Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 15/4 2018
Læst af: 159.780
: :
Koncentrationslejr
Massegrav ved koncentrationslejren Bergen-belsen, maj 1945

Det forskønnende udtryk «koncentrationslejr» (ofte forkortet kz-lejr) er kendt på tre sprog: engelsk, tysk og russisk. Det dækker henholdsvis den britiske imperialismes, den tyske nazismes og stalinstatens tiltag for at «koncentrere» - dvs. isolere og afsondre - politisk uønskede elementer på en måde der gik udenom og som var et tillæg til det ordinære fængselssystem.

Ordet er oprindelig engelsk. De første koncentrationslejre blev anlagt i Sydafrika i 1900-02. Boernes (de hollandske landbrugskolonisters) børn, kvinder og gamle blev samlet og interneret, således at de blev forhindret i at bistå deres egne guerillatropper. Men briternes forsøg på at afskære guerillaen fra dens miljø og forsyninger mislykkedes. Boernes kampkraft blev kun reduceret ubetydeligt, og i den internationale oppinion blev disse lejre, med deres meningsløse liv og elendige hygiejne, en belastning for den britiske kolonimagt.

De næste koncentrationslejre der fik tilsvarende ry, var de tyske, der blev anlagt i stor stil umiddelbart efter nazisternes magtovertagelse. De skulle i første række internere kommunister og socialistiske fagforeningsfolk. Oranienburg og Dachau var de første. De tilsammen seks lejre, der blev opført inden krigsudbruddet, rummede i 1939 ca. 21.000 fanger - et forholdsvis lille antal sammenlignet med fængslerne.

Russiske læger undersøger offer i koncentrationslejren Auschwitz, 18/2 1945

Under krigen steg antallet af lejre og deres kapacitet dramatisk. Også formålet ændrede sig. Lejrene blev i stor udstrækning omdannet til udryddelsessteder, hvor fangerne blev tilintetgjort dels ved fysisk nedbrydende slavearbejde, dels ved regulær henretning og massekremering. Den største folkegruppe der blev dræbt i lejrene var russere og andre slaviske folk. Omkring 11 mio. af dem blev dræbt. Den næststørste gruppe var jøder (se Auschwitz), hvor ca. 6 mio. blev dræbt. Dernæst fulgte romaer, homoseksuelle, psykisk syge og kommunister. Det totale antal kz-fanger der passerede gennem de tyske lader sig ikke præcist fastslå, men lå på omkring 17 mio. Næsten alle blev dræbt eller døde af sult og sygdom.

Det tredje omfattende system af koncentrationslejre blev opført i Sovjetunionen under Stalin fra slutningen af 1930'erne. I forbindelse med de store udrensninger (se Moskvaprocesserne) blev flere millioner mennesker fjernet og sendt til «ø-samfund» - dvs. arbejdslejre i øde områder af Sovjetunionen. Også krigsfanger der var taget af tyskerne i 1941-45 og havde overlevet i kz-lejre i besatte lande, blev ved hjemkomsten til Sovjet sendt til «Gulag-arkipelaget». Et udtryk skabt af Aleksander Solsjenitsyn og beskrevet i hans monumentale trebindsværk af samme navn (se Gulag).

De sovjetiske koncentrationslejre var kun lidet kendt i forhold til de tyske. De adskiller sig fra Hitlerregimets ved at være organiseret som mere eller mindre rene arbejdslejre, hvor fangerne byggede industrianlæg, dæmninger, kraftstationer og andre bygningsværker i den økonomiske infrastruktur. I det Tredje Rige var arbejdet i lejrene derimod - hvis de overhovedet havde nogen økonomisk funktion - hovedsageligt stenhugning og vejbygning samt simplere husflid og markarbejde.

Aleksander Solsjenitsyn har gennem sit store værk Gulag-arkipelaget givet et rystende billede af, hvordan fangelejrene fungerede i Sovjetunionen under Stalin-tiden. Hans bøger er baseret på egne erfaringer som fange i arbejdslejre.

Visse fælles træk går igen i den fangelitteratur, der findes om de tyske og sovjetiske koncentrationslejre. Først og fremmest finder man den stærke organisering af solidaritetsfølelsen, der udvikles iblandt fangerne. På kanten af eksistensminimum og under den yderste knaphed på alle goder synes politiske fanger at kunne udvikle særdeles effektive organisationer til at varetage intern justits og en retfærdig fordeling af goder og byrder. I enkelte af nazitysklands lejre, blandt andet i Sachsenhausen, hvortil bl.a. de danske arbejderledere blev sendt, var denne organisering det tyske kommunistpartis værk: Kommunisterne var de ældste i fangebefolkningen og udviklede en avanceret organisation, der bl.a. blev rygraden i det østtyske kommunistparti efter krigen - og for den sags skyld i den østtyske stat.

Denne organisering af solidaritet var ikke absolut og blev ikke udviklet alle steder. I dødslejre som Auschwitz og Bergen-Belsen lykkedes det SS-administrationen at få jødiske fanger til at hjælpe til med gasning og kremering. De deltog så effektivt i udryddelserne, at senere studier af koncentrationslejrene har lagt stor vægt på at forsøge at forklare det ejendommelige forhold som opstod mellem bøddel og offer i dødslejrene. Men dette var undtagelser. For den jævne kz-fange - og dem var der millioner af - var effektiv solidaritet gennem fast organisering en vigtig del af koncentrationslejrenes hverdag.

Et træk beslægtet med dette er lejrledelsens, og især den centrale lejradministrations, omfattende bureaukrati. Både i Tyskland og i Sovjetunionen behøvede de vældige kz-komplekser store administrationsapparater, som begge steder var gennemsyret af hemmeligholdelse, der tilslørede apparatets egentlige hensigt. Blandingen af bizar irrationalitet og skræmmende effektivitet i begge disse systemer var terrormidler i sig selv, og virkede stærkt på de indsatte.

Internationale organisationer har kritiseret USA's umenneskelige behandling af krigsfangerne i Guantanamo fangelejren Camp X-ray, der i 2002 blev omdøbt til Camp Delta.

Også USA har lang erfaring med koncentrationslejre. Allerede i det 19. århundrede blev den oprindelige befolkning i Nordamerika (indianerne) samlet i koncentrationslejr-lignende reservater. Under 2. Verdenskrig blev over 100.000 nordamerikanere af japansk afstamning samlet i koncentrationslejre, fordi USA's regering tvivlede på deres loyalitet under USA's krig mod Japan. Under vietnamkrigen samlede USA titusinder af sydvietnamesere i koncentrationslejre, der blev kaldt beskyttede landsbyer. De blev mistænkt for kontakter med guerillabevægelsen FLN. I forlængelse af USA's erobring og besættelse af Afghanistan i 2001 oprettede supermagten en koncentrationslejr på sin militærbase i Guantanamo i Cuba, hvor omkring 500 fanger blev placeret under umenneskelige forhold. Menneskerettighedsorganisationer fra hele verden samt Røde Kors har kritiseret USA's behandling af krigsfangerne. USA har nægtet at følge Genevekonventionen for behandling af krigsfanger og betegner dem selv som «ulovlige kombatanter».

Palæstina der har været under israelske besætelse siden 1967 er af Israel omdannet til en eneste enorm koncentrationslejr under kontrol af det israelske militær. I de israelsk besatte områder gælder ingen retstatslige garantier. Befolkningen fængsles vilkårligt uden rettergang og sidder indespærret i årevis («Administrativ tilbageholdelse»). Alle adgangsveje til den besatte Vestbred og Gaza er under israelsk militær kontrol, og med få undtagelser kan palæstinensere hverken komme ind eller ud. Israelske soldater og officerer nyder næsten uden undtagelse fuld straffrihed for de mord de begår på palæstinensere.

USA bryder Geneve konventionen for behandling af krigsfanger i sin koncentrationslejr i Guantanamo i Cuba. USA kalder i stedet fangerne for «ulovlige kombatanter», og mener dermed at de falder udenfor Geneve konventionen.

A.J