Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 19/11 2014
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 118.868
: :
Pædagogik

Pædagogik anvendes på nutidsdansk som betegnelse for

Udtrykket pædagogik anvendes undertiden - ukorrekt - som synonymt med selve det arbejde, en lærer, en pædagog eller en underviser udfører.

Pædagogik forekommer i en række sammensætninger med andre ord, der beskriver, hvad pædagogikken i den pågældende sammenhæng teoretisk bygger på, handler om eller beskæftiger sig med, som f.eks. fremmedsprogspædagogik, Freinet-pædagogik, gymnasiepædagogik (jf. senere).

Beslægtede begreber

Pædagogik er i familie med ord som pædagog, pædagogisk, pædagogikum og encyklopædi.

Pædagog kan være betegnelse for en person, som beskæftiger sig med pasning, pleje, opdragelse og undervisning, og for en, der underviser i pædagogik eller skriver om pædagogiske emner. I den forbindelse skelnes mellem pædagogen som praktiker og som teoretiker.

Ordet pædagog vandt indpas i Danmark i midten af forrige århundrede som betegnelse for personalet i børnehaver, som ellers tidligere blev kaldt børnehavelærerinder. Der blev skelnet mellem børnehavepædagoger, socialpædagoger og fritidspædagoger, og der var tre tilsvarende uddannelser.

Denne skelnen søges undgået, efter at der er blevet indført en ny – fælles – uddannelse til hele det pædagogiske fagområde. Efter indførelsen af denne uddannelse spænder pædagogisk arbejde «over livsstadier mellem vugge og krukke, fra normalitet til særlige eksistensformer».

Udtrykket pædagogisk har to betydninger. Det kan henvise til arten af noget (en beskæftigelse eller et emne) for at holde det adskilt fra noget andet: «hun skal tage sig af det pædagogiske, mens hun har andre til at tage sig af det rent administrative». Det kan også henvise til kvaliteten af en indsats over for et andet menneske, barn eller voksen: «Det greb hun meget pædagogisk an». I den betydning tænker man på, at der er blevet udvist en særlig effektiv form for (indfølende) hensyntagen over for et andet menneske, som kan have haft svært ved at forstå eller selv gøre noget.

Pædagogikum er betegnelse for en obligatorisk prøve i teoretisk pædagogik og praktisk undervisning for uddannede akademikere, der ønsker at undervise i gymnasieskolen.

Encyklopædi anvendes i dag som betegnelse for et stort og meget omfattende leksikon. Men det betyder egentlig undervisning i emnekredsen af al menneskelig viden, og det var oprindelig betegnelsen for hele den videnskabelige og kunstneriske emnekreds, som enhver fri græker i det græske slavesamfund – i århundrederne før Kristi fødsel – måtte orientere sig i.

Sproglig oprindelse

Pædagogik er i dobbelt forstand et fremmedord. De sproglige rødder er græske. Ordet er afledt af det oldgræske paidagogos, som kan oversættes med barneledsager, og det tilhørende paidagogia, som kan oversættes med barneledsagelse, og adjektivet paidagogikos, som betyder: som vedrører barneledsagelse. Paid- betyder barn og findes også i paideia, som betyder opdragelse/dannelse. Paideia er det ord, som findes i sidste del af ordet encyklopædi.

Pædagogos, «den som leder barnet eller som fører barnet», var i oldtidens græske samfund en slave, der havde som hovedopgave at følge barnet til undervisning, men som også førte tilsyn med, at barnet lærte at opføre sig ordentligt. I hellenistisk tid ændres betydningen fra at være «den ledsagende slave» til noget, der svarer til en moderne betydning af opdrager eller pædagog, dvs. en person, der tog sig af opdragelsen og dannelsen af unge mennesker. Undervisning var derimod en opgave for didaskalos, dvs. en lærer, en underviser eller en instruktør, og fandt sted i skoler, som var særlige institutioner indrettet til formålet. En sådan skelnen mellem pædagoger og lærere vil man fortsat møde også i det danske institutionssamfund.

Ordet og begrebet pædagogik stammer fra filosofisk tænkning i 1700-tallets Tyskland eller Frankrig. Direkte oversat fra græsk ville det betyde kunsten at opdrage, danne eller forme børn. Mere generelt betyder det læren om, hvordan man bedst opdrager, danner eller former mennesker.

På dansk er ordet pædagogik registreret i slutningen af 1700-tallet. I 1793 annoncerede en professor i filosofi ved Københavns Universitet forelæsninger over «de første Grunde i Pædagogikken», og i en bestemmelse fra 1799 hed det: «For samtlige Seminarister …holdes Forelæsninger i Pædagogik og Methodik.» Her bruges pædagogik i betydningen: «kunsten at opdrage, undervise, belære o.lign. eller (især) læren, videnskaben om (reglerne for, metoder, midler anvendelse i) opdragelse og undervisning; opdragelseslære, - videnskab».

Pædagogikkens genstandsområder

Pædagogikkens genstandsområde, dvs. det, som pædagogik udtaler sig om eller beskæftiger sig med, har altid været opdragelse, men nok i en meget bredere betydning, end når vi taler om børneopdragelse. Med opdragelse menes en bevidst påvirkning af mennesker med det formål at præge dem på en bestemt måde, at få dem til at opføre sig efter bestemte normer og regler men også at de udvikler holdninger og træk af en bestemt karakter, f.eks. hensynsfuldhed – eller mangel på samme! - over for andre mennesker, gruppefølelse, national stolthed osv. Man skelner mellem opdragelsens mål: hvad er det, man vil fremme, henholdsvis hæmme, og opdragelsens midler: hvordan gør man det mest hensigtsmæssigt.

Undervisning nævnes ofte som et genstandsområde for pædagogik. Men læren om undervisning kaldes ellers didaktik, og denne disciplin søges undertiden klart adskilt fra pædagogik. I læreruddannelsen er pædagogik og didaktik to adskilte fag.

Pleje og pasning af mennesker, der ikke kan klare sig selv, er i nyere tid blevet et genstandsområde for pædagogik.

Socialisering eller socialisation hører derimod til under sociologi. Børns og unges udvikling – eller menneskers udvikling i det hele taget – hører ind under psykologi.

Barndommens historie, skolehistorie osv. hører logisk hjemme under historie. Det samme er tilfældet med opdragelsens historie og pædagogikkens historie.

Der har siden 1960’erne været en klar tendens til, at udtrykket opdragelse udelukkes fra professionelle pædagogers sprog- og begrebsverden, og erstattes af socialisering (hentet fra sociologien) eller udvikling (hentet fra psykologien). Udtrykket opdragelse lever vist nok videre i bedste velgående blandt ikke-professionelle.

Pædagogik forstås i dag bedst som en mangfoldighed af pædagogikker med hver sit nærmere specificerede genstandsområde.

Oplysningstiden som historisk baggrund for pædagogikken

Pædagogik forstået som en videnskab eller en lære om, hvordan man opdrager, er således ikke et oldgræsk fænomen, men hører hjemme i den europæiske oplysningstid i 1700-tallet. Oplysningstiden kendetegnes ved en intellektuel og politisk kamp for fornuft og (natur)videnskab, mod overtro og fordomsfuldhed, men også en kamp for retfærdighed, tolerance og humanitet og mod barbari. Fornuften skulle – sådan var det filosofiske budskab blandt de intellektuelle – ikke stå til regnskab for nogen anden end sig selv – hverken kirke eller konge.

Titlen på et af oplysningstidens litterære og videnskabelige storværker var inspireret fra græsk: «Encyclopédie ou Dictionnaire Raisonné des Sciences, des Arts et des Metiers» udgivet i 35 bind i tiden 1751-1780. Udgiverne var Diderot og d’Alembert. Blandt medarbejderne var filosofferne Francois de Voltaire, Jean-Jacques Rousseau og Montesquieu.

Et andet af oplysningstidens hovedværker er «Erklæringen om menneskerettighederne» vedtaget af den franske Nationalforsamling 1789 med indgangssætningen: «Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel.» Eller som det hedder senere i Erklæringen: «Alle borgere er lige for loven og har samme adgang til alle værdigheder, stillinger og offentlige hverv efter deres evne og uden anden forskel end den, deres dyder og deres begavelse skaber.» Her er skabt et idealistisk grundlag for et samfund, hvor intellektuelle og moralske kvalifikationer tillægges den afgørende betydning, ikke traditioner eller arvede positioner i samfundet.

Oplysning, undervisning, opdragelse, viden, uddannelse var de ledende nøglebegreber. Og de skulle som alt andet for den nye tænkning selv sættes på videnskabelige formler.

Opdragelsen måtte ikke foregå tilfældig men bygge på viden og indsigt som udøvelsen af alle andre produktive gøremål. Opdragerne skulle selv opdrages. Lærerne skulle selv uddannes. Derfor skulle der ikke alene oprettes skoler, men også seminarier. Og lærestole ved universiteterne til at tilvejebringe den videnskabelige viden, som skulle være den nye opdragelses og undervisnings fundament.

Før oplysningstiden fandtes der stort set ingen pædagogisk litteratur i Danmark. Men omkring 1800 «myldrer der bøger og afhandlinger frem, både om og for skolen, med en drivhusagtig frodighed, der søger sin lige hos os.»

Pædagogik som læren eller videnskaben om opdragelse

Immanuel Kant forelæste i 1780’erne i pædagogik ved Universitetet i Königsberg: «Med henrykkelse kan man forestille sig, at den menneskelige natur vil kunne udvikles stadig bedre gennem opdragelse, og at man kan give den en form, der passer sig for menneskeheden. Dette åbner perspektivet om en kommende, lykkeligere menneskeslægt for os». Udviklingen af de naturlige anlæg hos mennesket sker imidlertid ikke af sig selv, siger Kant. Der skal opdragelse til, men vel at mærke en opdragelseskunst, der bygger på en plan og en bevidsthed om, at den vil udvikle den menneskelige natur på en sådan måde, at den når sin bestemmelse. Pædagogikken skal gøres til et studium, og det mekaniske i opdragelseskunsten må forvandles til videnskab. Opdragelse bliver hermed til en profession, som forudsætter en særlig uddannelse baseret på videnskabelig viden om menneskets natur.

Tiden er rig på pædagogisk litteratur og på iværksættere af nye institutioner for børn. Den schweiziskfødte Johann Heinrich Pestalozzi tog i slutningen af 1700-tallet initiativet til en skoleanstalt for fattige børn. Senere blev han leder af både en skole og et lærerseminarium. Både hans praktiske virke og hans forfatterskab, f.eks. «Wie Gertrud ihre Kinder lehrt» fra 1801, gjorde ham kendt i Europa som pædagogisk foregangsmand.

Den tyskfødte Friedrich Fröbel oprettede i 1817 en skole, som har drev indtil 1830. I 1826 udgav han sit hovedværk om menneskeopdragelse «Die Menschenerziehung». Senere blev han leder af en småbørnsskole, som han kaldte Kindergarten og blev dermed ophavsmanden til den internationale betegnelse for tilsvarende småbørnsinstitutioner.

Den tyske filosofiprofessor Johann Friedrich Herbart betragtes i almindelighed som grundlægger af pædagogik som videnskab. Hans første bog om pædagogik udkom i 1806. Siden fulgte en række værker om filosofi, psykologi og pædagogik. Hans grundlæggende tese citeres ofte i bøger om pædagogik: «Pædagogik som videnskab afhænger af etik og psykologi. Den første viser os målet, den anden viser os vejen, midlerne og forhindringerne.»

Kritikken af pædagogik som videnskab

K. Grue-Sørensen, som var professor i pædagogik ved Københavns Universitet 1955-1974 beskæftigede sig med spørgsmålet om pædagogik som selvstændig videnskab. Han henviste til, at megen pædagogisk litteratur havde bestået af banaliteter og paradokser i indbyrdes strid med hinanden, og konstaterede, at hvis man skulle udvikle pædagogik som en moderne videnskab, måtte det ske gennem metoder, hvor påstande kan verificeres gennem empiriske undersøgelser, og i så fald måtte pædagogik bygge på psykologien. Det betød, at pædagogik var ensbetydende med anvendt psykologi.

Pædagogik som videnskaben om, hvordan man opdrager, havde dog problemer lige fra sin opdukken ved europæiske universiteter og seminarier omkring 1800: Hvem skulle egentlig opdrage hvem og til hvad? Pædagogikken byggede på en ide om, at alle mennesker er lige alene i kraft af, at de er mennesker. Derfor skal opdragelsen være fælles for alle som en systematisk og videnskabeligt funderet indsats for at få alle udviklingsmulighederne og dermed også det gode i hvert enkelt menneske til fuld udvikling og udfoldelse.

Ideen stødte mod den sociale virkelighed, hvor menneskene blev fordelt og socialt indrangeret efter medfødte eller socialt givne forudsætninger, og hvor deres udviklingsmuligheder ikke var bestemt af noget dybt menneskeligt i hver og en, men af deres forældres og deres egen placering i forhold til produktion og ejendom og til ideologisk magt.

Før pædagogikken blev til som videnskaben om opdragelse, var der socialt set skabt forudsætninger for en pædagogik ved siden af pædagogikken: En videnskab om opdragelse af de uopdragne og uopdragelige, dvs. en socialpædagogik. Forældreløse børn, bortløbne børn, kriminelle børn og unge, svigtede og vanrøgtede børn – hvad skulle man stille op med dem? De fik deres egne institutioner og dermed deres egen pædagogik.

Pædagogik udviklede sig i 1800-tallet ikke som videnskab, men som et lager af gode råd og anvisninger for skolelærere. Slutningen af 1700-tallet og især tiden efter 1814 blev i Danmark tiden for almindelig skolegang, og med det formål for øje blev der også etableret seminarier til uddannelse af lærere, bl.a. i pædagogik. Lærerne fik til opgave at opdrage efter anvisninger fra regering og skoleholdere. At holde skole var et forvaltningsanliggende mere end et pædagogisk anliggende.

Med skolernes oprettelse og den obligatoriske gennemførelse af skolegang for alle opstod behovet for en ny særlig form for pædagogik. Hvad skulle man stille op med de børn, der ikke var i stand til at lære de mest simple ting i skolen? Nogen af dem var på forhånd henvist til socialpædagogiske foranstaltninger, men der var stadig dem tilbage, der godt kunne opføre sig ordentligt og sidde stille, men som var ude af stand til at lære. Her blev specialpædagogikken til med sin kategoriseringer af børn, med sine tests og prøver, sine særlige undervisningsmaterialer og organisationsformer.

Marxismen gjorde filosofisk set en ende på enhver forestilling om en videnskab om opdragelse for alle mennesker i et kapitalistisk samfund. Når et samfund kan beskrives som todelt med ejere af kapital på den ene side og ejere af den rene arbejdskraft på den anden side, må pædagogikken naturligvis få et grundlagsproblem. Er der tale om to forskellige former for opdragelse – altså to forskellige former for pædagogik? Eller er der tale om, at den ene samfundsklasse opdrager den anden – og dertil også sig selv – altså én form for pædagogik men med to forskellige former for udøvelse?

En mangfoldighed af pædagogikker

I den demokratiske og kapitalistiske del af verden fortsatte fragmenteringen af pædagogikken. Fra begyndelsen omkring 1800-tallet var der tale om en pædagogik for institutioner og ikke for hjem og almindelige forældre, eller for mennesker, som havde råd til privatlærere.

Pædagogikken var fragmenteret i skolepædagogik, socialpædagogik og specialpædagogik. Fragmenteringen er fortsat, således at hvert indsatsområde inden for den pædagogiske verden har fået sit eget felt med sine egne lærebøger og læresætninger, mere eller mindre videnskabeligt begrundede.

Der kan således opstilles en hel taksonomi af pædagogikker. F.eks. således:

Hvem er opdragelsen og undervisningen for? Småbørnspædagogik
Voksenpædagogik
Specialpædagogik
Socialpædagogik
Indvandrerpædagogik
Fritidspædagogik
Indskolingspædagogik
Hvilke metoder anvendes? Reformpædagogik
Indlæringspædagogik
Struktureret pædagogik
Frigørende pædagogik
Erfaringspædagogik
Dialogpædagogik
Involveringspædagogik
Konsekvenspædagogik
Åben pædagogik
Freinet-pædagogik
Steiner-pædagogik
Montesorripædagogik
Fröbelpædagogik
Hvilket politisk eller filosofisk værdigrundlag? Kritisk pædagogik
Marxistisk pædagogik
Eksistentialistisk pædagogik
Kristen pædagogik
Hvad skal der undervise i/opdrages i forhold til? Fremmedsprogspædagogik
Religionspædagogik
Litteraturpædagogik
Fredspædagogik
Øko-pædagogik
U-landspædagogik
Hvor foregår undervisningen/ opdragelsen? Universitetspædagogik
Gymnasiepædagogik
Museumspædagogik
Lejrskolepædagogik

De pædagogikker, som er angivet her, kommer hver for sig nærmest ved 1700-tallets forestillinger om en pædagogik som en velbegrundet lære om, hvordan opdragelse skal foregå. Men i deres fragmenterede form står de også langt fra oplysningstidens totaliserende tanke om en menneskeopdragelse. Hver pædagogik har sit praksisfelt, sit menneskesyn, sin metodik osv.

Den pædagogiske forskning

Megen pædagogisk forskning er udført af psykologer og ikke af pædagoger. Udviklingspsykologien har dels med sine teorier og dels med sine forskningsresultater leveret stof til pædagogiske overvejelser over det enkelte barns udviklingsmuligheder. Sociologien har beskæftiget sig med socialisationsforskning. Forskningen har generelt bidraget mere med viden om psykisk og social udvikling end om opdragelse.

En socialpsykologisk klassiker er Lewins forsøg fra 1930'erne om ledelsesformernes betydning for elevers adfærd. Herfra stammer inddelingen af ledelsesformer i autoritær, demokratisk og laissez-faire. Tilsvarende begreber er anvendt af danske psykologer i en undersøgelse af opdragelsesformerne i den hjemlige opdragelse.

Danskeren Knud Illeris har undersøgt forskellene på effekten af danske forsøgsskoler sammenlignet med effekten af traditionelle skoler. Sammenhæng mellem social baggrund og uddannelseskarriere er omhyggeligt undersøgt i dansk og udenlandsk forskning. Der findes også undersøgelser over, hvad der i selve skolen hæmmer børns interesse for at lære noget, og hvordan det enkelte barns selvværd er afhængig af den behandling, det får i skolen af lærerne.

Pædagogik i opbrud eller under ombrydning

Der er meget, der tyder på et vældigt opbrud i enhver form for pædagogisk tænkning i disse år. Hvad pædagogik betyder, kan man ikke mere finde ud af ved at slå op i en ordbog eller et leksikon. Man er nødt til hver gang at undersøge, hvad det betyder i den sammenhæng, hvori det anvendes.

De genstandsområder, som tidligere konstituerede pædagogik, nemlig opdragelse og i forbindelse hermed også undervisning – nævnes mindre og mindre i uddannelsessammenhæng. På samme tid har der aldrig før været så mange børn inden for rammerne af institutionel omsorg. Og også voksne får deres egne pædagoger. De pædagogiske uddannelser er populære. Der udkommer en rigdom af pædagogisk litteratur. Der udbydes kurser og nye uddannelser, som tilbyder sig med pædagogik. Oprettelsen af Danmarks pædagogiske Universitet i året 2000 er også en markering.

Samfundet er således udsat for en gennemgribende pædagogisering, som dog i praksis synes at bestå mere i en umyndiggørelse af mennesker end i den myndiggørelse, som oplysningsfilosofferne og encyklopædisterne havde forestillet sig og troet på ville blive et resultat af en videnskabeligt tilrettelagt opdragelse.

F.He.