Læst af 122.180  

Kurdistan

Befolkning:   Areal:	40 mio. Tyrkiet (Nordkurdistan) 18 mio. Iran (Østkurdistan) 13 mio. Irak (Sydkurdistan) 5 mio. Syrien (Sydvestkurdistan) 1,5 mio. Kaukausus 1 mio. Øvrige 2 mio. Ca. 550.000 km Tyrkiet (Nordkurdistan) ca. 40 % Iran (Østkurdistan) ca. 30 % Irak (Sydkurdistan) ca. 20 % Syrien (Sydvestkurdistan) ca. 10 %

Kurderne er et splittet folk, og Kurdistan er et splittet land. Ethvert skriveri om kurderne er problematisk og fejlbehæftet - også dette. Der hersker fuldstændig uklarhed om stort set alle basale informationer om kurderne, både journalistisk, politisk og i forskningen.

Tyrkiske vejkontroller i Nordkurdistan (Solidaritet)

Hvor mange kurdere findes der? Ingen har nogensinde talt dem. 25 millioner er et normalt bud, men det er en politisk vurdering. Alt efter hvem man eller spørger er der officielle bud på 40 millioner (PKK-tal) eller kun halvanden million kurdere (tyrkiske tal).

Hvor ligger Kurdistan? Området Kurdistan strækker sig over de bjergrige regioner i Tyrkiet, Iran, Iraq, Syrien, Armenien og Azerbadjan. Området er befolket med kurdere og mange andre. Kurderne er blevet spredt, fordi magthaverne i de nævnte lande har ønsket det. Kurdistan har aldrig eksisteret som selvstændigt stat. Spredningen af kurderne er særlig stor i Tyrkiet - især på grund af de mange oprør og krige, der har været. Istanbul er byen med flest kurdere - mellem 3 og 4 millioner. (Kort over sydkurdistan.) (Kort over armensk Kurdistan.)

Hvad gør kurdere til kurdere? Kurdernes sammenhold kan ikke hæftes på hverken territorium, historie, religion eller sprog. Det er alligevel almindeligt at se kurderne som den «største nation i verden uden stat». Titusinder af mennesker er gået i døden for deres ret til at føle sig som kurdere.

Det var arabiske geografer, der først navngav kurderne for ca. 1300 år siden, men de menes at have eksisteret i meget længere tid. Oprindelsen af ordet kurder kan spores tilbage til betegnelsen akrad (flertalsform af kurder) om stammer, der lever nomadisk med okser, mens arabere holder dromedarer og tyrkere holder kameler. Det fortæller noget om, at kurderne sagtens kan være vidt forskellige slags mennesker, uden andet tilfælles end en bestemt måde at overleve på.

Religion: Kurdernes oprindelige religion er Zarathustras lære. Islam (95%), Kristen (5%). Kurderne har aldrig haft en samlet religion. Gennem tiderne har magthavere lært kurderne at tro på mange forskellige ting. Generelt tror kurderne på forskellige retninger af islam, primært som sunni-muslimer og shia-muslimer.

Sprog: Kurdisk er i familie med de indo-europæiske sprog. Det kurdiske sprog har fire dialekter: Kurmandji, Sorani, Dimili (Zazaki) og Lori. Den største af disse dialekter er kurmandji, der tales af ¾ af det kurdiske befolkning. (Kort over de kurdiske sprogs geografiske udbredelse.)
Måske er det kurdiske sprog en samling dialekter af andre sprog (arabisk, tyrkisk, persisk), eller også er det en helhed, der kan udskilles i dialekter. Kurderne har et skriftssprogsproblem, fordi kurderne lever i lande med arabiske, latinske og kyrilliske bogstaver. Men i moderne tid har kurderne fået deres egne TV-kanaler, f.eks. MED-TV, Medya TV m.fl. Det giver en sproglig samling omkring de sprog, og sproget kaldes «MED-TV kurdisk».

Murene omkring Nordkurdistans hovedstad, Diyarbakir (Solidaritet)

Tidlig historie

Kurderne har mange mytologiske sagn, som forklarer deres oprindelse. Et af de mest berømte er nytårssagnet om smeden Kawa, som samler folket til kamp imod en uretfærdig hersker. Herskeren er besat af to slanger, som spiser børn hver dag. Men folket snyder slangerne og gemmer børnene i bjergene. Disse børn er ifølge legenden oprindelsen til det kurdiske folk. Mange kurdere mener, at oprøret med den uretfærdige hersker passer sammen med et oprør, der har fundet sted i Medien for ca. 2600 år siden.

Selv mener kurderne, at de nedstammer fra mederne, og at det kurdiske sprog stammer fra medernes sprog. Medien var et rige, som eksisterede indtil for syv hundrede år siden i et område ca. sammenfaldende med Kurdistan.

Den kurdiske nation har eksisteret som idé i et par hundrede år. Idéen kan spores tilbage til 1700-tallet, hvor kurdiske digtere udviklede idéen i deres poesi, og profetisk tilføjede, at den kurdiske nation ville opstå, når de enkelte kurdiske ledere ville holde op med at støtte fremmede magter mod deres egne.

Etnologisk har det kurdiske folk har eksisteret i tusinder af år som en samling vilde, uafhængige bjergstammer. De har stort set levet i fred og relativ lovløshed, mens skiftende imperier marcherede frem og tilbage i Mesopotamien og Anatolien.

Ifølge et kurdisk ordsprog har kurderne ingen venner. Araberne husker kurderne som en af Guds tre plager (rotter, græshopper og kurdere), der vælter frem fra bjergene, plyndrer karavaner eller byer og stikker af igen. Kurderne har også plaget og plyndret hinanden, hævnet og konkurreret om at være den dominerende stamme igennem århundreder.

Kurdernes evner og indstilling i kamp er legendariske. Nogle kurdere har slået rødder udenfor Kurdistan, ofte med start i en militær karriere. Således er den kendteste kurder i den vestlige verdens middelalder da også «Saladdin», eller Sala Ad-Din al-Ayubi, som stort set smed kong Richard af Englands korsriddere helt ud af det hellige land. De berømte ruiner af korsfarernes borg i Libanon, Krak des chevaliers, kendes på arabisk som «Kurdernes borg», Husn al Akrad.

Erobringer og splittelser i Kurdistan

I 1502 erobrede Safaviderne Persien og tvangs-konverterede alle til den Shia-muslimske tradition, også de kurdiske stammer, som boede på persisk område. Ved et vigtigt slag i Anatolien 1514 besejrede Osmannerne afgørende de safavidiske persere med kurdisk hjælp. Som tak blev der til nogle kurdiske familier givet noget jord og oprettet et antal titler, de såkaldte agha’er. Disse titler går stadigvæk i arv. Efter nederlaget forsøgte perserne at få kontrol med urolige kurdere i det nordøstlige Persien, men det mislykkedes. I stedet for brugte man den osmanniske strategi, og adlede udvalgte stammer, som man lod regere over resten. Disse loyalitetsbånd eksisterer også stadigvæk.

I 1600 blev nogle kurdiske stammer hyret af perserne til at forsvare perserriget mod angribende uzbekere. Det udviklede sig til en permanent koloni, ca. 800 km væk fra de øvrige områder med kurdisk beboelse.

I 1639 sluttede tyrkere og persere fred og lagde en grænse, som gik midt igennem de kurdiske regioner. Kurderne havde længe været kendt som smuglere og banditter, men fra omkring dette tidspunkt blev det nærmest en kurdisk tradition, at leve udenfor lovens rækkevidde og have smugleri over bjergene som en ekstraindtægt ved siden af det nomadiske liv.

Stammeledernes magt

Loven i Kurdistan blev formuleret af stammens leder, som på basis af hans sunde fornuft og islam skelnede mellem ret og uret. Loyaliteten overfor familien og stammen er traditionelt de mest stabile sociale bånd i kurdernes samfund. Oven over stammerne har der undertiden været loyalitet mod en såkaldt Mir eller Bey i et emirat af stammer, ofte en alliance af stammer mod en dominerende stammes leder. Sådanne sammenhold har eksisteret langt op i det 20. århundrede, men de har en pragmatisk karaktér. De tyrkiske og persiske centralmagter har ofte kunnet bestikke nogle stammer til at bryde ud af emirater for at stække en lokal magthaver, der var blevet besværlig. I utallige af disse oprør har forhandlingen med de enkelte stammer, hvis ledere skulle overveje bestikkelsen eller loyaliteten, nærmest udviklet sig til en tradition. Dette gælder både for den enkelte Emir, Sheik eller Agha, der forsøgte at samle oprørsstyrker, og for den centralmagt, der ville slå oprøret ned.

Kurderne i det 20. århundrede

I den seneste del af kurdernes historie blev Mellemøsten domineret af de europæiske imperialistiske stormagter. Mellemøsten blev delt op i interessezoner, protektorater, kronkolonier etc. Europæernes grænsedragninger i området medførte, at Mellemøstens grænser blev meget mere nøjagtigt defineret og kontrolleret. De nye uafhængige stater har arvet europæernes repressive statsapparater og anvender en høj grad af politisk vold for at bevare en vis stabilitet i deres kunstige stater.

Det 20. århundrede har primært stået i nationalismens tegn. Det Osmanniske Imperium stod på den tabende side efter første verdenskrig, og blev splittet op af de sejrende europæiske magter Frankrig og England. En ny stat voksede frem af det gamle riges kerne; Tyrkiet. Den nye stat blev samlet under Kemal Atatürks militære ledelse, og han fik hjælp af kurderne til at få kontrol over det område, der i dag hedder Tyrkiet.

Sevres-traktaten 1920

Kurdernes ret til selvstændighed blev fastsat i Sevres-traktaten i 1920, primært fordi de sejrende stormagter England og Frankrig efter første verdenskrigs afslutning ønskede at svække det nye Tyrkiets magt. I traktaten står der, at kurderne (og armenerne) i Tyrkiet har ret til at bede om en stat, hvis de en kurdisk repræsentation beder om det. Stormagterne havde næppe konkrete planer om det, og lod med vilje formuleringerne være meget vage på dette punkt. Men for kurdere er Sevres-traktaten et vigtigt symbol for stormagternes dårlige behandling af dem. (Kort over det kurdiske område omtalt i Sevres-traktaten.)

Mange kurdiske oprør i Tyrkiet

Det nye Tyrkiet udviklede en meget stærk nationalisme. Kemal Atatürk ønskede at skabe en moderne stat, og derfor gik han hårdt til angreb på religiøse institutioner. Det kom til mange oprør i de kurdiske områder, som både havde religiøs og kurdisk national karakter. De kurdiske områder var nærmest permanent i oprør fra midten af 1920'erne til 1940. Herefter ebbede oprørene ud. (Kort over den kurdiske nationalistiske bevægelses udstrækning og oprørene 1880-1939.)

I takt med oprørene blev den tyrkiske politik overfor kurderne ekstremt repressiv. Man ønskede at udrydde kurderne ved forbud mod deres sprog, religion og kultur, ved tvangsspredninger af kurderne, og ved at opdrage de nye generationer i det tyrkiske skolevæsen. Tyrkiet anså kurdernes kultur for at være tilbagestående. (Kort over større deportationer af kurdere i det 20. århundrede.)

Anden verdenskrig - kurdisk selvstændighed i Mahabad

Sovjetunionen besatte Iran under den Anden Verdenskrig. Lokale kurdere benyttede magttomrummet til at erklære en kurdisk uafhængig stat i et lille område omkring byen Mahabad.

En kurdisk guerrillaenhed ledt af Mullah Mustafa Barzani begyndte fra 1943 at angribe Iraqiske kontrolposter, og den Iraqiske hær havde pinlige vanskeligheder ved at svare igen. I 1945 lykkedes det med britisk luftstøtte at tvinge Barzani på tilbagetog. Barzani rykkede ubemærket ind i Iran, hvor han mødte den nye kurdiske Mahabad-republik, der kun havde eksisteret nogle måneder.

Sovjetunionens røde hær trak sig tilbage fra Iran i 1946, og Barzanis tropper forsvarede Mahabad mod de tilbagevendende iranske tropper, som blev holdt borte et halvt år efter den røde hærs retræte. Den iranske militære udrustning var dog for stærk med både tanks og fly, så Barzani måtte atter vende tilbage til Iraq. I Iraq blev Barzani dømt til døden, så Barzani måtte atter en gang flygte - denne gang med 500 mand gennem Tyrkiet til Sovjetunionen, som han trængte ind i midt i 1947. Her blev Barzani i 14 år, mens rygterne om hans bedrifter gjorde ham til den største helt i moderne kurdiske historie. (Kort over de kurdiske politiske enklaver og deres territorialkrav 1919-98.)

Fred og ro i Tyrkiet

Tyrkiet fik Marshallhjælp efter anden verdenskrig, og samtidig blev der indført et flerpartisystem. Kurderne fik også stemmeret, og de tyrkiske partier begyndte at bejle efter de kurdiske stemmer. Kurderne var fortsat loyale mod deres stammeleder, så der begyndte en handel om stemmer mellem tyrkiske partier og kurdiske stammeledere. Stammelederne fik traktorer, penge og uddannelser, til gengæld for stemmer ved valgene. På den måde blev der skabt ro i Tyrkiet i 1950'erne og 60'erne

Barzani og KDP

Der kom nye magthavere i Iraq i 1960 og oprøreren Barzani fik lov at vende hjem. Barzani kunne dog ikke forsone sig med gamle kurdiske rivaler, og Iraqs nye ledelse støttede Barzanis rivaliserende stammer. Der udbrød atter kampe mellem Barzanis styrker og regeringstropper. Barzanis folk var krigere om natten og bønder om dagen, og deres våben var gravet ned og gemte, når regeringstropperne inspicerede de kurdiske landsbyer. Under krigen voksede det lille parti KDP sig stærkt i tæt samarbejde med Barzani og begyndte at organisere træningen af nye styrker.

PUK bryder ud af KDP

I 1966 blev KDP delt i fraktioner, da Jalal Talabani forhandlede separat med Baghdad uden at informere Barzani. Talabanis forhandling blev undsagt af Barzani-fløjen, der indenfor KDP var stærkest. Talabani fortsatte med at forfølge en isoleret linie indenfor KDP, indtil han i 1977 dannede PUK (Patriotisk Union i Kurdistan). PUK fik hurtigt opbakning fra kurdiske stammer, der var i opposition til Barzani.

Barzanis tropper trængte Baghdads offensiver tilbage stort set indtil 1976 - afbrudt af våbenhviler i 1966-68 og 1970-1972. Iraq skiftede stormagtsalliance efter et militærkup i 1968 til fordel for Sovjetunionen. Fra omkring 1970 begyndte Sovjet at træne og modernisere den Irakiske hær med henblik på bekæmpelse af guerrillakrig i bjergene. Barzanis forsvar brød sammen omkring 1976, og den aldrende og kræftsyge Barzani døde på et hospital i USA i 1979.

Kurdisk kvinde på anklagebænken i Diyarbakir. Den tyrkiske stat fører en ihærdig kamp mod kurderne.

PKK i Tyrkiet

Omkring 1960'erne og 1970'erne var der megen livlige aktivitet på den tyrkiske venstrefløj. Den kurdiske sag fik en politisk genopblussen blandt venstreorienterede studerende. Der blev skabt mange partier, blandt andet en studiegruppe i Ankara, som siden udviklede sig til at stifte Det kurdiske Arbejderparti (PKK). I slutningen af 1970'erne løb 50 PKK-folk rundt i Tyrkiet - på linie med mange andre venstreorienterede tyrkiske partier - og udførte væbnet propaganda aktiviteter for at destabilisere den tyrkiske stat.

Tyrkiet greb i 1980 ind imod den stigende uro med et militærkup. PKK's ledelse var netop året forinden rejst til Syrien og Iraq for at finde støtte, og PKKs leder Abdullah Öcalan lavede en alliance med KDP. Imens rensede den tyrkiske stat blodigt ud på venstrefløjen efter kuppet.

PKK forholdt sig i ro i et par år og forberedte sig til guerillakrig. Den startede i 1984, hvor PKK angreb nogle militære barakker. I de følgende år fik PKK de første erfaringer, og i løbet af firserne voksede PKK markant i styrke. Tyrkiet begyndte at chikanere den kurdiske civilbefolkning som hævn. Imens organiserede PKK sig med baser i Syrien, Iraq og træningslejre i syrisk kontrollerede områder i Libanon.

(Kort over de vigtigste kurdiske partiers geografiske operationsområde 1998.)

Giftgas mod kurderne i 1988

Overlevende offer for Halabja massakren 1988

Halabja er et tragisk symbol i den kurdiske historie. I dette opslag er der berettet om oprørs begyndelser og afslutning, men reelt har der været talt om permanente spændinger, som ofte udløste skud, mindre uroligheder, og centralmagterne hårdhændede bekæmpelse af alle tegn på kurdisk aktivitet. De lokale statsdannelser har rutinemæssigt spillet kurderne ud mod deres nabolande. Det var tilfældet under stridighederne mellem Iraq og Iran i 70'erne og atter under krigen mellem de to lande i 1982-88, hvor Iran støttede de irakiske kurdere mod den irakiske centralregering, og hvor Iraq omvendt støttede de iranske kurdere. Krigen mellem Iraq og Iran sluttede i 1988, og begge lande kunne derpå nedkæmpe de lokale kurdiske oprør. De iraqiske regeringsstyrker angreb i 1988 to kurdiske byer med giftgas og myrdede på få timer titusinder af kurdiske civile. Den første af de kurdiske byer var Halabja.

Det var dog ikke giftgasangrebet, der fik de globale medier til at opdage kurdernes triste kamp mod overmagten. Da Golfkrigen sluttede i februar 1991, udbrød der oprør både i det sydlige og det nordlige Iraq. Kurderne i nord håbede på verdenssamfundets opbakning, men den udeblev, efterhånden som Irakiske regeringsstyrker rykkede frem mod nord og slog oprøret tilbage.

Kurderne flygtede i panik med den friske erindring om de Irakiske styrkers vanvittige giftgasangreb blot 3 år tidligere. Billeder af hundredetusinder af flygtende kurdere på vej op i sneklædte bjerge udgjorde den første massive globale mediedækning af kurdernes problemer.

Opmærksomheden fra medierne førte til en form for beskyttelse af kurderne. FN forpligtede sig til at beskytte kurderne mod flyangreb i det nordlige Iraq. Flyveforbudszonen har siden udviklet sig til en USA-kontrolleret zone i det nordlige Iraq, hvor de kurdiske partier PUK og KDP har delt indflydelsen over området ligeligt imellem sig.

PKK som massebevægelse

Imens fik PKK's guerillakrig stigende folkelig opbakning. Primært fordi de tyrkiske sikkerhedsfolk spredte skræk og rædsel i deres paniske forsøg på at true, torturere og chikanere civilbefolkningen fra at støtte PKK. Tusinder af landsbyer i grænseregionen op til Iraq blev nedbrændt af tyrkiske specialstyrker. I 1990 kom det til de første spontane folkelige masseuroligheder til fordel for PKK.

Mødre til forsvundne kurdere demonstrerer, Galatasaray, Istanbul

I 1993 erklærede PKK ensidig våbenhvile og opfordrede til forhandlinger. Tyrkiet reagerede ikke, og PKK genoptog kampene. 1994 blev det militært mest succesrige år, hvor organisationen kontrollerede store dele af de kurdiske områder. I 1995 erklærede PKK atter våbenhvile, igen uden reaktion. Dette gentog sig i 1998. Under alle disse våbenhviler har PKK fjernet sine krav om en uafhængig kurdisk stat.

Bortførelsen af Öcalan

I 1998 truede Tyrkiet Syrien med krig, fordi PKK's ledelse havde base i Syrien. Syrien gav øjensynlig efter for presset, i hvert fald befandt PKKs leder Abdullah Öcalan sig pludselig på flugt, først til Moskva, og derpå til Italien. I Italien fik kurderne atter global medieopmærksomhed pga. PKK's lederens skæbne. Men der kom ikke nogen politiske initiativer fra de europæiske lande, som tydeligvis ikke vidste hvad de skulle gøre ved den kontroversielle Öcalan.

Öcalan forsøgte at rejse til Holland, men flyet blev omdirigeret, hvorefter Öcalan forsvandt. Herefter blev Öcalan opdaget og fanget af tyrkiske tropper i Kenya og bortført til Tyrkiet, hvor en sikker dødsdom ventede ham.

Men Europa begyndte at reagere, og truede Tyrkiet med, at en dødsdom over Öcalan ville betyde, at Tyrkiet for evigt ville være udelukket fra optagelse i EU. Alligevel dømte Tyrkiet Öcalan til døden, men eksekveringen er udskudt på ubestemt tid.

Öcalan har benyttet lejligheden til at komme med et væld af fredsudspil og har beordret sine guerillatropper på retræte til Iraq. EU har samtidig forholdt sig passivt. Europa tvivler på, om Öcalan mener hvad han siger, eller om han er ude på at redde sit eget skind. Öcalan er fortsat fungerende formand for PKK, og han sender politiske signaler gennem sine advokater fra sin fængselscelle i Tyrkiet.

Irakisk Kurdistan som autonom region

USA indledte i marts 2003 sin erobring af Iraq, og dette ændrede samtidig situationen for den kurdiske befolkning. Efter Golfkrig 1 og specielt siden 1992 havde KDP og PUK i vid udstrækning kunnet kontrollere deres områder, fordi USA havde gjort irakisk Kurdistan til no-fly område for irakiske fly. Fjernelsen af Saddam Hussein i 2003 skabte imidlertid et alvorligt problem for USA, der havde lovet irakisk Kurdistan en form for autonomi. En status der blev blankt afvist af USA's nære allierede Tyrkiet. Tyrkiet truede med invasion, men i sidste ende måtte USA bøje sig for det kurdiske autonomikrav. Manglende accept af de kurdiske krav ville have skabt endnu større problemer for den nordamerikansk ledede besættelsesmagt, der i 2004-05 stod overfor velorganiseret modstand fra både sunni- og shiitiske irakere i den centrale og sydlige del af landet. I 2005 indførte USA en ny forfatning i Iraq, der gav udstrakte autonomi rettigheder til irakisk kurdistan. Der blev formelt oprettet en regionalregering, og der blev gennemført parlaments- og præsidentvalg. KDP blev det største parti ved valgene og dets leder Massoud Barzani blev præsident over irakisk Kurdistan. Til gengæld blev PUK's leder, Jalal Talabani valgt til præsident for hele Iraq.

Parlamentsvalget i 2009 betød en voldsom tilbagegang for KDP/PUK. I 2005 havde fået 89,55% af stemmerne og 78 af pladserne i det irakisk kurdiske parlament. I 2009 måtte de nøjes med 57,34% og 59 ud af de 111 pladser. Det var først og fremmest udtryk for, at den valgalliance der gik til valg i 2005 var blevet sprængt, og flere mindre partier stillede nu op selvstændigt. Parlamentet har sæde i Erbil, der er hovedstad i irakisk Kurdistan.

Irakisk Kurdistan har i dag sit eget militær, og USA trak sig i maj 2007 helt ud af irakisk Kurdistan og overlod hele ansvaret for sikkerheden til kurderne. Det skete i lyset af truslerne om en tyrkisk invasion. USA havde ikke lyst til at stå med det sikkerhedsmæssige ansvar for en autonom region, der blev invaderet af Tyrkiet.

Den nye irakiske forfatning er føderalt baseret, hvor bl.a. irakisk Kurdistan har ansvaret for egen sikkerhed, indenrigspolitik osv, mens den irakiske centralregering har ansvaret for udenrigspolitikken. De vigtigste konfliktområder mellem kurdere og centralregering er dog spørgsmålet om territorie og retten til olien. Irakisk Kurdistan består formelt af provinserne Erbil, Duhok og Silemani, men udøver desuden de-facto autoritet over dele af Diyala, Ninawa og Kirkuk provinserne. Mange kurdere så gerne de overvejende kurdiske storbyer Mosul og Kirkuk inkluderet i irakisk Kurdistan, men dette støder på modstand fra de assyriske, turkmenske og arabiske mindretal i disse byer, samt Tyrkiet der frygter at et styrket irakisk Kurdistan vil løsrive sig og blive en selvstændig stat. Et tyrkisk mareridts scenario. Planlagte folkeafstemninger om de to storbyers tilhørsforhold blev udskudt fra 2007 til 2009 og videre til 2010.

Oliefelterne i irakisk Kurdistan vurderes at rumme 45 mia. tønder olie, og er dermed verdens pt. 6. største oliereserver. Dertil kommer reserver omkring Kirkuk, som endnu formelt ikke indgår i irakisk Kurdistan. Den kurdiske regering har indgået kontrakter med bl.a. nordamerikanske og kinesiske virksomheder om udvinding af olien, til stor fortrydelse for den irakiske centralregering der dette som udenrigspolitik, mens kurderne ser det som udnyttelse af egne naturressourcer.

Fortsat konflikt i Nordkurdistan

Tyrkiet undlod at bruge svækkelsen af PKK efter tilfangetagelsen af Öcalan i 1999 til at indgå i dialog. Tvært imod fortsatte Tyrkiet sin politik med jævnlig opløsning af de kurdiske politiske partier. Dette gav fortsat næring til ønsket om selvstændighed i Nordkurdistan og dermed næring til PKK.

I 2005 satte EU PKK på sin «terrorliste», hvor organisationen fortsat befinder sig trods en dom fra EF domstolen i 2008, der dømte EU til at fjerne PKK fra listen.

Guerillaen genoptog i 2007 sine aktioner mod det tyrkiske militær i fuld skala. Tyrkiet beskyldte PKK for at stå bag flere selvmords terrorattentater i Tyrkiet - på trods af at dette ikke er en form PKK anvender. Tyrkiet brugte i maj 2007 sin tvivlsomme påstand til at true med at invadere irakisk Kurdistan, hvor PKK havde baser.

Tyrkiet invaderede i februar 2008 irakisk Kurdistan med over 10.000 soldater. Inden da havde landet siden december 2007 udsat irakisk Kurdistan for regelmæssige flyangreb. De 10.000 soldater trængte op mod 20 km ind i irakisk Kurdistan i en offensiv rettet mod PKK. Folkeretten tillader et land at gennemføre korte «hot-pursuit» operationer få kilometer ind i et andet land, når en identificeret bevæbnet fjende jages. Den tyrkiske invasion var ikke af «hot-pursuit» typen, men havde karakter af en egentlig invasion, og var derfor en særdeles alvorlig krænkelse af Iraqs suverænitet. Den tyrkiske invasion satte USA i en særdeles vanskelig situation. USA er nær allieret af NATO medlemslandet Tyrkiet, samtidig med at supermagten holder Iraq besat. Vejen for den tyrkiske invasion blev ryddet allerede i maj 2007, hvor USA's udenrigsminister Condoleeza Rice mødtes med den tyrkiske udenrigsminister Abdullah Gül. Gül gjorde det klart overfor Rice, at Tyrkiet på et tidspunkt ville invadere Iraq på jagt efter PKK. USA evakuerede øjeblikkeligt alle nordamerikanske civile og soldater fra irakisk Kurdistan og «overdrog» 3 dage senere hele ansvaret for sikkerheden i irakisk Kurdistan til de irakisk kurdiske styrker. Lederen af irakisk Kurdistan Massoud Barzani erklærede samtidig, at de irakisk kurdiske styrker ville forsvare sig i tilfælde af et tyrkisk angreb. Tyrkiet havde i starten af juni 100.000 soldater opmarcheret langs grænsen til irakisk Kurdistan. I starten af juni fandt der enkelte tyrkiske flyangreb, artilleriangreb og en enkelt «hot-pursuit» operation sted. Der kom dog til at gå ½ år inden Tyrkiet indledte sit varslede angreb. I oktober gennemførte PKK en række vellykkede aktioner mod tyrkisk militær, hvor snesevis af soldater blev dræbt. Den 16. december angreb 50 tyrkiske kampfly mål i irakisk Kurdistan, og 21. februar 2008 indledte Tyrkiet sin invasion af irakiske Kurdistan efter flere dages fly- og artilleriangreb. De 10.000 soldater blev i irakisk Kurdistan i 1 uge. Iflg. det tyrkiske militær blev 527 partisaner dræbt og 27 tyrkiske soldater. Iflg. PKK blev 127 tyrkiske soldater dræbt og 9 partisaner. Antallet af civile tab var ukendt, men der blev rapporteret om flere dræbte. Selv om det tyrkiske militær løb nogle PKK lejre over ende, mødte det andre steder voldsom modstand. I april gennemførtes nye omfattende tyrkiske flyangreb.

Den tyrkiske invasion, fly- og artilleriangreb blev mødt af voldsomme protester fra både regionalregeringen i irakisk Kurdistan og den irakiske centralregering, men Iraq afstod fra at forsvare sin suverænitet militært. Massoud Barzani ændrede holdning og erklærede at irakisk Kurdistan først ville yde militær modstand, «hvis tyrkiske styrker direkte angreb civilbefolkningen eller nåede frem til mere beboede områder». EU udtrykte forståelse for den tyrkiske invasion, men opfordrede til tilbageholdenhed. Så meget for EU's respekt for staters nationale suverænitet. USA var i en særdeles vanskelig situation, udtrykte bekymring for at invasionen ville kunne «destabilisere hele regionen», udtrykte dog samtidig forståelse for Tyrkiets position, og opfordrede landet til hurtigt at trække sig ud igen. Den tyrkiske invasion svækkede imidlertid ikke PKK. I august 2008 saboterede den olierørledningen der går fra Baku gennem Tblisi til Ceyhan, og i oktober og december dræbtes flere snese tyrkiske soldater. Nye angreb fandt sted i maj og oktober 2009. Fra marts 2010 optrappede PKK sine aktioner mod det tyrkiske militær, der svarede igen med angreb ind i irakisk Kurdistan. PKK tilbød i juli en våbenhvile med den tyrkiske stat: «Hvis den kurdiske situation kan løses på demokratisk vis igennem dialog, så vil vi lægge våbnene fra os, ja. I så fald vil vi ikke bære våben», erklærede PKK's leder Murat Karayilan i et interview med BBC. Tyrkiet har imidlertid aldrig accepteret våbenhviler.

Roj TV

Siden sin oprettelse i 2004 har Tyrkiet arbejdet på at få lukket den kurdiske TV kanal Roj TV, der sender fra Danmark og Belgien. Det kurdiske sprog er forbudt i Tyrkiet (som general Franco forbød baskisk i Euskal Herria under diktaturet i Spanien), og Roj TV der sendes via satellit var derfor en måde at få programmer på kurdisk ud til den kurdiske befolkning.

Tyrkiet karakteriserer til gengæld Roj som et organ for PKK.

I januar 2009 svarede Tyrkiet igen på Roj ved at igangsætte propagandausendelser på kurdisk på det statslige TRT TV.

Indtil 2009 afviste de danske myndigheder at gribe ind overfor Roj med henvisning til ytringsfriheden, men i 2009 blev ytringsfriheden ofret som betaling for at få Anders Fogh Rasmussen valgt som NATO generalsekretær. Tyrkiet nedlagde veto mod Rasmussen med henvisning til Roj sagen, og de danske myndigheder lovede derfor at igangsætte efterforskning af Roj med henblik på at få stationen lukket. I marts 2010 gik belgisk politi til angreb på Rojs kontorer flere steder i landet, og stationen var en kort overgang ude af drift.

J.B-N. / A.J.

Sidst ajourført 27/7 2010