Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 69.689
: :
DKP

Forudsætningerne for dannelsen af et kommunistisk parti i Danmark lå i første række i den kendsgerning, at Socialdemokratiet siden sin dannelse i 1871 havde været enerådende som arbejderklassens politiske organisation. Også på landsorganisationen af fagforeninger - samlet fra 1898 - sad socialdemokraterne tungt. Det danske Socialdemokrati holdt til på Internationalens højre fløj og fulgte sit tyske søsterparti SPD tæt.

Siden 1889 havde der været mindre tilløb til opposition til dette reformistiske eneherredømme. Under 1. verdenskrig finder vi oppositionen 3 steder. Der er dels en opposition i partiet, og dels en stærkere opposition i ungdomsforbundet. Men denne opposition er politisk meget blandet. Uden for partiet findes den syndikalistiske Fagoppositionens Sammenslutning (FS).

Frem til slutningen af 1980'erne var de årlige Land og Folk festivaller i Fælledparken den største samlede propagandaaktivitet i DKP. De samlede 30-100.000 mennesker over en weekend. (Solidaritet)

Partioppositionen støttede under krigen Zimmerwaldbevægelsen, og revolutionen i Rusland var givet en stor inspiration. I marts 1918 brød lærerinden Marie Nielsen (1875-1951) ud af Socialdemokratiet og grundlagde det revolutionære Socialistisk Arbejderparti (SAP). Partiet eksisterede kun 1½ år. Det blev revet i stykker af indre modsætninger. Lenin havde inviteret SAP med til grundlæggelsen af Komintern dog uden held, og partiet var understøttet af russerne. En medvirkende årsag til SAPs opløsning var også, at venstrefløjen i 1918 blev forfulgt af politiet, som efter et år med mange og store aktioner, satte hele venstrefløjens lederskab bag lås og slå. Politiets aktion hang til dels sammen med et pres, som England og Frankrig lagde på den neutrale danske regering om at gribe ind overfor de mange russiske flygtninge i København og overfor venstrefløjen, fordi man anså Danmark for det næste sted efter Rusland, hvortil revolutionen kunne brede sig.

I løbet af 1919 kom det til voldsomme spændinger mellem Socialdemokratiet og dets ungdomsforbund. Efter en urafstemning brød ungdomsforbundet med partiet og grundlagde den 9. november 1919 sammen med en fløj af SAP, Venstresocialistisk Parti (VSP). Den anden fløj af SAP gik - med Marie Nielsen - ind i FS. VSP blev medlem af Komintern (KI) og ændrede derfor i 1920 sit navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Selvom partiet sluttede op bag optagelsesbetingelserne var det et parti som i højere grad var venstrereformistisk end revolutionært.

Fraktionskampe i 1920'erne

I løbet af 1920 blev der udfoldet forskellige bestræbelser på at slutte DKP og FS sammen til ét parti og deres aviser til ét blad. Takket være den kendte danske digter Martin Andersen Nexø (1869-1954) og hans forbindelser til de russiske ledere lykkedes det at få skabt Danmarks Kommunistiske Føderation i foråret 1921 af DKP og FS. Føderationen udgav et fælles dagblad, Arbejderbladet, men bestod indenfor føderationen med to organisationer, således at DKP var medlem af KI, mens FS var medlem af Profintern. Denne skrøbelige konstruktion holdt kun til januar 1922. Et kup satte en stopper for Føderationen og de næste 1½ år havde man to kommunistiske partier i Danmark. Efter opslidende forhandlinger valgte KI side og anerkendte det ene. Først i efteråret 1923 blev de to små grupper sluttet sammen i ét parti.

Tyverne igennem rasede imidlertid voldsomme fraktionskampe, som delvis lammede det lille parti. Der er flere grunde til dette voldsomme fraktionelle klima. Den første er strukturel: partiet bestod groft sagt af to lige store dele, nemlig en højrefløj med basis i provinsafdelingerne og en venstrefløj med basis i København. Igen groft sagt: industrien var kraftigst udviklet i København, som i 20'erne var den enste by med store fabrikker. Den anden vigtige grund er KIs rolle. De indgreb, som kom for at hjælpe kommunismen til verden i Danmark, afslørede især ukendskab til de særlige danske forhold. Først holdt KI på højrefløjen, så fra 1927 på venstrefløjen. En tredje vigtig grund ligger i de to forskellige traditioner, som indgik i DKP ved dannelsen: Der var den venstrereformistiske tradition, som kom fra det socialdemokratiske ungdomsforbund og som meget lignede den svenske venstresocialisme. Og der var den aktivistiske og revolutionære tradition med rod i syndikalismen og den militante antimilitarisme. Endelig spillede det en vigtig rolle, at der var flere konkurrerende lederemner, som både repræsenterede disse to traditioner, men som også repræsenterede forskellige former for karisma.

Bolsjeviseringen af partierne blev også gennemført i DKP. Her var det den senere så kendte tysk-russiske spion Richard Sorge, som blev udstationeret i Danmark. Problemet var bare det, at der kun ganske få steder var medlemmer nok til bedriftsceller, så det nye bestod i, at man oprettede gadeceller som næsten svarede til de gamle geografiske afdelinger.

DKP opstillede til alle valgene i 20'erne, men opnåede under 0,5% af stemmerne. Efter to dårlige valg - et kommunalvalg og et folketingsvalg - i 1929 og efter partiet ikke rigtig havde vist ildhu i omstillingen til ultravenstrelinjen, greb KI i december 1929 ind med et åbent brev til DKPs medlemmer, som blev offentliggjort på forsiden af Arbejderbladet. I dette brev kritiseredes den siddende partiledelse i voldsomme ord for sin passivitet og for at den ikke havde forstået den nye politiske linje. Partiledelsen blev afsat, og en ny ledelse blev udpeget af KI bestående af «bedriftsarbejdere». De næste 2 år rasede frationskampene i partiet, som var under konstant ledelse af en KI-repræsentant. Han (Heinrich Wiennecke) forsøgte at finde frem til et lederskab, som kunne få partiet til at overleve.

1931-34 Ultravenstre på dansk

Ud af kampen gik en sejrende fraktion, hvis ledere havde det tilfælles, at de var uddannet på Leninskolen i Moskva og havde den nye ultravenstrelinje på rygmarven. Lederen blev Aksel Larsen (1897-1972), som kom til at præge partiet gennem mere end 25 år. Med sig havde han Martin Nielsen (1900-1962) og Arne Munch-Petersen (1904-1940). Det nye lederskab havde ikke mindst vist deres evner i dannelsen af en stor arbejdsløshedsbevægelse.

En arbejdsløshedsbevægelse var et stort behov: Danmark var 1931-32 kommet hovedkuls ind i den verdenskrise, som havde hjemsøgt verdensmarkedet siden 1929. Men som importør af råvarer og eksportør af landbrugsvarer ramtes landet senere end de store industrilande. Vinteren 1931-32 nåede arbejdsløsheden over 30%. Den faldt siden noget, men 30'erne var generelt et årti med høj arbejdsløshed. Danmark var stadig i udpræget grad et landbrugsland.

Den nye ledelses afgørende problem i forhold til KI var, at Aksel Larsen under sit ophold i Sovjet 1925-29 havde støttet Trotskij. 30'erne igennem forfulgte dette forhold ham. Partiets tidligere leder Thøger Thøgersen (1885-1947) måtte tage fast ophold i Moskva og kom først hjem i 1936.

Ledelsen viste sig i stand til at bringe stabilitet og fremgang ind i arbejdet. Ved folketingsvalget i 1932 nåede DKP således op på 1,1% af stemmerne (mod Socialdemokratiets 42,6%), hvilket gav partiet 2 mandater i Folketinget. Ved valgene i løbet af trediverne øgede partiet sin andel til 2,4% og 3 mandater i 1939. I København nåede stemmeprocenten for DKP i 1939 op på 4,8% (mod Socialdemokratiets 58,7%). Medlemsmæssigt steg partiet fra omkring 1.000 i 1930 til måske 8.000 i 1939. Partiets dagblad nåede måske op på et oplag af 10-12.000 i 1940, hvorimod dets ugeblad nåede helt op på 18.000 i 1941.

Fagligt var partiet allerede i 20'erne begyndt at vinde indpas i visse fag. Det var nok mere særligt markante personer, som kom til at tegne DKP, end det var en bestemt faglig politik. I begyndelsen af 30'erne dannes der efter tysk forbillede en Revolutionær Fagopposition i Danmark, som arbejdede ud fra Strassbourg-tesernes strejke-taktik. Den fik imidlertid ikke den store opslutning udover de steder, hvor DKP i forvejen stod stærkt.

Også på andre punkter efterlignede DKP det tyske KPD i ultravenstrestil. F.eks. dannedes et Arbejderværn klædt i samme uniformer som i Tyskland, som skulle beskytte partiet under demonstrationer. Det kom faktisk til en række sammenstød både med socialdemokrater og konservative unge. Begge parter havde uniformerede ordensværn. Sammenstødene førte til et generetlt uniformsforbud for politiske organisationer i Danmark.

Politisk-retorisk var DKP et klart KI-lydigt parti. Socialdemokratiet opfattedes som borgerskabets hovedstøtte og kaldtes for socialfascistisk. Både denne retorik og den faglige kamp mod de valgte ledere førte til megen modvilje mod DKP i arbejderklassen, hvor den socialdemokratiske arbejderkultur var meget stærk, og hvor den faglige organisationsprocent var blandt verdens højeste.

1934-39 Folkefront og problemer

Fra 1934 blev såvel Den revolutionære Fagopposition som ultravenstrelinjen i det hele taget lige så stille afviklet. Men der kom til at gå det meste af et år, inden der kom klare direktiver om den nye politik, folkefrontens politik. Den nye politik havde imidlertid afgørende problemer i Danmark.

Fra 1935-39 var den faglige politik baseret på en helt anden opfattelse af Socialdemokratiet end ultravenstrelinjens socialfascisme-vanvid. Nu stilede man efter brede alliancer til forsvar overfor den statslige indgriben i overenskomster og faglige rettigheder, som kom i kølvandet på den socialdemokratisk-radikale regering, som sad uafbrudt fra 1929-1943. Socialdemokratiets modydelse i det klassesamarbejde, som regeringssamarbejdet udmøntedes i, var at holde ro på arbejdsmarkedet. Det gjorde man gennem et fagligt-juridisk system, som gjorde aktioner meget vanskelige og som forskød kompetance i fagforbundene fra urafstemning til ledelsesbeslutning.

Hvad angår medlemssammensætningen var DKP et udpræget arbejderparti. Op imod 66% af medlemmerne var arbejdere. Partiet havde så at sige ingen opbakning blandt Danmarks talrige bønder eller landarbejdere. Også blandt de intellektuelle havde man få medlemmer, måske omkring 2%. Men et andet forhold gjorde, at DKP i praksis fik stor indflydelse blandt de intellektuelle. Danmark var i kulturel henseende præget af protestantisme og kulturkonservatisme. Alle modernismer såsom psykoanalyse, fri børneopdragelse, kvindefrigørelse, moderne maleri og jazz søgte sammen i en progressiv bevægelse, som senere tider har kaldt kulturradikal. Den kulturradikale bevægelse så op til Sovjet som et modernistisk eksperiment i samfundsmålestok og DKP, som ikke havde nogen kulturpolitik, åbnede sig mod de kulturradikale. I praksis lykkedes det partiet at samle denne kulturelle venstrefløj i en alliance kaldet Frisindet Kulturkamp (1935-39). Denne alliance viste sig at have stor slagkraft ikke mindst fordi det måske var første gang, at de intellektuelle optrådte som netop intellektuelle. Alliancen førte en effektfuld kulturel kamp for øget demokratisering, for fri abort, for kvindefrigørelse, for den republikanske regering i Spanien osv.

I 30'erne ændrededes også holdningen til Sovjet sig, ikke mindst gennem masseorganisationen Sovjetunionens Venner. Fra begyndelsen af 30'erne blev enhver kommunists kvalitet målt på sit forhold til Sovjet. Sovjet blev erklæret for det eksisterende Utopia og spørgsmålet om, hvorvidt der var socialisme i Sovjet blev sat uden for parantes. Det kunne ikke længere diskuteres. Dermed oprettedes et helligt rum i den kommunistiske tankebygning og Sovjet blev et helligt land. Indførelsen af denne religiøse dimension i kommunismen medførte en helt ny optik, som enhver kommunistisk rejsende til Sovjet havde indbygget. Det var ikke længere muligt i rejseberetningerne at se Sovjet som et fattigt og underudviklet land. Kun de træk, som pegede fremad kunne ses. Transformationen af den utopiske længsel til et egentligt religiøst forhold var meget vigtigt, også i forbindelsen med installationen af Stalin som den store leder og Trotskij som en djævel.

Havde partiet gennem alliancen med de intellektuelle succes med noget, som kunne ligne en folkefrontspolitik, så stod det knapt så godt til på den store politiks domæne. DKP prøvede i flere omgange efter 1935 at nærme sig det store socialdemokrati for at tilvejebringe den enhedsfront, som skulle være folkefrontens forudsætning. Men Socialdemokratiet, som i disse år midt i 30'erne nåede sine største relative stemmetal nogensinde, gad knapt svare på Aksel Larsens og DKPs henvendelser. Og når de gjorde det, var det med åben hån mod den lille «moskvalakaj». I Moskva var man meget lidt tilfreds med DKPs manglende evne til at tilvejebringe enhedsfronten og ledelsens tilsyneladende modvilje mod den nye politik. For at få bedre hold på partiet fik man fra januar 1936 en fast repræsentant ved KI's eksekutivkomité - EKKI - nemlig Arne Munch-Petersen. Først med de russiske arkivers åbning, ved vi hvad det førte til.

Aksel Larsens træghed med at omsætte den nye politik i praksis svarede meget godt til, hvad NKVD (det sovjettiske hemmelige politi) vidste om ham: at han havde været trotskist. I maj 1937 blev han kaldt til Moskva for at forklare sig. I mere end end måned blev han holdt tilbage og blev kritiseret voldsomt af fremtrædende medlemmer af EKKI. Dels var man stærkt imod hans forslag om at lave en folkefront med De Radikale udenom Socialdemokratiet. Og dels kredsede man rundt om problemet med trotskismen i det danske parti. Faktisk havde NKVD besluttet sig til at arrestere Larsen, og kun Dimitrovs intervention sikrede hans overleven. Han sagde, at NKVD ikke kunne arrestere et medlem af det danske folketing uden at skade Sovjet.

Meget tyder på, at det var dette, som efter Larsens afrejse førte til Arne Munch-Petersens arrestation. Han stod til at skulle afløses som EKKI-repræsentant for DKP, men kom aldrig hjem. NKVD afhørte Munch-Petersen i flere omgange og under tortur over de næste par år. Man interesserede sig udelukkende for problemet med trotskisme i det danske parti. Ved et lykkeligt sammentræf af omstændigheder har vi fået indsigt i NKVDs 300 siders afhøringsprotokol. Den viser, at det var meget værre end Kafkas Processen. Afhøringerne interesserede sig slet ikke for virkeligheden. Al interesse samlede sig om at få Munch-Petersen til at underskrive et stykke præfabrikeret fiktion, som belastede Aksel Larsen. Afhøringerne viser også, at Arne Munch-Petersen selv ikke et øjeblik tvivlede på det sovjetiske retssystems socialistiske karakter, kun troede han, at han ved et tilfælde var faldet ned i et hjørne, hvor de var sindssyge. Det skrev han til Stalin om, da han tænkte, at han ikke vidste det. Hans evne til at totalisere var erstattet af en grundfæstet tro på kommunismens realitet.

Den øverste ledelse af DKP blev i begyndelsen af 1938 orienteret af den svenske partiformand på EKKI's vegne om Munch-Petersens arrestation. 4 mænd fik meddelelsen, men tog hemmeligheden med sig i graven. I de næste 51 år blev sagen jævnligt diskuteret offentligt. Munch-Petersens enke prøvede at få viden om sin mand, men først i 1989 blev det oplyst, at han var død af tuberkulose i Butyrka-fængslet i 1940.

I årene 1937-38 lagde DKP sin politik om på flere punkter. For det første understreges partiets danske karakter og dets forpligtethed i forhold til det danske folk. For det andet blev ansvaret for en politik, som ville kæmpe imod de dystre udsigter i Europa lagt på alle fremskridtsvenlige kræfter, dvs. også Socialdemokratiet. Endelig gjorde partiet sig sprogligt fri af kommunist-jargonen og brugte et sprog, som i højere grad var i overenstemmelse med dansk politisk kultur.

Den nye politik blev godkendt i Moskva i maj 1938, som den skulle fremlægges på en landspartikonference i juni 1938. Men den 22. maj skete der et bombeattentat, som kom partiet slemt i vejen. Det var den tyske kommunist Ernst Wollwebers sabotagegruppe, hvis danske afdeling sprængte to trawlere, som var bygget til den spanske regering, for at de ikke skulle blive udleveret til Franco-siden. Det lykkedes hurtigt politiet at arrestere de involverede, som alle havde forbindelser til DKP. Ikke mindst var Søfyrbødernes stærke mand og Aksel Larsens væsentligste modstander i partiledelsen, Richard Jensen (1894-1974), klart belastet. Partiet tog utvetydigt afstand fra bombeattentatet.

Iøvrigt var DKP meget aktiv i den spanske borgerkrig. Ca. 500 frivillige tog til Spanien og kæmpede fra Danmark. Af disse var 40% kommunister, mens yderligere 20% var sympatisører. Ca. 220 af dem faldt i Spanien. (Se De danske spaniensfrivilige).

På landspartikonferencen i juni 1938 blev det nye program fremlagt. Det hed heri: «Vi tilstræber et socialistisk demokrati, hvor alle samfundsrigdomme tilhører samfundet - hele folket - og forvaltes af samfundets organer under folkets deltagelse og folkets kontrol, hvor der hersker økonomisk, politisk og kulturelt demokrati». Og det understregedes, at dette skulle nås, ikke ved voldelige midler, men ved at forene «det overvældende folkeflertal, hele det arbejdende folk til politisk kamp for dette mål». Aksel Larsen erklærede også, at partiet ville arbejde for arbejderklassens organisatoriske enhed. Landspartikonferencen blev en sukces og et højdepunkt for partiets udvikling i 30'erne. Og det nye program blev spredt i et stort oplag.

1939-41 Pagtpolitiken, Finland, besættelsen

Den 22. august 1939 bragte DKPs dagblad Arbejderbladet en notits om et rygte om en kommende ikke-angrebspagt mellem Sovjet og Tyskland. Dagen efter blev rygtet bekræftet. DKPs ledelse var dybt rystet, men faldt hurtigt ind i den nye politiks sprog. Mange partimedlemmer blev også rystede og meldte sig ud. Værre blev det imidlertid, da Sovjet i oktober 1939 gennemtvang militære aftaler med Estland, Letland og Litauen og truede Finland til at flytte grænsen. Som bekendt førte det til den sovjetisk-finske vinterkrig 1939-40. Danskerne solidariserede sig meget omfattende med de små landes befolkninger, og DKP blev meget isoleret. Arbejderbladet blev ramt af annonceboykot, masser af positioner i fagbevægelsen gik tabt og mange medlemmer meldte sig ud. Når partiets ledere talte ved offentlige møder, blev de mødt med æg og kartofler. I Folketinget udvandrede alle medlemmer, mens Aksel Larsen talte.

Men som det skete før og siden betød modstanden et øget sammenhold i partiet. Digteren Martin Andersen Nexø satte sig i spidsen for en indsamling til det lukningstruede Arbejderbladet og de medlemmer, som var tilbage samledes omkring deres parti og dets ledelse. Men det var en hård vinter og Aksel Larsen tilbød flere gange 1939-40 at træde tilbage. Den opgangslinje, han havde været leder af fra 1932-38 var blevet brudt af hensynet til Sovjet.

Den 9. april 1940 blev Danmark og Norge besat i en samlet aktion af den tyske værnemagt. Men i de to lande valgte regeringerne meget forskellige løsninger. I Norge satte man sig til modværge, i Danmark valgte man at se besættelsen som en fredsbesættelse. Det medførte, at regering og Rigsdag blev siddende og at jurisdiktionen var på danske hænder. Tyskerne satte pris på denne ordning, som gjorde Danmark til et mønsterprotektorat, hvor landet betalte for sin egen besættelse. Men meget hurtigt viste det sig, at den politiske vilje var tysk, kun designet var dansk og systemet var kollaboration. Men det medførte bl.a., at DKP forblev et legalt parti.

Aksel Larsen og Martin Nielsen var den 9. april til forhandlinger i Komintern, da der kom telegram om besættelsen. Samme dag blev de indkaldt til møde med EKKIs sekretariat. Her udarbejdededes et nyt sæt retningslinjer for partiet, som den 10. telegraferedes til DKP i København. Heri slog man fast i overenstemmelse med pagt-politikken, at den var de engelsk-franske imperialister, som havde fremprovokeret denne handling fra den tyske imperialisme. Skylden lå ligeledes på de socialdemokratiske regeringer i Skandinavien, som havde understøttet en krig mod Sovjet. DKP skulle stille sig i spidsen for forsvaret for folkets livsinteresser og søge at bevare enhver legal position. Samtidig skulle man forberede illegalitet.

Larsen og Nielsen kom tilbage fra Moskva den 22. april med et sæt udførlige handlingsanvisninger i tasken. De gik noget videre end det første telegram og opfordrede til ikke at agitere mod den tyske besættelse for ikke at ændre den fra «besættelse til en okkupation», som det hed. Og samtidig havde Izvestija udtalt, at besættelsen var «nødvendig». På et politbureaumøde i DKP efter hjemkomsten var der samlet opslutning bag den nye politik, bortset fra Richard Jensen, søfyrbøderen som havde haft forbindelsen til Erich Wollweber. Han foreslog at partiet straks skulle gå i illegalitet og indlede sabotageaktioner mod besættelsesmagten. Efter aftale med Moskva blev der nedsat en 3-mands ledelse (Larsen, Nielsen og Alfred Jensen).

På et aktivmødet nægtede Richard Jensen at bøje sig for den nye ledelse og kort efter blev han ekskluderet af partiet. Endnu var der forbindelse til KI, og herfra krævede man en forklaring. Men i modsætning til tidligere, var der ingen i KI, som holdt hånden over den tidligere stærke leder af ISH - KIs organisation for søfolk. Forbindelsen til Moskva foregik nu i kode, støttet af en radioforbindelse.

Illegaliteten blev i den kommende tid forberedt ved at hele partiapparatet blev reorganiseret i 5-mandsgrupper. Nye kommandoveje blev oprettet, og usikre folk blev udelukket af partiet, selv et CK-medlem blev udelukket for drukkenskab. Der blev etableret et net af illegale trykkerier og depoter for trykmateriel og papir. Dækadresser blev fundet, men partiet forberedte sig ikke på sabotage og tog afstand fra de første formodede forsøg.

Den 26. juni 1940 gør EKKI i et brev til DKP opmærksom på «nogle mangler» i partiets arbejde, som signallerer en ny politisk holdning. Det hedder her, at DKP «uden at stille kampen mod besættelsen i forgrunden nu, politisk må forberede masserne på kampen for national befrielse». Det understreges, at DKP skal gennemføre et ideologisk oplysningsarbejde om arbejderklassens rolle i den nationale kamp. Og det hedder endelig, at DKP repræsenterer en massepolitik, som hverken giver indrømmelser til den ene eller den anden imperialistiske magt. Dvs. at allerede kort efter besættelsen svinger KI væk fra den regelrette pagtpolitik, som så Sovjets og kommunisternes interesser i lyset af ikke-angrebspagten med Tyskland. Her betones netop den nationale befrielseskamp, som siden skulle blive DKPs politiske linje.

Fra sommeren 1940 til foråret 1941 førte DKP en faglig politik, som opsamlede al den megen utilfredshed med den socialdemokratiske samarbejdspolitik. På trods af de løbende udrensninger mønstrede partiet 5.000 medlemmer i foråret 1941.

I partiets blad førtes en voldsom polemik mod de sociale nedskæringer og mod prisstigninger, men besættelsesmagten omtaltes ikke. Det sidste ville også have ført til påtale af den genindførte censur. Der skete derimod en slags national oprustning i bladet, hvor én af partiets mest fremtrædende intellektuelle, forfatteren Hans Kirk (1898-1962), skrev historier om gode nationale mænd fra Danmarkshistorien, f.eks. fra én af de tidligere krige i 1500-tallet, hvor tyske junkere havde besat Danmark.

I februar 1941 kom tre Gestapo-folk til København for at bistå dansk politi med at opklare sagen om attentatet mod de to spanske trawlere i 1938. De fik arrestationerne til at rulle i København og også Richard Jensen blev arresteret. I juli 1941 fik 6 ud af 20 anklagede fra 2 til 16 års fængsel.

1941-42 Illegalitet, fangenskab og spæd modstand

Den 22. juni 1941 rullede Hitlers pansertropper sammen med 4,2 millioner soldater ind over den russiske grænse. Nogenlunde samtidig blev Thorvald Stauning, den socialdemokratiske statsminister, vækket telefonisk af udenrigsministeriets direktør, som ringede fra tyskernes hovedkvarter. Tyskerne ønskede 196 danske kommunister arresteret, heriblandt de tre folketingsmænd. Stauning gav ordre til at tyskernes ønske skulle efterkommes, selvom det var i strid med grundloven.

I de følgende dage gennemførte dansk politi en storstilet klapjagt på danske kommunister, som langt oversteg de tyske krav. Inden aktionen var forbi var 325 arresteret. Aksel Larsen var på sommerferie og gik derfor under jorden uden arrestation. Alfred Jensen talte på den lille ø Samsø og havde ingen mulighed for at undgå arrestation, men han stak af fra politiet, da de kom til København. Martin Nielsen blev derimod taget i sin seng og interneret med de øvrige kommunister i en lejr i Nodsjælland, Horserød-lejren.

Partiet etablerede nu en illegal ledelse på 5 medlemmer og det viste sig relativt let at genetablere nye kommandoveje på baggrund af de nye 5-mandsgrupper i partiet. Der blev udsendt et cirkulære til partiets medlemmer om krigen og partiets politik. Det hed her, at krigen var Tysklands imperialistiske erobringskrig «og samtidig fascismens krig mod menneskeheden og fremskridtet». DKP skulle nu stå i spidsen for en altoverskyggende kamp, som var «hele det danske folks kamp for frihed og national selvstændighed».

Den 20. august 1941 vedtog Folketinget en lov, som forbød kommunistisk virksomhed og tillod arrestation af enhver, som antoges at ville deltage i en sådan virksomhed. Aksel Larsen overvejede at give møde og tale imod loven fra tilhørerpladserne, men planen blev anset for alt for farlig. I stedet udsendte partiet en måned senere sin første større illegale tryksag, camufleret som en nationalt sanghæfte. Hæftet indeholdt den tale Aksel Larsen ville have holdt som en protest mod samarbejdspolitikken og grundlovsbruddet ved arrestationen af kommunisterne og ikke mindst vedtagelsen af kommunistloven. Pjecen blev pr. post uddelt til 15.000 mennesker.

Hæftet hed «Danske Toner» - og der lød virkelig nye danske toner fra DKP, nu da forbindelsen til Moskva var næsten afbrudt. Vi kan se af de russiske arkiver, at russerne havde efterretningsfolk i både Danmark og Sverige, som holdt EKKI godt underrettet, ligesom vi kan se, at der var radioforbindelse. Men samtidig kan man se, at EKKI var tvunget til at overlade DKP til sig selv. Et illegalt parti kan ikke styres på samme vis som et legalt.

Fra efteråret 1941 begyndte partiet at udsende et illegalt månedsblad, Politiske Maanedsbreve. Det var duplikeret og rundsendtes med kurerer til hele landet. Herfra udsendtes så lokaludgaver i 26 udgaver. Senere ændredes navnet til Land og Folk og udgivelsesfrekvensen sattes op. Land og Folks illegale udgave nåede på denne måde længere ud end Arbejderbladet havde gjort. Hertil kom iøvrigt en lang række andre lokale kommunistiske blade, som udkom illegalt.

Omkring nytår 1941-42 søgte Aksel Larsen kontakt med den konservative folketingsmand Christmas Møller, som efter tysk pres var trådt ud af samarbejdsregeringen. Tanken var at skabe et tværpolitisk blad, som kunne samle modstanden mod tyskerne. Fra DKPs side gik partiets forretningsfører Børge Houman (1902-1994) og lægen, professor Mogens Fog (1904-1990) ind i arbejdet, og på 2 årsdagen for besættelsen så bladet Frit Danmark dagens lys. Det blev distribueret ligesom Land og Folk og blev formentlig besættelsens største illegale blad.

I februar 1942 besluttede DKPs ledelse efter en rundspørge at begynde at iværksætte sabotage. Selvom meningerne var delte i afdelingerne, var der flertal for sabotage. Første gang skulle være den 9. april 1942, men brandbomberne virkede ikke. Det var dog en begyndelse.

Fastere former fik sabotagen fra sommeren 1942. Én af de kommunistiske internerede i Horserød-Lejren gravede uden at blive opdaget en lang gang fra sin celle ud under lejrens hegn, og i begyndelsen af juni stak han af. Han samlede en gruppe tidligere Spaniens-frivillige i en gruppe kommunistiske partisaner. De gennemførte i sommeren og efteråret 1942 en række brandstiftelser både med benzin og med hjemmelavede bomber. Et vellykket attentat mod Faxe Kalkbrud gav det første rigtige sprængstof og de første sprængstof-sabotager.

Svaret på sabotagerne var flere. Tyskerne krævede indført dødsstraf for sabotage, men den danske regering (nu under Vilh. Buhls ledelse efter Staunings død) ville kun gå med til en kraftigere politimæssig indsats. Men det hindrede naturligvis ikke tyskerne i, at kræve arresterede udleveret til dom i Tyskland eller ved en tysk krigsret. Tyskerne indsatte en ny befuldmægtiget i Danmark, dr. Werner Best, én af de øverste i SS. Han skulle bringe orden i mønsterprotektoratet. Man iværksatte en omfattende razzia på Spaniens-frivillige, og de første kommunistiske sabotage-grupper led svære tab i efteråret 1942.

Det værste tab var imidlertid, at Aksel Larsen den 5. november blev arresteret efter tip fra en stikker, som førte til arrestationer i hans umiddelbare omkreds. Han blev arresteret af dansk politi og dagen efter varigt overført til tyske afdeling i Vestre Fængsel i København. Aksel Larsen blev underkastet et intensivt forhør og ud fra den betragtning, at talte han ikke, ville han blive underkastet tortur, fortalte han i 17 forhør detaljeret om DKP, historisk og aktuelt. Han bestræbte sig tydeligvis på at starte med detaljer, som ikke havde nogen politimæssig betydning for først efter nogen tid at røbe navne og adresser. Forhørsprotokollen, som fylder 83 sider har været genstand for diskussion siden 1943, hvor tyskerne lod den cirkulere for at skandalisere Larsen. Der blev arresteret folk på grundlag af hans oplysninger, men kun få. Fra København blev Larsen siden overført til særfængsel i KZ Sachsenhausen.

1943-45 Modstandsbevægelse og befrielse

I begyndelsen af 1943 begyndte kommunisterne at åbne deres sabotagegrupper for ikke-kommunister. Især grupperne i Sydjylland og i København blev til meget slagkraftige grupper. I København blev gruppen kendt under navnet BOPA, hvilket betød Borgerlige Partisaner. Det var sandsynligvis et navn, som opstod for at tækkes de engelske agenter fra SOE, som fordelte sprængstof og våben til modstandsgrupperne, dog uden effekt: BOPA måtte selv skaffe sig våben og sprængstof ved tyveri. BOPA lavede formentlig en tredjedel af alle sabotager i København, men tegner sig for 60% af de opnåede skader målt i udbetalte erstatninger.

Kominterns opløsning i sommeren 1943 blev hilst velkommen af DKP, som herefter udsendte parolen om den bredest mulige nationale kamp. Partiet udsendte et program, som kædede den vellykkede nationale frihedskamp sammen med et udvidet demokrati efter befrielsen.

I august 1943 kom det til flere lokale rejsninger mod besættelsesmagten på Fyn og i Jylland. Tyskerne svarede igen med voldsomme repressialier, hvilket kun accellerede modstanden. Overalt var lokale DKP-grupper meget aktive og igangsættende for denne bølge af oprør, som kaldes folkestrejken eller augustoprøret. Tyskerne stillede igen krav om indførelse af dødsstraf, og den 29. august gik samarbejdsregerigen af og tyskerne overtog magten.

Dvs. faktisk fortsatte samarbejdet som om intet var hændt, blot uden regering, idet hele administrationen fortsatte samarbejdet med tyskerne, ligesom det danske politi fortsat var i aktion. Den danske hær og flåde blev dog afvæbnet.

Da tyskerne overtog magten den 29. august besatte de også Horserød-lejren, hvor de internerede kommunister og Spaniens-frivillige sad. Omkring halvdelen nåede at flygte i tumulten, men 150 blev overført til KZ Stutthof i Pommeren, hvor mange omkom.

I september 1943 blev der dannet en art illegal regering idet de forskellige modstandsorganisationer enedes om at danne Frihedsrådet. Heri repræsenteredes DKP af Børge Houmann og Frit Danmark af kommunisten Mogens Fog. Selvom disse to ikke var noget flertal, repræsenterede de alligevel en stor autoritet, fordi deres organisationer var nogle af modstandens slagkraftigste.

I løbet af perioden fra august 1943 til maj 1945 tabte Socialdemokratiet voldsomt terræn. Det er næppe for meget sagt, at det for første gang mistede lederskabet over arbejderklassen til kommunisterne. Det viste sig især på arbejdspladserne og i fagforeningerne. Selvom fagbevægelsen generelt førte en krig mod kommunister i fagforeningsbestyrelser og i flere tilfælde var medskyldige i deres arrestation, lykkedes det at få ukendte kommunister indvalgt på «upolitiske» lister. Og da situationen igen eksploderede, dennegang i København i sommeren 1944 med en ny folkestrejke, var det igen kommunisterne, der var aktive og kunne bruge den store utilfredshed med tyskerne. Det kom under folkestrejken til gadekampe i København og til voldsomme repressalier. Som en udløber af dette oprør internerede tyskerne i september det danske politi og indsatte et såkaldt HIPO (Hilfspolizei) af danskere, som blev kendt for sin råhed.

Den kommunistiske illegale organisation klarede sig forbløffende godt igennem krigen på grund af sin høje sikkerhed (se Celle). Selvom tyskerne satte store kræfter ind på at stoppe sabotagen, accellerede den frem gennem krigen. Det er blevet diskuteret i litteraturen, om sabotagen havde nogen militær effekt. Det er f.eks. blevet beregnet, at den omfattende jernbanesabotage ikke forsinkede tyskernes transporter gennem Danmark til Norge. Men der er næppe tvivl om, at en række vellykkede storsabotager mod udvalgte fabrikker, som lavede strategisk udstyr til tyskerne var af militær betydning. Og kun kommunisterne kunne lave disse store sabotager. Men den vigtigste betydning af modstanden generelt var ikke militær, men politisk. Uden modstandsbevægelsens indsats var Danmark ikke blevet regnet blandt de allierede på grund af kollaborationspolitikken. Stalin var på Jalta modstander af at regne Danmark blandt de allierede. På den anden side betød det meget for englænderne, at Danmark blev talt blandt de allierede.

De danske «gamle» politikere, de som havde tegnet kollaborationspolitikken, nærmede sig i krigens sidste fase Frihedsrådet for at finde en politisk acceptabel løsning på magtspørgsmålet efter krigen. Især bekymrede det de socialdemokratiske politikere, at kommunisterne var bevæbnede. Politikerne opbyggede i Sverige (og for svenske midler) en brigade af danske flygtninge som kunne sættes ind, hvis det kom til kamp om magten ved befrielsen. Politikerne har sikkert også overvejet situationen, hvis det skulle blive russerne, der nåede først frem.

Det kom til et kompromis mellem Frihedsrådet og de gamle politikere om en deling af magten i en befrielsesregering: lige mange ministerposter til hver side. Denne løsning var der ingen af de allierede, der satte sig opimod. For kommunisterne betød det den paradoksale situation, at de fik 3 ministerposter og 3 pladser i Folketinget uden at være valgt ind, da partiet havde været forbudt ved valget i 1943.

Aksel Larsen nåede med nød og næppe tilbage til Danmark, da de danske fanger i marts-april 1945 blev hentet ud af KZ-lejrene. Han blev købt fri for 4 liter petroleum og sammen med andre fanger sendt til Sverige i april. Den 5. maj om morgenen blev han hentet af flåden i Sverige og bragt i triumf til Danmark - som minister. Der havde været enkelte røster fremme om, at Larsen ikke igen skulle være formand for DKP efter forhøret hos Gestapo. Men han indtog sin plads uden nævneværdig modstand.

Frihedsrådet havde opstillet et efterkrigsprogram, som kun havde genetableringen af demokratiet som indhold. Kommunisterne havde villet mere: udvidelse af demokratiet og sociale dimensioner ind i demokratiet. Men den borgerlige fløj i modstandsbevægelsen ville ikke bøje sig herfor. Befrielsesregeringen havde derfor ikke andet mandat fra modstandsbevægelsen end at genetablere demokratiet og begynde opgøret med landssvigerne.

1945-47 Efterkrigstid

Umiddelbart efter krigens ophør blev Den danske Brigade overført fra Sverige, politi og forsvar blev genetableret. Modstandsbevægelsen medvirkede i begyndelsen ved arrestationen af mistænkte landssvigere, men i august 1945 var de sidste grupper afvæbnet og hjemsendt.

Kommunisterne havde allerede under krigen haft følere ude til Socialdemokratiet om en mulig organisatorisk sammenslutning efter krigen. I befrielsessommeren, hvor kommunisterne følte sig fantastisk stærke og nærmest blev rendt overende af alle de nye medlemmer, rakte man igen hånden ud til Socialdemokratiet om en sammenslutning. Og da én af partiets ledere, Martin Nielsen, den 31. maj vendte hjem fra KZ-lejren Stutthof via Moskva, havde han dessiner med hjem, som blåstemplede forsøget på enhed. Det kom til en række forhandlinger, men Socialdemokratiets forhandlere havde svært ved at skjule, at de forhandlede på skrømt. Deres tilbud til kommunisterne var af en sådan art, at forhandlingerne blev afbrudt.

Befrielsesregeringen sad ikke længe. Der opstod uenighed om forslag til ændring af grundloven. DKP ville nedlægge Landstinget og nedsætte valgretsalderen til 21 til Folketinget, mens socialdemokraterne kun ville gå med til de 21 år. Den 30. oktober 1945 kom det til valg - og det blev dets bedste valg for DKP nogensinde. Partiet opnåede 255.000 stemmer eller 12,5%. I København havde omkring hver 4. stemt på DKP og i Folketinget røg man fra 3 mandater til 18. Aksel Larsen var den kandidat, der fik det højeste personlige stemmetal overhovedet. Socialdemokratiet gik omtrent lige så meget tilbage, som kommunisterne vandt, og overgav regeringsmagten til det borgerlige parti Venstre for ikke at skulle regere på kommunistiske stemmer.

Samtidig svulmede partiet af de mange nye medlemmer. Ifølge partiets interne papirer skulle man i efteråret 1945 nå op på ca. 60.000 medlemmer. Også partiets dagblad, Land og Folks oplag passerede 60.000 i efteråret. Det gik så hurtigt for partiet, at man knapt kunne følge med. Bare at skaffe kadrer til at lede de nye medlemmer var et problem.

Formelt set var DKP fra 1943 et selvstændigt parti og ikke længere en sektion af verdenspartiet KI. Men meget hurtigt blev der etableret et nyt system til afløsning af det gamle. Ved SUKP oprettedes et udenrigsafdeling, hvor flere af medarbejderne fra Dimitrovs sekretariat og fra Komintern blev ansat. Samtidig overtog ambassadøren i København relationerne mellem DKP og SUKP.Og af papirerne i SUKPs arkiv kan vi se, at også de danske ledere fra starten forholdt sig meget loyalt til SUKPs ledelse og forventede vejledning fra den kant. Faktisk kan man sige, at loyaliteten fra de danske kommunisters side snarere var vokset med krigen end mindsket. Krigen havde højnet SUKPs autoritet også i kommunisternes øjne.

På DKPs første efterkrigskongres i janauar 1946 vedtog man et program, som satsede på en «folkedemokratisk blok» under ledelse af DKP og en fredelig overgang til socialismen. Denne politik fremlagde Aksel Larsen i en indberetning til Moskva og henviste til de direktiver, som Martin Nielsen havde fået af Dimitrov i april-maj 1945. I Moskva var man meget kritisk overfor denne nye linje fra DKP, specielt tanken om den fredelige overgang til socialismen.

For DKP begyndte tilbagegangen efter den gyldne maj meget hurtigt. Tilbuddet til Socialdemokratiet om enhedsforhandlinger havde bragt DKP i en position, hvor det blev et problem at afgrænse sig og udnytte de fordele, modstandsarbejdet havde givet partiet. Medlemsflugten begyndte allerede i 1946 og ved kommunevalget i marts 1946 faldt partiets andel af stemmerne i København fra 25,4% ved valget i oktober 1945 til 19,5% i marts 1946. Ser vi på bestyrelsesposter i københavnske fagforeninger, så faldt tallet fra 339 i 1946 til 229 i 1949. Medlemsmæssigt faldt tallet fra ca. 60.000 i 1945 til ca. 25.000 i 1949, og avisens oplag fulgte med ned. Endelig blev folketingsvalget i oktober 1947, der bragte Socialdemokratiet tilbage til regeringsmagten, et sviende nederlag for DKP. De 18 mandater blev reduceret til 9!

1947-53 Den kolde krig og kommunismens anden istid

Den kolde krig blev indvarslet med Churchills Fulton-tale. Men den modsvarede på mange punkter også indenrigspolitiske behov hos Stalin. Og Zhdanovs tale i Szklarska Poreba i 1947 om de to lejre, Fredens Lejr og Krigens Lejr, markerede overgangen til kommunismens anden istid (den første var 1937-39). Indadtil i Sovjet og de nye østlande betød det undertrykkelse, arbejdslejre og skueprocesser. For kommunistpartierne ude omkring betød det konfrontation overfor socialdemokratierne.

I efteråret 1947 var der megen selvransagelse på DKPs CK-møder. Det var politikken i efterkrigsperioden, som blev vurderet. En fløj i partiet ønskede en meget skarpere frontalpolitik overfor Socialdemokratiet. Aksel Larsen synes nærmest at stå imellem fløjene. Og der skulle gå det meste af et år før den nye to-lejr-teori blev dansk virkelighed.

Inden da skulle DKP igennem skæbneåret 1948. Kuppet i Prag i februar førte til en voldsom hetz mod DKP - som under vinterkrigen i 1940. Højdepunktet blev imidlertid påsken 1948, hvor regeringen fra amerikansk hold fik efterretninger om et kommunistisk kup og en efterfølgende sovjetisk invasion af Danmark (se Påskekrisen 1948). Rygterne ville vide, at DKP havde i tusindvis under våben. I virkeligheden var rygtet fabrikeret for at skræmme Danmark ind i NATO, som det skete i 1949.

1948 var også året, hvor Kominform brød med Jugoslavien, som var meget populært i DKP og året, hvor Trofim Lysenkos ny-lamarckistiske biologi blev doceret som kommunistisk. Og det var året, hvor partiet prøvede at få danske kommunistiske malere til efter fransk forbillede at male socialistisk realisme.

På CK-mødet den 18.-19. september 1948 lagde Aksel Larsen DKPs politik om i en stor tale. Den nye to-lejr teori blev nu antaget, også i Danmark skærpedes «kampen mellem krigens og fredens kræfter». Hermed fulgte en yderligere optrapning af den kolde krig. Både fra resten af det politiske spektrum i Danmark og fra politiets side. DKP blev et meget loyalt parti og dets formand med den dunkle, trotskistiske fortid viste sig som «en af Nordens mest pålidelige og betroede stalinister», som en norsk kommunist udtalte. Larsen spillede i kampen om den norske leder Peder Furubotn klart Moskvas spil.

Med den nye koldkrigspolitik fulgte også, at DKP på sin 16. kongres i 1949 vedtog at gøre fredssagen til partiets nye enhedspolitik. Man oprettede Fredens Tilhængere, som Mogens Fog blev leder af, og som frem gennem 50'erne blev rammen om det arbejde DKP udmålte til ikke mindst partiets intellektuelle medlemmer. Indsamlingen af underskrifter til Stockholmsapellen og senere til Fredskravet blev indholdet i det politiske arbejde for mange intellektuelle.

DKP fik en del intellektuelle medlemmer i efterkrigstiden. Deres relative andel af medlemmerne steg til ca. 3,5%. Men deres rolle blev stærkt begrænset i forhold til i mellemkrigstiden. Hvor man tidligere havde overladt det til fremtrædende intellektuelle at tegne partiet kulturelt, dannede man nu efter forbilledet PCF intellektuelgrupper i partiet. Grupperne blev samlet under partiets kulturudvalg, hvis leder Ib Nørlund (1917-1989) kørte dem i meget stramme tøjler. Nørlund var selv fysiker og medlem af partiets øverste ledelse. Han var også den eneste her, som mestrede den internationale bevægelses nye sprog, nemlig fransk. Han var samtidig den mest sovjet-loyale af alle og en nidkær vogter af den kommunistiske religiøsitet.

Den nye stil overfor de intellektuelle skabte imidlertid problemer. Partiets læger og biologer ønskede ikke at følge i Lysenkos fodspor, og kun et par af partiets malere ville opgive modernismen og male socialistisk realisme, som den nye romantik blev kaldt. Og for hver ny «sag» - Tjekkoslovakiet, processerne, antisemitismen, Gulag, lægeprocesserne - var der folk, som fik nok. Men det lykkedes aldrig Nørlund at hævde sin politik 100%. Det skyldtes, at to af partiets mest centrale kunstnere, forfatterne Hans Kirk (1898-1962) og Hans Scherfig (1905-79), begge var modstandere af, at partiet skulle bestemme i æstetiske spørgsmål. Og man kunne og ville ikke tage et opgør med dem.

1953-56 Bevægelse i arbejderklassen

Stalins død og tillige det forhold, at både USA og Sovjet havde brintbomben gjorde to-lejrteorien mindre betydningsfuld. Det førte til en opblødning i politikken og til en nedtoning af fredsbevægelsens rolle.

I Danmark var de nye rationaliseringsstrategier (tidsstudier og ny teknik) blevet taget i anvendelse i slutningen af 40'erene. Den var blevet indført uden om arbejderne og fagforeningerne, og i september-oktober 1953 kom det til en strejkebølge som følge heraf. Det startede på Phillips' danske fabrik, hvor én arbejder blev afskediget for indsigelse mod rationalisering. Det førte til en strejke, som bredte sig til andre københavnske arbejdspladser, og som blev vundet. Her spillede DKP en vigtig rolle, og det styrkede DKP fagligt. Den forøgede indflydelse på arbejdspladserne fik betydning for DKPs rolle i skæbneåret 1956.

1956 blev et begivenhedsrigt år for dansk kommunisme. Det startede med SUKPs 20. kongres i februar 1956. Da de to danske repræsentanter på kongressen, Aksel Larsen og Ib Nørlund, den 7. marts i København skulle aflægge beretning om kongressen, havde de forskellige vægtninger af kritikken af Stalin. Men ingen af dem havde været til stede, da Khrustjov holdt sin hemmelige tale og havde de hørt om den, var det kun som rygter.

Da talen blev kendt den 17. marts gennem et telegram i New York Times, besluttede Aksel Larsen, at partiorganet skulle referere telegrammet, fordi han vurderede, at det talte sandt. Samme dag brød den største arbejdskamp i nyere tid i Danmark ud. Regeringen prøvede at tvinge en overenskomst igennem ved at ophøje den til lov. Det førte bl.a. til lammelse af olie- og benzinudkørslen og 200.000 demonstrerede foran Christiansborg. Organiseringen af denne strejkebølge lå i hænderne på en kommunistisk tillidsmandsring kaldet «Situationens Generalstab». Denne medgang førte til en uhørt åbenhed i forbindelse med kritikken af Stalin, som blev diskuteret åbent i Land og Folk. Alt i alt følte partiet sig vel rustet til fremtiden på baggrund af den ny åbenhed og den megen faglige medvind. Antallet af faglige tillidsposter steg med 40% det år og Gallup gav frem til september DKP 6-7% af stemmerne, hvis der havde været valg, hvilket man ikke havde oplevet siden valget i 1947. At Kominform blev opløst i april og Molotov og Kaganovich gik af i juni og Tito blev modtaget i Moskva gav en fornemmelse af, at situationen var flydende.

1956-58 Partikamp og splittelse

Situationen ændrede sig imidlertid radikalt den 23. oktober med den første invasion i Ungarn. Land og Folk og siden forretningsudvalget tog afstand fra invasionen. Da det kom til den anden invasion støttede DKP imidlertid op bag Sovjet. Det kom til en voldsom intern modsætning på Land og Folk, hvor 15 ud af 22 journalister ikke ville følge partiets linje.

Aksel Larsen kom meget hurtigt ud for kritik i forretningsudvalget, fordi flertallet ikke mente, at hans opslutning var helhjertet nok. Samtidig tog Mogens Fog - de kommunistiske intellektuelles uformelle leder - i en tale for de kommunistiske studenter i Clarté offentligt afstand fra invasionen og udkastede planen for en ny, uafhængig kommunisme meget lig det, som siden blev kaldt eurokommunisme.

Diskussionen om invasionen i Ungarn genoptog tråden fra diskusionen om SUKPs 20. kongres. Og for at få en afklaring blev der indkaldt til ekstraordinær kongres i januar 1957. Den blev imidlertid et nederlag for den kritiske opposition. Da CK var blevet valgt, besatte den kun 9 pladser ud af 38 og i forretningsudvalget havde Aksel Larsen, som nærmede sig oppositionen mere og mere, kun 2 støtter og 9 imod sig.

Det blev en uafbrudt krise fra januar 1957 til DKPs kongres i oktober 1958. Diskussionen udfoldede sig meget ufrugtbart mellem positioner, der blev kaldt henholdsvis dogmatikere og revisionister. Et højdepunkt i diskussionen var da DKP, som ét af de eneste vestlige partier ikke fulgte SUKPs retningslinier, men deltog i det jugoslaviske partis kongres. Til gengæld kom det til et opgør om det jugoslaviske partiprogram efter kongressen. Efter en række opgør fortættedes i august modsætningerne omkring et «memorandum», hvori Aksel Larsen formulerede sin kritik af forretningsudvalgets flertal.

I hele denne lange proces havde partiet tabt megen indflydelse i fagbevægelsen, og mange medlemmer flygtede ud af partiet. Samtidig blev konflikten internationaliseret, idet Paul de Groot, lederen af det hollandske parti i De Waarheid stemplede Larsen som pseudokommunist, revisionist og højreopportunist. Artiklen blev offentliggjort i Pravda og derefter i Land og Folk. Den «internationale» opbakning ses også tydeligt af det årlige økonomiske tilskud til DKP. I 1951 havde DKP fået 7.500$ i årligt tilskud fra Moskva, i 1954 -56: 25.000$ om året. Men i 1957 midt under partikampen steg tilskuddet til 65.000$. Hermed steg DKP til at blive det parti i Skandinavien med den højeste økonomiske tildeling.

Aksel Larsen blev i oktober 1958 suspenderet som politisk ordfører i Folketingsgruppen, og den 19. oktober enedes CK om en ny formand. Samme aften gik Aksel Larsen i teatret for at se Bertolt Brechts Laser og pjalter. Efter forestillingen lod han sig fotografere som hængt i teatrets galge. Det førte til hans suspension som formand.

DKPs 20. kongres blev overværet af ingen ringere end P. N. Prospelov. Det var en højt rangerende specialist i revisionistbekæmpelse for så lille et parti, hvilket viser - som den økonomiske understøttelse - at russerne vurderede striden i det danske parti som vigtig. Det hænger formentlig sammen den strategiske betydning russerne tillagde Danmark mere end partiets betydning. På kongressen blev Knud Jespersen (1926-77) valgt til ny formand. En ung arbejdsmand fra den nordjyske by Ålborg. Han havde især gjort sig bemærket som tillidsmand under storstrejken i 1956. Da Aksel Larsen efter kongressen ikke ville underskrive en erklæring om at arbejde for kongressens vedtagelser blev han ekskluderet.

Mens medlemsflugten i 1956 især havde omfattet intellektuelle, blev det nu en massiv medlemsflugt også af faglige tillidsfolk. Fra 18.000 medlemmer i 1956 faldt DKPs medlemsskare til 8.000 i 1959. Oplaget på Land og Folk faldt fra 17.700 i 1956 til 8.100 i 1959. Antallet af faglige tillidsfolk i København havde i 1956 været 183. I 1959 var tallet 95. Det kom til talrige opfordringer til Aksel Larsen om at danne et nyt parti. I februar 1959 dannede han sammen med Mogens Fog Socialistisk Folkeparti (SF). Partiets politiske grundlag var en socialisme på parlamentarisk grundlag, afrustning, neutralitet og standsning af atomprøvesprængninger. SF ville påvirke Socialdemokratiet, da der ikke var nogen vej til socialisme i Danmark udenom.

1960-70 Overlevelse

Ved valget til Folketinget i 1960 fik DKP 1,1% af stemmerne - SF fik 6,4%. Dermed var DKP røget tilbage til niveauet fra før sit parlamentariske gennembrud i 1932. Ved valget i 1966 fik DKP 0,8%, mens SF nåede op på 10,9% og dermed havde flertal sammen med Socialdemokratiet, det såkaldte «arbejderflertal». Det førte ikke til dannelse af en flertalsregering, men til et fælles arbejdsgrundlag for SF og Socialdemokratiet og et kontaktudvalg kaldet «Det røde kabinet».

DKP havde fejret sit 40 års jubilæum i november 1959 ved at udgive en ny partihistorie. Den var skrevet af Ib Nørlund, som ved partikampens ændringer i lederlaget var rykket frem som partiets ideolog. Det blev i høj grad ham, som også tegnede partiet internationalt. Hans nye partihistorie adskiller sig fra den foregående ved især at nedtone Aksel Larsens rolle i partiets historie.

DKP blev i 60'erne stærkt knyttet til Moskva. I den internationale kommunistiske bevægelses diskussioner i 60'erne stod partiet helt og holdent bag russerne, både i kampen mod kineserne og i de internationale konferencer, som udsendte programmatiske erklæringer for hele bevægelsen, ikke mindst konferencen i 1969. Teorien om den statsmonopolitiske kapitalisme og kampen for det antimonopolitiske demokrati antog man ukritisk.

For DKP var 60'erne i høj grad et overlevelsens årti. Selvom man erklærede 1962-63 for «partiopbygningens år», gik det langsomt med at få partiet til at vokse igen. På den anden side er der næppe tvivl om, at modgangen som sædvanlig svejsede de tilbageværende sammen i et identitetsskabende fællesskab. Land og Folk overlevede som dagblad gennem hele tiåret på sit lave oplag, men formentlig kun på russiske midler. I 1969 var det årlige tilskud til DKP således nået op på 100.000$. Og vi ved fra de russiske arkiver, at disse direkte tilskud ikke var den eneste form for tilskud, der kom til partiet. Dels kom der tilskud i form af trykningstilskud til bestemte bøger og gratis trykkemaskiner, fremstillet i Sovjet eller DDR. Og dels blev det en indbringende forretning at sende folk på kurser i Sovjet, som var gratis for DKP, men som medlemmerne betalte for. Men samtidig må man understrege, at partiet hvert år samlede mange hundrede tusinde kroner ind blandt sine medlemmer.

Paradoksalt nok blev det ungdomsoprøret og det nye venstre, som blev den indirekte årsag til at det alligevel begyndte at gå frem for DKP. Det nye venstre kom til Danmark i løbet af 60'erne som nye «græsrodsbevægelser» som Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen. I 1967 blev SF sprængt og Venstresocialisterne (VS) dannet. VS var et nyt mellemlagsvenstre, som meget umiddelbart opsamlede ny-venstre-tendenserne, og ved valget i 1968 fik partiet 2% af stemmerne. I kølvandet på dannelsen af et nyt venstre skete der i Danmark som i hele den vestlige verden en genoplivelse af arbejderbevægelsens forskellige traditioner, nu genopført i studenter-regi. I de turbulente år fra 1967-72 opstod der en mængde nye tendenser indenfor VS og en mængde smågrupper udenfor. I denne voldsomme politiseringsproces blev DKP genoplivet. Partiet repræsenterede den orden, som ikke fandtes i det nye venstre, og fremfor alt havde partiet stadig sin rod i arbejderklassen. Et faktum som udmærkede det, set med mange ny-venstre-øjne.

År Medlemstal Folketingsvalg stemmer (%) Mandater
1920   3.859 (0,4)
2.439 (0,3)
5.160 (0,4)
 
1922 1.200    
1923 350-400    
1924 700 6.219 (0,5)  
1926 700-800 5.678 (0,4)  
1927 969    
1928 1.341    
1929   3.656 (0,3)  
1932 2.800 17.179 (1,1) 2
1934 3.268    
1935 2,567 27.135 (1,6) 2
1936 2.770    
1937 ca. 3.000    
1938 6.000    
1939 8.053 40.893 (2,4) 3
1940 ca. 7.000    
1942 ca. 4.000    
1945 60.372 255.236 (12,5) 18
1946 47.714    
1947 48.183 141.094 (6,8) 9
1948 43.672    
1949 ca. 25.000    
1950 24.000 94.523 (4,6) 7
1951 ca. 22.000    
1952 ca. 21.000    
1953 20.821 98.940 (4,8)
93.820 (4,3)
7
8
1955 19.068
17.532
   
1956 18.034
16.767
   
1957 13.951
13.700
13.511
72.315 (3,1) 6
1958 11.900    
1959 8.000    
For resten af perioden er det svært at skaffe sikre  medlemstal. Men i 60'erne kommer det næppe over de 7.000, mens det i 70'erne stiger til omkring 10.000. Gennem 80'erne falder tallet til de ca. 500 medlemmer DKP har i 1995.
1960   27.298 (1,1)  
1964   32.390 (1,2)  
1966   21.553 (0,8)  
1968   29.706 (1,0)  
1971   39.564 (1,4)  
1973   110.715 (3,6) 6
1975   127.837 (4,2) 7
1977   114.022 (3,7) 7
1979   58.901 (1,9)  
1981   34.625 (1,1)  
1984   23.085 (0,7)  
1987   28.974 (0,9)  
1988   27.439 (0,8)  
DKP's medlemstal og resultat ved folketingsvalg. 1920-88

1972-78 DKPs andet gennembrud

Fra 1970 forhandlede den danske regering om indtræden i Fællesmarkedet. Den 2. oktober 1972 blev tiltrædelsen vedtaget ved en folkeafstemning. Men det var kun en lille majoritet af en delt befolkning som stemte landet ind. I de to år op til afstemningen organiserede DKP en vigtig del af modstanden, som kulminerede i 1972 i dannelsen af Folkebevægelsen mod EF - den første alliance det var lykkedes DKP at lave siden 1956.

DKPs genkomst på den politiske scene med anti-EF kampen var foregrebet delvis af den antiimperialistiske kamp. Her havde partiet konsekvent arbejdet alene, hvis ikke det lykkedes at dominerede organisationer som Vietnambevægelsen eller Chilebevægelsen. Ved at satse på egne og brede organisationer holdt man sig fri at det nye venstres ofte kaotiske organisationsformer og fremstod som det velorganiserede og ikke så radikale alternativ.

DKP fik en stor tilstrømning af nye medlemmer, ikke mindst fra mellemlagene. Ved partiets 24. kongres i 1973 var arbejderandelen af medlemmerne således faldet fra 50'ernes 66% til 49%, mens 13,5% var pædagoger og studerende. Organisatorisk oplevede partiet en virkelig rennæssance. Således opstod en helt ny studenterorganisation, KommS, som stod stærkt på universiteter og højere læreanstalter. Også fagligt begyndte det at gå fremad for partiet. En række nye mellemlagsfagforeninger - f.eks. pædagogerne - blev helt kommunistisk dominerede, men også traditionelle områder som byggesektoren oplevede en ny kommunistisk dominans i takt med højkonjunkturen på byggeområdet.

Parlamentarisk høstede partiet frugterne af den store fremgang ved valget i 1973, hvor DKP fik 3,6% af stemmerne og igen kom i Folketinget med 6 mandater. Partiet holdt sit niveau parlamentarisk frem til valget i 1979, hvor partiet med 1,9% røg under spærregrænsen på 2%.

Partiet havde i sin formand Knud Jespersen fået en folketaler af stor værdi. Han formåede at finde en folkelig stil, som virkelig slog igennem i TV. Han formåede ligeledes at forny det slidte kommunistiske sprog, så det gik i folk. De årlige indsamlinger til Land og Folk, som blev til festivaller i Københavns største park med mere end 100.000 besøgende, frembragte billedet af et blomstrende parti.

Politisk lå det imidlertid tungt med fornyelsen. Det antimonopolistiske demokrati havde svært ved at fungere i forhold til den danske virkelighed. Men fremfor alt havde den interne partikultur ikke ændret sig efter gennembruddet. DKP forblev en stalinistisk parti i hele sin organisatoriske stil. Det viste sig ikke mindst i forbindelse med, at partiet i 70'erne tiltrak sig mange fremtrædende intellektuelle igen. Men de forlod næsten alle partiet igen mod tiårets slutning efter en række oprivende kampe om at forny partiet intellektuelt, mange af dem blev ekskluderet.

1978-90 Ny nedtur og splittelse

Da Knud Jespersen døde i 1977 stod DKP på højden af sin nye indflydelse. Han afløstes af smeden Jørgen Jensen (1920-87), som aldrig nåede Jespersens popularitet og som i sin stil meget mere udtrykte stalinismens kontinuitet. Han overtog partiet på et tidspunkt, hvor en række samvirkende omstændigheder sendte det ud på en hurtig nedtur. Vigtigst var det nok, at højkonjunkturens afslutning mærkedes ved en afslutning på de faglige kampe, som havde givet store lønforhøjelser i 70'erne. Det gav et fagligt tilbageslag, som kommunisterne var uforberedte på. Dertil kom interne kampe i partiet om en fornyelse, som meget hentede næring fra det nye venstres positioner. Det ledende lag i partiet var imidlertid stadig den generation, som født omkring 1920 havde fået sin grundlæggende erfaring under anden verdenskrig. Den havde været med gennem partikampene i 50'erne og ønskede ingen fornyelse. Endelig påvirkede det generelle tilbageslag, som ramte det nye venstre fra 1981-82 også kommunisterne.

Op gennem 80'erne tabte DKP mere og mere terræn ved folketingsvalgene. Det sidste valg, partiet opstillede til var i 1987. Her opnåede det 0,9% af stemmerne. Medlemstallet, som i 70'erne havde været oppe på ca. 10.000 og Land og Folks oplag på ca. 12.000, faldt begge dele katastrofalt i løbet af 80'erne. Samtidig gik det hårdt udover partiets økonomi. I 1981 fik DKP 350.000$ i støtte fra Sovjet. Vi ved ikke, hvor længe partiet var på støtten, men det er givet, at den blev nedtrappet under Gorbachov. I 70'erne havde der været op imod 100 ansatte i partikoncernen, og de blev afskediget langsommere end nødvendigt. I hvert fald begyndte partiet at belåne partihovedkvarteret og fik gearet for sent ned.

I 1987 blev Ole Sohn (1954-) formand for partiet. Hermed vandt fornyerfløjen flertallet i ledelsen. Og det førte til store ændringer i partiets politik - under indflydelse af glasnost og perestrojka. En række traditionelle hæmninger blev nedbrudt. Bl.a. skrev partiformanden en bog, som afslørede Arne Munch-Petersens virkelige skæbne efter hans arrestation i 1937. Også partiets historie blev omvurderet i et par vigtige bøger. Økonomisk var partiet stadig understøttet formentlig frem til 1990, men det var ikke nok til at holde liv i partiets dagblad, som måtte lukke. Også partihovedkvarteret måtte sælges og partiet måtte leje sig ind i lokaler, som bedre svarede til dets indflydelse. Samtidig blev hele partiets arkiv afleveret til Arbejderbevægelsens Arkiv og gjort tilgængelig for forskning.

Den omfattende fornyelse førte til en tilnærmelse mellem resterne af det nye venstre og DKP, som i 1989 førte til dannelsen af valgalliancen Enhedslisten de rød-grønne, hvori DKP og VS indgår. Enhedslisten blev repræsenteret i folketinget ved valget i 1994.

DKP eksisterer stadig indenfor Enhedslisten, men har formentlig under 500 medlemmer. Partiet er blevet spaltet, således at der også eksisterer et «gammelkommunistisk» parti med navnet Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD). Opløsningen af Sovjet og kommunismens død reflekteres forskelligt af de to partier. DKP er således åbent for selvkritisk og historisk refleksion, mens KPiD fastholder historien og traditionen som centrum i sin identitet.

M.T.


Litteratur

Kurt Jacobsen: Moskva som medspiller. DKP's gennembrud og Aksel Larsens vej til Folketinget, Kbh. 1987.
Kurt Jacobsen: Mellem København og Moskva, Kbh. 1989.
Kurt Jacobsen: Aksel Larsen - en politisk biografi, Kbh. 1993.
Ole Sohn: Fra Folketinget til celle 290. Arne Munch-Petersens skæbne, Kbh. 1991.
Morten Thing og Jørgen Bloch-Poulsen: Danmarks Kommunistiske Parti 1918-1941, Kbh. 1979.
Morten Thing, Hans Erik Avlund Frandsen og Jørgen Bloch-Poulsen: Planøkonomi og Folkefront. Omkring Socialdemokratiet og DKP i mellemkrigstiden, Kbh. 1979.
Morten Thing: «The Russian revolution and the Danish Labour Movement», Socialismo storia 3/1991, s.177-219.
Morten Thing: «La crise de 1956 à 1958 au sein du PC danois», Communisme 29-31/1992, s. 217-224.
Morten Thing: DKP og de intellektuelle 1918-1960, 1-2, Kbh. 1993.
Morten Thing: «Kommunisternes kapital», Arbejderhistorie 3/1995, s.1-13.