Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 16/5 2010
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 148.271
: :
Kapitalisme

Begrebet «kapitalisme» blev praktisk talt ikke anvendt før år 1850. Det blev ikke almindelig anvendt i faglige fremstillinger og i offentlig debat før i 1860'erne. I perioden frem til første verdenskrig blev begrebet særlig benyttet af den fremvoksende arbejderbevægelse, således at blot det at gøre brug af betegnelsen, signaliserede en negativ holdning til det bestående samfund. Fra mellemkrigstiden fik begrebet en større udbredelse og samtidig en mere beskrivende karakter, således at det at bruge det, ikke nødvendigvis udtrykte en bestemt holdning til samfundet. Begrebet er blevet anvendt i et stort antal forskellige betydninger.

Hop i idioter
Børsspekulanterne gjorde i 1928 i dobbelt forstand livet farligt for deres medmennesker. Først ved at bidrage til krisen, dernæst ved i hobetal at hoppe ud af vinduerne i Wall Street. En New Yorker tager her chancen i 2008 og opfordrer foran børsen i Wall Street spekulanterne til at hoppe ud.

For det første er det blevet anvendt til at referere til et økonomisk system af en speciel karakter. En almindelig måde at karakterisere dette på er at sige, at produktionsfaktorene - jordarealer, produktionsmidler og arbejdskraft - er i privat eje, og at ejerne ikke er selvforsynende, men er vævet ind i et markedsnet af køb og salg. Markedsaktørene konkurrerer med hinanden, og deres hovedmotivation er at øge deres indtægt mest mulig. De fleste ejer ikke produktionsmidler, og må derfor sælge deres arbejdskraft for at få en indtægt. De ejendomsløse har frihed til at sælge deres arbejdskraft til de sektorer og virksomheder, hvor de får mest for den. Et forhold der gør, at det ikke giver mening at tale om en «antik kapitalisme» baseret på slaveri.

For det andet er betegnelsen blevet anvendt for at referere til et totalt samfundssystem, hvor økonomien blot er et af samfundets undersystemer. Det forudsættes ofte, at samfundet kan forstås som opbygget af tre områder: Et økonomisk, et politisk og et socialt og kulturelt. Disse områder kan i den teoretiske forståelse adskilles fra hinanden, men er i det virkelige liv knyttet sammen i gensidige afhængighedsforhold. De andre systemer har en relativ selvstændighed i forhold til økonomien, men må samtidig i vid udstrækning tilpasses til dette dominerende system.

I nærværende artikel skal denne anden anvendelsesform uddybes. Fremstillingen er koncentreret om kapitalismen som et nationalt system og behandles i to tidsepoker, nemlig frikonkurrencekapitalismen midt i det 19. århundrede og den statsligt regulerede kapitalisme midt i det 20. århundrede.

Kapitalismens opkomst

Det lange tidsrum i europæisk historie som strækker sig fra det romerske imperies opløsning - normalt dateret til omkring år 500 - til 1500-tallets geografiske «opdagelser» og videnskabelige revolution, kaldes almindeligvis for «middelalderen». Periodens længde og det store geografiske område gør det meget vanskelig at sige noget generelt om samfundsforholdene i middelalderen. Ifølge traditionen var denne periode overvejende præget af en feudal samfundsform. Denne samfundsform gik i opløsning over et tidsrum på flere hundrede år, fra omkring år 1000 til 16-1700-tallet. Indenfor samfundsforskningen er der fortsat langt igen, før vi får en tilfredsstillende analyse af den feudale samfundsform, af overgangen til den kapitalistiske og af det særegne ved den kapitalistiske samfundsform.

Den typiske geografisk enhed i det feudale samfundssystem var godset eller landsbyen. I disse små lokalsamfund var de økonomiske, politisk-administrative og kulturelle virksomheder flettet ind i hinanden. Økonomisk set var samfundet nærmest en selvforsynende enhed, hovedsageligt baseret på landbrugsarbejde. Bønderne var bundet til stedet gennem juridiske ordninger, fysisk magt og traditionens stærke bånd. Teknologien var stillestående og traditionel som resten af samfundslivet. Bønderne var underlagt godsejerens herredømme. Godsejeren havde ansvar for en række forskellige funktioner. Funktioner som i det kapitalistiske samfund blev skilt fra hinanden. Han administrerede f.eks. arbejdet, var godsets dommer og ledede de lokale militære styrker. Den militære funktion var vigtig, da perioden var præget af både invasioner af fjendtlige folkeslag og af stridigheder mellem de enkelte lokalsamfund.

Forholdet mellem godsejeren og bønderne var overvejende karakteriseret af en stærk udbytning. Men det rummede også en vis form for gensidighed: Godsejeren skulle f.eks. stille sine madvarelagre til disposition for bønderne i de år, hvor høsten slog fejl. Den kulturelle virksomhed var præget af religionens stærke stilling. Religionen blev båret oppe af middelalderens stærkeste og rigeste organisation, den katolske kirke. Centralt i den religiøse forståelse lå en retfærdiggørelse af den bestående samfundsordenen. Religionen var positiv overfor selvforsyning og trælle, og negativ overfor pengeøkonomi - som handel og renter - og mobil arbejdskraft.

Ved overgangen til det kapitalistiske samfund omformes økonomien fra lokal omsætning af produkter og stedbundne trælle, til omsætning af produkter gennem udstrakte markeder og en bevægelig arbejderklasse. En række faktorer bidrog til denne omformning, f.eks. de store korstog og udviklingen af kolonisystemet i forbindelse med europæernes geografiske opdagelser. En vigtig faktor var udvidelsen af handelsvirksomheden, fra de første omstrejfende købmænd til den fast organiserede langdistancehandel.

Handelsvirksomheden virkede nedbrydende på den lokale naturaliehusholdning. Denne udvikling kan siges at have fulgt to veje. Den første bestod i, at købmænd direkte overtog ansvaret for produktionen, og dermed ikke længere blot var mellemhandlere uden ansvar for produktiv virksomhed. Et eksempel var engelske tekstilhandlere i 1600-tallet, som bragte selvstændige vævere under deres kontrol ved at sælge uld til dem og købe deres færdige tøj. Denne form bidrog også til at forvandle «selvstændige» håndværkere til «uselvstændige» lønarbejdere. Den anden «virkeligt revolutionerende vej» (Marx), bestod i at nogle producenter blev købmænd. Efterhånden blev de i stand til at producere i stor målestok med sigte på handel og uafhængige af håndværksbedrifternes feudale restriktioner, når det gjaldt teknologiudvikling.

På det politiske og administrative område blev overgangen til det kapitalistiske samfund præget af, at de politiske områder voksede. Byborgere og kongemagt stod overfor godsejerne og dannede nationer og statsapparater. Der fandt en overgang sted fra lokale godsejere til nationale konger. En vigtig opgave for den nye statsmagt var at etablere et fælles pengevæsen for derved at effektivisere handelen. En anden opgave var at opbygge en national militær styrke, bl.a. for at beskytte egen handel og for at oprette og opretholde kolonier.

På det sociale og kulturelle område foregik der en overgang fra kollektivisme og religiøse forestillinger til individualisme og sekulære (videnskabelige) forestillinger. Det er i den forbindelse værd at fremhæve ændringerne i det religiøse klima, der kom til at få betydning for udviklingen af en ny kapitalistisk arbejdsmoral. I 15-1600-tallet spillede calvinismen en vigtig rolle. Den var præget af en streng lære om forudbestemmelse, hvor kun nogle få var udvalgt til at komme i det kristelige himmerige efter døden, mens den store hob var forudbestemt til at tilbringe evigheden i kristendommens helvede. Ingen kunne gøre noget for at ændre sin skæbne eller på forhånd vide noget om den.

Disse forestillinger førte ikke til fatalisme (håbløshed) blandt de troende. Der opstod efterhånden en tro på, at selv om det ikke på forhånd var muligt at vide noget med sikkerhed, så kunne man under alle omstændigheder få tegn, der kunne indikere, om man hørte til de udvalgte. Specielt i de calvinistiske sekter i Holland og England blev det metodiske og flittige arbejde betragtet som et sådant tegn. Arbejdet blev betragtet som et helligt kald. Ikke som noget verdsligt og «forfængeligt», som indenfor den katolske forestillingsverden. Efterhånden blev økonomisk succes tolket som et tegn på gudelighed, og det blev et kald at søge verdslig rigdom. Ikke for at forbruge den - det var en dyd at være sparsommelig - og heller ikke for at give den bort, for det kunne friste andre til dovenskab. Rigdommen skulle sættes ind i ny produktiv virksomhed (reinvesteres).

Frikonkurrencekapitalismen

Det feudale samfundssystem udviklede sig gradvist over i et førindustrielt, handelskapitalistisk system frem mod den industrielle revolution. Virksomheder der før vanskeligt kunne adskilles i de traditionelle, tætte lokalsamfund blev nu adskilt i de moderne, anonyme nationalsamfund. Et «offentligt», politisk-administrativt system - med opdeling af forskellige funktioner som politi, militærmagt, uddannelse og lovgivning - blev udskilt fra den «private sfære». Indenfor det private område blev familielivet adskilt fra arbejdslivet.

Omformningen af det feudale samfund præges ikke blot af, at der udskilles relativt selvstændige aktivitetsområder, som står i et afhængighedsforhold til hinanden. Der foregår en så grundlæggende omformning af aktiviteterne, at det mest præcise er at beskrive overgangen som «revolutionær». Udtrykket bruges for at fremhæve det fundamentale i omformningen - ikke at den var pludselig. Man kan henvise til en økonomisk, politisk, social og kulturel revolution.

Den første industrielle revolution fandt sted i England og tog fart fra slutningen af 1700-tallet. Denne omformning af den økonomiske aktivitet repræsenterer en epoke i menneskehedens udviklingshistorie. Betydningsmæssigt kan den sammenlignes med overgangen til landbrug og husdyrhold (landbrugsrevolutionen), der indledtes 10 000 år tidligere. På længere sigt virkeliggjorde denne revolution en dramatisk forbedring af befolkningens levestandard.

Den politiske revolution satte det liberale, demokratiske princip på dagsordenen, der forudsatte at alle samfundsborgere skulle deltage i den offentlige styring. Dette var noget nyt i nordatlantisk historie, hvor den centrale politiske tradition siden antikken havde været principielt antidemokratisk. Flertalsstyre havde været betragtet som et styre fra de fattiges, uvidendes og inkompetentes side. De øvre lag i samfundet havde forstået demokratiet som en styreform med den forkerte klasse ved roret.

Omformningen af de sociale og kulturelle sammenhænge kan beskrives som en familie- og uddannelsesrevolution. Den moderne kernefamilie forudsatte frit valg af ægtefælle på grundlag af kærlighed. Udviklingen indenfor uddannelse og videnskab frembragte for første gang et samfund, hvor den store majoritet af befolkningen ikke var analfabeter. Og uddannelse blev på længere sigt baseret på et diskuterende, videnskabeligt grundlag og ikke på dogmatiske, religiøse forudsætninger. Resultatet af den historiske omdannelsesproces var det moderne kapitalistiske samfund.

 

Det økonomiske system: Et forenklet billede af økonomien, der fremhæver nogle centrale træk uden dog på nogen måde være dækkende, er følgende: Det økonomiske system fungerer som et økonomisk kredsløb, hvor alle aktører er afhængige af hinanden. Alle produktionsmidler er i privat eje. Virksomhederne ledes af ejere, hvis mål det er permanent er at øge virksomhedens overskud mest mulig. Husholdningerne prøver at få så store indtægter som muligt for at opretholde og forbedre deres levestandard. Ingen virksomhed og selvsagt ingen husholdning er stor nok til at påvirke priserne på de varer og tjenester, der omsættes på de forskellige markeder. Markedet - som ingen har kontrol over - samordner produktionen og fordeler indtægterne. De uorganiserede arbejdstagere og arbejdskøbere modtager de belønninger, som markedet giver dem. Der råder altså en perfekt konkurrence.

Omdannelsen af økonomisk virksomhed fra en feudal naturaliehusholdning til en kapitalistisk markedshusholdning, fører til at der dannes en række nye økonomiske fænomener og problemer. To af de vigtigste er den stadige effektivisering af arbejdsprocesserne og klassekonflikten mellem arbejderklasse og borgerskab. Mange andre fænomener kunne - med lige så stor ret - være blevet trukket frem, såsom de regelmæssige økonomiske «bølgebevægelser» med opgang og nedgang (konjunkturbølger) og modsætningsforholdet mellem profitmaksimering og naturomgivelser.

Hovedmotivationen for ledelsen af en virksomhed er at gøre overskuddet så stort som mulig - profitmaksimering. Den stadige effektivisering af arbejdsprocesserne er et af de centrale hjælpemidler til virkeliggørelse af denne målsætning. For at opretholde sin konkurrenceposition og indtjeningsevne søger virksomheden hele tiden at effektivisere produktionsmidlerne - som maskiner, energikilder, hjælpestoffer og bygninger - og arbejdskraften - gennem specialisering af arbejdsopgaverne. Dette gør den kapitalistiske økonomi langt mere dynamisk end tidligere tiders mere stillestående systemer. Oplevelsen af dette er få steder blevet anskueliggjort bedre end i «det kommunistiske manifest» af Karl Marx og Friedrich Engels, midt i den 19. århundrede: «Borgerskabet har under dets klasseherredømme - der endnu ikke har varet i 100 år - skabt mere omfattende og kolossale produktionskræfter end alle foregående generationer tilsammen ... Hvilket tidligere århundrede anede, at sådanne produktivkræfter lå gemt i samfundets skød.»

Denne stadige effektivisering har præget kapitalistiske økonomier frem til i dag. Udviklingen af produktionsmidlerne i forlængelse af den industrielle revolution kan f.eks. siges at have passeret tre teknologiske revolutioner. Udviklingen af energiteknikken har hele tiden været det dynamiske element. Den første teknologiske revolution satte ind i midten af 1800-tallet og var præget af maskinel fremstilling af dampdrevne motorer. Lokomotiver og dampbåde spillede en vigtig rolle. Den næste revolution slog igennem mod slutningen af samme århundrede, og er karakteriseret ved maskinel fremstilling af elektriske motorer og forbrændingsmotorer. Produkter som dynamoen, elektriske kabler, bilen og telekommunikationssystemer fik en afgørende indflydelse på økonomien. Den tredje teknologiske revolution satte ind midt i det 20. århundrede og præges specielt af elektronik. Dens vigtigste produkter er computere, fjernsyn, radar og satelitsystemer. Elektronikken muliggør en radikal automatisering af arbejdsprocesserne.

Det økonomiske system er baseret på en meget skæv fordeling af ejendoms- og ledelsesret. En lille gruppe i befolkningen ejer de fleste produktionsmidler, og har i kraft af dette også ret til at lede virksomhederne eller uddelegere denne ret til ansatte ledere. Den store gruppe af arbejdstagere ejer ikke produktionsmidler, og «har intet at skulle have sagt» i ledelsen af virksomhederne. Denne skæve fordeling af ressourcer er en central betingelse for en række andre skæve fordelinger, som fordelingen af indtægter, politisk magt, uddannelse og social prestige. Disse fordelingsforhold er grundlaget for den centrale konflikt i de kapitalistiske samfund mellem borgerskab og arbejderklasse.

Denne systembetingede konflikt udspilles på en række planer, fra det overnationale (Første Internationale blev oprettet for at modvirke internationalt strejkebryderi), via det nationale og det lokale til den enkelte virksomhed. I den moderne kapitalisme er det nationale niveau og virksomhedsniveauet særligt vigtige, mens den lokale klassekamp havde størst betydning i kapitalismens tidlige faser. Konfliktformerne i den enkelte virksomhed kan anskueliggøres på følgende måde: I forhold til de underordnede arbejdere fremtræder kravene om maksimal effektivitet og lønsomhed som umættelige og ensidige. Det er ledelsens mandat at gennemtvinge disse krav i dens brug af produktionsfaktorer. Men produktionsfaktoren arbejdskraft er samtidig et menneske, der har begrænsede fysiske og psykiske ressourcer, og som også har behov for en mangfoldig udfoldelse. På denne baggrund opstår der en systembetinget konflikt mellem ledelse og arbejdere, som fører til dannelsen af et forsvarsværk indenfor virksomhedens rammer - et arbejderkollektiv. Virksomheden er ikke blot en uhyre dynamisk produktionsproces, som tilstræber maksimal effektivitet og lønsomhed, men er også en fundamentalt konfliktfyldt proces med ledelse, ejere og underordnede arbejdstagere som parter i konflikten.

 

Det politisk-administrative system: Efter det kapitalistiske markedssystem var etableret, var det forudsætningen, at staten i så ringe grad som muligt skulle gribe ind i det private område: Virksomhed og familie. Men allerede den klassiske borgerlige økonomis første store repræsentant, Adam Smith, var klar over, at privatejendommen ikke ville bestå blot en «eneste nat» uden en stat. Staten måtte beskytte ejendom, sikre at kontrakter blev overholdt og opretholde et fælles system for mål, vægt og penge. Staten skulle være en nattevægterstat.

Der eksisterer en række nødvendige betingelser for de forskellige markedsaktiviteter, som kun en institution udenfor selve markedet kan opretholde. F.eks. vil det normalt ikke være muligt for en enkeltaktør eller en gruppe af sådanne, at bygge og vedligeholde veje. Samtidig er dette en helt central betingelse for at markederne skal fungere godt. De enkelte markedsaktører kan heller ikke opretholde et politi- og militærvæsen. Det er statsapparatet, som får monopol på lovlig brug af voldelige tvangsmidler. Den statslige administration skal være bundet til generelle normer, som vil gøre det muligt for privatmennesker at beregne de statslige reaktioner. Staten er i denne forstand en borgerlig retsstat i overensstemmelse med markedets behov. I tilknytning til Weber kan det hævdes, at beregning af profitmulighederne kræver et samkvem, som foregår efter beregnbare forventninger.

Med den demokratiske ide indførtes princippet om alle statsborgeres lige ret til at påvirke statsfunktionerne gennem påvirkning af lovgivningen. Stemmeretten var imidlertid fra begyndelsen stærkt begrænset, og først efterhånden slap arbejdere og kvinder ind i den borgerlige offentlighed. Den klassiske liberale demokratiforståelse var præget af en fundamental dobbelttydighed. Der forudsattes politisk lighed i et klassedelt samfund, hvor de politiske ressourcer pga. selve klassestrukturen var ulige fordelt. Det er en systembetinget umulighed, at alle samfundsborgere skulle have den samme effektive og ligeværdige politiske deltagelse, samtidig med at de klassemæssige uligheder bevares. Dette er en fundamental  dobbelttydighed som lige siden den industrielle revolution har præget de politiske ideer om liberalt demokrati.

 

Det sociale og kulturelle system: Indenfor økonomien og efterhånden også i politikken blev der etableret nye roller, som forudsatte stor selvstændighed og bevægelighed fra individernes side. Den politisk-økonomiske forandringsproces forudsatte forandringer i den kulturelle tradition og i de institutioner der indarbejdede denne tradition i individerne gennem opdragelse (socialisering) og uddannelse (professionalisering). Det drejer sig altså om forskellige typer af overensstemmelse i familie og venskabsforhold, uddannelse, forskning og kunstnerisk virksomhed. Den patriarkalske kernefamilie der blev etableret som dominerende i de borgerlige lag indtager i denne forbindelse en nøgleposition. Denne familieform var ikke typisk i befolkningen som helhed i perioden.

Den borgerlige familie introducerede en ny form for individualitet. Den var stedet for psykologisk frigørelse, der svarede til den politiske og økonomiske. Kernefamilien skulle danne rum for udviklingen af en intimsfære, hvor medlemmerne kunne møde hinanden «som mennesker». Kernefamilien bestod strengt taget kun af ægtefællerne og deres børn, og normen var at denne lille kerne skulle være tæt og varigt knyttet til hinanden. Familien skulle give mulighed for koncentration om enkeltmenneskenes frie personlighedsudvikling.

Ideen om den borgerlige familie som arnested for psykologisk frigørelse, forudsatte en ny form for «privathed». Den adskilte sig for det første fra adelens liv, hvor der ikke eksisterede nogen entydig adskillelse mellem offentligt og privat, og hvor det ikke blev forventet at ægtefæller boede sammen eller psykologisk skulle stå hinanden nær. En anden kontrast udgjordes af landsbyens storfamilie, hvor fællesskabet omfattede hele husholdningen - dvs. også «tjenerne». Det særegne ved den nye intimitet i familielivet bliver nok tydeligst illustreret når man sammenligner med det «private» i antikken. I de græske bysamfund var det offentligheden - bestående af de mandlige borgere - som så at sige var frihedens sfære. Det private område i husholdningerne var pladsen for livsnødvendigt, tvangspræget arbejde. Husholdningen var et ufrit område, hvor kvinder, børn og slaver holdt til.

De nye familieværdier pegede mod en individuel selvrealisering i et frit og kærlighedsfyldt samliv. Familielivet blev et mål i sig selv. Familieidealerne blev på denne måde også afgørende for forståelsen af meningen med de økonomiske og politiske friheder. Det var først og fremmest «som menneske» og ikke som vareejer eller statsborger, at den enkelte skulle realisere sig selv. Den økonomiske effektivitet og den politiske lighed var snarere midler og betingelser for at nå dette mål.

Men i den borgerlige familie blev der ikke blot introduceret værdier som selvstændighed og kærlighedsfællesskab. I sin patriarkalske form blev den også præget af systembetingede modsætninger mellem mænd og kvinder og mellem voksne og børn. Den kønsbestemte arbejds- og rettighedsfordeling kom i konflikt med lighedsværdierne. Det samme gjorde den autoritære disciplinering af børnene. Desuden slog de økonomiske og politiske forhold igennem i familielivet. Familieværdierne kolliderede så at sige med den politisk-økonomiske virkelighed, hvilket blev et vigtigt tema i den borgerlige kunst. Fornuftsægteskabet, som bygger på økonomiske og statusmæssige betragtninger, brød med kærlighedsfællesskabet og frivilligheden. Familielivet blev i vidt omfang formet af de økonomiske imperativer (tvang) og klassekonflikter. Den borgerlige familie blev i højere grad formet af det økonomiske og politiske system, end den selv havde formende kraft.

Men selv om de nye familieværdier ikke blev eller kunne virkeliggøres, så var de alligevel virksomme. Forhåbningerne om ligeværdighed og kærlighedsfællesskab slog an i en konkret institution, og var ikke længere blot knyttet til metafysiske og religiøse systemer eller til enkeltmenneskers forhåbninger. Dette kommer særlig tydeligt til udtryk i kærligheden mellem kønnene og i moderkærligheden. «I dette fællesskab vil man den andens lykke og udvikling ... I denne forstand fører den borgerlige familie ikke kun til borgerlig autoritet, men også til antydningen af en bedre menneskelig tilværelse» (Habermas).

Den statsligt regulerede kapitalisme

Perioden efter den anden verdenskrig kan kaldes for den statsligt regulerede kapitalisme. En række andre betegnelser er blevet foreslået til karakterisering af dette tidsrum: Monopolkapitalisme, senkapitalisme, statskapitalisme og velfærdssamfund. Det lidt mere tunge udtryk markerer imidlertid to ting: For det første at vi fortsat har med kapitalistiske samfundssystemer at gøre, og for det andet at dette system i stigende grad præges af statslige reguleringer. I 1920'erne udgjorde de offentlige budgetter omkring 10 % af bruttonationalproduktet. I 1950'erne udgjorde de 20 % og i 70'erne var de steget til 35-45 %. En væsentlig del af disse udgifter består i omfordeling af ressourcer, som pensioner og subsidier. Men selv om grænserne mellem stat og økonomi er blevet mere udvisket i forhold til frikonkurrencekapitalismen, er de alligevel næppe så udviskede, at stat og kapital er smeltet helt sammen, hvilket udtrykket «statskapitalisme» giver associationer om.

Det kan være vanskeligt at afgøre, hvor stor betydning de statslige reguleringer har haft for periodens velstandsudvikling og politiske stabilitet, f.eks. i forhold til udvidelsen af verdenshandelen og den hurtige teknologiudvikling. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at den stærke øgning af offentlige tiltag og reguleringer har spillet en stor rolle i denne fase. Det drejer sig både om tiltag overfor det økonomiske system og overfor de sociale og kulturelle niveauer. Mange af tiltagene har betydning for begge systemer, f.eks. undervisning, forskning, pensioner og subsidier.

Udviklingstendenserne i de fem årtier med statsligt reguleret kapitalisme står i voldsom kontrast til de tre foregående årtier. Den historiske baggrund var så dyster som den kunne være. To verdenskrige var gået forud, udløst med baggrund i spændinger og konflikter mellem de imperialistiske magter, den voldsomme økonomisk-politiske krise i 1929-32 - med arbejdsløshed og produktionssvigt - og den russiske revolution, som havde givet ny næring til en radikal og revolutionær arbejderbevægelse. På denne baggrund er specielt de to første årtier efter den anden verdenskrigs afslutning præget af en enestående udvikling og stabilitet. Den vesteuropæiske økonomiske genopbygning tog omtrent 5 år. I perioden 1950-62 blev industriproduktionen fordoblet.

Tiåret før udbruddet af første verdenskrig kaldes i den økonomisk historie ofte for «la belle epoque», men i perioden 1901-13 blev industriproduktionen «kun» øget med 50 %. Den stærke og vedvarende økonomiske vækst lagde grundlaget for en tilsvarende velstandsudvikling. Midt i 60'erne fremstod de mest avancerede kapitalistiske samfund som rigere og med en mere jævn velstandsfordeling end noget tidligere samfund. Der kan ikke herske tvivl om, at denne faktiske velstandsudvikling var periodens vigtigste politiske legitimering, indikationen af at man levede i et «godt samfund». Perioden var også præget af fremskridt på det sociale og kulturelle område, hvor forskningsrevolutionen muligvis var den vigtigste.

Fra slutningen af 60'erne blev de kapitalistiske samfund igen præget af mere omfattende og åbenbare problemer. Det begyndte med forskellige typer af protestbevægelser som studenterbevægelsen, miljøbevægelsen og antiimperialistiske bevægelser. 1970'erne blev i vid udstrækning præget af sociale, kulturelle og økonomiske problemer - som rodløshed og anonymisering, kronisk inflation og stigende arbejdsløshed.

 

Det økonomiske system: Erhvervsstrukturen har gennemgået store ændringer i forhold til tidligere faser i den kapitalistiske udvikling. Naturerhvervene (jordbrug og fiskeri) er aftaget stærkt i betydning, industrisektoren er holdt op med at vokse mens servicesektoren - privat og offentlig - er øget stærkt.

Indenfor de enkelte sektorer er udviklingen præget af, at stadig færre enheder leverer sektorens samlede produktion. Industriproduktionen er i høj grad blevet videnskabsbaseret «intelligensindustri», der er afhængig af en stadig strøm af nye forskningsresultater for at kunne ekspandere. Konkurrence gennem udvikling af nye produkter og processer - teknologisk konkurrence - har fået en stigende betydning i forhold til den traditionelle priskonkurrence. Produktion, varemarkeder og arbejdsmarkeder er blevet internationaliseret. Dette giver sig udtryk i dannelsen af multinationale koncerner, stigning i verdenshandelen og et stort antal indvandrere i mange lande.

Koncernerne er i dag de dominerende enheder i økonomien. De anvender en meget stor del af de samlede ressourcer - som energi og forskningsmidler - beskæftiger en meget stor andel af arbejdsstyrken og tegner sig for betydelige dele af den årlige produktion. I det største af de kapitalistiske lande, USA, leverer 1000 koncerner  f.eks. halvdelen af den samlede produktion af varer og tjenester. Koncernerne har en vis kontrol med prisdannelse og efterspørgsel. Denne kontrol sker gennem en stiltiende fastsættelse af priser med andre virksomheder - administrerede priser - og en systematisk påvirkning af forbrugerne - gennem reklame. Disse virksomheder forsøger også at få direkte indflydelse på den offentlige politik, f.eks. for at fremme reguleringer eller indkøb af varer og tjenester. Tendensen til stigende planlægning indenfor det økonomiske system er delvist teknologisk bestemt.

Koncernernes indgreb for at øge deres kontrol svækker betydningen af de traditionelle markeder. I stedet udvikles en form for «planlægning» på koncernernes præmisser, gerne koordineret med dele af den offentlige politik. Men virksomhedernes centrale handlingspræmisser er fortsat maksimal lønsomhed og effektivitet.

I sektorer præget af at få selskaber kontrollerer markedet, står virksomhederne ikke overfor en uorganiseret arbejderklasse, men overfor stærke fagforeninger. Heller ikke løndannelsen foregår ved en traditionel «fri prisdannelse», men er et resultatet af branchemæssige og nationale forhandlinger mellem stærke organisationer, hvor også staten spiller en vigtig rolle. De traditionelle ejerkapitalister er som ledende aktører forsvundet fra den økonomiske scene og er blevet erstattet af professionelle ledere - «lederrevolutionen». Grundlaget for den karakteristiske skæve fordeling af ressourcer indenfor det økonomiske system eksisterer dog fortsat, og skyldes fortsat den ulige fordeling af ejer- og ledelsesrettigheder. Klassekonflikten mellem ledere og underordnede lønmodtagere er ikke løst, men er ført ind i et net af love og aftaler. Klassekonflikten er blevet institutionaliseret.

 

Det politisk-administrative system: Grænselinien mellem den offentlige og private sektor er uklar under den statsligt regulerede kapitalisme. Staten regulerer ikke blot visse rammebetingelser for virksomheden indenfor den private sektor. Den griber aktivt ind både i det økonomiske, det sociale og kulturelle system. Det offentlige er ikke længere en passiv nattevægter, men er en aktiv interventionsstat. Situationen præges samtidig af, at private organisationer - som brancheorganisationer og arbejdstagerorganisationer - søger at få direkte indflydelse på offentlige beslutninger. Denne samordning er blevet karakteriseret som korporativisme eller blandingsadministration.

Med baggrund i mellemkrigstidens økonomiske kriser og krigsøkonomien under den anden verdenskrig, har staten i stigende grad grebet regulerende ind i det økonomiske system. Fænomenet er blevet karakteriseret som den «keynesianske revolution». Gennem den økonomiske politik har staten søgt at stabilisere og stimulere det økonomiske kredsløb. Man kan således modvirke en begyndende økonomisk nedgangsperiode ved at stimulere efterspørgslen efter varer og tjenester i samfundet. En sådan stimulering kan ske ved at mindske skatter og afgifter og øge det statslige opkøb af varer - som f.eks. militært udstyr. Det var bl.a. denne form for militær keynisanisme, der i 1980'erne reducerede krisetendenserne i USA.

Den nye økonomiske politiks samtidighed med en enestående økonomisk vækst fik mange til at antage, at den keynesianske revolution repræsenterede en varig løsning på vækst- og ligevægtsproblemerne i det økonomiske system (se Keynes). Men 1970'ernes store arbejdsløshed og inflation viste, at den nye økonomiske politik ikke fungerede i alle situationer, og at den derfor heller ikke repræsenterede hele forklaringen på 1950-60'ernes velstandsudvikling.

Når mange økonomiske problemer i vid udstrækning skydes ind i det politisk-administrative system, fører det til stigende styringsproblemer i dette system. Det fører let til overbelastninger. Det giver sig bl.a. udtryk i en nærmest kronisk pengemangel og underskud på de offentlige budgetter.

Det politiske system bygger på princippet om ligeværd i og med at alle voksne statsborgere har de samme formelle muligheder for at påvirke de politiske beslutningsprocesser. Men i praksis kan dette system mest præcist karakteriseres som et elitedemokrati. Det er små elitegrupper, som er politisk informerede og aktive, og som tager de vigtigste politiske beslutninger. Flertallet i befolkningen er forholdsvis uinformeret, passivt og deltager kun med lange mellemrum i valget mellem konkurrerende politiske eliter. De politiske elitegrupperinger - de centrale personer i de største partier - fungerer i tæt kontakt med andre eliter i samfundet, som embedsmænd i det administrative system, samt direktører og ledende fagforeningsfolk i det økonomiske system.

Forholdene i et af de mest avancerede kapitalistiske samfund illustrerer denne udbredte politiske passivitet. I Sverige har selvsagt alle statsborgere ytringsfrihed, men hvor mange forsøger at påvirke den politiske beslutningsproces gennem skriftlig argumentation? Undersøgelser har vist, at 90 % aldrig har skrevet noget i aviser eller tidsskrifter. 75 % af den svenske befolkning har aldrig taget ordet på nogen form for møde. En række lignende indikatorer gør, at man sammenfattende kan sige, at kun 1½ % tilhører det politisk aktive lag. 60 % er politisk passive, mens de resterende kun sporadisk og i ringe grad bidrager.

Det politisk-administrative system må retfærdiggøre sine indgreb eller mangel på indgreb i det økonomiske, sociale og kulturelle system. Det er blevet vanskeligt eller direkte umuligt at henvise løsningen af beskæftigelsesproblemerne eller en urimelig lav levestandard blandt pensionisterne til et upolitisk marked, hvor enhver får sin retmæssige del baseret på egenindsats.

Med øgningen i de offentlige indgreb og støttetiltag får man i stigende grad legitimeringsproblemer. Klassestrukturen udgør det fundamentale legitimationsproblem i den statsligt regulerede kapitalisme. Denne struktur og andre systembetingede skævheder vil i længden næppe kunne begrundes med politisk overbevisende argumenter når de, som følge af statslige indgreb, bliver bragt ind på den politiske dagsordenen. Disse problemer vil måske kunne blive så stærke, at de udvikler sig til en legitimationskrise. En sådan krise kan true samfundets stabilitet og sætte spørgsmålstegn ved ønskeligheden af, at samfundssystemet fortsat eksisterer.

 

Det sociale og kulturelle system: En række udviklingstendenser gør sig gældende indenfor det sociale og kulturelle system. Eksempler på dette er stigningen i uddannelsesniveauet, fremvæksten af en kommerciel massekultur og anonymiseringen af livsmiljøet.

Befolkningens oplysningsniveau er hævet gennem en omfattende udbygning af videregående skoler og uddannelsesinstitutioner. Oplysningsniveauet er også øget gennem massemedier som radio og fjernsyn. Men også på dette område er den klassemæssigt skæve fordeling af ressourcer bevaret. Trods den stærke satsning på en mere ligelig og retfærdig fordeling af uddannelsesressourcerne var det i 1960-70'erne fortsat således, at mens 10 % af arbejderungdommen tog studentereksamen, var det tilsvarende tal blandt børn af akademikere og overordnede funktionærer 60-70 %.

Massemedierne repræsenterer en ny type forretningsvirksomhed - en kulturindustri. Gennem medier som biografer, fjernsyn og ugeblade udvikles der en kommerciel «massekultur». Under kapitalismens første faser var det et socialt fremskridt, at kulturprodukterne blev varer. Det gjorde det økonomisk muligt for langt større grupper end tidligere at få adgang til kulturgoderne. Men i den statsligt regulerede kapitalisme bliver også indholdet gjort til vare. Tilegnelsen af kulturindustriens produkter kræver normalt ikke meget af den enkelte og sætter tilsvarende få spor.

Den hurtige urbanisering og den store mobilitet på arbejdsmarkedet skaber problemer i de lokale samfund. Stabile netværk svækkes og brydes ned, og individerne i lokalmiljøet anonymiseres og isoleres i forhold til hinanden. Dette socialt fattigere miljø skaber problemer for den grundlæggende dannelse af børnene i deres første leveår - primærsocialiseringen. Isolationen udgør også en væsentlig del af baggrunden for den store udbredelse af psykiske problemer.

De motivationer som udvikles indenfor det sociale og kulturelle system, kan karakteriseres som privatorienterede. Gennem opdragelse, oplæring og underholdning tilegner individerne sig en holdning, som gør dem til passive statsborgere og disciplinerede arbejdstagere. Denne type motivation er i samklang med elitedemokratiets spilleregler og med de økonomiske krav. 1960'ernes protestbevægelser repræsenterer den mest aktive kritik af en række af disse holdninger. Dele af disse protestbevægelser udviklede så anderledes og nye værdisystemer, at nogle «droppede helt ud» af det etablerede samfund og forsøgte at opbygge egne subkulturer - som hippierne. Studenterbevægelsen reagerede på afpolitiseringen i et samfund, hvor de enkelte dele blev knyttet stadig tættere sammen og krævede, at mange spørgsmål atter måtte gøres politiske. Studenterbevægelsen var også en reaktion mod, at uddannelsessystemerne i så høj grad var tilpasset det økonomiske systems behov for specialiseret arbejdskraft, på bekostning af det «dannelseselement» som er særegent for det sociale og kulturelle system. Kvindebevægelsen repræsenterede en reaktion mod, at kvinder afpolitiseres og privatiseres ved deres ensidige binding til hjemmet. I denne fase kan man sige, at dele af det sociale og kulturelle system var præget af en motivationskrise.

Kapitalismens fremtid

Industrikapitalismen har medført store forandringer i løbet af et historisk set kort tidsrum. Det er ikke mere end 200 år siden, den første industrielle revolution indledtes. Og i de fleste kapitalistiske lande behøver man ikke at bevæge sig mere end to til fire generationer tilbage i tiden, før man befinder sig i feudale landbrugssamfund. Hvad vil der ske med de kapitalistiske samfund de kommende to til fire generationer?

De kapitalistiske samfund er præget af problemer i de grundlæggende systemer og i forholdene mellem dem. Således kan økonomiske problemer skabe styringsproblemer, og motivationsproblemer kan skabe økonomiske problemer. Det er ikke urimeligt at antage, at disse problemer er så alvorlige og store, at de kan fremtvinge grundlæggende forandringer af selve samfundssystemet.

Den økonomiske vækst - kapitalakkumulationen - er så at sige rullet som en lavine hen over det økologiske grundlag. For at opretholde den samme fart, må man til stadighed udskille stigende mængder affaldsprodukter og anvende større dele af naturressourcerne. F.eks. er det anslået, at lagrene af aluminium i jordskorpen er store nok til 68.000 års forbrug med det nuværende forbrugsniveau. Men hvis den nuværende vækst på 6,4 % pr. år skal opretholdes, vil lagrene kun række i 140 år. En række lignende omstændigheder gør det sandsynligt at antage, at den økonomiske vækst må bremses helt op i løbet af en hundredeårsperiode. Hvis den økonomiske vækst bremses op, vil dette efter al sandsynlighed føre til omfattende og grundlæggende ændringer i det økonomiske system, og i de to andre systemer som er tilpasset til en kapitalistisk vækstøkonomi og klassedeling. Et nyt samfundssystem vil kunne udvikles.

Hvilket slags samfundssystem vil afløse det kapitalistiske? Den mest sandsynlige udvikling er måske en gradvis omformning i retning af et teknokratisk «1984-samfund». Problemerne i det kapitalistiske samfund vil kunne udvikle sig i en stadig mere alvorlig retning, således at man kun kan opnå en vis stabilitet gennem en autoritær, central styring og udstrakt social manipulering. Men muligheden er også til stede for, at den eliteprægede forretningscivilisation udvikles i retning af et deltagerdemokratisk samfund, som fungerer i balance med sit økologiske grundlag. En sådan udvikling forudsætter en radikal nedbrydning af klassestrukturen og en organisering af de centrale aktiviteter i samfundet - arbejde, ledelse og socialisering - på et grundlag der ikke strider mod menneskelige hensyn og økologiske principper.

R.K.


Litteratur

J. Habermas: Borgerlig offentlighet, Oslo 1971.
R. Heilbroner: Industrikulturens forfald, København 1977.
S. Lysgaard: Arbejderkollektivet, Oslo 1977.
E. Mandel: Seinkapitalismen, Oslo 1976.
M. Weber: Den protestantiske etikk og kapitalismens ånd, København 1975.