Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 4/1 2005
Læst af: 188.850
: :
Oplysningstiden

Oplysningstiden (fr. Siècle des lumières, en. Enlightenment, ty: Aufklärung), periode i Europas historie, der kan tidsfæstes fra ca. 1680 - ca. 1780. Perioden forud for oplysningstiden var præget af tiltagende brydninger: borgerskabet var under fremvækst, stillede krav om del i magten og angreb dermed enevælden; kirken og religionen mistede hastigt troværdighed i takt med at naturvidenskaben udvikledes og afslørede andre forklaringer på naturfænomener, end de kirken havde stået for. Oplysningstiden samlede og fokuserede disse allerede eksisterende tendenser og stillede krav om enevældens afskaffelse, folkestyre, menneskerettigheder, drastisk reduktion af kirkens magt over samfundslivet, og endelig byggede den på en tillid til, at der gennem oplysning - om naturvidenskab og filosofi - kunne skabes et bedre menneske.

Oplysningstiden afgrænses i de fleste værker geografisk (til Europa) og tidsmæssigt (1680-1780), men begrebets indhold har også gjort sig gældende på andre kontinenter og i andre epoker. Islamofober - som f.eks. Ralf Pittelkow i bogen Verden efter 11. september (2002) - insisterer i vore dage på, at islam aldrig har gennemlevet en oplysningstid, og at dette iøvrigt er forklaringen på, at islam er «tilbagestående» ifht. kristendommen. Det er imidlertid forkert. Islamforskere er internationalt enige om, at de arabiske lande gennemløb deres udgave af oplysningstiden i det 18. og 19. århundrede. I Tyrkiet blev denne proces f.eks. fuldført i 1920'erne, hvor Kemal Atatürk sekulariserede den tyrkiske stat (i en grad der fortsat er f.eks. den danske overlegen). I Japan gennemførtes processen fra Meiji restaurationen i 1868 og de følgende 50 år frem. Afkoloniseringsprocessen efter 2. Verdenskrig førte til dannelsen af en lang række nye stater, og de fleste af disse forsøgte at gennemføre tilsvarende processer - med varierende succes.

Den europæiske oplysningstid udløste flere kraftige modreaktioner, hvor skabelsen af militaristiske nationalstater i det 19. århundrede var den mest tydelige. I den forstand kan der trækkes videre tråde op til vore dage, hvor historien kan betragtes som en fortsat kamp eller modsætning mellem på den ene side tendensen til sekularisering, demokratisering og bevidstgørelse, og på den anden side modreaktioner i form af mystiks og religions kraftigere betydning, afdemokratisering og fordummelse.

Spredning af de nye ideer

Oplysningstiden blev mulig, fordi det for første gang i verdenshistorien blev muligt at sprede de nye ideer bredt. Gutenberg havde opfundet bogtrykkerkunsten midt i det 15. århundrede, og i det 18. århundrede var teknikken blevet så billig, at bøger og hæfter kunne nå ud til et massepublikum. Enevælden mødte dette skræmmende fænomen med censur og fængsel til de der udgav den undergravende litteratur, men kunne ikke holde grænserne lukket for trykningen af skrifterne i andre lande. Alligevel var oplysningstiden primært rettet mod samfundets øverste lag. Almuen, bønderne og de fattige byboere, kunne for størstedelens vedkommende endnu ikke læse, da den almindelige skolegang endnu ikke var indført. Det blev den først gennem det 18. og 19. århundrede. I 1770 var det endnu kun 15% af Europas voksne der kunne læse og skrive. I 1800 var tallet steget til 20%.

Baggrunden

Centralt i oplysningstidens ideologi stod fornuften - den evne mennesket kan anvende til at forstå verden og forbedre sin egen situation. Fornuften blev sat overfor fortidens overtro og religion. Målet for oplysningstidens rationelle menneske var viden, frihed og lykke. Fornuften var først blevet sat i centrum af filosofferne i antikkens Grækenland, der bl.a. søgte at afdække naturens orden. Det romerske imperium kopierede og bevarede meget af den græske kultur - især ideerne om den rationelle naturorden og naturretten. Men imperiets opløsningstendenser og kaos forstærkede behovet for personlig frelse, og dette banede vej for kristendommen. Kun gradvist erkendte kristendommens tænkere deres græske arv. Skolasticismen kulminerede med Thomas Aquinas' værker (1224-74), der genopdagede fornuften som middel til erkendelse, men underordnede den kristendommens fasttømrede sandheder og spirituelle åbenbaringer.

Mens kristendommens hus stod uantastet i middelalderen, blev det fra det 15. hundrede tallet udsat for tiltagende angreb fra humanismen, renæssancen og reformationen. Humanismen gav grobund for Francis Bacons (1561-1626), Nicolaus Copernicus' (1473-1543) og Galileis (1564-1642) eksperimentelle videnskab samt udformningen af René Descartes' (1596-1650), Gottfried Leibniz' (1646-1716) og Newtons (1643-1727) matematiske teorier. Renæssancen genopdagede en betydelige del af den klassiske kultur og genoplivede ideen om mennesket som et kreativt væsen. Reformationen gik frontalt til angreb på den katolske kirkes monolitiske autoritet og magt. For både Luther, Bacon og Descartes gik vejen til sandhed gennem anvendelse af menneskelig fornuft.

Den videnskabelige revolution

Hvis fornuften imidlertid skulle anvendes succesfuldt på problemstillinger, krævede det udvikling af egnede metoder. Udviklingen af matematikken kom i det 17. århundrede til at indtage en nøgleposition, og i centrum stod Descartes, der overstrømmende beskrev matematikken som «den generelle videnskab der vil kunne forklare alt om hvad vi kan erkende om kvantiteter og måleresultater». Den gjorde det muligt for sine udøvere at slå bro fra spekulationen til rimelig sandsynlighed. Descartes' centrale rolle skyldtes dog ikke blot ikke selve matematikken, men også den underliggende filosofi som han uddrog af anvendelsen af den matematiske fornuft på verdens mysterier. Det var denne kombination der fik hans navn, blev kaldt Cartesianisme og kom til at præge de følgende 100 års videnskabelige udvikling. I sin bog Afhandling om metode fra 1637 formulerede han sin metode således: «alt er usikkert indtil det kan bekræftes af ræsonnementer, der tager udgangspunkt i selvindlysende forhold, svarende til geometriens principper». Denne metode kunne anvendes indenfor alle livets forhold. Det var en mekanistisk model for alle levende ting.

Den britiske advokat og videnskabsmand Francis Bacon fulgte en anden vej, som dog i sidste ende fik samme betydning som Descartes. Han opfordrede til udviklingen af en ny videnskab, der skulle baseres på organiserede og samarbejdende eksperimenter, hvorfra resultaterne systematisk skulle indsamles. Generelle lovmæssigheder kunne først fastslås, når forskningen havde tilvejebragt tilstrækkelige data, og disse gennem induktive ræsonnementer var fortættede i lovmæssigheder. Disse love måtte så atter bekræftes gennem nye eksperimenter. Bacons metode kunne lede til en fortsat akkumulation af viden, den var selvkorrigerende, og den var på mange måder moderne i sin understregning af praksis. Metoden gav samtidig et andet perspektiv. Mens Thomas Moore havde placeret sit Utopia i en fjern afkrog af kloden, placerede Bacon sit Nye Atlantis (1627) i fremtiden. «Viden er magt» erklærede han, i tiltro til, at mennesket gradvist ville kunne beherske naturen.

Med Descartes' og Bacons' rationelle og empiriske metoder var polerne skabt for den nye videnskabelige udvikling.

De nye metoder gjorde det bl.a. muligt at udvikle kosmologien. Kirken havde indtil da postuleret et geocentrisk verdensbillede, hvor jorden var centrum, og himlen hvælvede sig som en kuppel uden om denne. Copernicus var den første der forkastede dette verdensbillede. I hans bog De himmelske legemers bevægelse hævdede han, at jorden ikke var universets centrum, men blot en af mange planeter der kredsede omkring solen. Giordano Bruno hævdede, at universet ikke var et afgrænset legeme, men uendelig i udstrækning, rummede et uendelig antal sole og rummede mange andre planeter som jorden. Den påstand kostede ham livet. Han blev brændt på bålet i 1600. Galileo Galilei var enig i Copernicus' opfattelse af et heliocentrisk univers. Han opfandt teleskopet og kunne dermed afkræfte myten om det endelige univers. Kirken sendte ham derfor 9 år i husarrest. Næste vigtige skridt blev taget af Kepler der regnede ud, at planeterne ikke bevæger sig i cirkler, men i ellipser. Den endelige og afgørende opdagelse stod Newton imidlertid for. I hans skelsættende værk, Philosophiae Naturalis Principia Mathematica (1687) opstillede han et lille sæt af ligninger, der beskrev planeternes bevægelse. Der var her tale om et afgørende bevidsthedsskred, der styrkede tiltroen til, at mennesket ved fornuftens hjælp kunne skaffe sig viden. Samtidig havde det en stærkt undergravende effekt på religionen, da det nu blev klart, at det ikke var gud der styrede planeternes bevægelse, men et lille sæt af simple naturlove. Gud var ikke længere den begrebslige størrelse der bandt universet sammen. Det var naturens egne love, og hvis der var ting videnskaben endnu ikke forstod, skulle forklaringen ikke søges i religionen, men gennem forståelse af naturens mekanismer.

Religionen

I sidste ende blev fornuften også anvendt på selve religionen. Den franske filosof Jacques-Bénigne Bossuet spillede frem til midten af det 17. århundrede en central rolle for udviklingen af den traditionelle katolske teologi. Hans hovedværker var: Politique tirée des propres paroles de l'Écriture sainte (Politik afledt af selve ordene i de hellige skrifter) og Discours sur l'histoire universelle (Afhandling over den universelle historie). De repræsenterede en verdens- og historieopfattelse baseret på det gamle testamente. Da oplysningstidens tidlige videnskabsmænd imidlertid begyndte at anvende fornuften på Bossuets hypoteser, blev hypoteserne kendt utilstrækkelige, og systemets intention om at være altomfattende garanterede, at det brød sammen med et brag. Bossuet havde selv opfordret historikeren Richard Simon til at undergrave protestantismen gennem et historisk studie af bibelen, men Simon blev hurtigt chokeret over, hvad han fandt. Bibelens historie var modstridende og rejste grundlæggende spørgsmål om, hvordan den kunne anvendes. Hvis den var uanvendelig som historisk værk, hvor anvendelig var den så overhovedet for teologien? Simons værker blev forbudt i 1678, men hollandske bogtrykkere sikrede deres udbredelse. Ingen censur kunne hindre, at disse afdækninger nåede ud til en bredere offentlighed.

Holland spillede i det hele taget en ofte overset rolle for udviklingen af oplysningstiden. Landet havde på det tidspunkt et ret åbent politisk, videnskabeligt og kunstnerisk klima. Det var velstående og velstanden stammede fra handel, skibsfart og finansoperationer. Det tiltrak derfor emigranter fra mange egne af Europa: jøder, protestanter fra Flandern og Frankrig og andre flygtninge der søgte et relativt åbent samfund, der tilbød både foretagsomhed og kreativitet. Universitetet i Leiden tiltrak studenter fra hele Europa, og huguenot flygtningen Louis Elsevier stillede i Amsterdam sit trykkeri til rådighed for oplysningstidens tænkere, med den konsekvens at den litteratur der blev forbudt i f.eks. Frankrig og Storbritannien i stedet blev trykt på Elseviers trykkeri og derfra spredt ud over Europa.

Oplysningstidens tænkere søgte efter en naturlig, rationel religion, og resultatet var deismen. Selvom den aldrig var hverken en organiseret kult eller bevægelse lå den alligevel i specielt England og Frankrig i konflikt med kirken over de følgende tohundrede år. Deisterne troede på ganske få religiøse sandheder, som de mente måtte være tydelige for alle rationelle væsener: eksistensen af en gud som ofte blev opfattet som en arkitekt eller mekaniker (ifht. naturen), eksistensen af et system af belønninger og straffe administreret af gud, samt menneskets forpligtigelse til dydighed og fromhed. Andre gik videre i opgøret med kirken, og der udvikledes skepticisme, ateisme og materialisme. Det voldsomme opgør med kirken skyldtes ikke blot dens modstand mod fornuftens brug og dens monopol på «sandhed», der i vid udstrækning viste sig at være usandheder, men også dens magt og rigdom, der stod i vejen for det fremvoksende progressive borgerskab.

Politik

Den britiske filosof John Locke kom til at spille en vigtig rolle for opløsningen af enevælden. I årene 1683-89 var han i eksil i Holland på flugt fra den britiske kongemagt. Her fik han kontakt med andre flygtninge for Louis 14.'s religiøse forfølgelse i Frankrig, der kulminerede med Nantes forordningen (1685), der sendte 200.000 huguenotter på flugt. Samtidigheden mellem den religiøse forfølgelse i Frankrig og den anden engelske revolution i 1688-89 skabte en frugtbar debat blandt de eksilerede, der alle kom fra samfund, der havde mistet orienteringsevnen og var i begyndende opløsning. I 1689 skrev han Essay on Toleration. Det blev hurtigt fulgt af An Essay Concerning Human Understanding, (Et essay om den menneskelige forståelse). Heri udfolder han sin empiristiske erkendelsesteori. Udgangspunktet i essayet er, at «der er intet i intellektet, som ikke først har været i sanserne», hvilket vil sige, at bevidstheden ved fødslen er en «tom tavle» (tabula rasa). Der findes ingen medfødte ideer; al vores viden stammer fra erfaringen. Heri fremhæver Locke, at moralen alene udspringer af oplevelser af nydelse og smerte.

Hans andet hovedværk, Two Treatises of Government, (To afhandlinger om statsstyre) blev udgivet året efter (1690) og blev en af liberalismens klassikere. I den første afhandling vender han sig imod tanken om, at enevælden som politisk magt kan udledes af bibelen. I anden afhandling tager han i lighed med Hobbes (1588-1679) udgangspunkt i naturtilstanden. Hvor Hobbes ser naturtilstanden, som en alles krig mod alle, ser Locke den nærmere som en samfundstilstand, hvor mennesker er underlagt nogle fornufts- eller naturlove, der bl.a. siger, at man ikke må skade andre.

I Amsterdam fik Locke de eksileredes tilslutning til, at den enevældige magt burde ligge hos folket, mens kongen blot fik magten delegeret. Dermed var hans succes sikret som ideologisk bannerfører for det frembrusende borgerskab, der ville have del i enevældens magt.

Frankrig

Oplysningstiden fik forskellig gennemslagskraft i de forskellige dele af Europa. Stærkest blev gennemslaget i Frankrig, hvor enevælden stod stærkt, og hvor den religiøse tolerance var mindst. Selv om magthaverne gennem det 18. århundrede i en vis udstrækning lod sig presse af trykket fra oplysningstiden, var der ikke tilstrækkelig plads til reformer indenfor det eksisterende systems rammer. Udviklingen kulminerede derfor med den franske revolution i 1789, der med et slag afskaffede enevælden og indførte en forfatning, der i vid udstrækning var baseret på oplysningstidens principper.

Hvis nogen kan gøres ansvarlig for at have introduceret de kætterske ideer i Frankrig er det skribenten og pædagogen Pierre Bayle (1647-1706), som Voltaire senere kaldte: «den første af de skeptiske filosoffer». I virkeligheden burde han være kaldt en af de første «encyclopedister», for han var mere publicist end filosof. Han var stærkt inspireret af Locke, der havde inspireret eksilmiljøet i Amsterdam. I sit værk Nouvelles de la république des lettres (1684–87) beskriver Bayle en ny metode og et overlegent ideal for en ny journalisme. Og i sin Dictionnaire historique et critique (1697) afslører han gennem biografiske artikler fortidens usandheder og løgne. Bayle var mistroisk overfor autoriteterne, hadede dogmatisme, og søgte efter sandhedskriterier som vidnesbyrd kunne holdes op imod. Hans ordbog blev oversat til flere sprog - bl.a. også til tysk på ordre af Frederik II af Prøjsen - og blev hurtigt skeptikerens bibel. Hensigten var givet ikke at erstatte én bibel med en anden, men i en verden hvor de eksisterende tankestrukturer var ved at styrte sammen, blev den kritiske ordbog et vigtigt orienteringspunkt.

Montesquieu

Charles de Secondat de Montesquieu var ud af adelsfamilie, og han arvede i en alder af 27 år embedet som retspræsident for parlamentet i Bordeaux. Beskyttet af sin adelsbaggrund og sin stilling kunne han kritisere kirken og de bestående magtforhold i samfundet. I sin bog Lettres Persanes (Persiske breve) fra 1721 gengiver han en opdigtet korrespondance fra en persisk besøgende i Paris, som han han lader tage satirisk afstand fra kirken - under «magikeren» paven - og det samfund som den med svindel har underlagt sig. Hans hovedværk er dog De l'esprit des lois (Om lovenes ånd) fra 1748, som i løbet af 18 måneder udgives i 22 oplag. Montesquieu var uddannet jurist, og love var for ham derfor ikke abstrakte regler, men nødvendige relationer der udsprang af naturen. Med udgangspunkt i Locke og sicilianeren Giambattista Vico der i 1725 havde udgivet Den nye Videnskab præsenterede han den tanke, at de menneskelige værdier er under stadig udvikling og et produkt af samfundet.

Blandt de faktorer han fandt væsentlige var: klimaet, religionen, lovene, styreformen, historien, samt den sociale praksis, og han konkluderede, at ud af disse dannes der en generel samfundsmæssig ånd. Han var optaget af viden som en vigtig faktor i formningen af samfundet, og lå dermed på linie med oplysningstidens øvrige tænkere. Som mange andre franskmænd var han inspireret af den relativt større frihed i Storbritannien, hvilket dog ikke hindrede ham i at misforstå den britiske forfatning, som en hvori magten var delt. Hans forestilling om at moralsk frihed først kunne realiseres i et samfund, hvor lovene blev udformet af et valgt parlament, administreret af en derfra adskilt regering, og håndhævet af et uafhængigt retsvæsen var radikal ifht. situationen i Frankrig, og skulle på lidt længere sigt få større effekt ved skrivningen af USA's forfatning end i den gamle verden. Hans teorier afspejlede dels en newtonsk opfattelse af statisk ligevægt mellem de forskellige kræfter; dels en opfattelse af den franske regering som i stigende grad vilkårlig og centralistisk. Han opfattede ikke blot sine teorier som et instrument til fremskridt, men også som et værn mod despoti.

Montesquieus politiske konservatisme gav ham en anden position end de yngre tænkere, for hvem den vigtigste hindring for fremskridt var privilegier. De placerede deres håb hos den «oplyste autokrat» og i hans mulighed for at gennemføre sociale forandringer. De kunne kun som Claude Helvétius frygte, at Montesquieus teorier vandt genklang i aristokratiet - hvad de faktisk i en vis udstrækning gjorde i perioden 1750-70. Montesquieus projekt var at benytte fornuften - og lovene - til at løse menneskets problemer, mens de mere radikale tænkere var mere visionære. Helvétius foreslog f.eks., at der skulle udvikles en eksperimentel etik, på samme måde som andre udviklede eksperimentel fysik.

Voltaire

Voltaire - pseudonym for François-Marie Arouet - kom til at spille en central rolle i oplysningstidens Frankrig. Ikke så meget på det filosofiske eller videnskabelige område, men som videreformidler af oplysningstidens ideologi. Han var uddannet af jesuitterne på deres prestigefyldte skole Louis-le-Grand, og til hans politiske uddannelse hørte 11 måneder i fængslet i Bastillen. Den ret vilkårlige straf fik han for at have fornærmet en adelsmand, og den stod i dyb kontrast til det langt mere frie samfund han oplevede under en eksilperiode i England. Oplevelser der formede hans livslange hyldest til fornuft, frihed, retfærdighed og tolerance.

I perioder af sit liv kom han til at spille en rolle som rådgiver for magthaverne - især den tyske Frederik II af Prøjsen - og han lærte efterhånden, at det var lettere at kritisere end at forandre institutioner og love. Som de andre tænkere der levede i et samfund der ikke levnede nogen politiske muligheder, var han ingen politisk begavelse. Hans rolle var i stedet den formidlende, og her gik han især til angreb mod de arkaiske love og mod overtroen. Samtidig var han en mester i beherskelse af sproget, og i at bearbejde sine læseres ideer og fantasi. «De mest værdifulde bøger er de hvor læseren selv bidrager med halvdelen, udfra de frø forfatteren har bidraget med», erklærede han.

Voltaire gennemførte sine kampagner fra sit komfortable gods i Ferney. Han var forfængelig nok til at nyde sin status som litterær løve og forkæmper for friheden. Han kunne være hævngerrig, og var ofte afvisende overfor afvigende holdninger. Samtidig veg han tilbage fra at gennemføre ideer eller overveje deres praktiske konsekvenser, og i sin velhaverrolle bekymrede han sig ikke særligt om den almindelige franskmands materielle problemer. Det var fejl som oplysningstidens tænkere nok kunne kritiseres for - specielt når de selv var så kritiske overfor andre.

Hans positive sider kom frem i hans kreative energi, i den indignation der kom til udtryk i hans yndede krigsråb «Écrasez l'infâme» (knus det skændige - hvilket for Voltaire refererede til kirkens ortodoksi), og endelig i den tid han gav de personer der var begået en uret overfor, som han kunne identificere sig med. Hans styrke var især hans evne til at få folk til at tænke over vigtige spørgsmål, og i virkeligheden var disse spørgsmål ofte klarere end hans svar.

L'Encyclopédie

Det mest ambitiøse og centrale værk i oplysningstidens Europa var l'Encyclopédie, der udkom i 28 bind i 1751-72. Storværket blev redigeret af Denis Diderot og matematikeren Jean le Rond d'Alembert. Formålet var at bringe datidens aktuelle viden om videnskab, håndværk, religion og politik ud til læserne. De fleste af oplysningstidens store tænkere var at finde som bidragsydere til værket. Der var naturligvis forskel mellem bidragsydernes politiske og ideologiske orientering, men der var enighed om, at den nye tids viden skulle bredt ud. Hvor bredt er dog en smule mere tvivlsomt, for almuen var fortsat ude af stand til at læse og skrive. Læserne var overvejende at finde blandt embedsmænd, uddannede, borgerskabet, og specielt ungdommen der var tiltrukket af Diderots ide om encyclopedien som redskab til at forandre samfundets almindelige ideologi. Værket var samtidig en værdifuld kilde for de magthavere, der ønskede at gennemføre reformer. Vi ved, at det bl.a. indgik i Katarina II af Rusland og Frederik II af Prøjsens bogsamlinger.

Diderots filosofiske ånd gennemsyrede hele værket. Den kunne sammenfattes til: «gennem viden vil vore børn være bedre forberedte, og vil derfor kunne blive mere dygtige og lykkelige». Den utilitaristiske filosofi der lå som ledetråd for værket gav dog også problemer. En af de mest fremtrædende franske tænkere, Rousseau, havde været en tidlig bidragsyder til projektet, men han blev i stigende grad fjendtligt stemt overfor projektet, og dets utilitaristiske filosofi. Værre var imidlertid myndighedernes holdning, der blev stadig mere kritisk. Et af de mest kritiske år var 1759, hvor franske nederlag gjorde myndighederne særdeles følsomme overfor hvad de kunne opfatte som kritik af regimet. Flere artikler i encyclopedien og den stadig stærkere frimurerbevægelse overbeviste dem om, at de stod overfor et undergravende komplot. Hvis myndighederne havde været lige så enige som kirken i fordømmelsen af projektet, ville det være blevet standset, men i stedet blev det nu kun placeret på den officielle liste over Forbudte bøger, og samtidig blev der udstedt en trussel om ekskommunikation for de der læste værket. Imidlertid var Vatikanet tvetydig i sin holdning til projektet; ja faktisk var pave Benedicto den 14. som privatperson sympatisk indstillet. Dette bidrog til at mildne forbuddet. Og Malesherbes der i 1750-63 var direktør for Librairie der skulle give sin godkendelse til publicering, lod bind efter bind passere, han egentlig skulle have censureret. Produktionen fortsatte derfor og trykket lettede gennem 1760'erne. Bl.a. fordi oplysningstidens tanker vandt sympati langt ind i statsadministrationen.

Rousseau

Jean-Jacques Rousseau adskilte sig fra andre tænkere i oplysningstiden, ved også at forholde sig kritisk til sine kollegers manglende interesse for almuens rettigheder. Hvis evnerne afhang af kultur, og kulturen var reserveret en lille priviligeret minoritet, hvad var så perspektivet for resten af befolkningen? «Vi har masser af læger, matematikere, kemikere, astronomer, poeter, musikere og malere, men vi har ikke længere en ærlig borger blandt os», slyngede han ud mod sine samtidige. Han forsøgte at forstå folkets interesser, som tænkerne ofte overså. Rousseau mente, at mennesket måtte søge at opnå sammenhæng på et højere eksistensniveau. For at det skulle være muligt, var det nødvendigt med en ny form for uddannelse og en ny politisk forfatning. Denne overbevisning kulminerede i hans to hovedværker, begge fra 1762. I Émile udformede han et pædagogisk system, der skulle fremme menneskets naturlige udvikling. Den anden bog, Samfundspagten, blev forbudt, men dette skabte blot større opmærksomhed om hans forslag til en forfatning, der skulle give den enkelte mulighed for udvikling, uden at bryde mod principperne for social lighed. Det vanskelige spørgsmål handlede om den legitime autoritet. Han afviste både naturretten og magten som grundlag for denne autoritet. Den skulle i stedet realiseres i form af en generel vilje, formuleret i love som alle kunne underlægge sig. Snarere end summen af individuelle viljer, repræsenterede den generelle vilje den samfundsmæssige ånd, der søger det fælles bedste, hvilket han definerede som frihed og lighed. Rousseaus gode samfund var en demokratisk og egalitær republik. Hans demokratiske ideal var imidlertid ikke parlamentarisk, men et direkte demokrati. Hans fødeby Geneve var en endeløs kilde til inspiration for ham.

Andre samtidige tænkere arbejdede videre med spørgsmålet om lighed. Den franske forfatter Morelly angreb i Code de la nature (1755) ejendommen som årsagen til kriminalitet, og foreslog at alle mennesker skulle yde efter evne og modtage efter behov. 100 år senere skulle Marx overtage denne parole, og gøre den til kommunismens. I 1775 skrev den radikale franske abbed Gabriel de Mably, at lighed var naturens oprindelige orden, men at indførelsen af ejendom havde ødelagt denne oprindelige naturtilstand. I England fordømte William Godwin i An Enquiry concerning Political Justice and its Influence on General Virtue and Happiness (1793) ikke blot ejendommen men også ægteskabet. Det var radikale tanker, der inspirerede folk som den unge Maximilien Robespierre, der var advokat fra Arras; russeren Aleksandr Radischev der gik ind for afskaffelsen af stavnsbåndet; og mange tyskere der følte sig lukket inde i små velregulerede tyske stater. Men oplysningstiden var med disse radikale tanker også ved at nå enden. Selvom lighedsidealet var indeholdt i både den franske revolutions menneskerettighedserklæring fra 1789 og i Thomas Jeffersons formulering til USA's forfatning om, at «alle mennesker er skabt lige», så var man begge steder omhyggelige med at understrege privatejendommens urørlighed. Jefferson selv var slaveejer. «Ligheden» gjaldt heller ikke kvinderne, men var afgrænset til de hvide mænd.

Den franske revolution

Selvom oplysningstidens oprør var stærkest i Frankrig - hvor kirke og enevælde også var mest monolitisk og reaktionær - nåede den kun ind i de statslige institutioner gennem enkeltpersoner i form af embedsmænd eller enkelte ministre som Anne-Robert Turgot; en fysiokrat der var finansminister i 1774–76. Mens oplysningstiden førte til reformer i de andre europæiske lande, var dette ikke muligt i Frankrig. Der måtte en revolution til for at feje det gamle system bort, og give plads til oplysningstidens idealer om frihed, lighed .. og broderskab, når det nu ikke blot var tænkerne, men også almuen og borgerskabet der deltog i revolutionen.

Tyskland

Oplysningstiden kom til at forløbe meget anderledes i de mange tyske stater end i Frankrig. Gottfried Leibniz havde nok haft betydelig indflydelse på udviklingen af videnskaben i det 17. århundrede, der blev oplysningstidens afsæt, men ellers var der ingen tyske tænkere der hævede sig op på franskmændenes niveau - før Kant i slutningen af det 18. århundrede. Oplysningsfilosofien i Tyskland kom derfor især til at dreje sig om videnskaben om god regeringsførelse. De tyske institutioner var mindre monolitiske end de franske. Den protestantiske kirke havde nok sin dogmatisme, der dog ikke var lige så reaktionær som den franske katolske kirkes, og enevælden var mere åben overfor det fremstormende borgerskab. Mens oplysningstiden derfor kulminerede i revolution i Frankrig, kulminerede den i reformer i Tyskland.

Tyskland var endvidere præget af en tættere sammenhæng mellem videnskabsfolkene og magthaverne. Der fandtes et betydeligt antal universiteter - omkring 50 i 1800. Deres oprindelse var fyrsternes behov for at uddanne embedsmænd. De dominerede det intellektuelle og kulturelle liv, magthaverne værdsatte dem, og lærerne var oftest indflydelsesrige. De dygtigste akademikere havde bijobs som rådgivere for regeringerne. Den politiske økonom Joseph von Sonnenfels var f.eks. rådgiver for Habsburgerne i spørgsmålet om stavnsbåndet.

Den protestantiske kirke var fortsat i det 18. århundrede præget af opgøret med den katolske kirke. Den var endvidere præget af pietismen, og disse forhold gjorde den mere reformorienteret. Selv ikke i det katolske sydtyskland fandtes der strømninger, der svarede til de radikale strømninger i Frankrig.

Den videnskabelige udvikling hvilede endvidere på en overordnet respekt for magthaverne. Den mistillid til enevælden der udvikledes i Frankrig fandt derfor ikke grobund i Tyskland. Enevældsfyrsterne byggede skoler, hospitaler, børnehjem og stillede embedsmænd til rådighed for deres drift. De tyske filosoffer var derfor nok ikke afvisende overfor tanken om civile rettigheder, de gik ind for religiøs tolerance og var imod tortur, men derfra var der alligevel en afgrund til Lockes eller Montesquieus politiske videnskab og opgør med enevælden. Selv Immanuel Kant (1724-1804) der nok troede på en vis grad af folkelig deltagelse, tog skarpt afstand overfor blot den teoretiske ret til revolution. I sin artikel Was ist Aufklärung? drog han en skarp skelnen mellem den offentlige og private anvendelse af fornuften. Med tanke på Frederik den Store fremhævede han det paradoks, at magthaveren med en stor og veldisciplineret hær kunne skabe mere frihed end en republik:

«En høj grad af civil frihed synes at være en fordel for menneskers intellektuelle frihed, men fremmer også uoverstigelige barrierer. Til gengæld kan en mindre grad af civil frihed give den intellektuelle frihed tilstrækkelig rum til at ekspandere maksimalt.»

Som overskridende element tilføjer han dog: «Hav modet til at betjene dig af din egen fornuft».

Resten af Europa

I Italien fik oplysningstiden en langt svagere gennemslagskraft. Landet var splittet, svagt og havde endnu kun spæde tegn på udviklingen af kapitalisme og et borgerskab. Kirken og enevælden stod som i Frankrig stærkt, men oppositionen var svag. Den mest fremtrædende person i Italiens oplysningstid var Cesare Beccaria, der i 1764 udgav Om kriminalitet og straf. Han hævdede selv at anvende den «geometriske ånd» på studiet af kriminalret, men der var ikke megen mystik i hans forestilling om retfærdighed. Han mente, at straf der gik udover det der var nødvendigt for at sikre samfundets grundlæggende sammenhængskraft var uretfærdig. Derfor var han imod tortur og dødsstraf, stillede spørgsmålstegn ved opfattelsen af synd som lovovertrædelse og understregede betydningen af lighed for loven samt at forebyggelse var vigtigere end straf. Oplysningstidens tankegods træder tydeligt frem i hans værk, der er præget af forbindelsen mellem filosofi og reform. Det blev i hans levetid oversat til 22 sprog. Men ellers var Italien ikke i denne periode præget af hverken reform eller revolution.

Ligesom i Tyskland var oplysningstidens konsekvenser i Storbritannien først og fremmest reformer. Britiske videnskabsmænd havde spillet en vigtig rolle i skabelsen af det videnskabelige grundlag for oplysningstiden, og landet spillede en vigtig rolle som referenceramme for eksilerede franskmænd i perioden - bl.a. Voltaire. Enevælden var ikke uindskrænket, og det gav borgerskabet mulighed for gennem reformer at få adgang til magten. Konsekvensen var imidlertid, at opgøret med enevælden og feudaladelen ikke blev gennemført til bunds som i Frankrig. De blev til gengæld presset af det frembrusende borgerskab.

I Danmark fandtes der kun få tænkere, men her fik oplysningstiden alligevel også betydning. I første omgang med Johann Struenses liberale reformer i 1771-72 og senere med stavnsbåndets ophævelse i perioden 1786-1813, hvor 60% af fæstebønderne blev selvejere. Denne proces blev fulgt af skolereformen i 1814, der indførte undervisningspligt.

I Europas udkant slog en sen udgave af oplysningstiden i 1920'erne igennem i Tyrkiet under ledelse af dets præsident, Kemal Atatürk, der ryddede op i det osmanniske imperium, der var brudt sammen ved 1. Verdenskrigs afslutning. Han adskilte religion og stat, opbyggede en verdslig stat med et moderne verdsligt uddannelsessystem, gennemførte nærmest en kulturrevolution i sæder og skikke, indførte parlamentarisk demokrati, og bragte dermed landet ud af middelalderligt forfald og på linie med de europæiske lande. Men der var i sagens natur tale om forandringer fra oven, og som garant for disse forandringer skabte han en stærk militær institution. Denne garant udviklede sig siden til landets achilleshæl, da den ofte har benyttet lejligheden til at gribe ind i samfundslivet. Det blev vigtigere at følge Atatürks linie end at forsvare landets demokrati.

Kritik

Oplysningstiden brød sammen allerede i slutningen af det 18. århundrede. Kant udgav i 1781 Kritik der reinen Vernunft, i hvilken han fremhæver fornuftens problem med at skelne mellem verden som den fremtræder og som den virkelig er. Det er en bombe under oplysningstidens grundlæggende filosofi, og den franske revolution gør blot tingene værre. Konservatismens ophav, Edmund Burke (1729-97) kritiserer skarpt den franske revolution som han ser som et arkeeksempel på, at oplysningstidens paroler om frihed, lighed, afskaffelse af enevælden og demokrati fører direkte over i tyranni. Jakobinernes radikalitet i 1792-94 endte efter hans overbevisning med at bevise, at folkestyret i dets direkte form ikke var muligt. På dette punkt kan den franske revolutions udfoldelse, degenerering og kollaps godt sammenlignes med det 20. århundredes mange nye staters kamp for befrielse fra kolonimagterne (se Afkolonisering), demokratisering og efterfølgende degenerering.

Senere konservative politologer har set det 20. århundredes repressive ideologier som en direkte fortsættelse af oplysningstidens tankegods. Det må nu nærmere forstås som en konservativ afvisning af ethvert element i oplysningstiden - specielt demokratiet og videnskaben.

Det program oplysningstidens tænkere satte på dagsordenen var - specielt i Frankrig - meget omfattende og ambitiøst. Det var ikke muligt at gennemføre med et slag, hvilket den franske revolution tydeligt afslørede. Den affødte en kraftig modreaktion, der blandt mange aflivede tilliden til oplysningstidens program. I Frankrig genindførtes kejservældet, og de demokratiske fremskridt blev elimineret. I virkeligheden kom der til at gå 150 år før kvinderne i 1944 fik stemmeret i landet. Hvis man imidlertid betragter oplysningstidens filosofi som en retningsangivelse i den civilisatoriske tendens, er retningen tendentielt blevet fulgt over de sidste 250 år. Omend betydeligt mere differentieret og adstadigt end oplysningstidens tænkere forestillede sig. Og netop de historiske modreaktioner illustrerer, at der er tale om stærke kræfter i samfundet, der kæmper mod hinanden. Den aktuelle historiske epoke kan godt fortolkes som en modreaktionsepoke, hvor borgerskabet - efter at «kapitalismen har sejret over kommunismen» (i det mindste er Sovjetunionen brudt sammen) - ønsker at rulle de sidste 100 års landvindinger tilbage, som er arbejderbevægelsens fortjeneste. Vi oplever, at overtroen atter sættes i højsædet, at religion og fundamentalisme vinder frem, at videnskaben undertrykkes - «smagsdommere» erklærer vor hjemlige statsminister Anders Fogh Rasmussen f.eks. -, at den nationalistiske militarisme vinder frem, at sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle landvindinger lægges for had og erstattes med fordummelse og neoliberalisme. I USA findes der endog delstater, hvor f.eks. Darwins evolutionslære er forbudt - fordi den strider mod det gamle testamente, der af det kristne højre opfattes som menneskehedens grundlov. Præcist som for 300 år siden. Mens borgerskabet under den oprindelige oplysningstid spillede en progressiv rolle for udviklingen af samfundet, spiller det i dag på de fleste områder er konservativ rolle, der bremser samfundets fortsatte udvikling.

A.J.


Litteratur

Cobban, Alfred: In Search of Humanity: The Role of the Enlightenment in Modern History (1960)
Gay, Peter: The Party of Humanity: Essays in the French Enlightenment (1964)
Krieger, Leonard: Kings and Philosophers,1689–1789 (1970)
S.C. Brown (ed.): Philosophers of the Enlightenment (1979)
H.M. Scott (ed.): Enlightened Absolutism: Reform and Reformers in Later Eighteenth-Century Europe (1990).
Islam og oplysningstiden. Interview med islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen, DR Orientering 7/5 2002.