Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Østrig
DatoOpdatering
2013.12.15Opdatering 2013
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 17/8 2016
Læst af: 170.215
Verden  .  Europa  .  Østrig
: :
Østrig
Befolkning8,1 mio.
ValutaEuro
Areal83.859 Km2
HovedstadWien
Befolkningstæthed96,5 indb./Km2    
HDI placering25    

Beliggende i Centraleuropa, et land uden kyststrækning. Hovedparten af landet ligger i Alperne. I vest er alpeprovinserne Voralberg og Tyrol store turistattraktioner. I den østlige del af Alperne, som er lavere og til dels dækket af skove, dyrkes rug og kartofler. Dalene, der ligger mellem Alpernes østlige bjergkæder - Klagenfurt- og Styriadalene - er frodige landbrugsområder, med rigt varieret produktion: majs, hvede, frugt, kvæg- og fjerkræavl. Med sine rige forekomster af jern og kul er det et produktivt område indenfor jern- og metalindustrien. I den nordlige del af landet strækker de lavere dele af Alperne sig, hvor Donau-dalen danner rammen om et aktivt område for flodsejlads. Luftforureningen fra de større byers industriområder og fra bilerne samt brugen af kunstgødning er blandt de primære årsager til landets miljøproblemer.

Folket: Hovedsageligt af germansk afstamning, med slaviske, polske og ungarske mindretal.

Religion: Kristendom: Katolikker 84,3%; protestanter 6%; luthersk-evangeliske 5%. Islam 4,2%.

Sprog: Tysk (heruden en række lokale dialekter. Serbo-kroatisk; roma; slovensk; ungarsk.

Politiske partier: Det østrigske Folkeparti,(ÖVP); Det østrigske Socialistparti, (SPÖ), medlem af Socialistisk Internationale; Frihedspartiet, (FPÖ, det ekstremt højreorienterede parti, tidligere ledet af Jörg Haider); De Grønne, (VGÖ); Det kommunistiske Parti, (KPÖ); Det nationaldemokratiske Parti, som er et højreekstremistisk parti.

Sociale organisationer: Sammenslutningen af østrigske fagforbund, LO, med flere end 1½ million medlemmer. Osterreichische Berbauernvereinigung (Bondeorganisationen).

Officielt navn: Republik Österreich

Administrativ inddeling: 9 kantoner (provinser).

Hovedstad: Wien, 1.983.836 indbyggere. (1999).

Andre vigtige byer: Graz, 240.500 indbyggere; Linz, 188.200 indbyggere; Salzburg, 143.300 indbyggere. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Heinz Fischer, præsident og statsleder siden juli 2004, genvalgt i 2010. Christian Kern (SPÖ), premierminister og regeringschef siden maj 2016. Tokammersystem: Nationalforsamlingen med 183 medlemmer valgt ved direkte valg hvert fjerde år. Føderalt Råd med 63 medlemmer, valgt af Provinsråd.

Nationaldag: 26. oktober.

Væbnede styrker: 55.750 mand. Ca. 20-30.000 i reserven. (1995).

Udnyttelse af jorden: Skovbrug 39,2%; græsningsarealer 23,6%; landbrug 18,1%; andet 19,1%.

 

De første spor efter mennesker i det område, vi i dag kender som Østrig, stammer fra den paleolitiske periode og fra dette tidspunkt og frem til vor tid, har området været beboet af forskellige etniske grupper. Den østrigske region Hallstat fik sit navn fra de første kulturer i jernalderen, (800-450 f.v.t.).

Keltiske stammer invaderede de østlige alpeområder i det 4. århundrede f.v.t., og grundlagde kongedømmet Nórica, mens det lykkedes de gamle retiske stammer at forblive i regionen. Senere rykkede romerne ind i området, tiltrukket af de rige forekomster af jern og på grund af den strategiske beliggenhed.

Efter den første, fredelige invasion, erobrede romerne snart resten af landet i år 15 f.v.t. Retia, Nórica og Panonien omdannedes til romerske provinser, som dele af et imperium, der udstraktes til Donaudalen. Imperiet opdeltes i mindre kommuner, og der etableredes et bredt net af veje.

«Pax Romana» afsluttedes med de germanske stammers oprør i perioden 166-180 e.v.t. Invasionen afværgedes, men det lykkedes aldrig at genskabe regionens velstand. I tidsrummet 300-500 e.v.t. vendte hunnerne og germanerne ofte tilbage og løb grænserne ved Donau over ende.

I følge de eneste skriftlige vidnesbyrd fra denne periode etablerede de germanske stammer Rugii, Gother, Heruli, og som de sidste, Langobarderne, sig på det østrigske territorium og i år 488 e.v.t. blev indbyggerne i det totalt ødelagte Nórica, tvunget på flugt og fordrevet til Italien.

Efter adskillige stridigheder mellem germanere og slavere, udstraktes den bayerske grænse helt til Avar i det 6. århundrede.

Ved kong Dagoberto d. 1's død blev de bayerske hertuger i realiteten enerådige. Kristendommen udvikledes hastigt i dette område. Selv romerne der var forblevet, praktiserede denne religion.

Den bayerske rigdom og militære ekspansion faldt sammen med kristendommens udbredelse. I ly af dets beskyttelse, konfronteredes kirkerne i Salzburg og Passau med missionærerne i øst, under ledelse af de slaviske apostle Cirilo og Metodio.

Magyarernes angreb i det 8. århundrede og deres dominans i næsten hele landet varede indtil år 960.

De første tegn på eksistensen af et civilt retssamfund, opdagedes i Burchard-området, øst for floden Enns, hvis grænser senere strakte sig til skovene omkring Wien.

Østrig blev adskillige gange centrum for konflikter mellem Paven og Det hellige romerske Imperium, i deres forsøg på sætte sig på kontrollen over den tyske kirke. I mellemtiden vandt kristendommen terræn med grundlæggelsen af klostrene i Gottweig, Lambach og i Styria, Admont.

I perioden mellem det 10. og 13. århundrede fortsatte striden om territorier, og der grundlagdes nye kolonier i de germanske såvel som de ikke-germanske områder. Med korte afbrydelser holdt Babenbergerne sig ved magten i hertugdømmerne Austria og Styria og udvidede områderne både i nord og i syd.

Efter Friedrich d. 2's død, blev det babenbergske magtmonopol udfordret af dets naboer. Den første der nød godt af dette, var Premysl Otakar den 2., fra Böhmen, indtil Rudolf den 4. af Habsburg, satte sig på den tyske trone i 1273, og senere, med bistand fra ungarerne, afsatte Otakar den 2.

I begyndelsen mødtes Habsburgerne af adelens og naboernes afvisninger, men, til trods for en række nederlag, lykkedes det at bevare kontrollen over området. I det 14. og 15. århundrede vedblev Østrig at være under kontrol af de Habsburgske og Østrigske kongehuse.

Efter flere kriser satte Habsburgerne sig i 1490 enerådigt på magten, men Maximillian den 1. var, efter Friedrich den 2.'s død, tronarving til det østrigske kongehus og det tyske kejserdømme, samtidig med at hans søn, Filip den 1. der var gift med prinsesse Juana, udråbtes til konge af Spanien.

I slutningen af middelalderen samlede det habsburgske kongehus de alpine landområder under sig, og det svarer ret nøje til det Østrig, vi kender idag. Habsburgerne forsøgte konstant at få overherredømmet over Böhmen og Ungarn; et forehavende, Maximillian vidste at holde i live.

På trods af denne samling, bevarede de enkelte regioner deres særpræg og deres egne regelsæt. I denne periode udvikledes byerne, mens beskæftigelsen i landbrugssektoren led tilbageslag, især i Nieder Österreich, hvor interessen samledes om mineindustrien.

Under beskyttelse af visse adelsfamilier dukkede lutheranerne op i Østrig, specielt i den sydlige og centrale del af landet. I 1521 blev den protestantiske propaganda trykt i fuld åbenhed i Wien og forbudet mod dets udbredelse, der havde været gældende siden 1523, havde ingen praktisk betydning.

I disse år var man vidne til en række bondeopstande i Tyrol, i Salzburg og i Innenösterreich. Baptisterne, en sekt med baggrund i protestantismen, afviste barnedåb som utilstrækkelig og indførte voksendåb. De havde mange tilhængere blandt bønderne og udsattes fra begyndelsen for heftig forfølgelse, fordi de ikke havde den ringeste støtte blandt landets magthavere, og fordi de ansås for at være de mest radikale.

Lederen af baptisterne i Donau og i det sydlige Mähren, Balthasar Hubmaier blev i 1528 brændt på bålet i Wien, lige som tyroleren Jakob Hutter, der idømtes dødsstraf i Innsbruck, 1536, efter at have forkyndt for sine tilhængere i Mähren.

Efter kong Jagiellon af Böhmen og Ungarns død, øjnede Wien muligheden for at udvide Habsburgernes magtsfære. Ferdinand den 1. udråbtes til konge af Böhmen i 1526, men hans tropper blev, med bistand fra tyrkerne, slået tilbage, da han forsøgte at tvinge ungarerne til at acceptere ham som konge.

Med undertegnelsen af Fredsaftalen i Konstantinopel i 1562, blev Ungarn opdelt i 3 sektorer: den nordlige og vestlige tilfaldt Habsburgerne; den centrale blev tyrkisk; og Transylvanien, og dets tilgrænsende områder kom under ungarsk kontrol, ved Janos Zapolya og hans tilhængere.

Maximillian den 2. efterfulgte Ferdinand den 1. som kejser af Böhmen, af en del af Ungarn og af det østrigske Donau. Tronarvingen havde protestantiske tilbøjeligheder, selv om han havde lovet sin far at overholde de katolske forskrifter. Modreformationen begyndte med jesuitterne, der var særdeles stærke i Wien, Graz og Innsbruck.

Maximillians efterfølger, Rudolf den 2., som var uddannet i Spanien, under streng katolsk disciplin, forviste protestanterne fra sit hof, og lagde ansvaret for den omvendelse, der fandt sted i byerne og på markedspladserne, i hænderne på den religiøse administrator i Wien, Melchior Klesl, som for øvrigt senere blev biskop og kardinal.

Konflikterne mellem protestanter og katolikker fortsatte med op- og nedture for Habsburgerne indtil kejser Matias' død i 1619. Han efterfulgtes af Ferdinand d. 2, som var langt mindre kompromitteret af modreformationen. Böhmen og Mähren gjorde oprør, og krig var uundgåelig.

Konflikten havde konsekvenser, også uden for imperiets grænser. Spanien, Bayern og Saxen tilsluttede sig Ferdinand d. 2.; Böhmen blev tvunget til underkastelse, mens protestanterne indledte en masseflugt til Tyskland, der herefter invaderedes. Den protestantiske reaktion, først og fremmest fra Sverige, kom i 1630, og blev indledningen til 30-års krigen.

Fra det 17. til det 19. århundrede var Habsburgerne indblandede i samtlige konflikter i Europa. Napoleonskrigene opløste i realiteten det østrigske kejserrige. Det var først efter Napoleons abdikation, som fandt sted i 1814, at østrigerne generobrede størsteparten af deres territorium.

Den østrigske kansler Clemens Metternich var i 1815 arkitekten bag dannelsen af Den hellige Alliance mellem de europæiske stormagter, bygget op om den kristendommen og den udenlandske intervention mod tidens liberale og revolutionære bevægelser.

Efterdønningerne fra revolutionerne andre steder i Europa nåede også til Østrig i1848. Opstanden brød ud i Wien, der blev indtaget af en folkemængde, der krævede liberaliseringer af regimet. At Metternich trådte tilbage medvirkede ikke til at gyde olie på vandene - det blev derimod indledningen til revolution i hele kejserriget.

Trods deres aktive deltagelse og tilstedeværelse i Wiens gader, havde arbejderne ingen større indflydelse i datidens samfund - pga. landets ringe industrielle udvikling. Den vigtigste sociale konsekvens af revolutionen blev løsladelsen af de bønder, som i 1849 var blevet arresterede under kejsertiden.

Den ungarske regering proklamerede nu landet for at være selvstændigt, og i Tyskland dannedes et nationalråd, med sæde i Frankfurt, med deltagelse af liberale og konservative tysk-østrigere, der var interesserede i løsrivelse fra det habsburgske kejserdømme.

Kejseren accepterede overvejende kravene fra Budapest; undtagelserne var de to punkter, der omhandlede militæret og retten til selv at tilrettelægge landets økonomi. Det ungarske parlament vedtog at ophæve Habsburgernes magtmonopol og udråbte landet til republik i april 1849, men revolutionen knustes 4 måneder senere.

Kontrarevolutionen opløste rådet i Frankfurt, men konflikten mellem Østrig og Prøjsen forværredes. Fra dette tidspunkt begyndte Habsburgerne at svækkes; de tabte og afstod flere områder, indtil den endelige opløsning fandt sted i 1918, efter nederlaget i den 1. Verdenskrig.

I oktober samme år proklamerede en nationalforsamling den tyske del af Østrig som en selvstændig stat og i november, efter kejserens abdikation, udråbtes republikken. Socialdemokraten og austromarxisten Karl Renner blev leder af den første koalitionsregering bestående af de største partier.

Midt i det økonomiske kaos og hungersnøden, der var reminicenser fra krigen, besluttede det østrigske socialdemokrati at gå til kamp mod dels den sociale nød og dels mod kommunisterne, der havde hentet inspiration fra de sovjetiske revolutioner i Rusland 1917 og i Ungarn 1919.

Da man først havde fået genetableret den politiske og sociale orden i Wien, måtte man konstatere, at uroen blot forlagdes til de centrale dele af landet, hvor nogle provinser havde intentioner om løsrivelse. Forfatningen fra 1920 anerkendte en bred føderation, hvor hovedstaden regeredes af socialisterne og landet af de konservative.

Den nye grundlov indførte stemmeret for kvinder, hvilket trådte i kraft fra republikkens fødsel i 1918.

Socialdemokratiet havde absolut flertal i Wien, hvor en tredjedel af befolkningen boede; de kristelig-sociale kunne også regne med et sikkert bagland blandt bønderne og de konservative, mens den tyske nationalisme næredes af utilfredsheden og havde sine tilhængere blandt middelklassen i byerne.

Folkeforbundet understøttede den økonomiske genrejsning i efterkrigstidens Østrig, på den betingelse at man opretholdt landets selvstændighed. Begrundelsen var, at man ønskede at undgå en sammenlægning med Tyskland. Regering modtog i 1922 et lån, der gjorde det muligt at stabilisere landets økonomiske situation.

Depressionen i 1929 bragte den østrigske økonomi på randen af kollaps. Regeringen forsøgte at lave en aftale om indførelse af en toldunion med Tyskland, der dog på det kraftigtste blev afvist af de øvrige europæiske lande. Sammen med nazismens opblomstring, vidnede signaler fra de tyske nationalister i Østrig om en øget politisk styrke.

Engelbert Dollfuss' kristeligt-sociale regering forsøgte i 1932 at foretage en kovending, som førte til konfrontationer med socialdemokraterne og nazisterne. De første gjorde oprør og blev forbudt, mens nazisterne myrdede Dolfuss i 1934 under et mislykket statskup.

Under dække af den interne krise og regeringens svaghed invaderede tyske tropper Østrig i 1938, uden at møde modstand fra de europæiske stormagter. En folkeafstemning samme år i det «udvidede» Tyskland afslørede, at mere end 99% af den tyske befolkning var tilhængere af Hitler.

Efter Hitlers nederlag i 1945, blev Østrig opdelt i 4 zoner, besat af tropper fra USA, Frankrig, England og Sovjetunionen. Ved valget i november opnåede de konservative 85 og socialdemokraterne 76 af parlamentets 165 pladser.

Den østrigske økonomi forbedredes med bistand fra FN og USA, fra sidstnævnte i form af Marshallhjælpen. Sværindustrien og bankerne nationaliseredes i 1946. Inflationen kontrolleredes via pris- og lønaftaler.

Konservative og socialister ledede den anden østrigske republik i fællesskab. Østrig opnåede først fuld selvstændighed i 1955, med ikrafttrædelsen af Statsaftalen og tilbagetrækningen af de allierede styrker. Regeringskoalitionen holdt sig ved magten indtil 1966, hvor Det folkelige Parti alene dannede regering.

I efterkrigstiden deltog Østrig ikke i militære alliancedannelser. Under den kolde krig praktiserede Østrig en særdeles liberal flygtningepolitik, der gjorde det muligt at modtage politiske flygtninge fra Polen i stort antal, ligesom Østrig blev et transitland for emigrerende sovjetiske jøder.

Østrig blev optaget i FN i 1955 og blev medlem af Europarådet i 1956. Fra dette tidspunkt har den østrigske udenrigspolitik skiftet kurs, til dels på grund af konflikten med Italien vedrørende Tyrol, (Bolzano) - en konflikt der fandt sin løsning i 1969 - og dels med landets optagelse i EU.

I 1958 blev Østrig optaget som medlem af EFTA og indgik samtidig en aftale med EU og med landene i COMECON samarbejdet.

Socialistpartiet, SPÖ, vandt en kneben sejr i 1970 og dannede en mindretalsregering under ledelse af Bruno Kreisky. Ved valgene i 1971 og 1975 vandt SPÖ absolut flertal og blev et regeringsmonopol, takket være den økonomiske stabilitet og de moderate sociale reformer.

Den østrigske regering blev inviteret til at deltage i De alliancefri Nationers møder og fungerede som forbindelsesled mellem PLO og Vesteuropa. Wien fordømte kraftigt den israelske invasion i Libanon i 1982.

I 1978 tabte regering en folkeafstemning om bygning af et atomkraftværk, men SPÖ fastholdt sin støttet til premierministeren og cementerede sit magtmonopol ved valget i 1979. Kreisky trådte tilbage efter 1983, da SPÖ mistede flertallet. I koalition med Det liberale Parti, FPÖ, videreførte SPÖ sin socialpolitik og den aktive neutralitet.

Guvernøren fra den nordlige provins Kernten, Jörg Haider, lederen af det ultranationalistiske liberale parti, FPÖ, blev afsat i 1991 for at have rost beskæftigelsespolitikken i Det tredje Rige. Ved kommunalvalgene i november 1991, efter en kampagne hvor han anklagede udlændinge bosat i Østrig for at «stjæle» arbejdspladser fra østrigerne, opnåede FPÖ 22,6% af stemmerne, og blev dermed den næststørste politiske parti i Wien.

Efter stadigt kraftigere angreb mod udlændingene, vedtog regeringen i 1992 en lov, der skulle forbyde neonazistiske aktiviteter. I maj blev Thomas Klestil fra ÖVP valgt til præsident med næsten 57% af stemmerne, efter Waldheims beslutning om ikke at genopstille. Det satte dermed punktum for 6 års international isolation af Østrig, der skyldtes Waldheims nazistiske fortid.

De forandringer som fandt sted i Europa, havde betydelige konsekvenser for den østrigske økonomi. Genforeningen af de to Tysklande bevirkede f.eks., at man i de første år måtte konstatere et underskud på den østrigske handelsbalance.

Haider intensiverede i 1993 sine fremmedfjendske holdninger under henvisning til den «ukontrollerede» indvandring, stigningen i kriminaliteten og arbejdsløsheden. 200.000 mennesker deltog i februar i en demonstration i Wiens gader, vendt mod racismen. Et forsøg fra Haiders side på at reducere antallet af udlændinge og beskære deres rettigheder opnåede ikke tilstrækkelig med stemmer til at blive vedtaget.

Ved en folkeafstemning i 1994 vedtog østrigerne at melde sig ind i EU; en beslutning som teoretisk ikke var en tilsidesættelse af forfatningens ord om landets neutralitet. Ved lokalvalgene i marts forbedrede FPÖ atter sit valgresultat. Ved parlamentsvalget i oktober opnåede Haiders parti 23% af stemmerne, mens SPÖ tabte 7%, til nu 35% og ÖVP tabte 4%, til ca.28%.

Stigningen i antallet af udlændinge bosiddende i Østrig - omkring 300.000 i midten af 1994 - faldt sammen med nye terrororangreb mod indvandrerne. Haider fordømte officielt denne type aktiviteter, men i en bog, der blev trykt i store oplag, påviste Hans Henning Scharsach lighedspunkterne mellem Haider og Hitler, der «ligeledes var populistisk». Stigningen i tilslutningen til Haider fandt sted, samtidig med at man i Østrig havde en diskussion om østrigernes medansvar under Den 2. Verdenskrig.

Den 12.oktober 1995 brød koalitionen mellem SPÖ og ÖVP sammen, og Vranitsky udskrev nyvalg. Den 17. december opnåede SPÖ 38%, ÖVP 28% mens Haider led sit første nederlag siden 1986 og kun opnåede 22%. Efter valget dannede Vranitsky atter regering i koalition med ÖVP.

Arbejdsløsheden steg i midten af 1996 til 4,4% af de erhvervsaktive, hvilket svarer til ca. 300.000 personer, mens flere end 1600 virksomheder måtte dreje nøglen om i de første 9 måneder af året. Denne situation skal sammenholdes med det økonomiske pres der blev lagt på Østrig i forbindelse med landets indtræden i EU. I februar 1998 krævede lederen af det østrigske LO en nedsættelse af arbejdstiden til 35 timer ugentlig, for dermed at skabe nye arbejdspladser.

Utilfredsheden medvirkede til en stigning i antallet af ultranationalistiske grupper. I juni 1996, lykkedes det for den såkaldte «Frihedsalliance», tidligere FPÖ, at opnå lige så mange pladser i Europaparlamentet som SPÖ, nemlig 6 til hver. Ved lokalvalgene i oktober vandt Frihedsalliancen 7 pladser i byrådet i Wien, som ellers traditionelt var en socialistisk bastion. SPÖ tabte 10 pladser - og det absolutte flertal - mens ÖVP tabte 2 pladser.

Statsministeren og lederen af regeringen, Frank Vranitsky, udnyttede et roligt øjeblik til at træde tilbage, under indflydelse af et internt krav i partiet om fornyelse. I januar 1997 afløstes han af finansminister Viktor Klima, en habil forhandler og arkitekten bag en besparelsesplan, der iværksattes samme år. Klimas magtovertagelse åbnede nye perspektiver, vedrørende en tilnærmelse mellem SPÖ og Haiders parti. En folkeafstemning i april resulterede i et krav til staten om at forbyde anvendelse af genetisk manipulerede fødevarer.

Klima lovede under et besøg i Israel marts 1998, at den østrigske stat ville udbetale erstatninger til nazismens ofre og vedgik den rolle Østrig havde spillet i udryddelsen af millioner af jøder. Wien havde tidligere gennem adskillige år benægtet ethvert medansvar, idet man hævdede selv at have været offer, eftersom Tyskland havde annekteret landet i 1938. Østrig påtog sig i juli lederskabet i EU. En post der går «på omgang» hvert halve år.

Parlamentsvalget i oktober 1999 bekræftede SPÖ's stadige tilbagegang. Nok var partiet fortsat landets største, men fik med 33,4 % sit værste valg nogensinde. Haiders FPÖ generobrede til gengæld regeringsmagten i kantonen Kernten, og blev med 27,2 % landets næststørste parti. Det fik 400 flere stemmer end det konservative ÖVP. De Grønne gik frem fra 9 til 13 parlamentsmedlemmer, men med 7 % af stemmerne var det stadig ikke tilstrækkeligt til at gå i alliance med socialdemokraterne.

Klimas bestræbelser på at danne regering led nederlag, og landets præsident accepterede i stedet dannelsen af koalitionsregering mellem det konservative ÖVP og Haiders FPÖ. Inden da havde Kommissionen i EU imidlertid meddelt landet, at Haiders indtræden i den østrigske regering ville indebære en nedkøling af forholdet mellem EU og Østrig. Trods det at Haider selv afstod fra at indtræde personligt i regeringen, besluttede de øvrige 14 EU lande at indskrænke de diplomatiske kontakter og ophøre med at støtte Østrigs kandidater i EU og andre internationale organisationer. Samtidig trak Israel og andre lande deres ambassadører hjem fra Wien, hvilket bidrog til at øge den konservative Wolfgang Schüssels regerings internationale isolation. Også internt i Østrig kom det til voldsomme demonstrationer mod den højreorienterede koalitionsregering. Alligevel syntes den internationale isolation nærmere at styrke det østrigske sammenhold omkring regeringen. Haider konstaterede selv, at bl.a. Danmarks flygtninge- og indvandrepolitik er betydelig mere restriktiv end den østrigske. (Se Indvandrere).

I et fælles komuniké meddelte de 14 EU lande i september 2000, at politikken overfor Østrig havde givet «frugtbare» resultater, og at den politiske blokade derfor nu kunne «hæves». Samtidig slog komunikeet dog fast, at det fortsat ville være nødvendigt at «overvåge» FPÖ. I november blev der rettet beskyldninger mod FPÖ for korruption, og det led en række nederlag i lokalvalgene. I løbet af 9 måneder blev 3 af dets ministre tvunget til at træde tilbage, hvilket skabte spændinger indenfor koalitionsregeringen.

Premierminister Schüssel forsvarede sit ønske om Østrigs optagelse i NATO. Alligevel frygtede han en stærk reaktion fra befolkningens side, der gennem 50 år havde vænnet sig til Østrigs politiske neutralitet. Også den russiske præsident Vladimir Putin der i februar 2001 besøgte landet opfordrede Østrig til at bevare sin neutralitet - for dets egen og Europas skyld. Allerede inden da havde den russiske ambassadør i Wien erklæret, at hvis Østrig brød sin neutralitet, ville Rusland opfatte det som en overtrædelse af international lov.

Den tjekkiske premierminister Milos Zeman karakteriserede Jörg Haider som en charlatan og en populistisk pro-fascist, fordi denne havde modarbejdet Tjekkiets optagelse i EU med henvisning til sikkerheden ved det tjekkiske atomkraftværk Temelin, 60 km fra Østrigs grænse. I januar 2002 ringede Schüssel til den tjekkiske præsident Vaclav Havel for at klage over Zemans udtalelser. Disse udvekslinger bragte forholdet mellem de to lande til det dårligste punkt siden afslutningen af den kolde krig, og truede samtidig den skrøbelige regeringskoalition.

I april 2002 indledte Østrig betalingen af erstatning til de tusinder af russere, der af nazisterne blev anvendt som slaver i arbejdslejrene under 2. verdenskrig. Østrig havde bevilget 53 mio. Euro til de cirka 30.000 ofre.

Den tjekkiske premierminister Milos Zeman betegnede Jörg Haider som en charlatan og en populistisk pro-fascistisk, efter at Haider havde forsøgt at nedlægge veto mod Tjekkiets optagelse i EU. Samtidig afviste Zeman, at der skulle være sikkerhedsproblemer med den tjekkiske atomreaktor. Udtalelserne udløste den værste krise i forholdet mellem de to lande siden kommunismens fald i Tjekkoslovakiet og rystede den skrøbelige regeringskoalition i Østrig. Forud havde 15% af den østrigske befolkning underskrevet en opfordring fra FPÖ om veto mod Tjekkiets optagelse i EU og for lukning af kernekraftværket i Temelin.

Regeringskoalitionen brød endelig sammen i 2002, og Schüssel udskrev nyvalg efter at vice-udenrigsminister (og forkvinde for FPÖ), Suzanne Riess-Passer, finansminister Karl-Heinz Grasser og to andre kabinetsmedlemmer forlod regeringen efter en voldsom politisk disput med Haider.

I 2003 blev der dannet en ny regeringskoalition mellem ÖVP og FPÖ. Inden da havde Schüssel haft forhandlinger med socialdemokraterne og de Grønne. I løbet af året gennemførte regeringen nye stramninger på asylområdet. Nogle eksperter betragtede dem som de mest restriktive i Europa.

Ved præsidentvalget i april 2004 blev socialdemokraten Heinz Fischer valgt med 52,4% af stemmerne. Hans konservative modkandidat, udenrigsminister Benita Ferrero-Waldner fik 47,59%. Fischer var den første socialdemokratiske valgte kandidat siden 1986. Ferrero-Waldner blev ikke Østrigs første kvindelige præsident og fortsatte på posten som udenrigsminister. Dagen inden Fischers tiltræden som præsident, 8. juli døde den siddende præsident Thomas Klestil. Klestil blev ramt af to hjerteslag, gik i koma og døde i en alder af 71 år på et hospital i Wien.

Haider stillede sig i april 2005 i spidsen for dannelsen af et nyt ekstremt højrefløjsparti: Alliancen for Østrigs Fremtid. Det skete efter splittelse i hans eget FPÖ. Partiets ministre gik over i det nye parti.

Landet ratificerede i maj EU's nye forfatning. Det var ligegyldigt, da forfatningen samme måned blev stemt ned i Frankrig og Nederlandene.

Østrig overtog 1. januar 2006 rollen som EU formandsland efter Storbritannien.

Den stærkt højreorienterede regering blev i september 2006 væltet efter 7 år ved magten. Det østrigske socialdemokrati overtager sammen med de konservative magten i en centrum-højre koalition. Socialdemokratiet blev ved valget landets største parti, mens Folkepartiet tabte 8% af stemmerne.

I juli 2007 fremlagdes for første gang i landets historie et lovforslag om indførelse af en mindsteløn. Niveauet blev foreslået til 1.167 Euro, der skal udbetales 14 gange årligt. Hvis forslaget vedtages bliver Østrig det 20. land indenfor EU med en mindstelønslovgivning.

ÖVP trak sig ud af koalitionsregeringen med SPÖ i juli 2008, og dette udløste nyvalg i september. Dette valg blev et drastisk skred mod højre. Socialdemokratiet gik 6% tilbage og var med 29% stadig landets største parti, men dog svækket. ÖVP gik 8,35% tilbage til 26%. Til gengæld gik landets to facistpartier, Frihedspartiet og Jörg Haiders Fremtidsalliance. Frihedspartiet gik 6,5% frem til 17,54%. Haider gik 6,6% frem til 10,7%. Haider kom dog ikke til at nyde sejren længe, da han 2 uger senere døde i et trafikuheld. Den ekstreme højrefløj havde dermed sit bedste valg siden nazismens sejr i 1930'erne.

Truslen fra den radikale højrefløj fik ÖVP og SPÖ til at danne en koalitionsregering 2 måneder efter valget under socialdemokraten Werner Faymanns ledelse.

Østrig blev kun i let grad ramt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. Landets BNP faldt 3,5% i 2009, men arbejdsløsheden steg kun svagt fra 4,6% i marts 2009 til 4,9% i marts 2010. Imens var ungdomsarbejdsløsheden nået op på 10,1% - langt under EU gennemsnittet.

Krisen førte til en vækst i antallet af tyverier, og efter en etnisk profilering af Wiens indbyggere indledte politiet en serie raziaer rettet mod hovedstadens moldaviske og georgiske indbyggere. Der kom samtidig en strøm af rapporter om politi-mishandling af indbyggere af anden herkomst. Rapporter der sjældent blev efterforsket af politi eller retsvæsen. I august dræbte politiet en 14 årig og sårede en 17 årig alvorligt efter et tyveri i Krems. Undersøgelsen af forløbet blev foretaget af politiet selv, trak i langdrag men afslørede dog store forskellige i de forskellige politifolks forklaringer.

Præsident Fischer blev i april 2010 genvalgt som præsident med 79,3% af stemmerne.

Det højreradikale Frihedsparti fik i oktober 2010 26% af stemmerne ved kommunalvalget i Wien, og blev derved byens næststørste parti - efter Socialdemokratiet.

I november 2010 indikerede regeringen at den ville holde sit bidrag til EU hjælpepakken til Grækenland tilbage, da pakken ikke ville løse de grundlæggende problemer.

Indenrigsministeriet gav i maj 2012 en officiel undskyldning til den gambiske statsborger Bakary J., der i 2006 var blevet udsat for tortur af 4 politibetjente, efter de forgæves havde forsøgt at deportere ham. Forbuddet mod opholdstilladelse blev ophævet og der blev indledt forhandlinger om erstatning til ham.

I 2012 gav Indenrigsministeriet efter en 6 årig prøveperiode politiet lov til at anvende elektrochock pistoler. Ministeriet karakteriserede dem som i princippet «ikke-dødelige», selv om der var rapporter fra mange lande om menneskerettighedskrænkelser begået med disse pistoler, og de havde flere hundrede liv på samvittigheden. Retningslinien for deres anvendelse evar derfor, at de kun måtte anvendes, hvis politiet ellers måtte gribe til at anvende rigtige pistoler.

I maj 2013 annoncerede Philippinernes udenrigsminister at landet overvejede at trække sine fredsbevarende styrker ud af Golan højderne efter de var blevet angrebet både af syriske oprørsstyrker og israelske styrker. I juni trak Østrig sit troppekontingent ud, efter det havde stået i Golan i mere end 40 år som buffer mellem Syrien og besættelsesmagten Israel.

Ved parlamentsvalget i september 2013 gik begge regeringspartier en smule tilbage. Socialdemokratiet SPÖ gik 2,4% tilbage til 26,8% og ÖVP gik 2% tilbage til 24%. Til gengæld gik Frihedspartiet 3% frem til 20,5% og de Grønne gik 2% frem til 12,4%. To nye partier stormede ind i parlamentet: det euro-skeptiske og højrepopulistiske Team Stronach fik 5,7% og det liberale NEOS fik 5%. Haiders BZÖ røg til gengæld ud af parlamentet, da det gik 7,2% tilbage og med 3,5% landede under spærregrænsen.

Trods tilbagegangen havde SPÖ og ÖVP fortsat flertal i parlamentet. ÖVP overvejede dog at danne regering med FPÖ og et mindre parti, men gik i oktober alligevel i realitetsforhandlinger med SPÖ.

Flere hundrede tusinde flygtninge fra Asien - de fleste syrere - rejste gennem landet i 2015, og mange søgte asyl. Ved udgangen af november havde 85.500 søgt asyl i Østrig. Næsten en firedobling fra samme periode i 2014, hvor 23.861 havde søgt asyl. Myndighederne var ude af stand til at sikre de mange flygtninge ordentlige forhold, og flere tusinde måtte sove under åben himmel - heraf mange børn. MAnge flygtningre blev mishandlet af politiet uden at myndighederne greb ind, og i slutningen af året strammede regeringen flygtningelovgivningen ved at indføre en midlertidig asylordning og begrænse adgangen til familiesammenføring. Begge overtrædelser af FN's Flygtningekonvention.

Første runde af præsidentvalget i april 2016 blev vundet af Norbert Hofer fra det højreradikale FPÖ med 35,1% af stemmerne. De Grønnes  Alexander Van der Bellen kom på andenpladsen med 21,3%. Socialdemokraternes Rudolf Hundstorfer måtte nøjes med 11,3% og en fjerdeplads. Anden valgrunde i maj blev vundet snævert af Van der Bellen med 50,3% af stemmerne. FPÖ indbragte imidlertid resultatet for forfatningsdomstolen og klagede over valget. Den 1. juli afsagde domstolen en historisk kendelse, der kendte valget ugyldigt. Iflg. domstolen havde der været uregelmæssigheder i 14 ud af 117 valgdistrikter, hvilket havde resulteret i at 77.000 stemmer var blevet optalt forkert (dog uden at der kunne tales om egentlig valgsvindel). Præsidentvalget mellem de to kanditater skulle derfor gå om til oktober. Da præsident Heinz Fischer fratrådte posten i juli, blev de tre medlemmer af statsrådet - fra landets tre største partier - midlertidigt overdraget præsidentembedet.

FPÖ's valgnederlag i april udløste stærk kritik i partiet mod kansler og partileder Fayman. Han valgte derfor i maj at gå af. Ny partileder og kansler blev Christian Kern.

Guia del Mundo


 

Internet

Lonely Planet rejseinformation (engelsk)
Political ressources on the Net (Austria)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)