Hegemoni er oprindeligt et græsk ord, «hegemonia», der betegnede en stats ledende stilling indenfor et statsforbund. De enkelte stater i forbundet havde indre selvstyre, og hegemoniet begrænsede sig til førerskab i krig mod en fælles fjende. Hegemoni var ideelt set baseret på samtykke og frivillig tilslutning. Sparta havde under den første perserkrig hegemoni over den græske hær. Ved dannelsen af det attisk-deliske søforbund gik hegemoniet over til Athen, men blev atter overtaget af Sparta efter Peloponeserkrigene. Forsøget på at etablere hegemoniske forbindelser mellem de græske bystater fik sin afslutning med Makedoniens overherredømme over det gamle Grækenland.

Begrebet hegemoni har senere indtaget en vigtig plads i den marxistiske tradition. Lenin understregede proletariatets hegemoniske rolle i den borgerligt demokratiske revolution i 1905. I 1920'erne opfattede Bukharin «Den nye økonomiske politik» (NEP) i Sovjetunionen som proletariatets hegemoni i et system af klassealliancer: «Arbejderklassens og bøndernes diktatur».

Den italienske kommunistleder Antonio Gramsci overtog Bukharins bestemmelse af hegemoni. I artiklen «Det syditalienske spørgsmål» (1926) definerer Gramsci proletariatets hegemoni som den sociale basis for arbejderstaten: Arbejderklassen kan kun blive den herskende og ledende klasse i samfundet, hvis det «lykkes den at opnå bøndernes samtykke». Følgeligt forudsætter hegemoni, «at man tager hensyn til interesserne og tendenserne i de grupper, som der udøves hegemoni over, at der etableres et bestemt ligevægtskompromis.» Hos Gramsci åbner hegemonibegrebet også for en radikal udvidelse af den marxistiske statsopfattelse. Staten er ikke kun et tvangsapparat eller en klasses diktatur, men består også af «hegemoniske apparater» (kirken, skoler, aviser etc.) som sikrer borgerskabets intellektuelle og moralske hegemoni over andre sociale klasser. Gennem de hegemoniske apparater sikrer borgerskabet tilslutning og samtykke til sin politik. Gramsci åbner på denne måde for en analyse af den institutionaliserede folkelige støtte til kapitalismen i Vesteuropa - et tema der systematisk blev undgået i den dominerende kommunistiske tradition.

I Gramscis perspektiv spiller de intellektuelle en central rolle som redskaber for hegemoniet og som «overbygningens funktionærer»: De intellektuelle fungerer som cement i en sammensat social magtblok. En klasses herredømme er derfor sammensat af tvang og hegemoni, hvor evnen til at skabe enhed og samtykke er den normale garanti for klassens magtposition. Kun i en ekstrem situation med hegemonisk krise organiserer den herskende klassen sig omkring statens tvangsapparater: autoritære «løsninger», fascisme etc.

N.G.