Begrebet kontrarevolution benyttes til at betegne brugen af militær og anden fysisk magt med henblik på at genoprette eller sikre et traditionelt klasseherredømme og traditionelle produktionsforhold. Kontrarevolution kan indtræffe i forskellige situationer:

1. Efter en social revolution for at genoprette det gamle klasseherredømme og de tidligere produktionsforhold. Det gælder f.eks. nedkæmpelsen af Pariserkommunen i 1870-71, borgerkrigen samt interventionskrigene mod den nye Sovjetstat i 1918-21, USA's stedfortræderkrige i 1980'erne mod bl.a. Nicaragua, Angola og Moçambique.
2. For at komme en social revolution i forkøbet i en situation, hvor modsætningerne i samfundet er spændt til bristepunktet, f.eks. de Gaulles magtmobilisering i 1968 efter at generalstrejken havde fremtvunget en situation, som måtte besvares enten fra højre eller fra venstre, eller USA's militære intervention i El Salvador i 1980'erne.
3. For at sætte en stopper for en gradvis udvikling mod øget demokrati eller samfundsmæssig frigørelse af nye befolkningslag, f.eks. Francos oprør mod den spanske republik i 1936 og juntakuppet i Chile i 1973 mod Allendes reformpolitik.
4. For at genoprette «ro og orden» i en situation, hvor en mere demokratisk styreform står i en styringskrise, f.eks. Hitlers magtovertagelse i 1933 - selv om formen for magtovertagelsen var inden for konstitutionelle rammer - militæraktionen mod Sukarnos regime i Indonesien i 1965 og kuppet i Grækenland i 1967.

En kontrarevolution er et udtryk for den traditionelle herskerklasses målsætning. I en kontrarevolution vil denne herskerklasse søge at mobilisere magtressourcer fra de områder, som har sikret det traditionelle samfundssystem: respekten og frygten for traditionel øvrighed; forestillingerne om det retmæssige ved det traditionelle samfundssystem; ønsket om at vende tilbage til den ro og orden som herskede, da herskerne virkelig herskede; kontrollen over økonomiske ressourcer; kontrollen over politi, retsvæsen og militær; politiske alliancer med befolkningsgrupper udenfor herskerklassen ud fra økonomisk og politisk interessefællesskab eller ud fra religiøse og ideologiske traditioner; politiske og militære alliancer med «samfundsbevarende kræfter» udenlands.

Eksemplerne som er nævnt ovenfor antyder, at skellet mellem revolution og kontrarevolution er klart og stabilt. Debatten om samfundsudviklingen i Sovjetunionen og Kina efter revolutionerne i 1917 og 1948 viser imidlertid, at et sådan skel ikke altid er så enkelt at trække.

Helt frem til Sovjetunionens sammenbrud herskede der stor uenighed blandt socialister og marxister om, hvilken slags samfund der egl. var tale om. Nogle mente, at kapitalismen allerede var genoprettet i Sovjetunionen. Andre mente, at samfundet var i fuld fart på vej fra socialisme til kommunisme, sådan som Lenin havde udstukket kursen. Mellembetegnelserne var mange: statskapitalisme, statssocialisme, bureaukratkapitalisme, bureaukratiseret overgangssamfund m.m.

Vurderingen af begivenheder som Ungarn 1956, Tjekkoslovakiet 1968 og opgøret med «fire-banden» i Kina i 1976-77 afspejler dermed, hvordan man vurderer den samfundsmæssige udvikling i hhv. Sovjetunionen, Østeuropa og Kina.

Den historiske udvikling har ført til øget opmærksomhed om de processer, som efter en social revolution kan føre over i en samfundsudvikling, som befæster nye (eller gamle) magt- og undertrykkelsesforhold. At bruge fællesbetegnelsen kontrarevolution om alle sådanne udviklingstendenser er en forenkling, som ikke bidrager til at klargøre modsætningerne i et samfund, hvor der har fundet en social revolution sted. Kontrarevolutionen har at gøre med kampen for at vende tilbage til de traditionelle produktionsforhold og magtforhold. Altså de forhold som eksisterede før revolutionen.

D.Se.