Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 16.283
: :
NKP
Konstituerende landsmøde i NKP i 1923.

NKP (Norges Kommunistiske Parti) blev stiftet den 4. november 1923 i Kristiania (Oslo) som norsk sektion af Komintern, efter at det var kommet til et brud mellem Komintern og Det Norske Arbejderparti (DNA, Arbejderpartiet). Forud for dannelsen var der gået en periode med fraktionskampe i Arbejderpartiet, hvor Tranmælfløjen forkastede Kominterns autoritet og gik ind for, at medlemspartierne skulle have selvstændighed i interne spørgsmål. En heterogent sammensat Kominternfløj anerkendte derimod princippet om et verdensparti med én central ledelse.

Kominternfløjen bestod af flertallet indenfor ungdomsforbundet (NKU - Norges Kommunistiske Ungdomsforbund), en gruppe af kendte ledere fra fagoppositionen (se Fagoppositionen af 1911) og en mere ideologisk uklar gruppe, der dels følte sig solidarisk med Komintern og Sovjetunionen, dels misforstod hvad kommunistisk politik indebar - bl.a. pga. Olav Scheflos parlamentariske virksomhed. Splittelsen i november 1923 indebar dermed ingen ideologisk afklaring, men var et brud på tværs af ideologiske skillelinier.

Stiftelseslandsmødet vedtog et opråb til det arbejdende folk, retningslinier for det organisatoriske arbejde, et arbejdsprogram og sluttede sig til Kominterns beslutning i det norske spørgsmål. Sverre Støstad blev valgt til formand, Halvard Olsen til næstformand, Peder Furubotn til sekretær og Scheflo til redaktør af det nye hovedorgan, Norges Kommunistblad.

Opbakningen umiddelbart efter stiftelsen var stor: 13 af Arbejderpartiets 28 stortingsrepræsentanter (deriblandt alle byrepræsentanterne) fulgte NKP. Partiet overtog 11 af Arbejderpartiets 41 aviser og erobrede byorganisationerne i Bergen og Trondheim. Ca. tre-fjerdedele af NKU medlemmerne fulgte Kominternretningen. Ifølge egne - unøjagtige - tal havde NKP ved årsskiftet 1923/24 13.960 medlemmer.

Kampen om et kommunistisk parti

Lige efter stiftelsen blev jernstrejken NKP's første prøvesten. Partiledelsens holdning til strejken åbenbarede store interne modsætninger. Mens Furubotn, Arvid Hansen og især NKU gik ind for en politisering og udvidelse af strejken og ønsket at tydeliggøre den principielle forskel mellem reformistisk og kommunistisk faglig politik, prøvede en række faglige politikere (Olsen o.a.) at bringe strejken ind i «lovlige rammer» - dvs. under fagbevægelsens kontrol - og nægtede at bøje sig for partiets diktat - også i faglige spørgsmål. Striden optod meget af NKP's energi og hindrede udbygningen af det organisatoriske apparat.

Først efter indgreb fra Komintern bestemte NKP sig for større aktivitet, ekskluderede Olsen og støttede strejken aktivt. Engagementet kom imidlertid for sent til at det kunne siges, at NKP havde levet op til sin avantgardefunktion. NKP's og Kominterns forventninger om at Tranmæl og Arbejderpartiet ville blive afsløret pga. deres holdning under strejken, og at de revolutionære arbejdere der i november 1923 var blevet i Arbejderpartiet nu ville følge NKP, blev heller ikke opfyldt.

Stortingsvalget i efteråret 1924 var præget af strejkens eftervirkninger. NKP's tilbud til Arbejderpartiet om fælles optræden bidrog til at udviske skillelinierne mellem partierne. Endvidere gennemførtes der lokale forhandlinger mellem NKP og Arbejderpartiet bag partiledelsens ryg. Heller ikke valgresultatet på 6,1 % svarede til forventningerne. De gode resultater de fik i Bergen, Trøndelag og opland, blev kritiseret af venstrefløjen, fordi de var opnået med opportunistiske midler.

Resultatet udløste en ny indre krise: Arrestationen af utallige NKP- og NKU-tillidsmænd havde skabt et magtvakuum, som en del af den parlamentarisk orienterede højrefløj prøvede at udnytte til en revision af politikken. Krisen blev midlertidigt løst ved, at Komintern greb ind. I slutningen af oktober 1924 kunne venstrefløjen konsolidere sin stilling. Alligevel var perioden frem til det 2. landsmøde i 1925 præget af fraktionskampe.

Landsmødet var præget af opgøret efter jernstrejken, stortingsvalget og Scheflos enhedsfrontforståelse. Debatten viste, at problemerne først og fremmest optog de centrale politikere i Oslo, mens distriktsrepræsentanterne næsten ikke deltog i den politiske debat. Valgene bragte ingen afklaring: Furubotn blev formand, Hilt sekretær. Rehabiliteringen af Scheflo og nederlag for nogle af venstrefløjskandidaterne viste, at landsmødets flertal ikke ønskede at følge en venstrekurs.

Samlingsønsker

Sonderingerne omkring et norsk Labour party - et paraplyparti hvor det største parti i hvert distrikt skulle overtage partiapparatet og -pressen - afdækkede på ny store modsætninger indenfor NKP. Planen blev betragtet som et forsøg på at likvidere NKP og blev kategorisk fordømt af centralledelsen i august 1925. Men hensynet til det stærke enhedsønske indenfor arbejderklassen tvang NKP til atter at tage spørgsmålet op. I oktober 1925 blev Labour party planen relanceret, og venstrefløjen blev skarpt fordømt for sin sekterisme. Planen kom meget overraskende for partimedlemmerne og offentligheden.

Med den nye Labour party plan kunne NKP midlertidig tvinge Arbejderpartiet i defensiven. Den støtte som planen fik fra fagligt hold førte til, at LO indkaldte NKP, Arbejderpartiet og NSA (Norges Socialdemokratiske Arbejderparti) til samlingssonderinger, der imidlertid ikke førte til noget. De videre samlingsforhandlinger foregik i 1926 uden NKP's deltagelse og øvede stor tiltrækningskraft på NKPs højrefløj. En del af denne sluttede sig i 1927 til Arbejderpartiet-NSA-samlingen. For dem var den organisatoriske enhed vigtigere, end at der eksisterede et kommunistisk parti.

For at forhindre en opløsning af NKP blev der i slutningen af 1926 lanceret en plan om et Arbejderklassens samlingsparti, der skulle være en sammenslutning af politiske organisationer og fagforeninger. Planen kom i stand efter Arbejderoppositionen og Mot Dag havde besluttet sig for NKP.

Samlingspartiet blev stiftet den 30. januar 1927, men trods støtte fra Komintern og udenlandske kommunister, blev partiet en fiasko, idet NKP hverken fik tilslutning fra hidtil neutrale fagforeninger eller fra Arbejderpartiets venstrefløj og heller ikke formåede at sprænge Arbejderpartiet-NSA-alliancen. Samlingspartiet forhindrede imidlertid at NKP smuldrede. Ved årsskiftet 1927/28 ophørte Samlingspartiets virksomhed. Valget som Samlingspartiet var med i, indebar en reduktion af NKP's parlamentariske indflydelse (4 %). Arrestationen af ledende NKP politikere havde desuden som i 1924 hindret NKP i valgforberedelserne.

Ligevægten mellem NKP's forskellige fløje bestod, indtil Mot Dag gruppen i begyndelsen af 1928 hen over hovedet på NKPs ledelse sluttede en «Gensidighedsaftale» med Komintern og gik ud af partiet. Arbejderpartiets regeringsdannelse i februar 1928 satte desuden NKP på en ny prøve. Oprindelig herskede der enighed i partiledelsen om, at Arbejderpartiregeringen skulle støttes. Men Kominterns 9. plenum indledte i februar 1928 venstredrejningen, og NKP's stortingsrepræsentanter blev opfordret til at stemme mod regeringen - hvilket de nægtede. Fordømmelsen af regeringsdannelsen fremkaldte forskellige reaktioner: Stang, Scheflo og kvindesekretæren Jeanette Olsen forlod NKP i marts 1928. Partiorganisationen i Trondheim tog afstand fra partiledelsens stillingtagen. Men ved hjælp af et «åbent brev» og en omfattende mødevirksomhed på alle partiniveauer prøvede ledelsen at gennemtvinge venstrekursen. I april 1928 så det ud til, at den nye kurs var stadfæstet i hele partiet.

Venstrefasen 1928-1935

Venstrefasen der nu blev indledt, gav indtryk af et parti i fremgang. Samlingen mellem Arbejderpartiet og NSA og det ministersocialistiske eksperiment forstærkede troen på, at Arbejderpartiet hurtigt ville udvikle sig til et rent socialdemokratisk parti. Bygningsarbejderstrejken, organiseringen af skov- og landarbejderne under kommunistisk ledelse og NKP's kamp mod klassesamarbejde og mod at man skulle gå ind i den reformistiske faglige Amsterdam Internationale, gav indtryk af, at NKP's indflydelse i fagbevægelsen steg. Samtidig svækkede store organisatoriske mangler imidlertid partiet og modoffensiven mod den borgerlige stat, arbejdskøberne og Arbejderpartiet mislykkedes.

Da NKP i 1929 overtog socialfascismetesen og sluttede sig til Strassburgerkonferencens nye faglige kampstrategi, begyndte NKP's definitive nedgang. Socialfascismetesen der oprindelig var udformet med henblik på det tyske socialdemokrati, udpegede påståede lighedspunkter mellem socialdemokratiet og fascismen og betragtede socialdemokraterne som den fraktion af borgerskabet, som hovedkampen måtte rettes mod. NKP overtog ukritisk teorien. Partiet tog ikke hensyn til Arbejderpartiets centristiske karakter, men overførte mekanisk tesen til Norge. Karakteriseringen af Arbejderpartiet som et «borgerligt kontrarevolutionært parti» der førte «en nationalistisk og socialfascistisk folkepolitik», øgede ikke tilliden til NKP's analyser af den politiske situation.

Hovedangrebet blev alligevel i første omgang rettet mod LO ledelsen, hvor reformismen trådte mere åbent frem. NKP's stærke stilling i fagbevægelsen - en tredjedel af repræsentanterne ved LO kongresserne i 1925 og 1927 - gav en bedre udgangsposition. NKP hævdede, at forudsætningen for succes var, at kommunisterne indenfor fagbevægelsen anerkendte partiets forrang og fulgte parolerne. Den primære opgave blev derfor at nedbryde den faglige legalitetstænkning og loyaliteten med fagbevægelsen.

Strassburgerteserne førte til udmeldelser eller til passivitet i partiledelsen og en stærkt reduceret NKP indflydelse i fagbevægelsen, idet mange fagligt organiserede følte, at faglig solidaritet betød mere end partimedlemskab. Parolen om selvstændige 1. maj-arrangementer stødte på modstand, organiseringen af en revolutionær fagopposition og forslaget om at de uorganiserede under strejker skulle have de samme rettigheder som organiserede, blev betragtet som et angreb på fagbevægelsen, der på samme tidspunkt også blev truet af højrekræfterne. Partiets organisation var præget af passivitet, tilbagegang i medlemstallet, krise i partiledelsen og inaktive basisorganisationer. Årsagen til tilbagegangen søgte NKP udenfor partiet, og angrebene på Arbejderpartiet blev øget.

Gennem i 1930'erne led NKP nederlag i en række samarbejdsorganisationer (bl.a. Bergen og Skien) som indtil da havde haft kommunistisk ledelse, og partiet formåede heller ikke længere i nævneværdig grad at mobilisere til forbundslandsmøderne. I et «åbent brev» måtte politbureauet i juni 1930 konstatere, at hele venstreperiodens politik var slået fejl, og at man ikke opfyldte kravene fra Kominterns «tredje periode». Selvkritikken i sommeren 1930 kunne ikke genoprette tilliden - bl.a. fordi partiet holdt fast ved socialfascismetesen. Stortingsvalget i 1930 udslettede NKP som parlamentarisk parti. Nederlaget på 1,7 %  fremkaldte et nyt Kominternindgreb og endte med, at Arvid Hansen der indtil da havde været venstrefasens dominerende skikkelse og andre flyttede til Sovjetunionen. Ved årsskiftet 1930/31 blev Henry W. Kristiansen ny formand.

I 1930/31 nåede NKP bunden: Hovedorganet kunne kun udkomme som ugeavis, medlemstallet var gået ned fra 13-14.000 (i 1923/24), til ca. 3.000 (1930). Mobiliteten var stor blandt medlemmerne. I 1932 viste en oversigt, at næsten halvdelen af NKP's 3.000 medlemmer var meldt ind i løbet af de sidste to år. En systematisk skoling af kadrene fandt ikke sted. Organisationsapparatet var i dårlig stand.

Omstillingen til virksomhedsceller som grundenheden blev i den første tid fulgt mekanisk og gennemført på en sådan måde, at partiet mistede medlemmer. Virksomhedscellerne fik aldrig gennemslagskraft, men forblev i mindretal (ca. 20 % af partimedlemmerne) - ofte bare som «papirorganisationer». Forholdet til NKU var præget af store modsætninger i de første år. Kvinderne var partiets «stedbarn» - bevillingerne til kvindesekretariatet blev strøget, uden at kvinderne blev informeret.

Systemet med distriktssekretærer blev af financielle og personlige årsager utilstrækkelig gennemført, og kommunikationen mellem centralledelsen og de lavere partiinstanser svigtede i mange tilfælde. Bolsjeviseringen blev meget ufuldkomment gennemført. Den hierarkiske struktur der prægede store kommunistpartier, var ikke karakteristisk for NKP, hvor partiledelsen godt nok opnåede en formel tilslutning til partilinien, men i praksis ikke formåede at få gennemført sin politik.

Også efter lederskiftet fortsatte NKP sin sekteriske politik og arbejdsmetoder. Heller ikke under storlockouten i 1931, hvor stærke reformistiske træk gjorde sig gældende indenfor LO's ledende organer, lykkedes det for den kommunistiske opposition at vinde nævneværdig tilslutning. Menstadslaget viste tydeligt NKP's afmagt: Fagforeninger med kommunistisk ledelse tog ikke engang partiets forslag til afstemning op, men fulgte de faglige ledere.

Den beskedne fremgang i medlemstallet og fremgangen ved stortingsvalget i 1933 (1,8 %) kunne ikke skjule, at NKP var blevet en sekt uden politisk betydning. Trods det åbne klassesamarbejde i LO centralt og i andre forbund, formåede partiet ikke at udnytte utilfredsheden med de faglige ledere og at formulere en troværdig alternativ politik. Kominterns teser, Kominterns indgreb og NKP's halvlegale karakter lod NKP fremstå som et fjernstyret parti uden forankring i norsk virkelighed. Partiets skjulte tilværelse var dels selvvalgt - partidebatter blev f.eks. ikke længere refereret i NKP pressen. Dels var grunden Quislings angreb og forslagene om at forbyde NKP. Da forsvaret af Sovjetunionen blev proklameret som den primære opgave, forstærkede dette billedet, selvom mange af NKP's kommunalpolitikere på fremragende måde forsøgte at varetage det arbejdende folks interesser i krisetid.

I maj 1933 kom NKP med en overraskende appel til Arbejderpartiet om en enhedsfront ovenfra mod fascismens og kapitalismens fremstød. «Arbejderen»s positive holdning til Arbejderpartiets valgfremgang i 1933 viste, at der fandtes kræfter, som ville bort fra socialfascismetesen, men med støtte fra Komintern formåede Emil Løvlien atter at befæste venstrekursen. På landskonferencen i februar 1934 blev der gennemført omfattende personforandringer, og landskonferencen rettede en skarp kritik mod politbureauet for opportunisme. Foråret 1934 var præget af selvkritik og udrensninger, der i maj endte med, at Løvlien havde befæstet sin stilling.

Folkefrontsperioden 1935-1939

Kominterns opråb den 1. maj 1934 som indvarslede en ny frontpolitik, vandt ikke genklang i NKP, og angrebene på Arbejderpartiet fortsatte. I begyndelsen af 1935 blev NKP kritiseret af Komintern og opfordret til at opgive sin sekterisme, men først i juli 1935 findes der antydninger af et ændret syn på Arbejderpartiet. Gennem 1935 fulgte flere NKP forsøg på at komme i kontakt med Arbejderpartiet og igangsætte fællesaktioner, deriblandt også et samarbejde ved stortingsvalget i 1936, men alle henvendelser blev afvist af Arbejderpartiet, som foreslog organisatorisk samling.

Efter at NKP allerede tidligere havde udtalt sin villighed til at forsvare Nygaardsvoldregeringen, besluttede det 5. landsmøde i 1936 at henvende sig til Arbejderpartiet med et samlingsforslag og tilbyde listeforbund i de distrikter, hvor NKP stod stærkest. Begge forslagene blev afvist af Arbejderpartiets landsmøde, som på sin side kom med et modforslag om samling uden organiserede fraktioner og på grundlag af Arbejderpartiets principper, retningslinier og politik. Det sidste krav var for NKP en umulig betingelse, og der blev ikke indledt forhandlinger. Men NKP's imødekommenhed blev demonstreret ved, at partiet ved stortingsvalget kun stillede en egen liste i Bergen for dermed i øvrigt at styrke Arbejderpartiets mandatchancer.

Efter et initiativ fra Telemark blev der startet samlingsforhandlinger i sommeren 1937. Efter kommunalvalget blev der holdt flere møder mellem de to partier, og NKP udtalte sin villighed til en samling, hvis Arbejderpartiet sluttede sig til Socialistisk Internationale, men samtidig ville NKP arbejde for, at et forenet parti støttede Komintern og Sovjetunionen. Trods NKPs principielle vilje til at følge Arbejderpartiets politik, kørte forhandlingerne i december 1937 fast, da Arbejderpartiet genfremsatte sit samlingsforslag fra 1936.

Bruddet kom overraskende for NKP, og blev forklaret med at den øgede antikommunistiske og antisovjetiske propaganda fra borgerligt hold, og at presset fra de danske og svenske socialdemokrater havde påvirket Arbejderpartiet. Forholdet mellem de to partier blev noget køligere, men NKP bibeholdt stort set sin positive opfattelse af Arbejderpartiet. Så sent som i februar 1939 opfordrede Kristiansen fagforeningerne til at slutte sig kollektivt til «broderpartiet» Arbejderpartiet. Nygaardsvoldregeringen blev fortsat forsvaret. Men istedet for samling blev en organisatorisk styrkelse af partiet atter et vigtigt mål. Arbejdet for det frie Spanien - NKP og NKU var de eneste politiske organisationer der ydede aktiv hjælp og som ikke accepterede ikke-indblandingspolitikken - skabte sympati og resulterede i, at NKP atter begyndte at blive anerkendt i fagbevægelsen. På den anden side øgede Moskvaprocesserne arbejderklassens skepsis mod udviklingen i Sovjetunionen, hvilket belastede NKP.

Under parolen «Forsvar landet mod fascismen» prøvede NKP at mobilisere til kamp mod reaktionære kræfter. Kampen mod krigsfaren blev vigtigere end klassekampen. I Vestlandet, særligt i Bergen og Odda, fik parolen genklang også udenfor NKP's egne rækker og vandt massiv støtte og tilslutning - også i Arbejderpartikredse. Hverken tilnærmelsen til Arbejderpartiet eller den senere mere selvstændige holdning resulterede dog i den ønskede ekspansion.

Isolationsperioden 1939-1941

To hændelser i 1939 ødelagde atter den tillid, partiet var i færd med at opbygge. Det gjaldt ikke-angrebsaftalen mellem Nazi-Tyskland og Sovjetunionen samt vinterkrigen i Finland. Ikke-angrebspakten skabte stor forvirring i NKP. Forholdet til Tyskland blev vurderet på ny, og spændingerne mellem Tyskland og vestmagterne blev tolket som en imperialistisk konflikt. Trods erklæringer om at vestmagterne ville «fravriste» Tyskland den magtstilling landet havde opnået og genvinde hegemonien i Europa, fortsatte NKP med at fordømme Tyskland. Vurderingerne viste, at NKP ikke var i stand til at analysere og vurdere det faktiske indhold i den sovjetiske udenrigspolitik.

Finlandskrigen øgede partiets isolation. Den norske opinion - Arbejderpartiet inkluderet - solidariserede sig uden forbehold med Finlands reaktionære og protyske regering, mens NKP forsvarede den sovjetiske politik. I en aktion mod «nazikommunisterne» blev kommunisterne fjernet fra deres stillinger i fagbevægelsen. NKP var selv politisk og materielt så svagt, at det ikke kunne argumentere mod den antikommunistiske offensiv, som fulgte Finlandskrigen.

Overfaldet på Norge den 9. april 1940 kom overraskende for NKP. Ud fra sin tolkning af den sovjetisk-tyske pagt og verdenskrigens karakter anklagede NKP Arbejderpartiregeringen for at gå i den britiske imperialismes tjeneste. Det ville være i norsk interesse at slutte fred så hurtigt som muligt. Men der fandtes også kommunister, som helt fra begyndelsen kæmpede aktivt mod besættelsesmagten.

Centralkomiteens deltagelse i forhandlinger om et styre på norsk jord var dels begrundet i illusioner om tyskerne, dels i frygten for at borgerskabet atter kunne udfolde sig, og dels i de forskellige partipolitiske interesser der opstod i magtvakuumet efter 9. april. Den uklare holdning holdt sig, også efter at NKP som det første norske parti blev forbudt og hovedorganet måtte indstille udgivelsen. Det første tegn på en nyorientering kom fra Vestlandsafdelingen, der antydede et udgangspunkt for en national modstandspolitik. Forsøgene fra centralkomiteen på at standse fremstødet fra Vestlandsafdelingen og at afsætte Furubotn mislykkedes.

Modstandspolitikken 1941/42-1945

Efter det tyske overfald på Sovjetunionen faldt hindringerne for NKP's nationale engagement bort. Allerede i oktober 1941 havde Furubotn i et brev til Nygaardsvold foreslået at opbygge en national front, organisere militære grupper, anvende effektive kampformer som sabotage og guerillakamp og omlægge propagandaen og agitationen. På et illegalt centralkomitemøde ved årsskiftet 1941-42 blev Furubotn valgt til partiets nye generalsekretær, og hans politik blev «uden forbehold» godkendt. Kampen for «et nationalt, frit og selvstændigt Norge, hvor folket selv former dets egen udvikling og selv bestemmer landets styreform» blev målsætningen for NKP. Politikken stod i de følgende år delvist i modsætning til Sovjetunionens ønsker om, at kommunisterne ikke skulle markere sig for stærkt i modstandskampen. En opfordring om at flytte centralkomiteen til Stockholm - hvor den sovjetiske ambassade havde kontrolmuligheder - blev afvist.

Både i sin illegale presse og i praktisk handling gik kommunisterne stadig stærkere ind for en aktiv modstandspolitik, der bl.a. tog sigte på at ramme tyskernes økonomiske interesser. Den offensive modstandslinie vagte sympati i befolkningen og udsatte Hjemmefronten for et stærkt pres fra venstre, således at en del af Hjemmefrontens aktioner må forstås som en refleks på NKP's modstandsvilje.

Modstandskampen blev ført med store tab. Hele 21 af centralkomiteens medlemmer mistede livet ved henrettelser, i direkte kamp eller på anden måde. Alligevel blev partiapparatet opretholdt - i modsætning til i de andre politiske partier - og trods stadig forfølgelse fra Gestapos side fungerede partiledelsen fra 1942 til 1945. Det lykkedes at opbygge et effektivt transportsystem over den svenske grænse og et omfattende kurér- og distributionsapparat. Heller ikke den store «operation Almenrausch» (1944), hvor ca. 4.000 tyske soldater deltog, kunne knuse NKP's illegale apparat. Kommunisterne spillede en betydelig rolle ved befrielsen af Finmarken .

Efterkrigspolitik 1945-1948

På grund af modstandskampen og den brede sympati for NKP og Sovjetunionen, mistede antikommunismen sin basis, og NKP fik to statsrådsmedlemmer - Kirsten Hansteen og J. Strand Johansen - i Gerhardsens første regering efter krigen. NKP havde med visse reservationer sluttet sig til fællesprogrammet, og begyndte nu igen at føre samlingsforhandlinger med Arbejderpartiet. Spørgsmålet var allerede i juli 1943 taget op i samtaler i Stockholm. I fangelejrene var der blevet skabt en mulighed for tilnærmelse mellem de to partier, og denne mundede nu ud i Griniforslaget. Det gik ind for genrejsning af et enhedsarbejderparti, der skulle bygge på Arbejderpartiets principprogram og «de erfaringer som den senere tid har givet». I februar 1945 krævede NKP's centralkomite et «virkeligt folkeprogram», som skulle «isolere reaktionen og lægge grunden for et frit demokratisk Norge».

Forhandlingerne forløb til at begynde med meget tilfredsstillende. Den største indrømmelse kom fra NKP, der gav afkald på sin revolutionære målsætning og accepterede en «fredelig overgang til socialisme». Men i midten af august kørte forhandlingerne fast efter et kraftigt NKP angreb på Tranmæl, der blev krævet fjernet fra forhandlingsdelegationen. Arbejderpartipressen lagde hele skylden for bruddet på NKP, og et NKP forslag om enhedslister eller listesamarbejde blev afvist.

Mens NKP ønskede samling nedefra og satte sin lid til den radikale stemning på arbejdspladserne, gik Arbejderpartiet ind for samling ovenfra for lettere at kunne kontrollere udviklingen. Det havde imidlertid større betydning, at NKP's krigsledelse aldrig havde vært tilhænger af Griniforslaget. Efter dens mening var det før samlingsprocessen nødvendigt at klarlægge forholdene under krigen. De mente, at en afdækning ville vise Arbejderpartiledelsens fejlagtige samarbejdspolitik. Dette ville isolere den fra medlemsmassen, radikalisere Arbejderpartiets basis og føre til fremgang for NKP.

NKP's styrke efter besættelsen der kom til udtryk i dagbladet Frihetens store oplag (over 100.000), blev bekræftet gennem stortingsvalget (11,9 %) og kommunalvalgene (11,4 % i 1945, 10 % i 1947). 30-40 % af de fagligt organiserede stemte på NKP, der havde fået valgkampstøtte fra Kemisk Industriarbejderforbund, Arbejdsmandsforbundet, Transportarbejderforbundet, Murerforbundet og Høvleriarbejderforbundet.

Ønsket om samling levede videre i arbejderbevægelsen, og der kom talrige opfordringer til nye forhandlinger. Størst forhåbning vakte Vestfoldforslaget (1947), der fik stor tilslutning indenfor fagbevægelsen, men som blev indirekte torpederet af Arbejderbladets beskyldninger om, at NKP drev femtekolonnevirksomhed.

I den parlamentariske politik optrådte NKP - trods det at alle sammenlægningsforhandlingerne blev en fiasko - som støtteparti for Arbejderpartiet, og førte en mådeholden politik. Den første efterkrigsfase var præget af samarbejdsideologi, konstitutionalisme, nationalisme og havde elementer af krigskommunisme. Højredrejningen som NKP havde gennemgået, gjorde det let at støtte Arbejderpartiet, selv om NKP havde mere langsigtede perspektiver.

Indenfor arbejdslivet krævede NKP en grundig undersøgelse af storindustriens og erhvervslivets samarbejde med tyskerne. Dersom granskningen afslørede et kompromitterende samarbejde, kunne dette bruges som et led i kravet om socialisering. Kravet om et opgør kom også frem i Spanienssagen, og det spillede en vigtig rolle i kampen om hegemonien indenfor fagbevægelsen. Helt frem til slutningen af 1947 var NKP i fagbevægelsen en meget alvorlig konkurrent til Arbejderpartiet.

Den kolde krig

Tilspidsningen i forholdet mellem Sovjetunionen og den kapitalistiske verden prægede NKP's videre indflydelse i norsk politik og partiets forhold til Arbejderpartiet. Dertil kom opgøret mellem den krigskommunistiske Furubotn-fløj og førkrigsledelsen omkring Løvlien. Arbejderpartiets femtekolonnebeskyldninger mod NKP havde været en forsmag på den kolde krig. Den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet blev udnyttet til en ny antikommunistisk kampagne. Gerhardsen erklærede i Kråkerøytalen NKP som en fare for Norge og opfordrede til at reducere NKP's og kommunisternes indflydelse mest mulig. Der fulgte en årelang kampagne mod kommunisternes påståede undergravningsvirksomhed og illoyalitet, hvor der også blev draget sammenligninger mellem NKP og nazisternes virksomhed under krigen. Angrebene vakte i starten genklang - bl.a. pga. at NKP uindskrænket forsvarede begivenhederne i Tjekkoslovakiet, den sovjetiske politik og de stalinistiske processer i Østeuropa.

Selvom NKP ved valget i 1949 (5,8 %) mistede alle sine mandater og tabte terræn i fagbevægelsen, øgedes kampagnen mod partiet. Efter Koreakrigens udbrud blev specielle beredskabslove vedtaget og en omfattende registrering og overvågning af NKP, dets medlemmer, sympatisører og påståede sympatisører indledtes. Denne norske McCarthyisme blev ledet af Arbejderpartiet og trængte NKP fuldstændig i defensiven. En «national holdningskampagne» skulle gøre kommunister til andenrangs nordmænd.

Pga. indre problemer stod NKP nærmest forsvarsløst overfor angrebene. Allerede fra 1945 havde der eksisteret spændinger mellem krigsledelsen og førkrigsledelsen. Selv om Løvlien i 1945 var blevet valgt som ny partileder, fortsatte Furubotn som sekretær, og mange af hans tilhængere i partiapparatet undlod efter Løvlien-fløjens mening at sætte centralkomiteens beslutninger ud i livet. Furubotn selv deltog fra efteråret 1947 ikke længere i centralkomiteens møder, men holdt kontakt med sine tilhængere og formåede på landsmødet i januar 1949 atter at få flertal.

Striden drejede sig om modsætninger mellem den politiske platform fra tiden før krigen, og de nye teorier der var blevet udviklet under besættelsen. For Furubotn var norsk selvstændighed udgangspunktet for politikken, mens Løvlien mente, at Furubotns linie negligerede klassekampen. Et andet stridsspørgsmål var NKP's klassebasis: Mens Løvlien-fløjen gik ind for, at NKP fortsat måtte bygge på arbejderklassen og underklassen i bygderne, ville Furubotn også vinde støtte fra småborgerne, funktionærerne og bønderne, der også måtte være interesserede i en antimonopolistisk kamp. Et tredje stridsspørgsmål var efterkrigspolitikken og synet på strejker.

Selvom Furubotn-fløjen oprindeligt repræsenterede en højreretning, begyndte den fra efteråret 1947 at angribe ledelsen fra venstre og beskylde stortingsgruppen for at drive «illusionspolitik». Modsætningerne blev skærpet pga. valgnederlaget i 1949. Lige efter valget åbnede Strand Johansen angrebene mod «det andet centrum» - dvs. Furubotn-fløjen - der blev betegnet som trotskistisk og titoistisk. Beskyldningerne om ideologisk forræderi førte til, at Furubotn-fløjen stillede sine pladser i centralkomiteen til disposition og satte sin lid til, at en international granskning ville renvaske dem.

I en «skånselsløs kamp» blev de «partifjendtlige elementer» fjernet fra NKP og fik ingen mulighed for at forsvare sig på et ekstraordinært landsmøde. 200-250 medlemmer blev ekskluderet, og et lige så stort antal forlod frivilligt NKP. Selv om medlemstallet lå på ca. 17.000, var tabet betydeligt, fordi det bl.a. rummede landsledelsens flertal, to tredjedele af centralkomiteen, et flertal i 6 distriktsledelser og flertallet i NKU's centrale ledelse. NKP blev atter en trofast og dogmatisk talsmand for Sovjetunionens politik og stalinismen. Teoridebatten der foregik i NKP, var ikke mere end en gentagelse af den institutionaliserede marxisme-leninisme. Trods en nødvendig og værdifuld kamp mod NATO medlemskabet og for de fagorganiseredes interesser, formåede partiet ikke at bryde gennem isolationen.

Den poststalinistiske periode

Afsløringerne af Stalin og den begyndende afstalinisering havde ingen umiddelbar virkning i partiet. Stalinismeproblemet blev forsøgt knyttet til personen Furubotn for at undgå konsekvenser på det personlige plan, selvom kritikken fra basis pegede på «autoritetsdyrkelse og autoritetsrædsel der har gennemsyret vort parti». Krisen blev forstærket af den sovjetiske invasion i Ungarn, der var optakten til en ny bølge med antikommunisme. NKP beklagede på den ene side det sovjetiske løftebrud («et folks problemer kan ikke løses ved fremmede tropper»), men betragtede i øvrigt opstanden som kontrarevolutionær. Debatten om Stalin og begivenhederne i Ungarn resulterede i nyt medlemsfrafald. Ved stortingsvalget i 1957 sank opbakningen til 3,4%.

Debatten fik ikke umiddelbare konsekvenser, men efterhånden øgedes partiets selvstændighed i forholdet til Sovjetunionen. Alligevel blev NKP fortsat identificeret med den sovjetiske politik. Denne identifikation (sammen med en skepsis overfor NKP's organisatoriske praksis) havde endvidere til følge, at den udenrigspolitiske opposition mod Arbejderpartiet organiserede sig i et nyt parti, Sosialistisk Folkeparti.

Ved valgene i 1961 og 1965 fik NKP endnu dårligere tilslutning (2,9 % og 1,4 %), og medlemstallet sank til ca. 5.000. Det nye partiprogram der blev vedtaget på en landskonference i april 1963, og som afløste programerklæringen «Norges vej til socialismen» fra 1953, var et nyt forsøg på at overvinde isolationen. NKP præsenterede sig her som en kraft, der ville forsvare de demokratiske rettigheder man havde tilkæmpet sig mod alle forsøgene på at begrænse dem. I overensstemmelse med beslutningen fra 1945 gik partiet ind for en fredelig vej til socialismen og ønskede «en regeringsmagt af en anden karakter end de borgerlige og socialdemokratiske regeringer».

Ubemærket af den norske offentlighed havde NKP på den jugoslaviske partikongres i foråret 1958 demonstreret en større uafhængighed overfor Sovjetunionen. Denne linie blev fulgt i den sovjetisk-kinesiske strid i 1963 og efteråret 1964 da Khrustjov blev styrtet. På landsmødet i 1965 blev Reidar T. Larsen ny partileder og afløste politikerne fra den stalinistiske periode. Landsmødet var præget af debatten om forholdet til Arbejderpartiet, og et oplæg blev lagt frem, der gik ud på at samle alle arbejderpartier mod storkapitalen og en borgerlig valgsejr.

Men forholdet til Arbejderpartiet blev ikke afklaret. Valgresultatet blev dårligere end man havde frygtet. Manglende partiaktivitet og en høj gennemsnitsalder blandt medlemmerne prægede NKP. Også Friheten befandt sig i en vanskelig stilling, således at landskonferencen i april 1966 drøftede, om den skulle omdannes til ugeavis. Samtidig blev stillingen i den sovjetisk-kinesiske strid atter drøftet, og der blev krævet en klarere pro-sovjetisk holdning. Flertallet afslog at underordne partiet «det ene eller andet parti».

Striden nåede sit højdepunkt i marts 1967, da mindretallet i centralkomiteen krævede, at Larsen skulle gå af, mens mindretallet blev beskyldt for at have angrebet «alle forsøg på at markere partiets selvstændighed nationalt og internationalt». Mødet endte med åben strid. Dette og splittelsen indenfor NKU et halvt år senere tydede på, at Larsens politik mødte hård modstand. På landsmødet i 1968 blev der valgt en moderat linie overfor mindretallet og et forslag om eksklusion blev afvist. Den endelige holdning til den planlagte kommunistiske verdenskonference blev overladt til centralkomiteen.

Samtidig fortsatte angrebene fra en pro-kinesisk fraktion omkring bladet Røde Fane. Den kritiserede partiledelsen for at være blevet «et venstresocialistisk halehæng til Arbejderpartiet» og for at have «svigtet grundlæggende marxistisk-leninistiske principper». Fraktionen havde sin basis i Oslo, og blev erklæret for uønsket på landsmødet i 1971. Forud for dette var der foregået en yderligere frigørelse fra den sovjetiske politik. Warszawapagtlandenes invasion i Tjekkoslovakiet - som NKP tog afstand fra - blev her udslagsgivende.

Kampen mod EF medlemskabet skabte betingelserne for en bred samling, der kunne bringe NKP ud af isolationen. Sammen med Arbejderparti- og SF-medlemmer, uafhængige socialister og andre antikapitalistiske kræfter bidrog NKP medlemmerne til at mobilisere mod norsk EF medlemskab. Samarbejdet indledte den samling af venstrekræfterne, som førte til Sosialistisk Valgforbund (SV), senere Sosialistisk Venstreparti, hvor NKP blev accepteret som en ligeberettiget partner og til gengæld viste stor fleksibilitet - bl.a. ved nomineringsprocessen.

Da SV antog fastere former, øgedes NKP's skepsis mod en fast tidsramme i spørgsmålet om, hvornår Valgforbundet skulle blive et parti. Der var også modsætninger i forholdet til Sovjetunionen og de østeuropæiske overgangssamfund. SV's beslutning om en tidsramme for overgangen til et parti indebar en gradvis nedlæggelse af NKP og dets virksomhed. Modstanderne mod nedlæggelsen begyndte at organisere sig omkring næstformanden Martin Gunnar Knutsen og redaktør Arne Jørgensen, der understregede nødvendigheden af et leninistisk parti i Norge, mens den nationalkommunistiske retning omkring Larsen var villige til at opløse NKP.

Da samlingsmodstanderne ikke vandt frem i SV, begyndte de en mobilisering af partiapparatet til fordel for NKP's fortsatte eksistens. På det 15. landsmøde i 1975 blev det med 117 mod 30 stemmer vedtaget, at man ikke ville følge SV's samlingsplan, men at venstrekræfternes enhed forudsatte en politisk, organisatorisk og ideologisk styrkelse af NKP. Mindretallet stemte for et forslag i overensstemmelse med SV's beslutning i april om samling, der indebar en nedlæggelse af NKP. Martin G. Knutsen efterfulgte Larsen som partiets leder.

Socialismeforståelsen

I et nyt principprogram havde det 14. landsmøde i 1973 overtaget tofasemodellen i kampen for socialismen - «Kampen for et antimonopolistisk demokrati på vejen til socialisme». Socialismeforståelsen er præget af et dogmatisk element - pga. tilknytningen til den kommunistiske verdensbevægelse - og et reformistisk element. Dogmatikken står i vejen for en selvstændig analyse af de norske samfundsforhold og bidrager til at opretholde isolationen. For at overvinde den tilpasses praksis og propaganda til det herskende bevidsthedsniveau - reformismen. Partiets eksistens afledes ikke af teoretiske positioner, men ved at fremhæve dogmatikkens betydning. Med en afgrænsning fra «venstrekritikere» og «ekstremister» forsøger partiet at præsentere NKP som et ansvarligt parti, uden at den socialistiske kritik fra venstre debatteres ordentligt.

I internationale spørgsmål har NKP siden 1975 atter markeret sig som et parti, der hører til den sovjetisk dominerede del af den kommunistiske verdensbevægelse. Solidariteten med Sovjetunionen - en gang nødvendig for at sikre sovjetstatens eksistens - bragte NKP i et afhængighedsforhold til den til enhver tid herskende sovjetiske socialismemodel.

År Antal stemmer % Mandater
1924 59.401 6,1 6
1927 40.075 4,0 3
1930 20.351 1,7 -
1933 22.773 1,8 -
1936 4.376 0,3 -
1945 176.535 11,9 11
1949 102.722 5,8 -
1953 90.442 5,0 3
1957 60.060 3,4 1
1961 53.678 2,9 -
1965 27.996 1,4 -
1969 21.517 1,0 -
1973 Sosialistisk Valgforbund
1977 8.448 0,3 -
Resultater ved stortingsvalgene 1924-77

Der er ikke gennemført nogen analyse af stalinismens forudsætninger. Den demokratiske centralismes organisationsprincip erklæres som almengyldig «under alle klassekampes forskellige etaper og faser og under skiftende samfundsmæssige vilkår». Mens partiet i mange faser har svigtet sin opgave som en revolutionær drivkraft, har kommunister som enkeltpersoner i forskellige situationer - under strejker, under besættelsen, i kommunale og faglige tillidshverv osv. - gennem en modig og uegennyttig indsats og under store personlige ofre stået for en kommunistisk politik i Norge.

Følgende har været formænd i partiet: Sverre Støstad (1923-25), Peder Furubotn (1925-30), Henry W. Kristiansen (1931-34), Adam Egede-Nissen (1934-46), Emil Løvlien (1946-65), Reidar T. Larsen (1965-75) og Martin Gunnar Knutsen (1975-).

E.Lo.


Litteratur

J. Lippe: Norges Kommunistiske Partis Historie, bind 1, Oslo 1963.
A. Hansen: Fra Lassalle til Lenin, Oslo 1929.
E. Lorenz: Arbejderbevegelsens historie, bind 2, Oslo 1972.
T. Titlestad: Peder Furubotn, Oslo 1975.
T. Gilberg: The Soviet Communist Party and Scandinavian Communism: The Norwegian Case, Oslo 1973.
E. Lorenz: Norwegische Arbejterbewegung und Kommunistische Internationale 1919-1930, Oslo 1978.