Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Frankrig
    .  Østrig
    .  Tyskland
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær
Historiske begivenheder  .  Revolution
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 46.923
: :
Februarrevolutionen

Februarrevolutionen er den almindelige betegnelse for den omfattende revolutionsbølge, som omfattede store dele af Europa i 1848. Sammenlignet med andre revolutioner var Februarrevolutionen mindre samfundsomdannende end Den franske eller Den russiske revolution, men den var samtidig langt mere geografisk omfattende end nogen af disse revolutioner. Februarrevolutionen var meget sammensat. Den havde såvel politiske som sociale sider, både af borgerlig og proletarisk art, og den havde også stærke nationale indslag. Det nationale element virkede integrerende, eller samlende, i lande som Tyskland og Italien, som var opsplittet i en række enkeltstater; men den var på samme tid opløsende, eller desintegrerende i en stat som Østrig med mange nationale minoriteter.

Den første væbnede opstand fandt sted i Paris i dagene fra 22. til 24. februar 1848. Det gamle regime, eller julimonarkiet fra 1830, faldt uden at kunne mobilisere nævneværdig styrke. Som så ofte ved revolutioner, var regimets dage talte da det ikke længere kunne stole på sine egne væbnede styrker. Borgerkongen, Louis Filip, flygtede til England, republikken blev proklameret, og stemmeretten blev udvidet til at gælde alle mænd, uanset ejendom eller indtægt.

I februar kæmpede det liberale borgerskab og arbejderklassen side om side på barrikaderne. Julimonarkiet havde været domineret af det højere finansborgerskab hvor ikke kun arbejderne, men også store dele af borgerskabet var udelukket fra politisk indflydelse. På denne måde var der en fælles interesse for store dele af borgerskabet og proletariatet. Et forhold som imidlertid meget hurtigt blev ændret til et bittert modsætningsforhold efter den indledende sejr. Vigtige faktorer er her, at valgene til grundlovgivende forsamling i april blev en enorm skuffelse for de revolutionære socialister. Den første anvendelse af almindelig stemmeret i Europa havde på ingen måde styrket de radikale elementer, stik modsat hvad de fleste tidligere havde håbet, eller frygtet. Desuden blev de såkaldte Nationalværksteder, som skulle sikre retten til arbejde, nærmest en fiasko. I maj var der voldsomme arbejder-demonstrationer, og i juni, efter det blev besluttet at lukke disse værksteder, brød striden ud. Denne kamp - den første direkte væbnede klassekamp mellem borgerskab og proletariat - var langt mere blodig end kampene i februar. Og regeringsstyrkerne under general Cavaignac gik frem med stor grusomhed. Mange tusinde arbejdere blev dræbt, og endnu flere deporteret efter kampene var overstået.

I lighed med Pariserkommunen i 1871 , var juni 1848 et knusende nederlag for proletariatet i Paris. En vigtig årsag var uden tvivl, at opstandene i begge tilfælde blev begrænset til selve byen Paris. De revolutionære formåede ikke at mobilisere landsbyerne, og de havde heller ikke nogen egentlig agrarpolitik. Det står i klar modsætning til senere sejrrige revolutioner i Rusland, Kina eller Vietnam.

Fra Paris spredte revolutionen sig til store dele af kontinentet. I marts var der først folkerejsning i Wien - hvilket førte til fyrst Metternichs fald - og desuden omfattende opstande i Bøhmen, Ungarn og Italien, som få dage senere blev efterfulgt af voldsomme kampe i Berlin. I begyndelsen havde regeringerne ikke meget at stille op mod oprørerne. Men som helhed var de revolutionære alt for dårligt koordineret til at vinde varige sejre. Forsøgene fra det liberale borgerskab på at samle Tyskland ved parlamentet i Frankfurt mislykkedes. Og blandt nationaliteterne i Østrig var der stadig den vanskelighed, at enkelte folkeslag, som ungarerne, ikke var villige til at indrømme andre, som kroaterne, den frihed de krævede for sig selv. I flere tilfælde lod slaviske bondesoldater sig også bruge til at slå opstandene i byerne ned . Dette medførte, at Engels kom med voldsomme - og kan man indskyde, ikke særlig gennemtænkte - fordømmelser af de slaviske nationaliteter, som f.eks. kroater, tjekkere, slovener.

Februarrevolutionen repræsenterer på mange måder en skillelinje i politisk tænkning. Før 1848 havde de fleste socialister troet, at almindelig stemmeret ville ændre samfundet fundamentalt. Valgene i Frankrig, hvor et overvældende flertal først stemte ikke-socialistisk og derefter valgte Louis Bonaparte til præsident viste tydeligt, at det borgerlige samfund og demokrati på ingen måde var uforenelige. Adskillige revolutionære ledere - især Blanqui og Bakunin - drog samtidig den konklusion, at en revolution kun ville være mulig når, den udføres af den bevidste minoritet. Denne form for revolutionær elitisme præger også, på et langt senere tidspunkt, Lenins lære om Partiet som klassens selvskrevne fortrop. Marx forkastede imidlertid konsekvent denne form for elitisme. For Marx var revolutionen primært betinget af den økonomiske krise i 1847, ligesom højkonjunkturen efter guldfundene i Californien i 1850, gjorde enhver revolution utænkelig foreløbig. Vilje alene kunne aldrig skabe en revolution. Marx betragtede denne elitisme som en fortsættelse af Jakobinertraditionen fra den franske revolution - en tradition han altid havde bekæmpet. Marx karakteriserede samtidig de elitistiske konspiratører som «revolutionens alkymister, som med sig bærer al tanketomhed, galskab og fikse idéer fra tidligere tiders alkymister».

J.A.C.