Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 41.259
: :
Socialpolitik

Den moderne stats socialpolitik er udsprunget af folkets lidelse og håb, dets krav om social retfærdighed med rødder i de europæiske revolutioners råb om frihed, lighed og værdighed. (Se: Den franske revolution, Julirevolutionen 1830, Februarrevolutionen 1848).

Den er udformet og forandret under modstand fra og i samarbejde med det borgerlige demokrati og dets statsapparats behov for fred, orden og retsstat. Den har været støttet, korrigeret af et produktionssystem, der på den ene side ønskede prisen for arbejdskraften reguleret gennem angsten og erkendelsen af sult og nød og på den anden havde klare fordele ved at overlade statsapparat/skatteydere udgiften til reproduktion af den samme arbejdskraft i form af forsørgelse, helbredelse, uddannelse, omskoling, når der var behov herfor.

Dette behov har i moderne tid været skiftende under påvirkning af vekslende konjunkturer og bærer hovedansvaret for de stadige politiske svingninger på det socialpolitiske område.

I anden halvdel af det 20. århundrede har statsapparatet desuden været producent af velfærd, således at velfærdsproduktionen fremstår som en særlig disciplin, hvor en stigende del af befolkningen er beskæftiget og derfor ønsker socialpolitikken tilpasset egne lønmodtagerinteresser. Dette er hidtil sket i offentligt regi, men diskuteres overført også som ydelser produceret af egentlige private erhvervsvirksomheder.

Der er mange årsager til socialpolitikkens kraftige forvandling og anfægtelse af begrebet velfærdsstaten her ved århundredets slutning.

Socialpolitikkens baggrund

I slutningen af det 19. århundrede voksede industrisamfundet op. Befolkningen flyttede fra land til by, der opstod en industriarbejderklasse. Familiefællesskab, laugsvæsen og det feudale herremandssystem sygnede hen. Det sidste skabte et nyt landproletariat bestående af jordfattige husmænd og landarbejdere. Tidligere tiders pauvre forsørgelsestilbud til de ikke-selvforsørgende og udstødte var brudt sammen og det før-industrielles samfunds beskedne fattigkasser var ude af stand til at løse problemerne.

Arbejder- og husmandsbefolkningen organisering i såvel politiske partier som fagbevægelse muliggjorde formuleringen af krav til det daværende moderne samfunds socialpolitik, krav der kunne omsættes i politiske forslag i det Folketing, der efter provisorieårene i et politisk bredt spektrum ønskede at folkeliggøre sig.

Ved indgangen til det 21. århundrede er industrisamfundet ved at hendø. Både på den internationale og nationale scene træder nye samfunds- og produktionsformer frem. Nationalstaten er ved stadig tættere tilknytning til EU under opløsning med stadig færre styringsinstrumenter og er underlagt såvel fællesskabets lovgivning som dets fremtidsplanlægning.

Forventningen om tilknytning til ØMU'en hindrer trods national vækst og stigende bruttonationalprodukt stigning i offentlige ikke mindst sociale udgifter jvf. det franske fattigdomsproblem, der under hensyn til den franske nationale økonomi kunne afbødes, men hindres netop af hensynene til det europæiske monetære samarbejde.

Produktionsmåden er forandret. Informationssamfundet, højteknologien og bioteknikken er på dagsordenen med andre krav til arbejdskraftens uddannelse, reproduktion og organisering.

Det 20. århundredes forsøg på at opbygge socialistiske stater og socialistisk produktionsmåde fremstår som klar fiasko og har - for en kortere eller længere periode - gjort dyrkelsen af kapitalisme og de frie markedskræfter til en omsiggribende pseudo-ideologi.

Såvel produktion som finans- og pengepolitik globaliseres. De nationale arbejderbevægelser/faglige organisationer er uforberedte og ude af stand til international aktion.

Grundlaget for det 20. århundredes socialpolitik er derfor skredet, men det bliver ikke forklaret befolkningen udfra de nøgterne kendsgerninger, der behersker økonomierne. I stedet bliver det i nutidens selvrosende politikersprog søgt fremstillet som nødvendighed og modernisering.

Socialpolitikkens historie

Velfærdsstaten, som det moderne menneske kender den, blev selvfølgelig ikke over et århundrede planlagt og gennemført udfra en samlet tilrettelæggelse af det moderne samfund.

Den fremvoksende arbejderklasse, dens førende parti Socialdemokratiet og den fraktion af partiet Venstre, der repræsenterede husmandsbevægelsen og senere udskilte sig i Det radikale Venstre førte i det 19. århundredes sidste ti-år en stædig kamp mod samfundets trøstesløse og udbredte fattigdom støttet af dele af intelligentsiaen.

Den hidtidige fattighjælp betød forbud mod indgåelse af ægteskab samt fortabelse af valgret, hvilket var klart stridende mod arbejderorganisationernes interesser.

I 1891 kom den første egentlige sociale lov om trangsbestemt alderdomsunderstøttelse. I 1892 blev der lovgivet om sygekasser, og i 1898 så en meget beskeden ulykkesforsikring dagens lys. Først i 1907 lykkedes det at få statsanerkendt fagbevægelsens A-kasser, idet sikringen af de arbejdsledige altid frembyder stridende interesser omkring løn, pris og profit.

I 1922 fik Danmark sin første lov om invalidepension på en lidt spøjs måde, idet man havde en sådan ordning i Tyskland. Det var nødvendigt for danske politikere ved afstemningen om genforeningen med Sønderjylland at love danske borgere en tilsvarende ordning.

Men bortset herfra herskede der i 1920'erne stadig stor fattigdom ikke mindst blandt arbejdsløse, enker, enlige forsørgere og gamle.

Steinckes socialreform blev gennemført i 1933 i forbindelse med Kanslergade-forliget uden dog at være prisen for de øvrige indrømmelser til landets arbejdsgivere. Man indførte her det rets- og forsikringsprincip, der var ønsket af den brede befolkning og siden har været dens foretrukne socialpolitiske model. Der blev lovgivet om de sociale pensioner dvs. invalide- og alderspension, om sygdom og arbejdsløshed. Systemet var, at man forsikrede sig og så - når man opfyldte bestemte kriterier f.eks. en vis alder - fik udbetalt en retsbestemt ydelse fritaget for det forhadte skøn, der havde karakteriseret fattighjælpen siden de allerførste tiltag til organisering af hjælpen til fattigfolket 1803.

Skønnet og trangskriteriet blev fastholdt i datidens store forsorgslov, der skulle udgøre det underste sikkerhedsnet for de, der ikke havde evnet at forsikre sig. Forsikringssystemet var ret grovmasket. F.eks. kunne man kun få aldersrente, hvis man havde betalt sin sygekasse.

I forsorgsloven opretholdt man indtil 1961 bestemmelser om fortabelse af valgret ved visse former for fattighjælp - fortrinsvis med sigte på pjalteproletariatet i byerne, landevejenes farende folk, drukkenbolte og dagdrivere.

1930'er-reformen undergik i de følgende årtier en del ændringer, men få forbedringer. I besættelsestiden lå alt stille bortset fra den skandaløse tvang overfor datidens arbejdsløse, der blev sendt på arbejder i Nazi-Tyskland, hvis de ikke ville miste deres understøttelse. Både pensioner og dagpenge var af ringe størrelse - de sidste af kort varighed. 1950'erne var et gråt årti med megen arbejdsløshed, afhængige altid graviditetsangste kvinder, kvaksalveri og syge børn i storbyernes sundhedsfarlige, forfaldne slum.

1960'erne bragte højkonjunktur. Beskæftigelsen var høj, arbejdskraftmanglen stor, lønomkostningerne steg. Politikerne foretog falske beregninger af det moderne kapitalistiske samfunds krisefrihed og pådrog staten stor gæld.

Kvindebevægelsen fik kræfter. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Gæstearbejderne blev budt velkommen for at overtage det hårdeste og dårligst betalte ufaglærte arbejde.

En socialreform var nødvendig. Et enigt folketing nedsatte i 1964 en socialreformkommision, der skulle omskabe mangelsamfundets socialpolitik, så det kunne imødekomme erhvervslivets behov for rekruttering af ny hidtil uanvendt arbejdskraft. Der skulle bygges børneinstitutioner og plejehjem, således at den kvindelige arbejdskraft blev frigjort. Der skulle uddannes, omskoles og revalideres.

Allerede i 1960 så en egentlig revalideringslov dagens lys.

I 1970'erne kom så en egentlig socialreform. Arbejdsløshedsdagpengene blev forhøjet. Prisen herfor var opgivelse af A-kasserne gamle ret til at anvise arbejde. En ret der blev overdraget til offentlige arbejdsformidlinger.

Sygedagpenge skulle fra 1973 udbetales til man blev rask, skulle revalideres eller pensioneres. Der var allerede i 1957 gennemført en forbedring af folkepensionen, der fra 1970 skulle udbetales som fuld folkepension til alle i et kraftigt ønske om at fjerne de sidste rester af diskrimination af begrebet offentlig forsørgelse.

Bistandsloven

Med bistandsloven blev alle tidligere skønsmæssige love samlet sammen. I medfør af denne skulle der ydes hurtig og effektiv hjælp til samfundsborgere ramt af en social begivenhed, således at de blev hurtigt rehabiliteret og parat til at møde på arbejdsmarkedet. Man var opmærksom på at undgå tidligere tiders og nutidens fattigdomsfælder. I en kort periode var der skabt respekt om mennesker, der måtte søge offentlig hjælp, og befolkningen modtog budskabet og tog for sig af retterne.

Hele reformen hvilede på kommunalreformen af 1970 og betød en storstilet - måske meget naiv - decentralisering til landets nu 275 kommuner. Man lod hånt om fortidens erfaringer, der siden den allerførste fattigplan i 1708 klart havde demonstreret, at samfundets svageste har få chancer i de primære kommunale enheder, hvor der ikke ydes dem tilstrækkelig mindretalsbeskyttelse.

Men... allerede sidst i 1970'erne dukkede arbejdsløshedens spøgelse op igen. Den bed sig fast. Virksomhedslukninger, flytninger og fusioner var dagens orden. Oveni arbejdsløsheden kom langtidsledigheden. Den ramte de mange unge,der aldrig fik hverken arbejde eller uddannelse, den ramte kvinderne og de midaldrende. Hårdest ramte den de ufaglærte og bygningshåndværkerne.

Forringelserne under de borgerlige og socialdemokratiske regeringer

Danmark fik i 1982 en borgerlig regering, der i forskellige konstellationer holdt sig ved magten til 1992. I hele perioden blev det sociale system forringet. Det gik hårdt ud over kvinderne, idet man under påberåbelse af ligestilling i stigende grad fratog dem forskellig positiv særbehandling. Pensionsreformen i 1984 betød bl.a. afskaffelse af enkepension, den særlige førtidspension til enlige kvinder og hustrutillægget, til de hjemmearbejdende kvinder, hvis mand gik på folkepension.

Arbejdsløshedsdagpengene blev forringet pga. manglende dyrtidsregulering. Kontrollen med de lediges rådighed blev skærpet og ydelsesperioden nedsat. Sygedagpengeudbetalingen blev nedsat til først 2 år og senere 1 år. Bistandsloven undergik ialt 130 ændringer. Man strammede op om skønnet og forringede ydelserne.

I 1992 blev der så dannet regering med Socialdemokratiet som ledende parti. Fra 1993 begyndte omstruktureringen af dansk socialpolitik med henblik på tilpasning til globalisering, EU, og nye produktionsformer. Hidtil er denne omstrukturering forløbet uden væsentlig folkelig protest i dette afmatningens og desillusionens årti.

Den ene arbejdsmarkedsreform fulgte den anden med stadig ringere ydelser, mere kontrol og kortere ydelsesperiode.

De statslige/kommunale og amtskommunale besparelser hærgede institutionerne fra børnehaver til plejehjem og overlod dem stadig mere undernormerede og snavsede efter udlicitering af rengøringen. Offentlige bygninger blev ikke vedligeholdt og forfaldt. Nybyggeri hørte ikke til dagens orden. Ventelister og ventetider blev befolkningens hverdag.

Det lykkedes at bilde befolkningen ind, at de store årgange, hvoraf hver tredje ung hverken fik arbejde eller uddannelse, var blevet passiviseret af bistandsloven og ikke - selvfølgelig - af massearbejdsløsheden. De første aktiveringsbestræbelserne blev sat i gang. Middelklassen og de nogenlunde sikrede og velbjærgede lønarbejdere slog om sig med forældede floskler om at lediggang er roden til alt ondt mv. En sand arbejdspuritanisme greb det samfund, der få årtier før havde beskæftiget sig med fritidssamfundet.

Fagbevægelsen affandt sig med stadige forringelser i de organiseredes rettigheder - først og fremmest med de stadige stramninger overfor de unge, der i stigende grad blev forhindret i at organisere sig. For første gang i 100 år var halvdelen af landets arbejdsløse arbejdere uden organisation.

De der aldrig havde fået foden indenfor på arbejdsmarkedet, var uden lønarbejdsbevidsthed og opfattede/opfatter de organiserede som nogle, der tror de er noget og deres organisationsfolk som pampere og fjender.

Helt nye miljøer med egen subkultur opstod ikke mindst i de ghettoer, der udvikledes i det almennyttige byggeri. Her bor mennesker, der med den tyske filosof Jürgen Habermas er «uden for den normale livsverden». Meget tyder på, at der - med moderne normalitetskrav - opstår store problemer om socialisering af denne samfundsgruppes børn og unge. Sammenblandingen af de allersvageste og udstødte danskere med etniske minoritetsgrupper, der ofte repræsenterer ikke blot en anden, men stærkere kultur har ført til nutids konfrontationer, hvor man igen - som i 1890'erne - søger problemløsning ved kriminalisering af de udstødte og fortabte.

1998 Lovrevisionen

I 1998 gennemførtes en betydelig lovrevision. Man brød her med et dansk princip fra 1803 - siden grundlovsgivet - at den, der ikke kan forsørge sig og sine, kan få hjælp af det offentlige. Aktivering bliv i lov om aktiv socialpolitik til tvang, der kan udløse standsning af hjælp og subsistensløshed. Kravet omfatter alle, der søger kontanthjælp - også sindslidende og misbrugere.

En aktiveret har ingen organisation, ingen overenskomst, arbejder for kontanthjælpen plus en ydelse på 10,54 kr. i timen. Han/hun har ingen tillidsmand og ingen sikkerhedsrepræsentant. Sikringen ved arbejdsulykke er diskutabel og uafklaret.

Det må betragtes som en vellykket politisk manipulation at gennemføre disse regler som socialpolitiske initiativer, da det antagelig drejer sig om - i globaliseringens tid - at oprette et 3. uorganiseret, gråt arbejdsmarked, der på længere sigt skal undergrave overenskomst- og minimallønssystemet med det amerikanske arbejdsmarked som den store model. Fagbevægelsen - fortrinsvis de ufaglærte organisationer - er langsomt ved at vågne op.

Der blev i 1998 gennemført en såkaldt retssikkerhedslov, der har befæstet kommunernes retssikkerhed overfor borgerne. Nye initiativer til kontrol med mennesker på overførselsindkomst er på vej.

Den nye servicelov bød på få forbedringer, men er samtidig sat ud af kraft af kommunerne, der ikke opfylder lovens krav bl.a. om ældreservice- og pleje.

Der ventes nye ændringer af servicelovens børneregler med yderligere stramning og flere sanktionsmuligheder overfor utilpassede familier. Samtidig tales der om nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år.

Der har i flere omgange været nedsat førtidspensionsudvalg med henblik på at ændre landets førtidspensionssystem. Der er endnu ikke opnået kvalificeret politisk flertal. Men den nuværende lovgivning overholdes ikke og antallet af tilkendte førtidspensioner til syge og nedslidte mennesker daler drastisk - alene 39 % i det første kvartal af 1999.

Der er indført betydelige stramninger og øget kontrol med langtidssyge. Samtidig er det politiske ønske, at ansøgere til længerevarende ydelser - f.eks. førtidspension - skal ud på arbejdsmarkedet i såkaldte fleksjobs, der frembyder samme manglende retssikkerhed som aktiveringen.

Som lokkemad er opfundet et begreb, der hedder «erhvervslivets sociale ansvar».

De nyeste opgørelser fra Finansministeriet tyder på, at det er mere kostbart at aktivere end at ansætte folk i normale job idet arbejdsløshedsunderstøttelsen sammen med aktiverningsudgifterne overstiger en normal, ufaglært løn.

Demonteringen af velfærdsstaten

Det er nødvendigt at forstå, at debatten om moderniseringen af fremtidens «velfærdssamfund» handler om noget helt andet. Der er tale om afmontering af dette velfærdssamfund, der ikke vil blive opretholdt, fordi afgørende forudsætninger er bristet.

Fremtidens produktionsforhold vil antagelig ikke stille de samme krav til den nationale reproduktion af arbejdskraften. Arbejdsmarkedet vil være bemandet af højtuddannede, personer i livslang læring - ofte med deres krav om social sikring garanteret ved ansættelsen.

Et stadigt stigende kontingent af ubeskæftigede og ikke uddannede personer vil udgøre en del af befolkningen, men det må frygtes at nye tiltag - bl.a. kontrol og kriminalisering - skal sikre den ro og orden, der hidtil har været overladt socialpolitikken.

Den dårligst stillede del af befolkningen er uden organisation og uden politiske partier, der har gjort deres sag til hovedsag.

Arbejderbevægelsens øvrige organisationer er splittede og truede.

H.R.