Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Ideologi  .  Fascisme  .  Nazisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 25/5 2011
Læst af: 6.642
: :
Schmitt, Carl
Carl Schmitt

Carl Schmitt (1888-1985) blev født i Plettenberg i det vestlige Tyskland i en katolsk lavere middelklassefamilie. Han var og er en kontroversiel person og tænker, hvorfor det er nødvendigt med en længere biografisk introduktion. Han læser jura i Berlin, München og Strassburg og får sin eksamen i 1910, samme år som hans første bog udkommer, Über Schuld und Schuldarten, hvori han argumenterede for, at en dommers beslutningsrum under domsafsigelsen afslørede beslutningsøjeblikket som et frirum eller tomrum midt i den retslige procedure, der ellers skulle strukturere en helt fast retsbestemt procedure. Den peger derfor frem mod hans arbejde om undtagelsestilstand og suverænitet samt hans kritik af liberalismens antipolitiske og overdrevne tro på retsprocedurer. Under første verdenskrig arbejder han med pressecensur og informationskontrol. Den 17. april 1919 er han i München, da en sovjetrepublik udråbes. Revolutionære stormer det kontor, han arbejder på, og skyder manden ved bordet ved siden af Schmitt, og han oplever den blodige nedkæmpelse af oprøret. I 1919 udgiver han også Politische Romantik, der kan læses dels som et modsvar til tyske intellektuelles politikfjendtlighed og som en kritik af de konservatives romantiske nostalgi, der blokerer for ægte politisk handling. I 1921 bliver han professor i offentlig ret og udgiver sit første store politisk-idehistoriske værk, Die Diktatur, der undersøger diktaturet fra dets første romerske udformning som undtagelsesinstans, over oplysningstidens forsøg på kodificering af undtagelsen og til kommunismens «proletariatets diktatur».

Han etablerer sig som en omdiskuteret men respekteret juridisk og politisk tænker med værkerne Politische Theologie (1922), der undersøger undtagelsestilstanden og politiske begrebers teologiske ophav, dvs. den legitimatoriske parallel mellem gud og konge samt mellem miraklet og undtagelsestilstanden. Det er også her, hans måske mest berømte sætning findes: «Suveræn er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden». For Schmitt er undtagelsestilstanden et sandhedens øjeblik, der viser, hvorledes det er magt, der bestemmer retten snarere end ret, der bestemmer magten, hvilket for ham modbeviser liberalismens proceduralisme og retsstatstankegang. Et andet vigtigt værk er Geistesgeschichtliche Lage des heutigen Parliamentarimus (1923), der ud fra en idehistorisk analyse af parlamentarismens kerneprincip i den offentlige diskussion postulerer dels en modsætning mellem demokrati og liberalisme og dels parlamentarismens afslutning, da den er forstenet i hemmelige aftaler, korridorpolitik og partivælde. Verfassungslehre (1928) er også værd at nævne, da det er hans mest systematisk-videnskabelige værk. Det undersøger forfatningsordenens grundlag i folket og nationen for derved at opstille et skel mellem en forfatnings politiske del og så dens retsstatslige bestemmelser. Hans ubestridt vigtigste værk i perioden er dog Der Begriff des Politischen (1927/8), der berømt og berygtet definerer det politiske som differentieringen mellem ven og fjende, og som teoretisk diskuterer det forfald af staten og statsligheden, der bliver hans overordnede tema gennem resten af Weimar-perioden. Han er i denne periode skræmt ved synet af, hvordan både det yderste venstre og højre bedriver politik, og bekymringen for den tyske stats fortsatte eksistens og handlemulighed nedfældes bl.a. i Hüter der Verfassung (1931) og Legalität und Legitimität (1932), hvori han slår til lyd for en autoritær og præsidentiel tolkning af forfatningen for at afværge opløsningstendenserne. I 1932 deltager han på rigsregeringens side i en højesteretssag, efter at rigsregeringen har suspenderet Prøjsens socialdemokratisk ledede regering og indført undtagelsestilstand.

Den 30. januar 1933 bliver Hitler kansler og i april starter Schmitts samarbejde med og arbejde for nazisterne. Den 22. april sender Heidegger et brev til Schmitt, der opfordrer ham til at melde sig ind i partiet, og den 1. maj 1933 melder Schmitt sig ind som medlem nummer 2.098.860. Han udnævnes af Göring til det prøjsiske statsråd, bliver direktør for universitetslærergruppen i den nationalsocialistiske liga af tyske jurister, redaktør af Deutsche Juristen-Zeitung, og i oktober udnævnes han til den mest prestigefyldte position i hans karriere: professor i offentlig ret ved Berlins universitet. Han skriver i samme år en lang række artikler, der støtter de nye magthavere og udråber nazismen til den nye orden og udgiver bogen Staat, Bewegung, Volk, der er et forsøg på at skabe det institutionelle fundament for en etpartistat. I 1934 skriver han artiklen Der Führer schützt das Recht, der støtter de lange knives nat, hvor 85 personer heriblandt Schmitts ven den tidligere kansler og general Schleicher blev myrdet. Schmitt støtter Tysklands udtrædelse af Folkeforbundet og hylder Nürnberg-lovene som en «frihedens forfatning». Racisme og antisemitisme, der ellers førhen var fraværende i Schmitts skrifter, fylder stadig mere i disse år. I 1936 når han et moralsk lavpunkt, idet han arrangerer og leder en «konference om jødisk indflydelse i juraen» for 100 af Tysklands førende jurister. Han holder her to stærkt antisemitiske taler, der fremhæver bestræbelsen på at udrense jødisk indflydelse fra juraen. Alligevel starter magtfulde kredse indenfor SS og NSDAP en kampagne imod ham for at være en opportunist, katolik og tidligere ven af jøder.

Han tvinges dernæst væk fra nogle men ikke alle sine poster. I 1938 udgiver han et esoterisk og antisemitisk værk Der Leviathan in der Staatslehre des Thomas Hobbes, hvori han forsøger at forstå Hobbes' valg af et havdyr som symbol på staten, og hvor han tolker jødiske liberale som de hovedskyldige bag opløsningen af staten og statssystemet. Han formår igen at blive genstand for stor diskussion i juridiske fagkredse. Han hylder dog fortsat bl.a. Hitlers «reorganisering af statsssystemet». I bogen Völkerrechtliche Grossraumordnung (1941), og i nazibladet das Reich fejrer han derudover angrebet på Polen som en «fanfare for rumrevolutionen». Hans forskellige udlægninger af storrumstanken viser sig ganske nøje at følge Nazitysklands sejre og nederlag på slagmarken. Der er derfor tale om en legitimering af nazisternes erobringspolitik, uden at han kan siges at have haft nogen direkte indflydelse på formuleringen af nazismens juridiske eller politiske doktriner. Efter nazismens fald bliver han først arresteret af russerne og dernæst af amerikanerne. Han sidder interneret til april 1947, hvor han løslades til det, han selv kaldte «stilhedens sikkerhed». Efter løsladelsen flytter han tilbage til Plettenberg, som han kalder San Casciano (efter Machiavellis eksil), afviser afnazificeringsprogram og får derfor forbud mod at undervise. Han tilbringer resten af sit liv i Plettenberg, hvor han har rollen som grå eminence for højrefløjen i tysk politologi og jura og udgiver en række vigtige bøger bl.a. Der Nomos der Erde (1950), der undersøger Europas tilbagegang fra kolonial lovgiver for verden til nu bare en region blandt andre samt Theorie des Partisanen (1963), der diskuterer det politiske fjendskab hos den nationale befrielsespartisan samt det absolutte fjendskab hos den kommunistiske «verdensaggressive revolutionære partisan». Han dør den 7. april 1985.

Schmitt selv var livet igennem dybt optaget af venstrefløjens teoretikere, og han læste bl.a. Marx, Engels, Lenin, Lukács, Benjamin, Proudhon, Bakunin, Mao, og eurokommunisten Santiago Carrillo. Og dele af venstrefløjen har i forskellige bølger taget udfordringen op og læst Schmitt. Første bølge af venstreorienterede Schmitt-læsninger er i Weimar-republikken, hvor folk i og omkring den senere Frankfurter-skole læste og anvendte Schmitt. Det drejer sig bl.a. om Walter Benjamin, Otto Kirchheimer og Franz Neumann, der hos ham fandt inspiration til at forstå det stærkt konfliktuelle politiske miljø men som også, hvilket Herbert Marcuse tidligt opdagede, så ham tage parti imod demokratiet og for diktaturet. Anden bølge er i den tyske Forbundsrepubliks kriseår i 1960-70'erne hvor bl.a. Joschka Fischer og andre af datidens venstreradikale her fandt en tænker, der kunne bruges til at forklare statens grundlag i vold samt parlamentarismens forfald. Schmitt blev her mestendels læst som en «forbudt tænker», om hvem der stod en farlighedens aura.

I årene efter Murens fald opstår en genlæsning af Schmitt blandt det såkaldte «nye højre» i Tyskland og Frankrig, der mestendels bare gentager mesteren. Men samtidig opstår også en læsning på venstrefløjen, en tredje bølge, der hos Schmitt finder en udviklet kritik af det liberale demokrati for at afpolitisere og pacificere de sociale konflikter samt et konfliktbegreb for det politiske, der kan være med til at genoplade den politiske debat og revitalisere højre/venstre-konfliktaksen. Schmitt er i de sidste par årtier blevet en vigtig inspirationskilde for dele af en ny venstrefløjsteori, der bl.a. tæller Paul Hirst, Chantal Mouffe, Slavoj Zizek, Michael Hardt og Antonio Negri samt Giorgio Agamben mens andre, såsom Jürgen Habermas har advaret imod at lade sig forlede af hans filosofi (om end Habermas selv kan siges at være både indirekte og negativt inspireret af Schmitt).

Den tredje bølge af Schmitt-læsninger kan formodentlig forklares som en refleksion på dels det liberal-kapitalistiske hegemoni, der har sænket sig over det politiske landskab og dels den dermed sammenhængende kollaps af venstreorienteret tænkning og praksis. Schmitt-læsninger bliver først og fremmest mobiliseret for at bryde det endimensionelle fortolkningshegemoni, som liberalismen har sejret med i den neoliberale og globalistiske omstrukturering. Det er særligt hans udfoldede liberalismekritik, der anvendes og opdateres, i det som Chantal Mouffe har kaldt at «læse Carl Schmitt imod ham selv». Dvs. at anvende begrebs- og kritikapparatet uden at overtage de anti-demokratiske og autoritære implikationer, der også ligger i hans tænkning. I modsætning til en Marx-inspireret kapitalismekritik har Schmitt kunnet anvendes som en slags højre-Gramscianer til at afdække liberalismens idé-hegemoni; til at undersøge den ideologiske baggrund og politiske intentionalitet bag f.eks. begreber som «verdenssamfund», «menneskehed» og «humanitære interventioner»; til at afdække den dybt politiske handling bag at fremstille f.eks. økonomi eller ret som rent saglige, apolitiske procedurer.

Mi.Th.


Litteratur

Schmitt, Carl: Det politiskes begreb, Hans Reitzels Forlag 2002
Schmitt, Carl: "Videreudvikling af den totale stat i Tyskland", Semikolon, vol.3, nr.5, 2002, s.15-19
Schmitt, Carl: "Den fascistiske stats væsen og væren", Semikolon, vol.3, nr.5, 2002, s.20-25
Schmitt, Carl: Politisk teologi, Informations Forlag 2009
Mouffe, Chantal, red.: The Challenge of Carl Schmitt, London: Verso 1999
Balakrishnan, Gopal: The Enemy. An intellectual Portrait of Carl Schmitt, London: Verso 2000
Thorup, Mikkel, red.: Den ondeste mand i live? Læsninger af og mod Carl Schmitt, Museum Tusculanum 2007
Slagmark nr. 43/2005, tema: Carl Schmitt i den europæiske tanke
Distinktion nr. 2/2001, tema: Carl Schmitt og suverænitetsproblematikken