Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Asien  .  Centralasien  .  Kina
Arbejde  .  Politisk  .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Maoisme
     .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 104.331
: :
Mao Tse-tung
Mao Tse-tung
Mao Tse-tung

Mao (1893-1976), den kinesiske revolutions ledende teoretiker og organisator og den dominerende kraft i opbygningen af folkerepublikken Kina. Mao Tse-tung er en af historiens store revolutionære ledere. Han står på mange måder i en særstilling. Lenin, som havde en lige så afgørende rolle i den russiske revolution, døde forholdsvis kort efter at revolutionen definitivt havde sejret. Mao ledede i 26 år opbygningen af det nye Kina, og har derfor en dobbelt historisk rolle: både som den revolutionære strateg og teoretikeren for en revolutionær erobring af magten, og som statsmand og teoretiker for opbygningen af et socialistisk samfund.

Maos liv hænger intimt sammen med Kinas historie. Da Mao blev født i 1893, var det kinesiske kejserdømme i færd med at bryde sammen. Den herskende overklasse havde mistet troen på sin mission, der herskede stor intellektuel uro og udbredt social utilfredshed. I 1912 var republikken blevet indført, og Kina gik ind i en periode af kaos, krig og borgerkrig, som skulle vare helt til den kommunistiske magtovertagelse i 1949.

Kina var i færd med at få en industriarbejderklasse. Den traditionelle konfutsianske tradition havde mistet sit tag i store grupper af intellektuelle. Vestlige idéer, såvel liberale som marxistiske, trængte ind i Kina. Mange intellektuelle drog til udlandet for at studere. Både blandt denne gruppe studenter og i den intellektuelle elite i Kina fik de kommunistiske idéer gennemslagskraft, ikke mindst efter den russiske revolution.

«Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien» (Mao)
(Solidaritet)

To strategier blandt kommunisterne

Indenfor den kommunistiske bevægelse var der længe en brydning mellem dem der ønskede at anvende den marxistisk-leninistiske teori direkte på Kina og dem der mente det var nødvendigt med en tilpasning af denne teori til de kinesiske forhold. Som ung kom Mao med i den nationalistiske bevægelse som kulminerede i «4. maj-bevægelsen». Mao var en af de 13, som i 1921 stiftede det kommunistiske parti, og var aktiv i samarbejdet mellem kommunistpartiet og Kuomintang i begyndelsen af 1920'erne.

Efter et længere ophold i Shanghai vendte han i 1925 tilbage til sin hjemegn i Hunan. Her fik han bekræftet den revolutionære mulighed, som eksisterede blandt de fattige bondemasser. Kommunistpartiets strategi på dette tidspunkt var at satse på industriarbejderklassen. I sin berømte rapport om bondebefolkningen i Hunan i 1927, gjorde han sig til talsmand for, at bønderne måtte være det dynamiske elementet i en revolution. Chiang Kai-sheks erobring af byerne og massakreringen af kommunisterne der, styrkede Maos teori, men den fandt foreløbig ingen støtte i partiledelsen.

Afprøvning af teorier/nye studier

Oprettelsen af sovjetrepublikken i Kiangsi blev det første vendepunkt i striden mellem de to strategier i kommunistpartiet. Denne republik kontrollerede efterhånden et område på flere millioner mennesker, og den opbyggede en hær på flere hundrede tusind mand. Mao blev valgt til leder for republikken, og fik for første gang anledning til at eksperimentere med sine teorier i praksis.

Sovjetrepublikken slog flere angreb fra Chiang Kai-shek tilbage, før den måtte opgives i 1934. Under den lange march som varede et år og som førte resterne af den kommunistiske hær til Yenan, blev Mao valgt til kommunistpartiets leder, og det var hans strategi som fra da af bestemte revolutionens udvikling. Den lange march bragte kommunisterne i nær kontakt med befolkningen i de områder de marcherede gennem.

Yenan blev den nye base for Mao, og et nyt laboratorium for et kommunistisk samfund. I Yenan fik Mao for første gang siden 1920'erne anledning til at studere og udforme sine teorier. Han var aktiv i uddannelsen af nye kommunistiske kadrer, skrev en række afhandlinger om revolutionær krigsførelse, og leverede en række andre bidrag til kommunistpartiets teori og praksis, også om kunst og litteratur. Disse teoretiske arbejder ligger til grund for den politik Mao førte efter magterobringen. Enkelte skrifter var beregnet på et bredt publikum - som «Hvorledes Yukong flyttede bjergene». Mao fremstår her ikke bare som praktisk teoretiker, men også som en eminent propagandist. Massekampagner for at aktivere de store masser og for at korrigere fejlagtige synspunkter spillede en afgørende rolle i organiseringen af Yenanstaten. Ikke mindst var det nødvendig at skole alle de som kom til Yenan for at slutte sig til den kommunistiske bevægelse.

Selvstændig kommunistisk linje

Den såkaldte korrigeringskampagne i 1942 tog sigte på at fremstille det marxistisk-leninistiske grundlag for kommunistpartiets principper og organisation for de mange tusind nye partimedlemmer. Men kampagnen tog også sigte på at fjerne det som Mao kaldte «udenlandsk dogmatisme» eller blind kopiering af Sovjetunionen og underkastelse af sovjetiske direktiver.

Mao havde nu definitivt etableret sin egen selvstændige kommunistiske linje. Det er muligt at dette også ligger bag Stalins manglende begejstring for en kommunistisk sejr i borgerkrigen. Mao udtalte senere - da bruddet med Sovjetunionen havde fundet sted i 1960'erne - at «Stalin blokerede den kinesiske revolution. Han ønskede ikke at vi skulle udkæmpe en borgerkrig, men samarbejde med Chiang Kai-shek. Vi fulgte ikke dette råd og revolutionen blev kronet med sejr. Stalin frygtede at jeg skulle blive en ny Tito.» I Yenan blev Mao skilt fra sin anden kone og giftede sig med Chiang Ching.

I Kiangsi i begyndelsen af 1930'erne - men særlig i Yenan - fik Mao og hans nærmeste medarbejdere en udstrakt erfaring i at opbygge et nyt samfund, uddanne kadrerne og samtidig have en nær kontakt med masserne. Yenan-området var så fattigt, at lighedsprincipper måtte blive fremherskende. De allerfleste måtte deltage såvel i produktionen som i militære aktioner. Dette lighedsideal, behovet for alsidighed snarere end ekspertise og nær kontakt med masserne er grundelementer i den maoistiske ideologi.

Kina under Mao Tse-tung

Fra magtovertagelsen i 1949 flyder Maos historie sammen med opbygningen af det nye Kina. Mao er den drivende kraft i alle vigtige afgørelser, som bliver taget. Den daglige administration blev overladt til andre, i første række Chou En-lai og efter en kortere periode efter Det store spring Fremad 1958-60 til Liu Shao-chi, men Mao greb stadig ind i afgørende situationer for at korrigere udviklingen. Han foretog rejser i landet for at holde sig informeret om udviklingen.

Under den lange march og under Yenan-tiden havde der udviklet sig et nært samarbejde mellem de ledende kommunister, og på trods af uenighed er der så længe Mao levede sandsynligvis ikke forekommet fysisk likvidering af ledende partimedlemmer. Mao har oplyst, at under Yenan-tiden blev man enig om - muligvis under indtryk af Moskvaprocesserne - ikke at henrette kommunistiske ledere. «Vi må ikke gentage Stalins fejl.»

Det nye Kina blev præget både af Maos pragmatisme og hans revolutionære utålmodighed. Den første periode efter sejren - det nye demokrati - var præget af en afventende holdning til borgerskabet. Mao støttede sig til Sovjetunionen udenrigspolitisk og gennemførte en modificeret form af den sovjetiske økonomiske model. Men han ønskede ingen pause i revolutionen, Maos vision var en permanent revolution.

I 1956 lancerede han kampagnen «Lad de hundrede blomster blomstre, lad hundrede forskellige syn konkurrere.» Han holdt sin berømte tale om «den rigtige behandling af modsætninger indenfor folket», hvor han på den ene side understregede at klassekampen må fortsætte, men samtidig at de fundamentale rettigheder for den store del af folket må opretholdes.

Men hundrede-blomster-kampagnen afdækkede, at store grupper af intellektuelle var kritisk indstillet overfor partiets politik. Dette har sandsynligvis styrket Maos overbevisning om, at uddannelsessystemet var fejlagtigt og at de intellektuelle ikke havde den rigtige politiske indstilling.

Allerede i 1955 så det ud til, at Mao var i færd med at udarbejde en ny linje for at fremskynde overgangen til socialismen. Partiet måtte styrke sin kontakt med masserne. Masserne må have større frihed i forhold til bureaukratiet, sådan at masserne kunne få frit spillerum for deres energi og skabende fantasi. Det store Spring var således direkte inspireret af Mao Tse-tung.

Samtidig søgte Mao at klare efterfølgerproblemet. Han bad om at blive frigjort fra sin stilling som præsident, for i større grad at kunne hellige sig ideologiske spørgsmål.

Men det store spring udløste den første alvorlige splittelse i topledelsen. Mao indrømmede, at der var svagheder ved det store spring, men at de positive resultater havde været større. Særlig understregede han «mobiliseringen af massernes energi». Samtidig med de økonomiske vanskeligheder kommer bruddet med Sovjetunionen. Det var åbenbart, at Maos prestige var svækket. Liu Shao-chi øgede sin indflydelse i partiet og i statsadministrationen. Han blev valgt til ny præsident i 1959 og hans bog om «Hvorledes man skal være en god kommunist» blev et hovedværk for kadrerne.

I perioden mellem det store springs afslutning og kulturrevolutionen førte Mao en kamp mod udvandingen af de kommunistiske idealer. Mao understregede, at klassekampen fortsætter, også efter at det kommunistiske parti er kommet til magten. De borgerlige elementer havde styrket deres stilling i Kina, og sådanne elementer fandtes også i partiet.

Mao gav flere ganger udtryk for, at den linje partiet fulgte var forkert. Klassekampen måtte ikke glemmes. Faren for at kapitalismen kunne genindføres var stor.

I 1963 lancerede han kampagnen for «socialistisk uddannelse» og i 1964 erklærede han at den nye generation måtte oplæres. Partiet måtte være kampberedt og de socialistiske idealer måtte opretholdes. Forberedelserne til kulturrevolutionen var begyndt. Mao og hans nærmeste allierede angreb modstandernes svage punkt - uddannelsessystemet - og gruppen af intellektuelle og kunstnere omkring Pekings borgmester.

Mao henvendte sig til masserne, i første omgang til studenterne og skoleeleverne. Det var Kinas mest revolutionære by, Shanghai, som tog ledelsen. Kulturrevolutionen var i første række et angreb på bureaukratiseringen og ekspertstyret i Kina.

Kulturrevolutionen kastede Kina ud i den alvorligste krise siden 1949. Hæren måtte flere steder gribe ind for at hindre kaos og alvorlige sammenstød mellem de forskellige fraktioner. I 1969 greb Mao personligt ind for at afblæse kulturrevolutionen.

Splittelse i den kommunistiske ledelse

Partikongressen i 1969 gav udtryk for, at tilhængerne af kulturrevolutionen havde sejret. Liu Shao-chi og Teng Hsiao-ping blev fjernet fra ledelsen, sammen med en række andre. Lin Piao blev udset til Maos efterfølger.

Det er muligt, at Mao på dette tidspunktet regnede med at trække sig mere tilbage fra direkte politisk virksomhed. Sådan skulle det ikke gå. Det er uklart hvad som førte til, at Lin Piao forsøgte et kup, men det er klart, at allerede i 1970 greb Mao ind for at moderere Lins ambitioner.

Lin Piao-krisen og kulturrevolutionen havde skabt en splittelse i den kommunistiske ledelse, som Mao aldrig magtede at fjerne. Han forsøgte at skabe en balance i ledelsen mellem den gruppe som opnåede magtpositioner under kulturrevolutionen, hans egen kone og tre ledende politikere fra Shanghai - som blev kaldt «firebanden» efter Maos død - og de mere moderate ledere. De fleste politikere som var angrebet under kulturrevolutionen, blev rehabiliteret. Deng Xiaoping var den mest prominente indenfor denne gruppe. Sandsynligvis på initiativ fra Mao og «de fire» blev der igangsat en række kampagner, som tog sigte på at blæse nyt liv i kulturrevolutionens idéer.

Det så ud til at være umuligt at genoprette enheden i partiet. Hver ny stor sag som kom op, rev op i de gamle modsætninger. Striden blev tilspidset, da Kinas mest betydningsfulde politiker efter Mao, Chou En-lai, døde i januar 1976.

Hua Kuo-feng som var Chou En-lais efterfølger, var et forsøg på et kompromis mellem fløjene. Mao var på dette tidspunktet syg og svækket. Selv om han var kritisk overfor begge fløje - også «de fire» - mente han at denne gruppe, på trods af dens mangler, repræsenterede et dynamisk element. Mao døde på et tidspunkt, da det kommunistiske partis ledelse var mere splittet end nogensinde tidligere, og hvor samfundet end ikke havde overvundet de fundamentale udviklingsmæssige problemer.

E.No.