Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Armenien
DatoOpdatering
2013.12.05Opdatering 2013
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 5/12 2013
Læst af: 55.754
Verden  .  Europa  .  Armenien
: :
Armenien
Befolkning3,8 mio.
ValutaDram
Areal29.800 Km2
HovedstadYerevan (Jerevan)
Befolkningstæthed127,5 indb./Km2    
HDI placering76    

Armenien er en bjergrig nation, der grænser op til Georgien i nord, Azerbadjan i øst og Tyrkiet og Iran i syd. Med en gennemsnitlig højde på 1.800 meter, er den armenske natur ganske varieret: Kaukasus' høje bjergtinder, som f.eks. Aragat på 4.095 meter, og det vulkanske lavland, gennemskåret af dybe dale med floder. Den største af disse floder, Araxe, er en biflod til Koura, og danner den naturlige grænse til Tyrkiet og Iran. Armenien har fastlandsklima, særdeles tørt; somrene er meget varme og vintrene tilsvarende kolde. På sletterne dyrkes hvede og korn, bomuld, tobak, sukkerroer og vin, mens kvægavl fortrinsvis finder sted i bjergene. Undergrunden er rig på kobber, aluminium og molybdæn. Landet står overfor en række miljøproblemer: forurening af jorden med stærkt kemiske produkter som DDT; overproduktion af elektricitet med negative konsekvenser for Sevan søen; kernekraftværket Medzynor er anlagt i en jordskælvszone.

Folket: 93,3% armenere; 2,6% azerier; 2,3% russere; 1,7% kurdere.

Religion: Flertallet bekender sig til den armenske kirkes ortodokse kristendom.

Sprog: Det officielle sprog er armensk. Der udover tales russisk, azeri og kurdisk.

Politiske partier: Den aktuelle regeringskoalition består af Armeniens Republikanske Parti og Folkepartiet. Endvidere findes: Kommunistpartiet; Partiet for lov og Enhed; Armeniens revolutionære Føderation (Dashnaktsutiun-partiet, socialdemokratisk); samt et stort antal småpartier: Armeniens Nationale Bevægelse, Shamiram Kvindebevægelsen, Armeniens demokratiske Parti m.fl.

Officielt navn: Hayastani Hanrapetut'yun (Republikken Armenien).

Adminsitrativ inddeling: 10 provinser.

Hovedstad: Hovedstad: Jerevan, 1.245.700 indbyggere (2007).

Andre vigtige byer: Gyumri 130.400 indbyggere; Alaverdi 30.800; Goris 27.900; Dilijan 27.900 (2000).

Regering: Serzh Sargsyan, præsident siden april 2008, genvalgt i 2013. Tigran Sargsyan, premierminister siden april 2008. Parlamentet har ét kammer, Nationalforsamlingen med 131 medlemmer

Nationaldag: Uafhængighedsdagen 28. maj 1918.

Væbnede styrker: 57.400 mand (1996).

Paramilitære styrker: 1.000 mand, underlagt Indenrigsministeriet.

 

Første gang Armina, (Armenien) omtales er i kileskrifttavler fra epoken, hvor kong Dario d. 1. regerede Persien, 6. og 5. århundrede f.v.t., men det navn, man havde givet armenerne - gai eller jai - stammer fra landet Gaiasa, der nævnes i indskrifter på hitittisk keramik fra det 8. århundrede f.v.t. Urarterne, som var de direkte forfædre til armenerne, grundlagde i fra det 9. til det 6. århundrede f.v.t. en magtfuld stat, hvis hovedstad var Tushpa - idag byen Van i Tyrkiet. I året 782 f.v.t. grundlagdes fortet Erebuni, i den nordlige del af landet - idag Jerevan, hovedstad i Armenien.

Da landet Ur gik i opløsning, dannede dets territorium rammen om det antikke armenske kongeriges fødsel. Armeniens første regenter var den persiske shahs sátrapas - vicekonger. Denne epoke reflekteredes i Jenofontes og Herodots værker. Jenofonte, hvis bog «La Anábasis» indeholdt en beskrivelse af de 10.000 grækeres tilbagetrækning fra Armenien i 401-400 f.v.t. Det var et vidnesbyrd om at Armenien var rigt på landbrugsarealer med kvægavl og dyrkning af vin, hvede og frugt.

Efter Alexander den Stores erobringstogter og opblomstringen af Seléucidas-imperiet indledtes en periode med «hellenisering» af Armenien, der spillede en vigtig rolle i landets kulturliv. Seléucidas' stat faldt i romernes hænder i 190 f.v.t. og Armenien blev en selvstændig nation. Den lokale regent udråbtes til konge af Storarmenien, under navnet Artashes den 1.

Det blev indledningen til en Guldalderperiode, som nåede sit maximum under Tigrán den 2. - eller den Store. Han samlede alle de armensk-talende områder og annekterede adskillige naboregioner. Armeniens grænser strakte sig fra Middelhavet i syd over Sortehavet i nord til Det kaspiske Hav i øst. Tigrans imperium blev dog snart besejret af de romerske og partiske hære. Armenien udnævntes til «Det romerske folks ven og allierede», en i disse tider almindelig anvendt eufemisme om Roms vasalstater.

I de første 4 århundreder af vores tidsregning, var Armenien tæt på at miste sin selvstændighed, indtil det endeligt i 428 ophørte med at være en nation, efter det romerske imperium og den nye persiske kongedømme enedes om at dele landet mellem sig. Eet af de overlevende monumenter fra denne epoke er det græske tempel i Garni, tæt ved Jerevan.

Armenien blev i 301 det første land i verden, som officielt indførte kristendom som statsreligion. På denne tid, grundlagde Pontifice af Armenien, Grigori Illustratoren, et kloster i Echmiadzin, som eksisterer den dag i dag, og som blev hovedsæde for den armenske kirkes patriarker. Kirken identificerede sig fra da af med den armenske folkekarakter, da religionen tillod at fastholde den folkelige enhed, mens landet igennem længere tid var uden selvstændig statsledelse.

Munken Mesrop Mashtots opfandt i 405 et alfabet og blev stamfader til Armeniens eget skriftsprog. Bogstaverne i dette alfabet er bevarede op til vor tid og har medvirket til at der altid har eksisteret en lige linie i armeniernes kultur, lige fra antikken over middelalderen op til moderne tid. Det 5. århundrede var en periode med opblomstring af den religiøse og verdslige litteratur og af den armenske historieskrivning; senere udvikledes også naturvidenskaberne. Ananias Shirakatsi påstod allerede i det 7. århundrede, at Jorden var rund, og opkastede hypotesen om, at der eksisterede adskillige planeter beboede af intelligensvæsener.

I det 5. og 6. århundrede deltes Armenien mellem Byzans og Persien. Perserne forsøgte at eliminere kristendommen fra de østlige områder af Armenien, hvor de kristne stod stærkt, hvilket førte til en folkelig opstand. Prins Vartán Mamikonian, chef for den armenske hær, påtog sig lederskabet af oprøret. I år 451 kom det til et slag i Avaraev-dalen mellem den armenske hær på 60.000 mand, under ledelse af Vartán, og den persiske hær, der var armenerne betydeligt overlegne. Armenerne blev besejrede og prins Vartán dræbt, men også perserne led betydelige tab. Efter slaget gav perserne afkald på muligheden for at påtvinge armenerne deres religion, mens alle faldne blev kanoniserede af den armenske kirke.

Persien blev i det 7. århundrede invaderet af araberne, og de nye, islamiske ledere annekterede også Armenien. Befolkningen strittede imod indtil slutningen af det 9. århundrede, da prins Ashot Bagratuni udråbtes til konge og dermed uafhængig leder af Armenien. Denne periode beskrives i den episke novelle «David af Sasún».

Velfærdsperioden under kong Bagratidas blev ganske kort. I slutningen af det 11. århundrede begyndte landet at vakle under presset fra byzantinerne og selyúciderne, der var kommet til Transkaukasien fra Centralasien. Mange armenske prinser overgav deres jord til den byzantinske kejser, og modtog til gengæld jord i Kilikien. Dette - samt frygten for tyrkerne - førte til store udvandringer fra mange armenske områder.

I slutningen af det 11. århundrede grundlagde Rubénidas-dynastiet i Kilikien en ny armensk stat, der overlevede de næste 300 år. Kilikien havde nære forbindelser til de vesteuropæiske nationer. De armenske styrker intervenerede i Korstogene, og via giftermål introduceredes Rubénidas'erne til de europæiske ledere. Det kilikiske Armenien blev i 1375 erobret af de egyptiske mamelukker, der sørgede for at bevare litteraturen, kulturen og de videnskabelige landvindinger, mens det «oprindelige» Armenien var blevet udryddet efter invasioner og krige.

De tyrkiske osmanner, der afløste selyuciderne i slutningen af det 13. århundrede, indledte erobringen af Lilleasien. Konstantinopel erobredes i 1453 og tyrkerne fortsatte deres march mod øst, hvor de invaderede Persien. De talløse krige mellem Tyrkiet og Persien brugte Armenien som slagmark, indtil landet i det 17. århundrede deltes mellem de to islamiske imperier. På dette tidspunkt varetog kirken ikke alene mange verdslige opgaver, men forsøgte ligeledes at påkalde sig de kristne europæeres opmærksomhed over for det drama, armenerne, der så sig nødsagede til at flygte og slå sig ned langt fra hjemlandet, måtte gennemleve; flere af disse kolonier eksisterer for øvrigt endnu.

Efter en ekspedition i 1722, der bragte de russiske tropper helt til Transkaukasien, hvor de besatte byen Bakú, samt yderligere territorier, der tilhørte perserne, indledte de armenske prinser i Nagornij Karabakh og enkelte naboregioner en opstand, der skulle forene dem med russerne. Opstanden blev ledet af den armenske nationalhelt David-bek. Den russiske zar, Peter den Store, der havde lovet at ville bistå armenerne, døde imidlertid, og Rusland undertegnede en fredsaftale med Persien. Den anden russiske krig mod Persien indledtes i 1804 og afsluttedes i 1813 med Fredstraktaten fra Gulistan, i kraft af hvilken Karakakh og nogle få andre historiske områder i Armenien indlemmedes i det russiske imperium.

Gennem det 19. århundrede førte Rusland adskillige krige mod Tyrkiet og Persien, og annekterede lidt efter lidt nye armenske områder, og til slut tilfaldt hele den østlige del af Armenien russerne. Dette område var beboet af mere end 2 millioner armenere, men den største del af Armenien, med et befolkningstal på over 4 millioner, tilhørte stadig Tyrkiet.

Mens Rusland forsvarede Armenien mod invasioner og krige, oplevede det østlige Armenien en velstandsperiode, mens armenerne, der var bosatte i det osmanniske rige, var udsat for forfølgelse og chikaner. Man var ofte vidne til uroligheder og sammenstød, hvilket tyrkerne forsøgte at hindre med drastiske repressalier. Man brugte som undskyldning, at armenerne under den 1. verdenskrig havde givet udtryk for deres sympati for den russiske hær, der havde angrebet fra Transkaukasien, og derfor gennemførte «De unge Tyrkeres» regime en massakre mod omkring 2 millioner armenere. Mens man skød mændene, blev kvinder og børn sendt til ørkenområder i Syrien, hvor de omkom af udmattelse, mens de overlevende flygtede til de armenske kolonier i udlandet.

Da det russiske imperium kollapsede, proklameredes den selvstændige stat Republikken Armenien i Jerevan. Tyrkiet angreb Armenien i 1918 og 1920. Selv om det lykkedes den armenske hær at vinde nogle sejre, oplevede den unge republik alvorlige økonomiske tilbageslag, og dens territorium blev kraftig beskåret. I slutningen af 1920 udråbtes Den sovjetisk-armenske Republik af en koalition bestående af kommunister og nationalister, og ved et oprør, i februar 1921, væltedes den siddende regering. Med hjælp fra Den røde Hær, der var ankommet fra Azerbadjan, overtog kommunisterne magten efter 3 måneders hårde kampe.

Armenien, Georgien og Azerbadjan dannede i 1922 Sammenslutningen af de Transkaukasiske Socialistiske Sovjetrepublikker, der lod sig optage i USSR. For at undgå etniske konflikter mellem armenere og muslimer, vedtog det sovjetiske styre en separationspolitik, der tillod en deling af nationalitetsgrupper i administrative enheder, hvilket afgjorde at hele folkeslag blev flyttet. Den Selvstændige Socialistiske Sovjetrepublik Nachichevan proklameredes i 1923, med tilknytning til Azerbadjan, renset for armenere, og samtidigt «overtog» azerbadjanerne Nagornij Karabakh, der var et historisk, armensk område, Azerbadjan tidligere havde givet afkald på i 1920. Den transkaukasiske sammenslutning opløstes i 1936, og de involverede republikker søgte enkeltvis optagelse i Sovjetunionen.

I 1965 højtideligholdt armenere over hele verden for første gang mindet om folkedrabet i 1915. I Armeniens hovedstad krævede demonstranterne en tilbagelevering af området Nagornij Karabakh. Den første anmodning om genforening af Nagornij Karabakh og Armenien blev overbragt Sovjetunionens præsident Nikita Khrushov i maj 1963, og var underskrevet af 2.500 indbyggere fra det opdelte område. Fra da af udvikledes to modsatrettede strømninger: i Armenien, hvor man var tilhængere af genforeningen, og i Azerbadjan, hvor man var modstandere. I 1968 kom det til voldelige sammenstød mellem armenere og azerbadjanere i Stepanakert, hovedstaden i Nagornij Karabakh.

I forbindelse med de påbegyndte reformer i Sovjetunionen i slutningen af 80'erne, besluttede armenerne i Nagornij Karabakh, som udgjorde 80% af befolkningen, ved en folkeafstemning, at blive genforenet med Armenien. Det lokale parlament i Karabakh ratificerede anmodningen, og beslutningen mødtes i Armenien med stor entusiasme. Moskvas reaktion var den modsatte og sovjetiske styrker undertrykte brutalt demonstrationer i Jerevan og Stepanakert, hovedstaden i Nagornij Karabakh.

Den Panarmenske Nationale Bevægelse, som vandt valget i august 1990, var indstillet på at forsøge at opnå selvstændighed ad legal vej. Ved folkeafstemningen i september 1991, stemte 99,3% for en separation fra Sovjetunionen. Det armenske parlament erklærede landet for selvstændigt og i oktober valgtes Levon Ter-Petrosan til præsident med 83% de afgivne stemmer.

Nagornij Karabakh udråbtes samme måned til selvstændig republik, efter 99% af vælgerne havde stemt for en løsrivelse. Azerbadjan svarede igen med en økonomisk og militær blokade af Nagornij Karabakh, der blev indledningen til væbnede kampe mellem de to republikker. Armenien blev medlem af Organisationen af Alliancefri Nationer i december 1991, og blev fuldgyldigt medlem af FN i februar 1992.

Fra begyndelsen af 1993, mens proarmenske styrker opnåede betydelige sejre ved Nagornij Karabakh-fronten, begyndte Jerevan at trække sin ubetingede støtte til armenerne tilbage, i det mindste officielt, og i september indledte Azerbadjan en økonomisk blokade af Armenien.

Den armenske økonomi begyndte at komme på fode igen i 1994 og 1995, til dels på grund af det gode forhold til Iran, som svækkede konsekvenserne af den azerbadjanske blokade. I maj 1994 - på et tidspunkt hvor de armenske styrker, ifølge azerbadjanerne, havde erobret et område på 12.000 km2, muliggjorde den russiske pression indgåelsen af en våbenhvile i Nagornij Karabakh. Omkring 20.000 mennesker havde mistet livet under krigen, mens 1 million var blevet drevet på flugt. I løbet af 1995 og de første måneder af 1996 fortsatte fredsforhandlingerne mellem de stridende parter.

På trods af anklager for valgsvindel og voldsomme demonstrationer i gaderne, indledte Ter-Petrosan sin anden valgperiode, efter at være blevet erklæret som vinder af valget, afholdt september 1996. Regeringerne i Jerevan og Moskva undertegnede i august 1997 en vidtgående aftale om politisk, økonomisk, videnskabeligt, kulturelt og forsvarsmæssigt samarbejde.

Utilfredsheden med de sociale forhold - hvor arbejdsløsheden nåede op på 20% af de erhversaktive - og den undertrykkelse oppositionen blev udsat for, førte til Ter-Petrosans fald. Præsidenten trådte tilbage i marts 1998, efter at være blevet ladt i stikken af de førende personligheder blandt sine medarbejdere i regeringen. Robert Kocharyan - der er født i Nagornij Karabakh - vandt anden valgrunde ved præsidentvalget den 30. marts, efter at have besejret den tidligere leder af Kommunistpartiet, Karen Demirchian. Valget gjaldt dog kun besættelsen af posten frem til periodens afslutning i 1999.

Demirchian fik revanche ved parlamentsvalget i juni 1999, da han blev valgt til formand for parlamentet med 43 % af stemmerne bag sig. Nærmeste rival var kommunistpartiet, der fik 12 % af stemmerne. Men i oktober trængte en bevæbnet gruppe - uden forbindelse til de politiske partier - ind i parlamentet, hvor de dræbte premierministeren Vazgen Sarkisian, Demirchian og flere andre parlamentsmedlemmer - deriblandt 2 ministre. Gruppen tog de øvrige parlamentsmedlemmer som gidsler, men efter at præsident Kocharian gik ind i forhandlinger med gruppen besluttede de at nedlægge våbnene og overgive, mod personlige garantier. I november udpegede præsidenten Aram Sarkissian til posten som premierminister.

I februar 2000 blev Armenien optaget som almindeligt medlem af Europarådet. I midten af året bekræftede Europarlamentet enstemmigt sin resolution fra 1987, hvorefter Tyrkiet først kan optages i EU, når det offentligt vedstår sit ansvar for folkedrabet på den armenske befolkning i 1915-16.

Ligeledes i midten af 2000 besøgte den russiske præsident Vladimir Putin Armenien. Ved den lejlighed undertegnedes an traktat, der gav den russiske hær ret til at forsvare Armeniens grænser mod Tyrkiet og Iran. Denne traktat skulle gå forud for dannelsen af en Fælles Sikkerhedssammenslutning bestående af Armenien, Rusland, Hviderusland, Kazakhstan, Kirgisistan og Tadjikistan. Den blev dannet 1 år senere ved et topmøde i Jerevan og cementerede landenes militære samarbejde mod den islamiske ekstremisme.

Flere tusinde personer samledes i Jerevan i oktober 2001 for at markere to-årsdagen for angrebet på parlamentet. De krævede præsident Kocharians afgang, og beskyldte ham for at skjule oplysninger om voldshandlingen og dens bagmænd.

Armenien blev medlem af WTO i februar 2003. Samme måned genvalgtes Kocharian som præsident, og i maj fik hans støttepartier flertal ved parlamentsvalget. De ledende oppositionspartier nægtede imidlertid at anerkede dette resultat og beskyldte regeringen for valgsvindel. Der fandt arrestationer sted af tilhængere af oppositionskandidaten Demirchian; både i hovedstaden og i det indre af landet. Forfatningsdomstolen erklærede i en kendelse, at arrestationerne var en overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention. Samtidig opfordrede Europarådet til en revision af den administrative straffelov, der stammer fra Sovjettiden.

Frem til landets selvstændighed var økonomien baseret på kemisk industri, maskiner, elektroniske produkter, forarbejdede fødevarer og syntetisk gummi. Det var i høj grad afhængig af råvarer udefra. Med Sovjetunionens sammenbrud forsvandt også de sovjetiske investeringer og støtte til industrialiseringen. Lukningen af grænserne mod Azerbadjan og Tyrkiet var ligeledes et hårdt slag for økonomien. Landets forekomster af kul, gas og olie er sparsomme og uudnyttede.

Siden 1995 har økonomien været orienteret mod forarbejdningen af ædelsten, fremstillingen af smykker og deusden udviklingen af turismen. Dette åbnede op for lån fra IMF og Verdensbanken og fra udlandet. De internationale låneinstitutioner kræver nu, at landet reducerer statsunderskuddet, stabiliserer valutaen og satser på en udvikling af landbruget, fødevareforarbejdningen og transport samt styrker sundheds- og uddannelsessektoren.

Med 92 stemmer mod 1 afskaffede det armenske parlament i september 2003 dødsstraffen, og kunne dermed ratificere den 6. protokol i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. For Europarådet var dette et vigtigt skridt fremad. 41 af rådets 45 medlemslande har indtil nu ratificeret protokollen. Præsident Kocharian ændrede dødsstraffen for 42 fanger til livsvarigt fængsel.

I december 2003 blev 6 personer idømt livstidsfængsel for deres deltagelse i det væbnede angreb på parlamentet i 1999, hvor bl.a. parlamentsmedlemmer og premierminister Vazgen Sarkisia blev dræbt.

I april 2004 demonstrerede flere hundrede tilhængere af oppositionspartierne i Jerevan med krav om Kocharians afgang udfra en påstand om, at denne havde manipuleret valgresultatet i 2003 til sin fordel. Utilfredsheden blev yderligere forstærket af de ringe levevilkår størstedelen af befolkningen lever under. Politiske iagttagere erklærede dog, at Kocharian står stærkt overfor den stadig svagere opposition. Præsidenten erklærede, at oppositionen skulle dæmpe sine krav for ikke at forværre situationen: «Hvis oppositionen forsøger at tiltrække sig opmærksomhed ved at blokkere vejen, så bliver politiet nødt til at foretage sig det nødvendige».

I slutningen af maj mødtes Armeniens og Azerbadjans udenrigsministre i Stirin i Tjekkiet for at forhandle en fredelig løsning på konflikten om Nagorno Karabaj. Mødet var blevet bragt i stand af Rusland, Frankrig og USA indenfor rammerne af OSCE.

I juni indefrøs EU 100 mio. US$ i bistand til Armenien, fordi landet fortsat afviste at give en præcis dato for lukningen af det gamle russiske kernekraftværk. Metsamor værket ligger 40 km vest for Jerevan, blev lukket i 1988 og genåbnet i 95. Det ligger i en af verdens mest aktive seismisme zoner.

Hundrede tusinder af armenere gik på gaden i april 2005 for at markere 90 året for det Ottomaniske imperiums massakre på armenere, og for at kræve at verden anerkender, at armenerne var de første ofre for folkemord i det 20. århundrede. Præsident Kocharian ledede indsatsen for at få anerkendt massakren som folkemord, men Tyrkiet holder hårdnakket fast på at der alene var tale om faldne i krigen. Frankrig, Rusland, Polen og Tyskland mødtes sammen med 15 andre lande for at lægge pres på Ankara for at få anerkendt folkemordet. Armeniens grænse til Tyrkiet er fortsat hermetisk lukket, hvilket er en stærk belastning for landets økonomiske udvikling.

I marts 2007 indviede Armenien og Iran den første etape af den gasrørledning, der forbinder de to lande. Rørledningen skal reducere Armeniens afhængighed af Rusland.

Serzh Sargsyan vandt præsidentvalget i februar 2008 med 52,8% af stemmerne foran sin modkandidat Levon Ter-Petrossian, der fik 21,5%. Resultatet udløste voldsomme protester. OSCE betegnede valget som generelt frit og retfærdigt, men der var store uregelmæssigheder i stemmeoptællingen. Stemmerne blev talt om i 30 distrikter, og det viste sig her at der var opgivet op til dobbelt så mange stemmer for Sargsyan, end han faktisk havde fået. Oppositionen erklærede valgsvindel og flere hundrede tusinde demonstrerede 1. marts mod valgsvindelen. I den foregående uge havde 20-30.000 dagligt demonstreret. Demonstranterne blev angrebet af politiet, der dræbte 10. Præsidenten satte derefter landet i 20 dages undtagelsestilstand og indførte samtidig censur af medierne - herunder internettet. På YouTube blev der forinden uploaded en videosekvens, der viste sikkerhedsstyrker skyde direkte ind i mængden med automatvåben. Samtidig blev en arrestationsbølge mod oppositionen sat i gang og oppositionens møder og demonstrationer forbudt.

Den valgte præsident Sargsyan var under kommunisttiden formand for ungkommunisterne i Stepanakert. Han er nu formand for det konservative parti og var i 1990'erne med til at organisere kampene om Nagorno-Karabakh. Han blev indsat som præsident i april og udnævnte straks den partiløse centralbankchef Tigran Sargsyan til premierminister (de to er ikke i familie).

I april 2008 rettede Sargsyan et usædvanligt skarpt angreb på landets toldvæsen, som han karakteriserede som gennemsyret af korruption.

I oktober 2009 accepterede præsidenten at underskrive en protokol med Tyrkiet, der indebærer oprettelse af diplomatiske forbindelser mellem de to lande. Som led i aftalen nedsættes en undersøgelseskommission, der skal undersøge det tyrkiske folkedrab på armenere under 1. Verdenskrig.

Inspireret af det «arabiske forår» gennemførte oppositionen i hele 2011 protester og demonstrationer mod regeringen og præsidenten. Demonstranterne krævede politiske reformer, løsladelse af politiske fanger og retsforfølgelse af de ansvarlige for mordene på demonstranter i 2008. Regeringen gav enkelte indrømmelser som undersøgelse af mordene i 2008, løsladelse af flere aktivister fra oppositionen og tilladelse til at demonstrere på Frihedspladsen i Jerevan. Demonstrationerne nåede et højdepunkt i løbet af marts, da op til 100.000 demonstrerede mod regeringen. De fortsatte i stadig mindre omfang frem til november.

Under et besøg i Armenien i oktober 2012 erklærede den Europæiske Komite til bekæmpelse af Tortur, at «stort set ingen af komiteens anbefalinger siden det forrige besøg i december 2011 var blevet fulgt». Den slog samtidig fast, at forholdene i Kentron fængslet i Jerevan gjorde det uegnet til tilbageholdelse af fanger i længere perioder.

Der var ingen fremskridt i konflikten omkring Nagorno Karabakh i Sargsyans første præsidentperiode. Sargsyan og Armenien fastholdt en hadefuld diskurs mod Azerbadjan. I forholdet til Tyrkiet søgte han til gengæld forsoning. I oktober 2009 underskrev de to lande en aftale om genoptagelse af de diplomatiske relationer, og grænsen mellem de to lande blev genåbnet efter Tyrkiet havde lukket den i 1993. Det var dog ikke en ukompliceret forsoning. Mange armenere var imod, og i Tyrkiet afviste man fortsat at der var tale om et folkedrab på armenere i 1915.

Serzh Sargsyan genvandt præsidentvalget i februar 2013 og gik samtidig frem til 58,6%. På andenpladsen kom Raffi Hovannisian med 38,5%. Han nægtede at acceptere valgresultatet, der udbrød uroligheder i Jerevan og 10-31. marts gik Hovannisian i sultestrejke. Det hjalp dog ikke. Den 14. marts bekræftede Armeniens forfatningsdomstol Sargsyans valgsejr. OSCE's valgobservatører gjorde imidlertid opmærksom på, at der var mange uregelmæssigheder ved valget, og mange resultater der stred imod hvad de selv havde observeret. NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen hilste resultatet velkomment.

Guia del Mundo

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Armenia)
Amnesty International Annual Report 2013 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2013 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)