Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 22.792
: :
Klassisk marxistisk kvindeteori

Kvindebevægelsen udsprang af de liberalistiske og socialistiske strømninger i det 19. århundrede. Industrialiseringen lagde grundlaget for, at kvinderne kunne få en mere uafhængig stilling i samfundet. Men det blev ikke uden videre accepteret, at kvinderne samtidig skulle have nye og mere omfattende rettigheder. Kvindebevægelsen blev gjort til grin og modarbejdet i Guds og den kvindelige «naturs» navn. Selv indenfor de liberalistiske og socialistiske bevægelser mødte kvindebevægelsen stærke fordomme.

Som modvægt til den kvindeundertrykkende ideologi i samtiden, blev der udviklet teorier om årsagerne til kvindeundertrykkelsen, og hvilke forudsætninger der måtte opfyldes, for at kvinder kunne frigøres. Den liberalistiske kvindebevægelses klassiske værk var: «On the Subjection of Women» (1869) af John Stuart Mill. Den socialistiske kvindebevægelse fik sin klassiker i August Bebels «Kvinden og socialismen» (Die Frauen und der Sozialismus, 1879), der i nogle af sine mange reviderede udgaver havde titlen: «Kvinden i fortid, nutid og fremtid». Både Mills og Bebels bøger blev oversat til mange sprog.

I det følgende vil nogle af de vigtigste socialistiske teorier om kvindefrigørelse blive taget op, med hovedvægten på det 19. århundrede.

De utopisk-socialistiske retninger som bl.a. udvikledes i Frankrig og England først i det 19. århundrede, skabte tradition for at sammenknytte socialisme og kvindefrigørelse - eller «fælles ejendom og fælles kvinder» som modstanderne forargede kaldte det.

De utopiske socialister gik til angreb på hykleriet og kvindeundertrykkelsen i den borgerlige familie. De mente, at kvinderne burde få uddannelse og adgang til andre erhverv end husmodergerningen. De betragtede mennesket som et produkt af omgivelserne, og i modsætning til bl.a. Rousseau lod de også denne opfattelse gælde kvinderne. I skildringerne af idealsamfundet - utopia - kom de med omfattende forslag til, hvorledes kvinden skulle frigøres og ægteskabet ændres. Mest vidtgående var Charles Fourier, som ville ophæve familien som produktionsområde, frigøre kvinden og kærligheden. Saint-Simon, Robert Owen, Flora Tristan m.fl's utopier var mindre vidtgående og indbyrdes meget forskellige.

De utopiske socialister pegede på modsætningerne i samfundet, men de håbede på den gode vilje, i stedet for at mobilisere de undertrykte - bl.a. kvinderne. Alligevel udsprang nogle af de første kvindebevægelser i Frankrig af disse tidlige socialistiske bevægelser. De utopiske socialisters kvindefrigørelsesteorierne inspirerede både Stuart Mill og den klassiske marxistiske kvindeteori i Tyskland.

Marx og Engels udarbejdede ingen færdig kvindeteori. Den omtale af kvindespørgsmål der fandtes i deres værker, fik alligevel stor betydning, netop fordi den kom fra Marx og Engels. August Bebel og Clara Zetkin tog kvindeundertrykkelsen op som et selvstændig problemfelt. Det som disse fire har skrevet om emnet, betegnes som den den klassiske marxistiske kvindeteori.

Kvinders erhvervsarbejde

I den tidlige arbejderbevægelse var problemet ikke, hvorledes man skulle organisere kvinderne, men om bevægelsen i det hele skulle satse på at organisere kvinder. I 1800 tallet var det almindeligt, at mandlige arbejdere og socialister var imod, at kvinderne arbejdede i industrien. Ja, mange tog helt afstand fra kvinders erhvervsarbejde udenfor hjemmet. De betragtede kvinderne som konkurrenter på arbejdsmarkedet. Desuden var arbejdstiden så lang og arbejdet så nedslidende, at arbejderkvinderne måtte forsømme børnene og hjemmet. Mange mandlige arbejdere - og rimeligvis også en del kvindelige - ønskede snarere at mandens løn skulle øges, således at han kunne forsørge familien. (Se Kvindearbejde).

Dette problem kom klart frem på de første kongresser i Første Internationale i 1860'erne. Den franske sektion var stærkt påvirket af Proudhon, som i flere værker var gået skarpt imod al kvindefrigørelse. Hans ideal var den dydige småborgerlige husmor. «Skøge eller husmor - jeg ser ingen mellemvej», skrev han. Derfor fremlagde den franske sektion et forslag om forbud mod kvindearbejde udenfor hjemmet, fordi det efter deres opfattelse førte til amoral og ødelagde familien. Overfor denne opfattelse hævdede bl.a. Marx, at kvindearbejdet i industrien var indført med kapitalismen og derfor ikke lod sig forbyde.

Lidt efter lidt erkendte arbejderbevægelsen, at den hellere måtte organisere de kvindelige arbejdere - bl.a. ved at åbne fagforeningerne for dem. Kun på den måde kunne de hindre, at kvinderne kom til at virke som løntrykkere og strejkebrydere. Og kun på den måde kunne de hindre, at arbejderkvinderne allierede sig med kvinderne i borgerskabet, som det var sket i flere lande - bl.a. England og USA. I disse lande tog ligestillingsbevægelsen initiativ til nogle af de første foreninger for arbejderkvinder.

Marx og Engels behandlede kvindernes situation i arbejdslivet i deres skildringer af, hvorledes proletarfamilien var blevet ødelagt under kapitalismen - bl.a. i «Arbejderklassens stilling i England» (Engels, 1845), i «Det kommunistiske manifest» (Marx, 1948) og i «Kapitalen» (Marx, 1867).

De påviser, hvorledes børn og kvinder blev draget ind i fabriksarbejdet og fortrænger mændene: Når maskinerne kaster hele arbejderfamilien ud på arbejdsmarkedet, bliver værdien af mandens arbejdskraft fordelt på hele hans familie. Hans arbejdskraft bliver mindre værd. Dersom manden bliver arbejdsløs, bliver kvinden forsørgeren og manden kan opleve den rene kastration ved at blive dømt til husarbejde. Af dette må vi erkende - hævder Engels - at mandens gamle herredømme hvilede på økonomisk magt.

Men Marx, Engels og senere Bebel og Zetkin understregede gang på gang, at kvindeligt lønarbejde udenfor hjemmet ikke lod sig forbyde, selv om det havde alvorlige konsekvenser. Forbud mod kvindearbejde i industrien er lige så tåbelig som maskinstorm, sagde de. I en kendt passus fra «Kapitalen» skriv Marx, at børne- og kvindearbejdet under den kapitalistiske produktionsmåde ødelægger proletarfamilien, men at det under kommunistiske produktionsforhold vil blive en kilde til en højere form for familieliv og skabe bedre relationer mellem kønnene.

Familiens oprindelse

Engels skrev mere om kvindernes situation end Marx gjorde. Vigtigst er bogen «Familiens, privatejendommens og statens oprindelse» (1884). Denne bog blev en af de mest populære, som Engels skrev. Det er interessant, hvorledes den blev til: Engels skrev den på grundlag af nogle notater, som Marx havde efterladt sig om en bog af antropologen Lewis Morgan: «Ancient Society» (1877). I 4. udgave fra 1891 tilføjede Engels flere større afsnit om kvinderne i klassesamfundet og i det socialistiske samfund.

I «Familiens ... » hævdede Engels, at de ældste menneskesamfund havde været klasseløse, kommunistiske samfund uden kvindeundertrykkelse. Kernefamilien fandtes ikke. Dette synspunkt var klart i strid med det samtiden mente, og også med det Engels og Marx tidligere havde skrevet. Engels skrev, at der i forhistorisk tid overvejende havde eksisteret kvindelig arve- og slægtsfølge (moderret) - bl.a. fordi fædrene til børnene var ukendte.

Kvinderne spillede en vigtig rolle i produktionen - til tider den vigtigste. Men efterhånden begyndte produktionen at give overskud. Især indenfor mændenes arbejdsområder - bl.a. i kvægdriften. På grund af den daværende arbejdsdeling mellem kønnene - som Engels ikke problematiserede, men nærmest anså for naturlig - kom den nye privatejendom til at tilhøre manden.

Med privatejendommen opstod den patriarkalske familie og senere den monogame kernefamilie. Monogamiet er baseret på, at manden har herredømmet over kvinden, så han kan sikre sig arvinger, som der ikke er tvivl om, han er far til. Derfor blev kvinden straffet, når hun var utro - men ikke manden.

«Moderrettens afskaffelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden overtog også ledelse i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til slave for hans lyster og en rent og skært redskab for børneavl», skrev Engels. Først i den ejendomsløse arbejderklasse mangler grundlaget for mandsherredømmet. Den retslige ulighed er ikke årsagen til kvindeundertrykkelsen, men udsprang af den økonomiske undertrykkelse. Som situationen var, ville en retslig ligestilling i ægteskabet kun på papiret indebære ligestilling - på samme måde som overenskomster mellem arbejdere og arbejdsgivere.

Engels' konklusion blev derfor, at den centrale betingelse for kvindefrigørelse er, at alle kvinder inddrages i samfundsproduktionen. Dette kræver, at kernefamilien ophører med at være det økonomiske grundlag for samfundet, og at samfundet overtager det private husarbejde. Kvindefrigørelse er derfor først mulig i det kommunistiske samfund, mener Engels.

Mange af Engels' antropologiske teorier er blevet draget i tvivl af senere forskning. Men afgørende var hans hovedtese om, at mandens herredømme over kvinden hvilede på økonomisk magt. Kvindeundertrykkelsen kunne altså ikke skyldes naturen, biologien, mindre hjerne, eller hvad folk iøvrigt henviste til - hvad enten det gjaldt religionen, de verdslige love, lægevidenskaben eller opinionen.

Også i tidligere værker - bl.a. «Den tyske ideologi» (1845-46) og «Det kommunistiske manifest» (1848) - havde Marx og Engels langet kraftigt ud mod den borgerlige familie. De videreførte således kritikken fra de utopiske socialister: Grundlaget for den borgerlige familie er penge og kedsomhed - ikke kærlighed og troskab som samtiden hyklerisk påstod.

I sin kendte bog: «Kvinden og socialismen» kom August Bebel med en lignende kritik. Bebel kaldte prostitutionen for en nødvendig social institution i det borgerlige samfund, og han påpegede, at den kristelige, borgerlige verden styrer og organiserer prostitutionen til mandsverdenens bedste. Samtidig dømmer og forfølger man de prostituerede, som oftest stammede fra arbejderklassen. I mange taler og artikler fordømmer også Clara Zetkin, at borgerskabet tildækker det materielle grundlag for familien.

De grundlæggende teser i den klassiske marxistiske kvindeteori var således: Det kapitalistiske samfund har skabt konkurrencen mellem kønnene og en uløselig modsætning mellem kvinders erhvervsarbejde og deres pligter i hjemmet. Disse modsætninger kan ikke løses, før samfundet bliver kommunistisk. Samtidig er det en generel tese, at kvinden må blive økonomisk uafhængig for at kunne blive fri. Men under kapitalismen går kvinden kun fra at være afhængig af manden til at blive afhængig af kapitalisten. Virkelig kvindefrigørelse er derfor først mulig under socialismen, mente den klassiske marxistiske kvindeteori.

Målet for kvindefrigørelsen

Det blev aldrig helt klart, hvad de klassiske marxistiske kvindeteoretikere mente med kvindefrigørelse. I modsætning til de utopiske socialister tog de afstand fra at gå nærmere ind på de nye sociale relationer, som skulle udvikles efter revolutionen. Det var alligevel klart, at alle kvinder skulle inddrages i samfundsproduktionen og blive økonomisk uafhængige af mændene. Også familien skulle ændres: De talte om fælleskøkkener, fællesvaskeri og offentlige skoler.

Men både Marx, Engels og Bebel forestillede sig, at kvinderne altid ville have særlige pligter som husmødre og mødre. De så ingen problemer i, at kvinderne fik dobbeltarbejde i det kommunistiske samfund. Det gjorde derimod Clara Zetkin. Hun svingede mellem forskellige løsninger: I sine første værker skrev hun, at børnepasningen helt skulle overtages af professionelle. Dvs. at moderrollen skulle ophæves. Senere nævnte hun forsigtig, at mændene måske burde tage del i de huslige pligter: Dette var uhørt i samtiden. Senere - ikke mindst i artiklerne om den nye Sovjetstat - gik Zetkin ind for, at moderrollen måtte opvurderes som socialt, nyttigt arbejde.

Lignende synspunkter fremførte Aleksandra Kollontaj. Hun skrev, at i det socialistiske samfund betragter man ikke længere moderrollen som en ulempe, som kvinden skal have kompensation for, men som et værdifuldt arbejde som er nyttigt og nødvendigt for kollektivet. I den sovjetiske praksis førte denne holdning til, at kvinderne enten blev isolerede i husholdningerne eller fastlåste i et slidsomt dobbeltarbejde.

Strategier for kvindefrigørelse

Marx og Engels ser ud til at have forestillet sig, at kvinderne så at sige automatisk ville blive frigjorte, når kapitalismen blev styrtet. Bebel og Zetkin arbejdede derimod både i teori og praksis med strategier for kvindefrigørelse. Bebel var med til nogle af de første forsøg på at organisere kvindelige arbejdere i Sachsen i 1860'erne. Hans bog: «Kvinden og socialismen» virkede stærkt mobiliserende.

Clara Zetkin var ledende, både i den tyske og den internationale socialistiske kvindebevægelse. Da Anden Internationale blev dannet i Paris i 1889, holdt Zetkin en opsigtsvækkende tale til en forsamling af overvejende mænd. Internationalen vedtog bl.a. på grundlag af denne tale en opfordring til alle arbejderbevægelser om at støtte organiseringen af arbejderkvinderne.

Skulle de socialistiske kvinder arbejde sammen med den borgerlige kvindebevægelse? Der var delte meninger om dette spørgsmål. Bebel mente, at kvinderne havde en del fælles interesser, såsom kampen for juridisk og politisk ligestilling. Desuden havde de kvindelige arbejdere fælles interesser med de mandlige arbejdere, skrev Bebel.

Men Zetkin var helt afvisende overfor samarbejde mellem den socialistiske og den borgerlige kvindebevægelse - både som socialdemokrat og senere som kommunist. Hun udarbejdede den første egentlige klasseanalyse af kvinderne:

Overklassekvinderne kæmper mod mændene i deres egen klasse for at få ret til livsindhold og til at råde over deres egen formue. Borgerkvinderne kæmper for retten til uddannelse og arbejde. Grundlæggende er dette alene et krav om, at borgerskabet konsekvent skal gennemføre sine egne ideer om erhvervsfrihed og fri konkurrence. Disse kvinder må kæmpe mod de mænd i deres egen klasse, som prøver at bremse kravene med floskler om den kvindelige natur, fordi de er bange for konkurrencen. Den borgerlige kvindebevægelse påstår, at den kæmper på vegne af alle kvinder.

Men arbejderkvinderne har allerede retten til hårdt arbejde på fabrikkerne. Ja, de er tvungne til det. De må også arbejde for reformer som stemmeret, men ikke som et mål, kun som et middel. Det er ikke i arbejderkvinders interesse at kæmpe mod mændene, men med mændene i arbejderklassen mod kapitalisterne, mente Zetkin.

I praksis måtte Zetkin alligevel anerkende, at det også var nødvendigt for arbejderkvinderne at kæmpe mod de mandlige arbejderes fordomme og snævertsynethed. I sine værker fortæller Zetkin, hvorledes mobiliseringen af arbejderkvinderne først mødte modstand, senere ligegyldighed.

Mens den borgerlige kvindebevægelse oftest skabte selvstændige organisationer, ønskede den socialistiske kvindebevægelse i de fleste lande at være en del af den samlede arbejderbevægelse. Men det var og blev et stridsspørgsmål, hvorvidt arbejderkvinderne og andre socialistiske kvinder skulle have deres egne organisationer indenfor fagbevægelsen og partiet. Det var socialistpartierne i de fleste lande oprindelig imod.

Kvinderne stod hele tiden i en vanskelig valgsituation: De ønskede, at socialistpartierne skulle inddrage kvindepolitikken som en naturlig del af programmet og arbejdet, men partierne prioriterede som regel de kvindepolitiske sager lavt. For at modarbejde denne ligegyldighed og desuden fremme organiseringen af kvinderne og udviklingen af en socialistisk kvindepolitik, dannede kvinderne deres egne kvindegrupper, lavede kvindeblade, kvindekonferencer, kvindesekretariater og til og med egne organisationer. Dette førte til gengæld til, at kvinderne blev isoleret i partiarbejdet.

Clara Zetkin ville have arbejderkvinderne til at indse, at de havde fælles interesser med de mandlige arbejdere - ikke med den borgerlige kvindebevægelse. På den anden side prøvede hun hele tiden at overbevise de mandlige arbejdere og socialister om, at de havde brug for at få arbejderkvinderne med i klassekampen. Ja, at kvinderne overhovedet kom med, var for Zetkin en forudsætning for, at klassekampen kunne vindes: «Uden proletariatets revolutionære klassekamp, ingen virkelig kvindefrigørelse. Uden kvindernes deltagelse, ingen ødelæggelse af kapitalismen, ingen socialistisk nyskabelse», skrev hun.

Men Zetkin gik endnu videre og sagde, at kvinderne måtte mobiliseres for at garantere at kvindefrigørelsen virkelig blev en del af revolutionen. «I endnu højere grad end for de mandlige proletarer gælder det for proletarkvinderne, at de i denne kamp kun har deres lænker at miste, men en verden at vinde, » skrev Zetkin.

Kritik

Den klassiske marxistiske kvindeteori fik stor betydning for kvinderne i arbejderbevægelsen, men teorien havde også mange problematiske sider. Kvindeundertrykkelsen blev næsten udelukkende analyseret ved hjælp af begreber og teorier fra produktionssfæren. Mange vigtige sider af kvindeundertrykkelsen blev slet ikke taget op.

I forordet til «Familien ... » havde Engels skrevet, at i den materialistiske historieopfattelse er produktionen af eksistensmidler - det udviklingstrin arbejdet står på - og produktionen af mennesket selv - familiens udviklingstrin - i sidste ende det afgørende moment i historien. Iflg. Engels gjaldt dette alene i forhistorisk tid. Men dette dobbelte princip udviklede Engels ikke videre.

Den klassiske marxisme leverede generelt en mangelfuld analyse af familiesituationen, af magtforholdene i familien, af husarbejdet og af de funktioner familien har i samfundet. Bortset fra Zetkin ser de også ud til at have opfattet arbejdsdelingen mellem mænd og kvinder i familien som naturlig. De forstod heller ikke problemerne ved, at kvinderne fik dobbeltarbejde. For dem var disse problemer skabt af kapitalismen, og ville dermed løse sig selv, når produktionsforholdene blev ændret. Eksemplet Sovjetunionen viste, at det ikke uden videre skulle gå således.

Den klassiske marxistiske kvindeteori havde et langt mere traditionelt syn på ægteskabet end mange utopiske socialister før den og bl.a. Aleksandra Kollontaj efterfølgende. Klassikerne mente, at når ægteskabet var befriet fra de økonomiske bånd, da ville kærlighedsægteskabet, ja, monogamiet endelig blive virkelighed. Om seksualiteten sagde de ingenting. Kun Bebel der var inspireret af Charles Fourier, inddrog denne side af kvindeundertrykkelsen. Normalt forsøgte klassikerne at gå imod at sammenknytte kvindefrigørelse og friere kærlighedsforhold - som de utopiske socialister havde gjort.

Den klassiske marxistiske kvindeteori tog afstand fra samtidens biologiske forklaringer på kvindeundertrykkelsen. Men klassikerne gik i den modsatte grøft og forklarede kvindeundertrykkelsen økonomistisk. I den kendte bog: «Det andet køn» (1949) skiver Simone de Beauvoir, at man ikke uden videre kan sidestille kvindeundertrykkelse og undertrykkelsen af proletariatet. Derfor er forudsætningerne for frigørelse heller ikke de samme. Sagt på en anden måde: Den klassiske marxistiske kvindeteori kan kritiseres for at være et utilstrækkeligt redskab for analysen af de undertrykkelsesforhold, der ikke udspringer direkte af kampen om merværdien.

Videreudvikling

På dette grundlag startede den nye marxistiske kvindeteori. Med den nye kvindebevægelse og de ændrede samfundsforhold i 1970'erne blev den klassiske marxistiske kvindeteori kritiseret og videreudviklet. Centralt i den nye tradition står forsøget på at udvikle patriarkatbegrebet - her forstået som mænds kontrol over kvinder. Patriarkatet er som bekendt ældre end kapitalismen, men hviler ikke kun på gamle fordomme. Den kapitalistiske produktionsmåde har integreret og udnytter kvindeundertrykkelsen på sin egen måde. Flere teoretikere fra den nye kvindebevægelse - bl.a. Juliet Mitchell  - har taget denne indviklede sammenhæng mellem kapitalisme og patriarkat op.

Den nye marxistiske kvindeteori er langtfra entydig. Et fælles træk er dog den vægt man har lagt på at forstå kvindelivet som helhed. Man inddrager flere sider af kvindeundertrykkelsen end den klassiske teori gjorde: Seksualitet, mænds kontrol over kvindekroppen, socialisering, ideologisk undertrykkelse, kvindepsyken, kvindekultur, bevidsthedsdannelse, arbejdsdeling mellem kønnene i familien, på arbejdsmarkedet og i politikken, husarbejdet m.m.

D.D.


Litteratur

D. Dahlerup: Socialisme og kvindefrigørelse i det 19. århundrede, Grenå 1973.
A. Kuhn og A. M. Wolpe: Feminism and Materialism, London 1978.
S. Rowbotham: Kvinder, modstand og revolution, Oslo 1975.
L. Sargent: Women and Revolution. London 1981.

© Drude Dahlerup, 2000