Produktivkræfter og produktionsforhold er to nøglebegreber i den historiske materialisme. Indenfor hver produktionsmåde er produktivkræfterne i første omgang i samklang med produktionsforholdene, for derefter at komme i modsætning til dem, hvilket fører til «en epoke med social revolution».

Disse begreber er ikke helt enkle at forstå. Produktivkræfterne omfatter alt, som (a) anvendes af de arbejdende producenter i produktionsprocessen på en sådan måde, at de (b) bidrager til produktionen og således at (c) resultatet er tilsigtet af producenterne. I praksis omfatter dette produktionsmidler, råmaterialer og arbejdskraft - herunder også de produktive egenskaber ved arbejdskraften, som viden og dygtighed. Også videnskaben bliver i denne betydning en produktivkraft. Man forenkler ikke for meget ved at slå fast, at produktivkræfterne har teknologien som sin kerne. Udviklingen af produktivkræfterne vil da indebære, at produktiviteten stiger.

Produktionsforholdene kan enten defineres gennem formelt juridiske ejendomsforhold eller gennem den mere grundlæggende fordeling af reel kontrol over arbejdskraft og produktionsmidler. G. A. Cohen har påvist, at producenterne kan inddeles efter kriterierne: fuldstændig, delvis eller ingen ejendomsret til arbejdskraft og produktionsmidler. Dette giver til sammen ni muligheder, hvoraf de to er usammenhængende, fire svarer til centrale historiske kategorier og tre til grænsetilfælde eller overgangskategorier. Feudale produktionsforhold defineres ved, at den livegne ejer noget af sin arbejdskraft og noget af den jord han arbejder på, slaveriet ved at slaven hverken ejer sin arbejdskraft eller sine produktionsmidler, og kapitalismen ved at lønarbejderen ejer hele sin arbejdskraft men ingen af sine produktionsmidler.

Marx skriver, at der er overensstemmelse mellem produktivkræfter og produktionsforhold, når de sidstnævnte er «udviklingsformer» for de første, og at relationen bliver modsætningsfyldt, når de bliver til «lænker». Dette kan enten opfattes således, at produktionsforholdene på hvert enkelt tidspunkt kan hæmme eller fremme udnyttelsen af produktivkræfterne, eller således at de over tid kan hæmme eller fremme udviklingen af dem. Den sidste tolkning er den mest rimelige. Den indeholder en central uklarhed: Betyder modsigelsen, at produktivkræfterne hæmmes i forhold til den udvikling de havde tidligere (på det tidspunkt hvor der forelå overensstemmelse) eller i forhold til den udvikling de kunne have haft under andre produktionsforhold? Den første mulighed er vanskelig at forene med det Marx skriver om den stadig hurtigere teknologiske udvikling under kapitalismen, mens den anden mulighed er vanskelig at forene med hans konstatering af, at modsigelsen vil motivere til revolution. Et andet hovedproblem ved teorien er, at den vanskelig lader sig forene med hvad Marx skriver om de førkapitalistiske produktionsmåder, som ifølge ham var baseret på en stillestående teknologi.

J.E.