Antonio Gramsci

Gramsci (1891-1937), italiensk kommunistleder der indtager en sæstilling som marxistisk teoretiker og politisk tænker i mellemkrigstiden.

Han blev født på Sardinien, som søn af en statstjenestemand, og studerede ved universitetet i Torino. Der mødte han Palmiro Togliatti, Angela Tasca og Umberto Terracini - alle fremtidige ledere i italiensk arbejderbevægelse. Torino var fra århundredskiftet Italiens ledende industrielle centrum (med bl.a. Fiatfabrikkerne) og var skueplads for hårde klassekampe og spontane oprør. Som journalist i socialistpartiets aviser kom Gramsci tidligt i kontakt med de radikale strømninger i arbejderbevægelsen. Den 1. maj 1919 udkom første nummer af tidsskriftet «Ordine Nuovo» med Gramsci som redaktør. Tidsskriftet blev hurtigt et organ for den nye rådsbevægelse. Gennem arbejderrådene ville man demonstrere arbejderklassens evne til selv at lede produktionen og dermed organiseringen af et nyt samfund baseret på de «umiddelbare producenter».

På socialistpartiets kongres i Livorno i januar 1921 - efter rådsbevægelsenes nederlag - brød den kommunistiske fraktion ud af partiet og dannede det italienske kommunistparti, PCI. Partiet bestod af to fløje: Den ene omkring Amadeo Bordiga, den andre omkring Gramsci. Partiets første år var stærkt præget af sekterisme og antiparlamentarisme. Gramsci gjorde flere forsøg på at organisere en opposition mod Bordiga, der var partiets generalsekretær, men havde først held hertil på PCI's illegale kongres i Lyon i 1926. I november samme år blev han fængslet og idømt 20 års fængsel. Gramsci døde i april 1937 efter langvarig sygdom og store lidelser. Fra fængselsperioden har han efterladt sig en række notatbøger, der spænder over et bredt spektrum, fra italiensk historie og filosofi til socialistisk strategi. Denne arv har været det teoretiske grundlag for PCI's ideologiske og politiske arbejde i efterkrigstiden.

Gramscis marxismeforståelse

Gramscis tilegnelse af marxismen under første verdenskrig fandt sted under indflydelse fra italiensk nyidealisme (bl.a. Benedetto Croce) og revolutionær syndikalisme (Georges Sorel). For Gramsci følger historien ikke «jernhårde naturlove», der leder til det kapitalistiske systems «sammenbrud», sådan som bl.a. Karl Kautsky - en af 2. Internationales centrale marxister - hævdede. En revolutionær marxisme flytter den historiske faktor «fra det ydre til det indre». Menneskets frihed er en indre kraft i historien, som sprænger alle fastlagte skemaer. Gramsci hilste den russiske revolution velkommen, men som «en revolution mod Karl Marx' «Kapitalen»». Revolutionen sprængte de skemaer, «som Ruslands historie skulle have udviklet sig indenfor ifølge den historiske materialismes regler». I dette perspektiv gennemførte Gramsci også en omvurdering af forholdet mellem «basis» og «overbygning»: «Det er ikke den økonomiske basis, der direkte bestemmer den politiske handling, men fortolkningen af den og af de såkaldte love som styrer dens udvikling.»

Gramsci forkastede også det traditionelle skel mellem et «før» og «efter», der reducerer socialismen til en utopi. Socialismen oprettes ikke på en bestemt dato, men er en «uafbrudt udvikling under et styre, hvor friheden er organiseret og kontrolleret af et flertal af borgerne eller proletariatet». Proletariatets opgave er at oprette institutioner, der «garanterer den højeste frihed»: dvs. arbejderrådene

Arbejderråd og fagforeninger

For Gramsci må arbejderstatens grundlag søges i de organer, arbejderklassen har skabt gennem sin kamp. Først og fremmest drejer det sig om de «indre kommissioner» (tillidsmandsapparatet i fabrikkerne), der må udvikles i retning af fabriksråd og koordineres med bydelsrådene. Disse råd er kernen i et direkte demokrati, hvor valgte repræsentanter på alle niveauer kan tilbagekaldes og erstattes med nye. Denne tanke var allerede udviklet hos Rousseau og i Pariserkommunen, men hos Gramsci er rådssystemet endvidere hjørnestenen i de nye sociale produktionsforhold, «socialistiske elementer».

I Torino kom tanken om arbejderråd tidligt i konflikt med fagforeningsapparatet. Gramsci mente, at den traditionelle fagbevægelses svaghed var, at den ikke organiserede arbejderne som producenter, men udelukkende som lønarbejdere, som sælgere af arbejdskraft. Dette skaber en mentalitet, som får arbejderen til kun at opfatte sig selv som «vare». Der af følger et kunstigt skel mellem faglig og politisk kamp.

Socialistisk strategi

Konflikten med fagforeningsbureaukratiet og manglen på støtte fra landarbejderne førte til, at arbejderrådene brød sammen i 1920-21. Kort tid efter fulgte fascisternes «march mod Rom». Hos Gramsci førte dette til en nærmere analyse af det «nationale terræn», som kampen må føres i. Heri lå der en grundlæggende selvkritik: Den italienske revolution havde oktoberrevolutionen i 1917 som forbillede, men forholdet mellem stat og samfund var ikke det samme i det industrialiserede Italien som i det zaristiske Rusland. I Rusland var «staten alt og samfundet ingenting». Derfor var et direkte frontalangreb på staten mulig. Den strategiske opfattelse som modsvarer dette, er «bevægelseskrigen». I Vesteuropa har staten derimod en demokratisk massebasis. Gennem de «hegemoniske apparater» - kirken, skolen, partierne, massemedierne etc. - sikrer borgerskabet sig opbakning til sin politik langt ind i arbejderklassen. Der må derfor føres en langsigtet «stillingskrig» mod borgerskabets kulturelle og politiske magtblok. Et centralt moment i denne strategi er etableringen af proletariatets hegemoni i et system af klassealliancer. Specielt i forhold til de katolske masser, de intellektuelle og landarbejderne i Syditalien. Gramscis skelnen mellem «bevægelseskrig» og «stillingskrig» blev det teoretiske grundlag for PCI's nationale og demokratiske vej mod socialisme.

N.G.