ekspertise vil fremdrage andre sider ved samme sag. Forskellige eksperter siger noget sandt om sagen, men hver især udfra deres perspektiv. Hvis de politiske organer skal tage stilling til en sag, som er fremstillet af eksperter, er det derfor vigtig, at flere typer af eksperter har deltaget i fremstillingen, så at alle sider af sagen kommer frem.

Men det at finde ud af, hvem der er ekspert på et område kan i sig selv være et problem. Dette finder vi ikke ud af alene ved en viden om hvad de forskellige ekspertgrene står for. Udfra vores daglige kendskab til en sag vil vi ofte blive opmærksomme på, at nogle eksperter repræsenterer en for snæver tilgang. Vi vil f.eks. kunne blive opmærksomme på, at det ikke er nok med økonomisk og trafikpolitisk ekspertise, når der f.eks. skal analyseres på bygningen af en bro over Øresund. Der må også inddrages sociologisk og økologisk ekspertise. Der kan derfor eksistere et sagligt behov for at supplere den herskende ekspertise. Vi kan i den henseende tale om en supplerende ekspertise. En ekspertise der går ud over den etablerede, der har vist sig at være utilstrækkelig.

Når der skal tages stilling til, hvilken yderligere ekspertise der bør inddrages, spiller interesser af både økonomisk, politisk og prestigemæssig art ind. Det vil ofte være sådan, at den etablerede ekspertise har en tilgang, der tjener de stærke i samfundet. Ny ekspertise om f.eks. de sociale konsekvenser og økonomiske dispositioner vil derfor blive et konfliktemne. I sådanne tilfælde vil den etablerede ekspertise udvise en tilgang der ikke blot er rationelt utilstrækkelig, men politisk fordrejet. Derfor vil den supplerende ekspertise med dens modsatrettede konklusioner fremstå som modekspertise.

Så længe den etablerede ekspertise er mangelfuld, sker der ikke en fremlæggelse af alle data. Denne utilstrækkelighed er til fordel for nogle og ulempe for andre. Men samtidig bliver den mangelfulde ekspertise gerne fremstillet, som om alle oplysninger bliver lagt frem. Dette har en undertrykkende virkning overfor de der har en anden angrebsvinkel til problemstillingen. Ekspertisen er derfor ikke politisk neutral. Kravet om modekspertise eller alternative undersøgelser kan derfor ikke afvises med fornuftige argumenter, da formålet netop er at skaffe en mere præcis forståelse af problemkredsen..

I praksis er politiske organer ofte under tidspres og må tage beslutning om sager, der er udredt af en mangelfuld ekspertise. Ofte har den mangelfulde ekspertise kun interesseret sig for et alternativ ud af mange - pga. dens mangelfulde perspektiv.

Modekspertise fremstilles til tider som ekspertise for svagt stillede grupper. En ekspertise der udtrykker deres opfattelse af problemstillingen. Der findes mange forskellige former for organisering af dette samarbejde mellem modeksperter og interessenter. Som eksempler kan nævnes: Alternativ social, psykologisk eller juridisk rådgivning; Videnskabsbutikker på de højere læreanstalter.

G.S.