Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 70.711
: :
Kulturrevolution, den kinesiske
I den største ideologiske kampagne verden har oplevet - Kinas kulturrevolution - var studiet af «Maos lille røde» et af de vigtigste indslag. 

Den kinesiske kulturrevolution 1966-69 er en enestående historisk begivenhed. Aldrig før har historien være vidne til at et kommunistpartis, eller et andet dominerende partis leder, har mobiliseret masserne til et frontalangreb på landets grundlæggende institutioner. Kulturrevolutionen ligger endnu for nær i tid til at det er muligt at foretage en bred analytisk og historisk vurdering af den og forsøge at generalisere dens betydning for den politiske kamp i andre lande. Men den vil utvivlsomt sætte dybe spor efter sig.

Historisk og teoretisk baggrund

Kulturrevolutionen er intimt knyttet til udviklingen i Kina efter Maos magtovertagelse og til hans teoretiske analyse for overgangen til et socialistisk samfund. Den teoretiske ramme for kulturrevolutionen var forholdet mellem samfundets materielle basis og dets overbygning. Et socialistisk samfund vokser ikke frem af sig selv, blot fordi en revolution har frembragt et kommunistisk parti, fordi den private ejendomsret til produktionsmidlerne er blevet afskaffet, eller fordi borgerskabet er blevet fjernet som økonomisk magtfaktor. Gamle værdier og traditioner er fortsat fremherskende. I overgangsfasen til det kommunistiske samfund vil visse borgerlige forhold fortsat eksistere. Indtægtsfordelingen vil være forskellig; enkelte grupper vil forsøge at sikre sig magtmæssige og økonomiske privilegier på andres bekostning. De markedsforhold der fortsat eksisterer vil fremme en kapitalistisk og borgerlig indstilling. Et stort bureaukrati som gradvis vil kunne udvikle sig til en ny klasse vil vokse frem.

Her adskiller den maoistiske opfattelse sig stærkt fra mere traditionel marxistisk analyse - ikke mindst den sovjetiske. Mens den sovjetiske opfattelse gik ud på, at et mere egalitært (der bygger på princippet om lighed) og demokratisk samfund først kan udvikles, når de produktive kræfter har nået et meget højt niveau, forfægtede Mao det syn, at samtidig med udviklingen af produktionen, må man også udvikle de egalitære og antibureaukratiske idealer. Det historiske udgangspunkt for Sovjetunionen og Kina var ligeledes forskellige. De russiske revolutionære frygtede først og fremmest, at militæret skulle overtage magten, som Napoleon havde gjort det efter den franske revolution. Mao frygtede først og fremmest, at det bureaukratiske apparat ville udvikle sig til den dominerende samfundsklasse, og han henviste her til erfaringerne fra Sovjetunionen. Et andet formål med kulturrevolutionen var at overdrage revolutionære erfaringer til den unge generation, der ikke havde deltaget i revolutionen i 1930- og 40'erne.

Kulturrevolutionen udsprang desuden af det, som Mao mente var dynamikken i den revolutionære udvikling i Kina - spændingen mellem «de to linier»: Den centralistiske, bureaukratiske og revisionistiske linie, der lagde hovedvægten på ekspertise og økonomisk vækst, og den revolutionære masselinie, der understregede massernes initiativ og politiske bevidstgørelse som den afgørende faktor - ikke kun for udviklingen af det kommunistiske samfund, men også for økonomiens vækst.

Disse modsætninger genfinder man i kernen i Kinas kommunistiske Parti (KKP). Baggrunden for kommunisternes sejr var Maos evne til at opfange de to dominerende strømninger i Kina under borgerkrigen og krigen mod Japan. Han forenede den latente sociale uro og utilfredshed med den nationalistiske bevægelse, der voksede sig stærkere og stærkere under krigen mod Japan. Den første strømning gav udslag i Maos samfundsideal: et egalitært antibureaukratisk samfund. Man finder udslag af dette i kulturrevolutionens manifest fra 1966, hvor Pariserkommunen fra 1870 blev fremholdt som et ideal.

Den nationalistiske bevægelse havde som hovedmål at gøre Kina økonomisk stærk, og mange nationalister, der sluttede sig til kommunisterne, tilhørte det gamle embedsmandsstyre og bureaukrati i Kina.

Under stabiliseringsperioden efter det store spring fremad fjernede Kina sig mere og mere fra de maoistiske idealer. Bureaukratiseringen øgedes. Bureaukraterne sikrede sig stadig flere fordele og optrådte mere og mere autoritært. Indenfor undervisningssystemet blev der lagt mere vægt på akademiske præstationer end på politisk bevidsthed. Det var de privilegerede grupper, der blev rekrutteret til de højere læreanstalter. Udbygningen af administrationen havde tiltrukket store grupper, der havde en indstilling som var mere præget af den gamle mandarin- og eliteindstilling end af de maoistiske lighedsidealer. De sociale og økonomiske forskelle i landsbyerne var samtidig øget. Gamle klan- og storfamiliebånd blev styrket. Den økonomiske vækst førte ikke til en udjævning af indtægtsforskellene.

Revolutionens indhold

Utilfredsheden med denne udvikling udløstes først i studenterrevolten, og Mao lagde hele sin prestige i angrebet på de etablerede institutioner og holdninger. Kulturrevolutionen var derfor et frontalangreb på de dominerende institutioner, i første række partiet, men også fagorganisationen og administrationen, såvel som central- og lokaladministrationen og direktørstyret på fabrikkerne.

Dette førte til en omfattende klassekamp. Arbejderne rejste sig mod direktørerne, studenterne og eleverne mod lærerne samt masserne og partimedlemmerne mod partifunktionærerne. Selv om kulturrevolutionen i mindre udstrækning spredte sig til landsbyerne, ser det ud til at de fattige bønder fik større indflydelse på bekostning af de bedrestillede. Stabiliseringsfasen havde ikke grundlæggende ændret folkekommunerne.

Én institution fra det store springs tid var ikke ændret under stabiliseringsperioden: hæren. Lin Piao overtog ledelsen af hæren, efter at Deng var blevet afsat. Lin organiserede hæren udfra principperne fra guerillakrigen. Rangordenen blev reduceret til det minimale, hæren deltog i produktionslivet og den politiske skoling blev intensiveret. Den lille røde bog med Mao-citater blev fremstillet netop til dette formål. Det var samtidig hæren der sørgede for, at situationen ikke kom helt ud af kontrol under de mest kaotiske perioder under kulturrevolutionen. Uden massiv støtte fra hæren ville kulturrevolutionen næppe kunne være blevet gennemført.

Kulturrevolutionen forsøgte at virkeliggøre de samme idealer, som det store spring havde bygget på, men under andre forhold. Bureaukratiet skulle under massernes kontrol. De økonomiske privilegier og stimulanser skulle reduceres til det minimale. Bonusordninger, akkordsystemet og private jordstykker blev i en vis udstrækning afskaffet.

En omfattende decentralisering blev gennemført. Kun nogle af de største industrivirksomheder - først og fremmest den moderne rustningsindustri - forblev under direkte statskontrol. Andre virksomheder blev overført til regional og lokal kontrol. Kropsarbejde og intellektuelt arbejde skulle gå hånd i hånd. Studenter skulle i en periode sendes ud i landsbyerne for at arbejde der.

Kulturrevolutionen var et forsøg på at fjerne de tre store uligheder: mellem land og by, mellem «ledelserne» og «de der blev ledet», mellem hånds- og åndsarbejde. Tankegangen var, at man på denne måde ville frigøre massernes initiativ, som på længere sigt ville være en mægtig stimulans for øget produktion og økonomisk vækst, samtidig med at man blokerede udviklingen i «revisionistisk» retning.

Kulturrevolutionen smadrede den formelle enighed indenfor det kommunistiske partis elite. De to ledende veteraner, præsidenten Liu Chao-chi, som var udset til Maos efterfølger, og Deng Xiaoping, partiets generalsekretær og en af administrationens dygtigste ledere, blev afsat sammen med en lang række andre ledende partimedlemmer.

Kulturrevolutionen nåede ikke alle de mål, den havde sat sig. Den kulturrevolutionære gruppe under ledelse af Maos kone, Chiang Ching, der havde kontrollen over propagandaapparatet, udviste en stærk intolerance overfor alle de, der defineredes som politiske modstandere, hvilket udartede til en veritabel heksejagt på syndebukke. De var samtidig præget af en autoritær holdning, der fjernede dem fra alle de radikale revolutionære grupper, der spontant var fremsprunget. Fraktionsstriden indenfor disse grupper underminerede den dynamiske kraft i kulturrevolutionen, og gjorde at de kulturrevolutionære grupper blev stadig mere isolerede.

Selv om det ser ud til, at produktionen blev opretholdt, skabte kulturrevolutionen forvirring og tilløb til kaos, således at Mao selv måtte gribe ind for at afblæse kampen. Dette skete gennem en lang serie af kompromisser, der skulle skabe en ny enhed og stabilisering. Men Mao gav samtidig klart udtryk for sine politiske perspektiver. Han understregede, at det ville være nødvendigt med nye kulturrevolutioner. Men det var åbenbart, at de måtte foregå under andre former.

E.No.