Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
    .  Humaniora  .  Psykologi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 36.098
: :
Autoritær
Det store øjeblik. Førerens håndtryk forplanter autoritetstroen nedad i nazipartiets rækker. Fra Tyskland i 1930'erne.

Begrebet autoritær optræder i en række sammenhænge som betegnelse for noget stivnet, snærende og fastlåst. Det er knyttet til, men ikke sammenfaldende med begrebet dogmatisk og anvendes i første række indenfor psykologi og politik. Et autoritært menneske er - dybest set - en person der ikke anerkender et andet menneske som kilde til ny erkendelse. Det er et menneske, der i sin tænkning søger tilflugt i absolutter. Det lever i et mentalt lukket univers, og det præges af en underkastende, ukritisk holdning overfor autoritet.

Det er karakteristisk for et autoritært menneske, at det systematisk fortrænger al information, der kan true dets trossystem. Et autoritært menneske argumenterer sjældent for en påstand, og det problematiserer i det hele taget sjældent. Netop fordi al erfaring ordnes i kategorier, der er konstrueret på forhånd, vil et autoritært menneske udvise en høj grad af automatik. Det er let at forudse, hvordan et autoritært menneske vil handle og reagere, fordi dets synspunkter lader sig aflede fra dets oprindelige trospositioner. Disse grundlæggende kategorier er aldrig genstand for tvivl. Uforudsigelighed er et sådant menneskes vigtigste kilde til uro. Det meste af den viden der tilflyder et sådant menneske, vil være selvbekræftende: Han eller hun vil blot se det, der bekræfter det, personen vidste i forvejen.

Disse kendetegn karakteriserer det autoritære menneske i renkultur. Men autoritære holdninger er altid et spørgsmål om grader og nuancer. Det er glidende overgange fra denne idealtype til personlighedstræk, der kendes fra dagliglivet. I en vis udstrækning er alle mennesker præget af fastlåsthed i tanker og adfærdsmønstre. Det er først, når denne fastlåsthed får præg af indre tvang og forsvar, at det er muligt at tale om en abnorm eller sygelig tilstand. En tvangspræget autoritær personlighed afviser totalt al information, der kan forstyrre individets trossystem. Forsvaret af standpunkter får et monotont og rituelt præg, ofte forstærket af mistænksomhed og kombineret med udadrettet aggression på vegne af egne holdninger. Ofte er disse holdninger organiseret omkring en kerneide, f.eks. had til jøder. Men for en psykopatologisk, eller svagere: en neurotisk autoritær personlighed, er det ikke tilstrækkeligt at konstatere, at personens verdensanskuelse er sand og lade det blive ved det. En autoritær personlighed vil derudover have en tilbøjelighed til at betragte andre verdensopfattelser som en trussel, som noget der må overvindes. Hans verden er befolket med fjender. Det klassiske eksempel på en autoritær personlighed, Adolf Hitler, opfattede verden som opdelt i to dele. Kampen stod mellem det «gode» (den germanske race) og det «onde» (den jødiske mod-race). Denne hang til at tænke ekstremt i sort-hvidt er et generelt træk ved den autoritære person. I bogen «The Authoritarian Personality» er den typiske autoritære personlighed beskrevet som irrationel, chauvinistisk, racistisk, dogmatisk, konventionel, intolerant, fordomsfuld og straffende: Den typiske autoritære personlighed vil tendere mod at se sammensværgelser bag hvert fænomen; Han/hun vil have følelsen af at være forfulgt. Der vil være en tendens til at ophøje sin egen gruppe til noget grundlæggende bedre end andre (etnocentrisme). En udforskende holdning vil blive opfattet som en vaklen i troen og et tegn på svaghed. Personen vil være tilhænger af hierarki i familien og i samfundet - menneskene er fundamentalt set ulige. Personen vil have en stærk tro på, at magt kan løse sociale problemer. Den straffene og moraliserende holdning sætter lighedstegn mellem egen moral og den konventionelle moral. Alle afvigelser forkastes. Der forekommer også en længsel mod den store leder, der forsoner og forløser. Autoritære personligheder vil endvidere fremvise antidemokratiske tilbøjeligheder og betragte ytringsfrihed o.l. som udtryk for normmæssig relativisme. Religiøs tekstnær-rettroenhed forekommer også hyppigt. Alment betragtet er den autoritære personlighed præget af afvisning af alle former for eksperimenteren. Det autoritære menneske er på uophørlig jagt efter den store harmoni, hvor al kamp er bragt til ende, og verden er indrettet efter ét overordnet princip: Det som personen selv tror på.

Det er et omstridt tema indenfor litteraturen på dette felt, hvorvidt autoritære personlighedstyper er et særkende for den politiske højrefløj. Det hold socialpsykologer og filosofer der udgav bogen: «The Authoritarian Personality», mener at autoritære holdninger hyppigere forekommer på den politiske højrefløj end på venstrefløjen. Socialpsykologen Rokeach mener derimod, at stivnede tankemønstre ikke kan placeres ind i en højre-venstre dimension. I stedet ønsker han at indføre begrebet dogmatisme. Ifølge Rokeach eksisterer der dogmatiske og udogmatiske holdninger i alle sociale grupper. På venstrefløjen mener han, at kommunister ofte fremviser klare dogmatiske træk. Den vigtigste forskel mellem de to videnskabelige traditioner er, at den første er mest optaget af, at opfatte autoritære holdninger som et resultat af psykiske forkrøblinger i individets udvikling frem mod voksenalderen. Hos Adorno og hans medarbejdere forstås autoritære holdninger som et middel til at skabe orden og tryghed i en fjendtlig og kaotisk verden. Autoritære personligheder har på grund af vanskelige opvækstvilkår, manglende nærhed til forældre, vilkårlige afstraffelser o.l., udviklet et ufleksibelt og udifferencieret jeg. Stillet overfor krav det ikke mestrer, eller en social og økonomisk krise det ikke forstår, vil en sådan person reagere med stærk usikkerhed. Autoritære holdninger er en kompensation for identitetsusikkerhed og angst. Den stramt opbyggede verden som autoritære trossystemer og holdninger tilbyder, vil give personen en form for tryghed. Rokeach derimod er mere optaget af forskellige «tankemåder»: Måder at ræsonnere på og åbenheden overfor ny information. Han taler om «åbne» og «lukkede» sind, men mindre om egoforsvar og andre dynamiske, psykologiske faktorer. Resultatet er, at hans begreber får et bredere anvendelsesområde: De gælder ikke blot for neurotiske autoritære personligheder, men også mere normale udtryksformer. Netop i krydsfeltet mellem disse to opfattelser findes der en rimelig grænse mellem de to begreber, autoritær og dogmatisk. En autoritær personlighed er altid dogmatisk - det ligger i selve begrebet autoritær. Men ikke alle dogmatikere behøver være autoritære. En dogmatiker kan forholde sig dogmatisk, dvs. ikke-prøvende, til et sæt holdninger uden i øvrigt at fremvise det sæt af reaktionsmønstre, der præger den autoritære psykologiske type.

Blandt de vigtigste forløbere for vore dages socialpsykologi finder vi Erich Fromms og Wilhelm Reichs tidlige arbejder. Hensigten med deres studier over autoritet og familie var at afdække sammenhænge mellem sociale og økonomiske forhold i samfundet og den individuelle karakterstruktur. Familien betragtes som bindeleddet mellem de ydre materielle forhold og individet. Det er særligt indenfor stærkt autoritære familier, f.eks. familier med en dominerende, ofte fjern og vilkårlig far, at autoritære karakterer formes. I sådanne familier bliver naturlig behovstilfredsstillelse undertrykt, særligt på det seksuelle område. For personer fra sådanne familier bliver deltagelse i fascistiske bevægelser en form for forsinket driftudlevelse. I autoritære familier findes imidlertid også ofte grobund for et tvetydigt forhold til autoritet. En autoritær personlighed vil have en tendens til at forholde sig straffene og fordømmende nedad og underkastende opad. Denne dobbelthed forstod de fascistiske bevægelser at udnytte til det yderste.

Begrebet autoritær kan også anvendes til karakterisering af en specifik politisk kultur. En autoritær politisk kultur er kendetegnet ved en bevidst reduktion af modstanderen. Han bliver betragtet som moralsk forfalden. Kompromis er umuligt. Kultursynet er ofte sentimentalt romantisk. Med undtagelse af arbejderklassen er irrationalisme den almindeligste måde at anskue samfundsproblemer. Følelsen af at blive omringet som nation er udbredt. Ofte vil en sådan autoritær politisk kultur give grobund for fascistiske bevægelser. Weimar-Tyskland er det bedste eksempel på en sådan politisk kultur. Tiltroen til demokratiet som en fælles ramme for løsning af politiske problemer var meget begrænset. Overklassen var udtalt antidemokratisk. Middelklassen, særligt håndværkere og bønder, domineredes af en længsel mod før-industrielle organisationsformer og stabilitet. Militarisme og chauvinisme er ligeledes fremtrædende træk ved en autoritær politisk kultur, og racistiske opfattelser er ofte udbredte. Denne autoritære form forekommer hyppigst i lande, der ikke har gennemgået en borgerlig revolution, og hvor før-industrielle lag som kirke, adel og statsbureaukrati har domineret den politiske udvikling på bekostning af byborgerskab og liberale intellektuelle, og hvor arbejderklassen er blevet holdt udenfor den politiske arena.

Begrebet autoritær optræder også i forbindelse med skelnen mellem autoritære og totalitære regimer. Begge regimetyper har det til fælles, at de ikke tillader fri meningsdannelse, men i totalitære regimer eksisterer der ingen sfærer af samfundslivet løsrevet fra politikkens overordnede mål. I autoritære regimer, som f.eks. i Spanien under Franco-diktaturet, vil religion og kulturliv ofte have relativt stor frihed, sålænge de ikke truer regimet. I totalitære regimer (Hitler-Tyskland, Sovjet under Stalin) vil enhver sfære der ikke direkte er underlagt staten eller bevægelsen anses for en trussel. I totalitære regimer gælder reglen om, at «den der ikke er med os, er mod os». Her er tilbagetrækning til privatsfæren tegn på modstand. I autoritære regimer derimod tillades en sådan «privatisering». Desuden vil udrejse være lettere i autoritære regimer end i lande med totalitær kontrol.

B.Ha.


Litteratur

Th. W. Adorno, E. Frenkel-Brunswik et al., The Authoritarlan Personality, New York 1950.
E. Fromm, Flukten fra friheten, Oslo 1966.
W. Reich, The Mass Psychology of Fascism, New York 1970.
M. Rokeach, The Open and Closed Mind, New York 1960.