Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Økonomi
    .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 45.352
: :
Historisk materialisme

Historisk materialisme (en anden betegnelse er: «den materialistiske historieopfattelse») er den teori om historisk ændring, som blev udarbejdet af Karl Marx. I denne teori er tre elementer specielt vigtige: Teknologi, klassekamp og revolution.

Marx lagde grundtrækkene i den historiske materialisme frem i «Den tyske ideologi», skrevet i 1845/46. Dette værk er en polemik mod en del af samtidens tyske filosoffer, og indeholder ingen systematisk fremstilling af Marx' historieopfattelse, der blot skitseres som modstykke eller kontrast til de opfattelser, han kritiserer. Alligevel er dette arbejde den bedste kilde vi har til den historiske materialisme som teoretisk system, selv om det bærer præg af at være skrevet på et tidspunkt, da Marx' konkrete historiske kundskaber endnu ikke var så store. Manuskriptet til «Den tyske ideologi» blev først trykt i det 20. århundrede. Indtil da var «Forordet til Kritik af den politiske økonomi» (1859) den eneste sammenhængende fremstilling af teorien. Dette forord er meget kort og åbent for mange fortolkninger. En nærmere analyse må dykke ned i Marx' konkrete historiske arbejder. Først og fremmest de historiske kapitler i «Kapitalen» og arbejderne om fransk politik.

Efter Marx har mange arbejdet videre med den historiske materialisme. Friedrich Engels skrev mod slutningen af sit liv en række breve om den materialistiske historieopfattelse, hvor han - kun med delvis held - forsøgte at præcisere nogle af Marx' påstande. Georgij Plekhanov ville lade den historiske materialisme indgå som en del af den mere omfattende dialektiske materialisme. Dette var fortsat den herskende opfattelse i de såkaldt socialistiske lande frem til deres sammenbrud i slutningen af 1980'erne. Udenfor denne «ortodoksi» har mange andre marxister forsøgt at revidere eller generalisere teorien. Specielt vigtige er György Lukács («Historie og klassebevidsthed») og Jean-Paul Sartre («Kritik af den dialektiske fornuft»).

Det findes i dag et betydeligt antal historikere, som i mere eller mindre streng forstand arbejder indenfor rammerne af den historiske materialisme: Christopher Hill, Eric Hobsbawm, E. P. Thompson, Joseph Needham og Moses Finley i England; Albert Soboul, Pierre Vidal-Naquet og Jean-Plerre Vernant i Frankrig; Eugene Genovese i USA. I vore dages internationale marxisme udgør disse sandsynligvis de mest vitale elementer. Deres arbejder står i klar modsætning til den ofte statiske og typologiserende tænkning hos marxistiske samfundsforskere som Poulantzas, Altvater o.a. Paradoksalt nok har marxister vist sig at være bedre til at forstå fortiden end til at analysere nutiden, til trods for deres overordnede målsætning om at forstå nutiden for at forandre den.

Hovedtræk

Teorien er hos Marx organiseret omkring to begrebspar: Produktivkræfter og produktionsforhold, basis og overbygning. Disse begreber omfatter de tekniske, økonomiske og institutionelle rammer for klassekampen. Der udover indeholder den historiske materialisme en bestemt periodeinddeling af historien i forskellige produktionsmåder. Produktivkræfterne omfatter overvejende teknologi: Værktøj, maskiner og i nyere tid også naturvidenskaben. Produktionsforholdene omfatter de institutionelle rammer for produktion og fordeling af goder og tjenester. Det vigtigste produktionsforhold er udbytningsformen, det vil sige formen for overførsel af et merprodukt fra den arbejdende klasse til den herskende klasse. Andre produktionsforhold udgøres af formerne for arbejdsdeling og for bytte af produkter. Produktionsmåden omfatter helheden af produktivkræfter og produktionsforhold. Et andet navn for det samme er den økonomiske basis, som står i modsætning til den politisk-ideologiske overbygning.

Med udgangspunkt i disse begreber søger Marx at forklare historisk ændring på følgende måde: Indenfor enhver historisk produktionsmåde kan man skelne mellem to faser. I den første fase er der sammenhæng mellem produktivkræfter og produktionsforhold, men i den senere fase udvikles der en modsætning mellem de to elementer. De gamle produktionsforhold bliver da til «lænker» for produktivkræfternes udvikling. Produktivkræfterne er her det dynamiske element, produktionsforholdene det statiske eller træge. Det er fordi, den historiske ændring i sidste instans udspringer fra ændringen i de materielle produktivkræfter, at man kan tale om historisk materialisme. Marx' teori er altså mere end en økonomisk historieopfattelse, for man kan give økonomien forrang fremfor det ikke-økonomiske, uden at man dermed giver produktivkræfterne forrang indenfor det økonomiske felt.

Modsætningen mellem produktivkræfter og produktionsforhold tager konkret form i klassekampen, hvor den herskende klasse identificerer sig med de gamle produktionsforhold og den opstigende klasse med de nye produktivkræfter. Klassekampen afspejles igen i overbygningen: Politisk og ideologisk udvikling svarer til den herskende klasses forsøg på at afgøre klassekampen til egen fordel. (En vigtig tanke hos Marx i denne sammenhæng er, at overbygningen ikke har nogen selvstændig historie, men kun forandrer sig som konsekvens af ændringer i basis.) I sidste ende slår de økonomiske modsætninger alligevel igennem, og der indtræder en epoke med social revolution, som skaber nye produktionsforhold og en ny produktionsmåde. De nye produktionsforhold er nu mere i samklang med produktivkræfterne, indtil de atter kommer i et modsætningsforhold til hinanden. Marx skelner mellem fire produktionsmåder, der i en eller anden form hviler på udbytning: Den asiatiske produktionsmåde, hvor modsætningen gik mellem despoten og hans bureaukrater på den ene side og bønderne (organiseret i landsbykommuner) på den anden side; Den antikke produktionsmåde, præget af modsætningen mellem slaveejere og slaver; Den feudale med skellet mellem godsejer og livegen; Og den kapitalistiske med skellet mellem kapitalist og lønarbejder. Efter den kapitalistiske produktionsmåde - og adskilt fra denne gennem en overgangsform som Marx kaldte «proletariatets diktatur» - kommer den kommunistiske produktionsmåde, hvor klasseskel og udbytning ikke længere skal eksistere.

Misforståelser

Senere teoretikere, både i og udenfor den socialistiske bevægelse, har tillagt Marx en række holdninger, han ikke havde.

  1. Marx begrunder ikke sin historiske materialisme gennem en filosofisk materialisme. Man finder i hans skrifter ikke nogen analogi mellem forholdet basis/overbygning og forholdet materie/bevidsthed. En sådan analogi lader sig heller ikke begrunde, da Marx tillægger overbygningen en evne til kausal (årsags-, årsagsbestemt) indvirkning på basis, der ikke har nogen parallel i forholdet bevidsthed/materie.
  2. Marx var nemlig klar over, og understregede ofte, at overbygningen kan indvirke på basis og forandre den, eller forhindre en ændring der ellers ville være indtruffet. Hvad han benægtede var, at der fra overbygningen kunne opstå en selvstændig impuls til ændring uden en forudgående ændring i basis.
  3. Marx mente ikke at alle samfund havde to og kun to klasser. Begrebet om produktionsmåde er formuleret på et abstraktionsniveau, som er højere end begrebet «samfund». Marx' betegnelse for det sidste var «samfundsformation», et udtryk han ikke definerer, men som kan tolkes som en situation, hvor flere produktionsmåder eksisterer side om side, således at én af dem vokser på bekostning af de andre.
  4. Marx mente ikke, at alle samfund måtte gennemløbe alle faser eller produktionsmåder. Han mente sandsynligvis heller ikke, at noget enkeltsamfund havde gennemløbet alle faser. Hans periodeinddeling af historien er mere en slags «stafet-teori», hvor det på forskellige tidspunkter er forskellige lande, der fører udviklingen videre.

Indvendinger

Marx' formulering af den historiske materialisme indeholder mange uklarheder og har i en vis udstrækning vist sig vanskelig at anvende på historisk materiale.

1. Begreberne «produktivkraft» og «produktionsforhold» defineres og forklares på mange forskellige måder. Nogle af dem således at teorien ikke bliver særlig interessant. I nogle sammenhænge bliver produktivkræfterne taget med blandt produktionsforholdene, i andre sammenhænge omvendt.

2. Begreberne om «overensstemmelse» og «modsigelse» mellem produktivkræfter og produktionsforhold bliver aldrig defineret og er åbne for flere uforenelige tolkninger. Specielt er det uklart, om modsigelsen består i, at produktivkræfterne bliver for dårligt udnyttet eller for dårlig udviklet; Hvis det er det sidste, der er tilfældet, er det uklart, om de bliver for dårligt udviklet i forhold til den tidligere udvikling eller i forhold til den udvikling de kunne have haft under andre produktionsforhold.

3. Når Marx understreger, at der eksisterer en vekselvirkning mellem produktivkræfter og produktionsforhold og mellem basis og overbygning, bliver det vanskeligt at forstå, i hvilken forstand det første elementet i hvert af disse to forhold er «vigtigere end» det andet.

4. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor naturvidenskaben hører hjemme i den økonomiske basis og ikke i den tankemæssige overbygning. Specielt er det vanskeligt at forstå, i hvilken forstand videnskaben er en materiel faktor i historien.

5. Marx viser ikke, hvordan den abstrakte modsigelse mellem produktionsforhold og produktivkræfter bliver formidlet til konkret klassekamp. Indenfor det der muligvis er den mest rimelige fortolkning af denne modsigelse - lavere udvikling end den der kunne have været mulig - bliver det specielt vanskeligt at forstå, hvordan den kan motivere til revolutionær handling.

6. Der er dårlig overensstemmelse mellem Marx' almene teori og hans konkrete historiske analyser. Hans analyse af overgangen fra feudalisme til kapitalisme går snarere ud på, at de gamle politiske institutioner bliver til lænker for de nye produktionsforhold, end at de gamle produktionsforhold bliver til lænker for de nye produktivkræfter.

7. Skellet mellem basis og overbygning synes ikke at være udtømmende for helheden af samfundsmæssige forhold. Det er uklart, hvor man skal placere fænomener som familieliv, seksualitet, forbrydelse og anden afvigelse, uddannelse o.l.

8. Skellet mellem basis og overbygning har desuden en langt mindre almen anvendelse end Marx forestillede sig. I mange før-kapitalistiske samfund er det umuligt at drage et skel mellem økonomisk og ikke-økonomisk virksomhed. En og samme handling kan både være religiøs og økonomisk (en offerhandling der også er redistribution) eller både politisk og økonomisk - som i den asiatiske produktionsmåde hvor Marx selv påpeger, at jordrente og skat er sammenfaldende.

9. Endvidere er Marx' anvendelse af teorien på før-kapitalistiske samfund uhyre skitseagtig. Sammenligner vi f.eks. med Max Webers «Økonomi og samfund», bliver den historiske materialisme blot en samling strøtanker. Derimod er Marx' analyse af den kapitalistiske produktionsmåde i perioden 1750-1850 langt mere dybdeborende end nogle af Webers arbejder. Marx vil blive stående for sin analyse af kapitalismen, ikke for sin almene historieteori.

10. Marx har ikke fået ret i sine spådomme om den kommunistiske revolution. Det har vist sig, at de politiske betingelser for en vellykket revolution ikke er de samme som de økonomiske betingelser for det kommunistiske samfund. Revolutionen er gennemført i tilbagestående lande, der ikke har haft muligheder for at udvikle det materielle grundlag for kommunismen.

Generaliseringer

Det er muligt at tage brodden ud af de fleste af disse indvendinger, ved at vise hvordan den historiske materialisme kan generaliseres og ajourføres.

1. Begrebet om materielle faktorer i historien kan tolkes ud fra begrebet om irreversibilitet: Det der er uigenkaldelig, som ikke lader sig gøre om. Teknologisk ændring er irreversibel og derfor materiel og ligeledes ny videnskabelig kundskab. Politiske institutioner og tankesystemer opstår, forgår og genopstår; De er ikke irreversible og derfor ikke materielle i denne forstand (eller ikke i samme grad).

2. En følge af dette bliver, at den irreversible ødelæggelse af naturen også bliver en materiel faktor i historien, som Marx muligvis undervurderede, og som senere marxister har overset. Marx var klar over, at «kulturen trækker ørken efter sig», men hans tro på fremskridtet i historien var for stor til, at han kunne sidestille irreversibel ødelæggelse og irreversibelt fremskridt.

3. De to begrebspar produktivkræfter/produktionsforhold og basis/overbygning kan forenkles til et: Skellet mellem menneskets forhold til naturen og dets forhold til andre mennesker. Den historiske materialisme postulerer da, at det første forhold er vigtigere end det andet, fordi det i større grad nedfælder sig i materielle (irreversible) virkninger. Sartre bruger betegnelsen: «det praktisk-træge felt» om dette materielle grundlag for historien.

4. Begrebet «modsigelse» kan - i overensstemmelse med hvad Marx skriver i andre sammenhænge - tolkes som «produktion af utilsigtede virkninger». Således forstået får begrebet en central stilling i teorien om historisk ændring. I stedet for at tale om modsigelse mellem produktivkræfter og produktionsforhold, kan vi nu tale om modsigelse indenfor en social gruppe, når dens medlemmer systematisk producerer utilsigtede virkninger, eller systematisk handler på en måde som er til skade for gruppen som helhed. Kapitalisterne har deres modsigelser, som når alle vil spare og kun opnår at spare mindre. Ligeledes har arbejderklassen sine egne indre modsigelser, som når ingen vil organisere sig og alle alligevel håber at drage fordele af de andres lønkamp.

5. Indholdet i klassekampen bliver for hver klasse da: a) At organisere sig for at overvinde egne indre modsigelser og b) At forhindre de andre klasser i at organisere sig for at overvinde egne modsigelser.

6. Denne proces - dannelsen af solidaritet eller klassebevidsthed - hæmmes eller fremmes af objektive og strukturelle betingelser. Marx lagde særligt vægt på, at gruppens medlemmer måtte være fysisk nær hinanden for at klassebevidsthed kunne opstå. Industriarbejdere blev sammensvejset af selve fabriksproduktionen, mens bønderne blev splittet og isoleret af deres geografiske spredning. I moderne kapitalistiske samfund er det vigtigere at lægge vægt på den høje gennemstrømningshastighed som kendetegner mange sociale grupper - også arbejderne - som en følge af den høje erhvervsmæssige, geografiske og sociale mobilitet (bevægelighed).

7. I stedet for ejendom bliver magt et stadig vigtigere grundlag for klasseskel. Arbejdernes udbytning består i dag ikke først og fremmest i, at andre lever højt på deres bekostning, men i at de står udenfor de investeringsbeslutninger, der former samfundets udvikling.

8. I avancerede kapitalistiske samfund har spørgsmålet om en voldelig revolution ikke den samme betydning som for 100 år siden. Det er muligt at indføre socialisme med fredelige midler, og det er næppe ønskeligt at indføre den med vold.

J.E.


Litteratur

K. Marx: Verker i Utvalg, bd. 2, Oslo 1970.
D. Østerberg: Makt og materiell, Oslo 1971.
G. Lukács: Historie og klassebevissthet, Oslo 1971.
J. Elster: Logic and Society, London 1978.