Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 29.998
: :
Stalinisme

Stalinismens historiske rødder må dels søges i de objektive forhold i Rusland efter Oktoberrevolutionen og borgerkrigen, dels i bolsjevikkernes egen ideologi og praksis.

I begyndelsen af 1920'erne var den russiske arbejderklasse i praksis ophørt med at eksistere. Dette var et konsekvens af tabene i borgerkrigen og det økonomiske sammenbrud. I denne situationen stod partiet og dets apparat tilbage som den eneste garant for statens fortsatte eksistens. Men desuden var partiet også det eneste legale forum for politisk aktivitet. I denne kritiske periode var det uhyre vigtigt at hindre en splittelse af partiet, og på denne baggrund blev fraktionsforbuddet vedtaget som en midlertidig nødforanstaltning. En foranstaltning som i høj grad begrænsede den demokratiske diskussion indadtil i partiet og gav partiledelsen stadig større magt.

Ved at ophøje disse nødforanstaltninger til almen teori, til genuine bestanddele i leninismen, var grundlaget for stalinismen lagt. Selv om det var åbenbart, at den stalinistiske videreudvikling af den bolsjevikiske teori medførte klare brud med leninismen, blev de alle forsøgt grundfæstet i Lenins værker. Tesen om socialismen i et land, som tydeligt repræsenterede et brud med den bolsjevikiske tradition og som Stalin formulerede med henblik på en historisk situation, blev ophøjet til marxistisk-leninistisk almengods.

Mod slutningen af 20'erne blev det klart, at stalinismen i teoretisk henseende repræsenterede et brud med de vesteuropæiske marxistiske traditioner, som bolsjevismen var en del af. De enorme sociale forskelle i form af lønninger og et udstrakt privilegiesystem, som blev skabt i forbindelse med industrialiseringen, blev retfærdiggjort gennem den stalinistiske fortolkning af leninismen. Et andet særegent stalinistisk dogme bestod i, at klassekampen blev skærpet jo nærmere socialismens sejr rykkede. Det indebar, at man kunne retfærdiggøre, at statsmagten blev styrket i stedet for svækket, som den socialistiske tradition ellers foreskrev.

Selv om stalinismen associeres med udstrakt terror, blodige udrensninger, Gulag og en grotesk personkult, er dette ikke det centrale ved den. Stalinismen overlevede i Sovjetunionen og Østeuropa, også efter «afstaliniseringen» og efter at den åbne terror var nedtonet, og der var foretaget visse teoretiske revisioner. Den styringsmodel og de organisationer der blev skabt i Stalintiden, blev i det væsentlige bevaret. Tesen om det statsbærende parti var uforandret, ligeledes fraktionsforbuddet og den demokratiske centralisme, som ikke gør partierne til levende politiske organisationer, men derimod til bureaukratiske magtapparater hvor alle afgørelser tages i toppen og sendes nedad. I den henseende var Sovjetunionen, Kina, Albanien og Tjekkoslovakiet lige stalinistiske: Det eneste der adskilte dem var, i hvilken udstrækning voldsapparatet blev brugt for at kontrollere befolkningen.

Blandt ikke-stalinister har betegnelsen stalinisme en særdeles negativ betydning. Blandt stalinister er opfattelsen i sagens natur anderledes positiv. I Danmark har partier som DKP/ML, KPiD og i perioder DKP fået mærkaten stalinistiske påhæftet.

J.I.B.