Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 48.956
: :
Gud

Gud er betegnelsen for et personlig overmenneskeligt væsen. Gud er personlig, opfattet i den forstand, at de troende ser ham eller hende som et magtfuldt, individualiseret væsen, som det både er muligt og nødvendigt at have kontakt med. Når en gud beskrives som «overmenneskelig» eller «hellig», er det både for at pointere, at han eller hun har egenskaber, som menneskene ikke har (f.eks. udødelighed, alvidenhed, skæbnebestemmende magt over menneskene), og at guden tilhører en verden, som er af en anden art end menneskenes verden.

Gudetro, forestillingerne om en gud og hvorledes kontakten med guden oprettes, vedligeholdes eller brydes, varierer stærkt i de forskellige religioner. Alligevel kan vi slå fast, at gudetro er et karakteristisk træk ved så godt som alle religioner, i nutid som i fortid. Hver enkelt religion vil anerkende et bestemt antal guder - én eller flere. Dette indebærer gerne en eller anden form for rangordning af guderne indbyrdes, samtidig med at guden eller guderne afgrænses i forhold til lavere væsener - f.eks. gode eller onde ånder, forfædre eller helgener.

Uanset variationerne er gudeforestillingen altid knyttet til et element af livsproblematik, et perspektiv på mennesket og meningen med menneskets liv. De tanker en given religion har om en gud eller guder, hænger nøje sammen med menneskeopfattelsen: De tanker de troende gør sig om deres natur (f.eks. forestillinger om sjælen, lighed med guden) og om deres skæbne. Dette kan atter blive udgangspunkt for en rangordning af mennesker: Hvem er mest lig gud? Hvem i samfundet har størst mulighed for at opnå kontakt med gud? Sammen med dette kobles ofte et andet af religionens vigtige temaer: Hvad er frigørelse, dvs. den salighed mennesket ved guds hjælp kan opnå i dette liv eller efter sin død (soteriologi).

Gudeforestillingen er altså nøje knyttet til opfattelsen af verden (kosmologien) og af samfundet. Ofte er det en gud, som skaber universet. I enkelte religioner har guden imidlertid ikke skabende, men blot kontrollerende opgaver i verden. Gudeforestillingen kan bestemme etikken. Menneskene vil forsøge at handle sådan som de tror, de overmenneskelige væsener ønsker at de skal handle. Handlingssiden omfatter både kulten og regler for mellemmenneskelige forhold.

I løbet af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. forsøgte religionsvidenskaben at gøre rede for gudeforestillingernes historiske oprindelse. Dette er ikke længere et aktuelt problem. Vi kender ikke til gudeforestillingernes oprindelse og ved yderst lidt om udviklingen i forhistorisk tid. De ældste vidnesbyrd vi har om guddommelige væsener, er ssv. små kvindestatuer fra sidste halvdel af sidste istid. Påfaldende ofte genfinder vi den menneskelige ideologiske og kulturelle kønsdifferentiering i gudeverdenen. Der er en række eksempler på, at både i de ældste landbrugssamfund og i mange jægerkulturer er det gudinder som dominerer gudeverdenen. Alligevel er det usikkert, om dette betyder at kvinder har haft politisk indflydelse eller magt. Sammenhængen mellem kulten af gudinder og kvinders sociale og juridiske situation er ikke entydig. F.eks. er kombinationen af gudindekult og kravet om yderliggående underkastelse af kvinder som sociale individer ikke ualmindelig.

I vor sammenhæng er det naturligt at fremdrage det kristne gudsbegreb, som har mange lighedspunkter med gudeforestillingerne i andre monoteistiske religioner (religioner med tro på én gud). Der findes primært to kilder til de kristne forestillinger om gud: Den jødiske religiøse tradition og filosofiske tænkning. Israels stammegud går i arv til kristendommen. Men i sine forsøg på at uddybe gudsbegrebet griber de kristne teologer til filosofien som hjælpemiddel. Centralt i denne tænkning står muligheden for i det hele taget at udtale noget om gud. En retning indenfor den kristne teologi hævder, at «om gud kan man bare sige, hvad han ikke er, ikke hvad han er». («Negativ teologi».) En anden retning hævder, at det er muligt at sige noget om gud, men da han er transcendent (overjordisk), er vore begreber utilstrækkelige. Når vi siger, at gud er god, siger vi noget om hans væsen, men hans godhed er af en sådan art, at vort begreb «god» blot udtrykker en uhyre afsvækket glans af hans godhed. («Analogiteologi».)

Det er analogitanken, som mest præger kristen teologi. Den knytter visse grundforestillinger til gud: han er én, han er god, fuldkommen, smuk, evig, udødelig osv. Selv om kristen teologi principielt hævder, at gud er kønsløs, siges han alligevel at være far. På ét forestillingsniveau som ikke er strengt teologisk, giver dette anledning til, at det patriarkalske samfunds forestillinger overføres på gud: Han er mand, han er hvid, han er gammel osv.

Den kristne gud har visse træk tilfælles med enkelte af højguderne i andre religioner, især i hans fjerne ophøjethed. Men dette rådes der bod på ved det som egentlig er det særprægede i det kristne gudsbegreb, nemlig at mennesket Jesus af Nazareth er gud. Guds søn indtræder i historien som et fuldt og helt menneske for at åbenbare gudfaderen. Denne gudsåbenbaring er begrænset til ét menneskes historiske eksistens. gennem Jesus opstandelse fra de døde indledes en ny tid, hvor kimen til den nye verdensorden allerede er til stede, men den kan først virkeliggøres fuldt ud, når sønnen vender tilbage. Efter at sønnen er forsvundet, fortsættes guds nærvær i historien ved guden den hellige ånd, som er usynligt til stede i den kristne kirke og i hver enkelt af de troende. Det monoteistiske gudsbegreb udvides i kristendommen dermed til en «treenighed», et begreb som kristen teologi har store vanskeligheder med at definere: Hvordan kan gud være én og alligevel tre? Alligevel kan man sige, at treenighedsforestillingen forsøger at sige noget om guds indre liv, at der i gud findes en form for relation mellem flere. Det er dette kristendommen forsøger at udtrykke i udsagnet: «gud er kærlighed».

Ifølge meningsmålinger erklærer ca. 80 % af det danske folk, at de tror på «gud». Hvad der nøjagtig ligger i dette udsagn, er vanskeligt at bedømme. At det skulle dreje sig om treenighedsguden, er for flertallets vedkommende tvivlsomt. Med «gud» menes sandsynligvis her «skæbnen», «meningen bag det hele», «noget som styrer mit liv» osv. - med andre ord en magt som ikke nødvendigvis griber særlig påtrængende ind i den enkeltes liv, men som eventuelt kan påkaldes i krisesituationer.

K.V. / P.B.H.