Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Landbrug
    .  Humaniora  .  Historie
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 34.480
: :
Laug

Et laug er en sammenslutning af håndværkere, som skal varetage økonomiske, politiske, sociale og kulturelle behov. (Ordet har samme oprindelse som «lag».) Det nok mest grundlæggende formål med lauget var at tage og gennemføre kollektive beslutninger i perioder som bød på nye og vanskelige situationer for håndværkerne.

Oprindelse

Laugenes oprindelse synes at være noget forskellig i Syd- og Nordeuropa. Mens de i syd muligvis kan føres tilbage til sammenslutninger af håndværkere i oldtiden, ser de i Nordeuropa ud til at være udviklet som en specialisering af gilderne. Gilderne var i middelalderen sammenslutninger til gensidig hjælp, beskyttelse og værn af medlemmerne. Det kunne dreje sig om støtte i tilfælde af brand, tyveri eller anden ødelæggelse af ejendom, frit lån af andre medlemmers ejendele, ret til følge på lange rejser, løsepenge i tilfælde af krigsfangenskab og undertiden til og med forpligtelse til blodhævn, hvis et andet medlem blev dræbt.

Medlemskab af de enkelte gilder var ikke afgrænset til nogen speciel faggruppe, men kunne efterhånden afgrænses socialt. Gildesammenholdet fik oftest udtryk gennem fælles dyrkelse af en bestemt mærkedag og regelmæssige sammenskudsfester, hvor hvert medlem forpligtigede sig at yde en bestemt pengesum eller en vis mængde mad og drikke (jfr. vort «Sammenskudsgilde»). Gilderne havde dermed også karakter af selskabsforeninger. Alt i alt kom gilderne til at varetage en række behov, som enkeltmennesket tidligere havde fået dækket på anden vis - fortrinsvis gennem slægtsgrupper - og som samfundet som helhed ikke var i stand til at påtage sig.

Lauget kan betragtes som et fagspecialiseret gilde, som kun er åbent for udøverne af et bestemt fag. Udover opgaverne som laugene havde i forbindelse med regulering og monopolisering af håndværket, kom de også til at varetage en række af gildernes tidligere funktioner. De mange forskellige funktioner afspejles i den forskellige sprogbrug, man finder i de europæiske sprog: Tysk «Zunft» hænger sammen med «hvad der sømmer sig», engelsk «Guild» hænger sammen med «gæld»: penge, dvs. den ydelse som et medlem indbetaler til en fælles kasse. I de romanske sprog skelnes der mellem faglige sammenslutninger (corporations, corporazioni) og rene broderskaber (confreries, confraternitate). På svensk betegnes laug med «skrå» - et ord som på dansk anvendtes om «brev», «lovbog», om «bestemmelser», «vedtægter», deriblandt også de vedtægter som gælder for et laug, den såkaldte «laugsskrå». I dette opslag vil laug - i tråd med normal dansk sprogbrug - blive anvendt om håndværkernes organisationer.

De ældste laug i Europa opstod i 1100-tallet (Tyskland 1099, Frankrig ca. 1100, England 1100-1135). Det var imidlertid ikke før slutningen af 1200-tallet, da den økonomiske ekspansion i højmiddelalderen havde varet omkring 200 år, at organiseringen af laugene virkelig greb om sig - formodentlig som en konsekvens af at byerhvervene mødte hårdere konkurrence og strammere betingelser.

I Norge nedlagde kongemagten i slutningen af 1200-tallet forbud mod drikkelag eller gilder i Bergen for følgende faggrupper: loser, guldsmede, jernsmede, englandsfarere, håndværkervenner, byggearbejdere, ølbryggere og tjenestekvinder. Samtidig ved vi, at en række håndværk var kendt, og at de tre niveauer - lærling, svend og mester - fandtes. Dette kan tyde på en vis tendens i retning af laugsdannelse, men sammenslutningerne der er tale om, må vel snarest opfattes som rene selskabs- og hjælpeforeninger - altså gilder.

Funktion og organisation. Økonomisk betydning

Laugene søgte at regulere al håndværksvirksomhed indenfor en by. I første række ved at opnå monopol på fremstilling og salg af håndværksprodukter. Folk som producerede til salg udenfor lauget (såkaldte «fuskere» eller «bønhaser») blev forfulgt. Adgangen til lauget blev strengt kontrolleret gennem en række komplicerede mekanismer: lang læretid på stramme økonomiske vilkår hos en etableret håndværker (mester), optagelse i lauget som svend, med efterfølgende pligt til at foretage rejser udenlands for at lære fagets færdigheder hos andre mestre (vandretvang), og aflæggelse af en speciel prøve (mesterstykke) som bevis for at man besad de kundskaber og de færdigheder, som krævedes for at blive mester.

Udover den omfattende kvalitetskontrol som laugene udøvede for over deres medlemmers produktion, kom de til at udgøre et forsvar for forbrugernes interesser. Det var imidlertid ikke det primære formål, men en konsekvens af bestræbelserne på at sikre levebrød og et rimelig udkomme for det antal håndværkere, som man antog at der var plads til indenfor faget, og modvirkning af uheldig konkurrence som ville underminere alle. Laugsorganiseringen kom dermed til at understøtte produktion efter gammel sædvane, og stod afvisende overfor kapitalistisk «forretningsvirksomhed».

Indadtil arbejdede laugene for en udjævning af arbejdsbetingelserne gennem fastsættelse og kontrol af priser, antallet af svende og lærlinge, arbejdstidens længde og værktøjets beskaffenhed. For at kunne klare alle disse opgaver antog laugene ofte karakter af en «stat i staten», med egne vedtægter, egen styring, domsret osv. Samtidig var laugene præget af en stærk indre solidaritet, som bl.a. gav sig udtryk i sociale støtteordninger (fælles begravelseskasser, pligt til at deltage i hinandens begravelser, understøttelse ved fattigdom og sygdom) samt jævnlige sammenkomster af selskabelig art på grundlag af kollektive ydelser. Sammenkomsterne havde imidlertid også fagligt-politiske formål, med diskussioner om fagets stilling og fælles tiltag, samtidig med at de bidrog til bevarelsen af en selvstændig kultur - ofte med rødder i impulser som var hentet udefra, på svendenes vandringer. Laugene blev normalt ledet af en tillidsmand valgt for en bestemt periode - oldermanden - som havde andre valgte tillidsmænd ved sin side.

Både håndværksmestre og -svende skulle være medlemmer af lauget. Men mens niveauerne lærling, svend og mester oprindelig repræsenterede normale trin i en håndværkers karriere, hvor han kunne have håb om at rykke op efter et vist antal år, skærpedes forholdene efterhånden som befolkningstallet øgede og hårdere konkurrence pga. den beskedne efterspørgsel gjorde sig gældende. Omfanget af håndværket blev mindre og oprykningsmulighederne færre. Tidligere havde niveauerne udelukkende afspejlet, hvor lang tid man havde bag sig i faget. Nu udviklede de sig til at repræsentere forskellige positioner i produktionssystemet, hvor læredrengene og svendene var arbejdskraft for mestrene. Dette blev forstærket gennem bestemmelser, som begrænsede det antal mestre, som kunne findes indenfor håndværket, og ved øgning af kravene som blev stillet til mesterstykket. Denne udvikling udløste reaktioner i form af bl.a. forsøg på selvstændig organisering af svendelaug og i form af strejker. Svaret fra mestrenes side var at få myndighederne til at nedlægge forbud mod selvstændig organisering.

Samtidig med at kløften mellem svende og mestre blev større, opstod der også skel mellem de forskellige mestre indenfor samme fag. I udgangspunktet havde disse stået på fuldstændig lige fod. Efterhånden kunne mindre fremgangsrige mestre imidlertid komme i afhængighedsforhold til dem som klarede sig bedre, til trods for forsøgene på at modvirke denne konkurrence. På længere sigt førte dette til laugsvæsenets undergang. Når nogle mestre ophørte med at foretage egne indkøb af råvarer og eget salg af færdigprodukterne, og istedet gik over til at producere direkte for andre mestre, kunne dette føre til etablering af det såkaldte «forlagssystem», som er karakteriseret ved at én arbejdsgiver med kontrol over råvarerne og markedsføringen uddelegerer arbejdet til en række forskellige håndværkere, som hver blot udfører en del af produktionen. Forlagssystemet kan betragtes som en af forløberne for kapitalistisk produktion.

Laugenes betydning for udviklingen af vesteuropæisk økonomi må betegnes som væsentlig, pga. den faglige specialisering som denne organisationsmåde trods alt medførte, og som igen var en forudsætning for den videre specialisering. Men mens tidligere forskning i høj grad har understreget den indflydelse laugene havde gennem arbejdet for sine fagligt-økonomiske mål, har moderne forskning sat spørgsmålstegn ved laugenes succes på dette felt. Man har i stedet fremhævet betydningen af mange af bivirkningerne af denne type organisering, som f.eks. øget mobilitet af arbejdskraften (gennem svendenes vandringer) og stimuleret efterspørgsel.

Politisk betydning

Laugene var overvejende indrettet på produktion til det lokale marked, og kunne derfor ofte komme i modsætning til handelsmændenes og de industrielle købmænds sammenslutninger (gilder) som baserede deres stilling på kontakt med fjerne markeder (se Fjernhandel). Det gjaldt specielt de købmænd, som var i færd med at skaffe sig en nøgleposition indenfor produktionen ved at have kontrol over råvarer og afsætningsmuligheder (jfr. forlagssystemet). Samtidig stod laugene ofte i modsætning til det byproletariatet, som udvikledes på grund af de store eksportindustrier, som var etableret i enkelte dele af Europa i slutningen af højmiddelalderen og senmiddelalderen - især tekstilindustrien.

I Firenze, hvor syv hovedsammenslutninger af forskellige fjernhandelsmænd og frie professioner havde tilranet sig magten i begyndelsen af 1300-tallet, udspandt der sig i resten af århundredet heftige kampe mellem disse sammenslutninger og håndværkernes laug om den politiske magt. Dertil kom arbejderbefolkningens kamp for at få gehør for sine krav. Arbejderne blev nægtet organisering i laug, og blev ikke betragtet som byborgere med politiske rettigheder. Laugenes kamp for at få andel i bystyret repræsenterede en demokratisk kraft, men selv i de perioder hvor laugene var dominerende i bystyret (1343-1381), støttede de industridrivende købmænd mod arbejderne.

I Flandern fandt der også grundlæggende ændringer sted i magtforholdene i begyndelsen af 1300-tallet, da enkelte håndværkere (vævere, stampere og farvere) med støtte fra tekstilarbejderne erobrede magten fra købmandsfamilierne (patricierne), som indtil da havde behersket bystyret. Retten til fri laugsorganisering og handelsfrihed blev nu slået fast, men den økonomiske udvikling placerede vævermestrene i en central position i produktionen, og modsætningerne til de andre laug (f.eks. stamperne) førte til voldsomme kampe. Den øvrige befolkning som var beskæftiget i tekstilindustrien, opnåede godt nok ret til at organisere sig i laug, men blev snart afhængig af nye entreprenører, som kombinerede nøglepositioner indenfor handelen og tekstilproduktionen. Resten af århundredet opstod der derfor stadig nye sociale kampe.

Udover at den moderne forskning har konstateret, at laugene udtrykte medlemmernes økonomiske og politiske interesser, har den også villet understrege laugenes bredere samfundsmæssige rolle, deres bidrag til at opretholde samfundsordenen i middelalderens Europa, baseret som de var på en snæver regulering af medlemmernes virksomhed på en lang række områder: økonomisk, politisk, socialt og moralsk. I den forstand fremstod laugene som interesseorganisationer for håndværkerstanden, samtidig med at de kunne tjene som redskaber for statsmagten, som ofte ønskede at regulere og kontrollere så stor del af økonomien som muligt. I nyere tid - specielt under merkantilistisk indflydelse - er denne dobbeltrolle helt tydelig. Den dansk-norske enevældsstat betragtede f.eks. laugene med stor mistro, samtidig med at den forsøgte at regulere deres virksomhed og indordne dem som brikker i sit omfattende system af privilegier.

I begyndelsen af 1600-tallet forsøgte de dansk-norske myndigheder at svække laugenes stilling (forordninger af 1614, 1621 og 1622). Bl.a. blev konkurrencemomentet forsøgt indført. Man forsøgte at gøre adgangen til laugene lettere og fravriste laugene kontrollen med prisfastsættelsen. Disse tiltag førte knapt til mærkbare resultater, og dannelsen af laug fortsatte gennem 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Først med de store håndværksforordninger af 1681 og 1682 fik tiltagene større effekt. Der blev nu indført kontrol med laugenes virksomhed og møder, bl.a. gennem ordningen med bisidder - en offentlig tjenestemand som skulle overvære alle møder og kontrollere, at alt gik rigtig til, i overensstemmelse med rigets love. Der blev indført forbud mod hemmelige møder, og der blev udstedt kongelige laugsartikler, som skulle gælde for alle laug i riget. Desuden skulle oldermanden nu udpeges af myndighederne, blandt tre kandidater foreslået af lauget. En række af disse påbud blev imidlertid fortsat omgået i lang tid derefter. Det fremgår bl.a. af de særlige referatprotokoller fra de fortsatte hemmelige møder.

Tilbagegang og afvikling

Den sidste mester i fiskerlauget i Regensburg fik i 1630 prydet sin grav med dette gedigne mærke i sølv og guld. Et symbol på hans sidste rejse.

I første halvdel af 1700-tallet fandtes der lidt under 20 laug, mens der eksisterede omtrent 80 forskellige håndværk. Laugsorganiseringen var altså langt fra generel. Midt i 1700-tallet ser der ud til at indtræde en stagnation og tilbagegang i antallet af laug, hvilket antageligevis må sættes i forbindelse med hårdere vilkår for håndværkserhvervene, som følge af stigende befolkning og trods alt fortsat begrænset efterspørgsel på håndværksprodukter. Konkurrencemomentet må også have bidraget til, at behovet for en fælles organisation ikke føltes så stærkt som før. Fra slutningen af 1700-tallet kommer laugsvæsenet desuden i modsætning til de nye økonomiske ideer om næringsfrihed. Fra da af går udviklingen i retning af opløsning af laugene.

I England mistede laugene således deres betydning i 1700-tallet, i Frankrig blev de endelig afskaffet i forbindelse med den franske revolution (Le Chapelier-loven 1791).

L.I.H.


Litteratur

S. Thrupp: The Gilds, i Cambridge Economic History, bd. III, Cambridge 1971.
H. van Werveke: Industriel vekst i middelalderen - tekstilindustrien i Flandern, i K. Lunden (red.): Europeisk Middelalder, Oslo 1975.