I den nordamerikanske udenrigsminister George Marshalls tale i Harvard 5. juni 1947 blev de europæiske lande tilbudt økonomisk hjælp til genopbygningen efter krigen. Talen indeholdt ingen konkret, detaljeret udformet plan, men de vigtigste retningslinjer blev fastslået. Udgangspunktet var, at noget måtte gøres for at afhjælpe den økonomiske krise i Europa. Forudsætningen var, at de europæiske lande lagde en fælles plan for den økonomiske genopbygning. Den nordamerikanske støtte i form af lån og gaver skulle være en hjælp til selvhjælp.

Baggrund og motiver

En vigtig baggrund for det amerikanske hjælpeprogram var de økonomiske problemer Europa stod overfor i de første efterkrigsår. Produktion og handel lå i ruiner. I foråret 1947 var det tydeligt, at de vesteuropæiske landes dollarreserver var i færd med at tømmes. Landene var truet af en valutakrise, som kunne føre til økonomisk kaos. De store nordamerikanske dollarkreditter og gaver som var givet til landene enkeltvis efter krigen, havde ikke givet den økonomiske fremgang, som USA's regering havde håbet. Ved at tage initiativet til et koordineret hjælpeprogram ønskede USA at vende udviklingen og få mere effekt ud af hjælpen.

Det centrale nordamerikanske motiv for at give Marshallhjælp var at beskytte sine egne politiske og økonomiske interesser. Marshallplanen havde først og fremmest et antikommunistisk sigte. Den var et centralt led i den kolde krig mod Sovjetunionen. Også i de første år efter 2. verdenskrig gik nordamerikanske lån og kreditter altovervejende til venligtsindede stater i Vesteuropa. Sovjetunionen og de østeuropæiske stater fik ringe eller ingen støtte. Den antikommunistiske politik blev stadfæstet i Trumandoktrinen af 12. marts 1947. Ifølge denne påtog USA sig et verdensomfattende ansvar for at dæmme op mod kommunismen. I praksis blev den amerikanske indsats frem til 1950 koncentreret om Vesteuropa. Kina blev f.eks. kommunistisk i 1949 - uden amerikansk intervention.

Planens mål

Marshallplanen var en opfølgning af Trumandoktrinen med økonomiske midler. USA's politikere opfattede det således, at økonomisk krise gav grobund for kommunisme. Et stærkt, samlet og genopbygget Vesteuropa ville derimod være en militær modvægt mod Sovjetunionen og svække kommunistpartiernes indflydelse i de enkelte lande. Særlig i Frankrig og Italien frygtede nordamerikanske politikere en kommunistisk fremgang.

USA's økonomiske egeninteresser var også fremtrædende. En kriseramt europæisk økonomi kunne føre til afsætningsvanskeligheder for eksportindustrien. USA var utvivlsomt generelt interesseret i at styrke en kapitalistisk udvikling og en friere handel, men var ikke interesseret i et svagt Europa. Den nordamerikanske regering lagde stor vægt på det økonomiske og politiske samarbejde. Et vigtig mål for Marshallhjælpen var, at de vesteuropæiske lande skulle købe flest mulig varer fra andre vesteuropæiske lande og klare sig mest muligt uden amerikansk import. Man håbede selvfølgelig, at den europæiske fremgang også skulle komme USA's økonomi til gode. Gennem Marshallhjælpen fik mange nordamerikanske industrivirksomheder store statsordrer, og den nordamerikanske handelsflåde blev begunstiget ved fragt af varer fra USA til Europa.

I den første tid efter krigen fik vesteuropæiske lande som Frankrig erstatninger fra den løbende produktion i Tyskland og ved at tyske eksportvarer blev for lavt prissat. Sidst i 1946 kom et omslag i nordamerikansk og britisk Tysklandspolitik. Man tog nu sigte på genopbygning af tysk økonomi. Ruhr skulle derfor trækkes ind på Vestens side i den kolde krig. Genopbygningen af vestzonerne blev anset som nødvendig for at få den europæiske økonomi på fode igen. Både USA og Storbritannien havde desuden et stærkt behov for at reducere deres besættelsesudgifter. Marshallhjælpen havde den politiske sideeffekt, at den bidrog til at Vesteuropa og dermed Frankrig gradvis accepterede den nye Tysklandspolitik.

Formelt gjaldt det amerikanske tilbud også Sovjetunionen og Østeuropa. Men det blev gjort mere af taktiske grunde, for at undgå ansvaret for at have splittet Øst og Vest. Man regnede det for sandsynligt, at Sovjetunionen ikke ville acceptere det nordamerikanske tilbud og derfor sige nej til et sådant samarbejde, og at de øvrige østeuropæiske lande ville følge Sovjetunionens linje. Det blev også resultatet, efter at Polen og Tjekkoslovakiet først havde signaleret interesse for Marshallhjælp. De politiske ledere i de vestlige stormagter drog et lettelsens suk. Sovjetunionen sagde nej il hjælp, som forudsatte deltagelse i et koordineret hjælpeprogram og en mere åben og liberal russisk økonomi. En hjælp som kunne føre til, at Sovjetunionens økonomiske og politiske kontrol over Østeuropa blev svækket.

Blokdannelser

I juli 1947 mødtes 16 vesteuropæiske lande til konference i Paris, og dannede i foråret 1948 Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde (OEEC). Loven om en fireårig økonomisk støtte til Europa blev vedtaget af den amerikanske kongres i marts 1948. I årene 1948-52 blev der givet omtrent 13 milliarder dollar i Marshallhjælp. Storbritannien og Frankrig fik tilsammen ca. 5 milliarder dollar.

Resultatet af Marshallhjælpen var en øget kløft mellem Øst og Vest. Det skete gennem oprettelsen af Kominform i efteråret 1947, gennem kommunisternes magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i februar 1948 og ved at handelen mellem Sovjetunionen og de østeuropæiske landene blev udvidet. USA på sin side pålagde strenge regler for vestlig eksport af såkaldte strategiske råvarer til Østeuropa. Marshallhjælpen styrkede de politiske og økonomiske bånd mellem USA og Vesteuropa og blev således et skridt på vejen frem mod oprettelsen af en vestlig militæralliance (NATO) i 1949 og mod indlemmelsen af et oprustet Vesttyskland i dette samarbejde.

Konsekvenser

Marshallhjælpen medvirkede til at dæmme op for kommunisternes fremgang i Vesteuropa. Arbejderbevægelsen blev splittet, og gik i flere lande svækket ud af Marshall årene. Hjælpen bidrog til at stabilisere kriseramte kapitalistiske stater i Vesteuropa, og som følge af det økonomiske samarbejde i OEEC skete der en gradvis liberalisering af verdenshandelen. Indadtil i de enkelte lande virkede Marshallhjælpen derimod som en stimulans til øget offentlig planlægning. OEEC-samarbejdet blev også en impuls til stærkere politisk og økonomisk integration i Vesteuropa. Integrationen gik imidlertid langsommere og blev mindre omfattende end USA og stater som Frankrig, Italien og Beneluxlandene havde ønsket.

De fleste vesteuropæiske lande opfattede Marshallhjælpen som «manna fra himlen». I Norge var holdningen til at begynde med mere forbeholden. Det blev præciseret, at samarbejdet ikke måtte føre til indblanding i medlemslandenes interne politik. Østhandelen måtte ikke indskrænkes, FN skulle trækkes ind i samarbejdet, og man gik imod en koordineret genopbygningsplan under en ny permanent organisation (sammen med Storbritannien).

Stigende valutaproblemer og nordamerikansk pres førte snart til en mere positiv holdning til Marshallplanen. Øget frygt for Sovjetunionen bidrog også til mere uforbeholden tilslutning til vestmagternes politik.

Europæernes holdning til USA blev mere positiv og lettede i 1949 tilslutningen til NATO for tidligere «neutrale» lande som Danmark og Norge. Den skabte også grundlaget for et tættere økonomisk samarbejde i Vesteuropa.

K.E.E.