Reformisme er betegnelsen for to former for politisk tænkning og praksis, som adskiller sig fra hinanden ved deres forskellige målsætning. I én betydning er reformismen en retning, som satser på gradvist at omdanne det kapitalistiske samfund til et nyt samfund, således at resultatet af reformerne er socialisme. Reformernes formål er både at forbedre forholdene under kapitalismen og at nedbryde kapitalens magt, således at privatejendommen ophæves, og produktionen orienteres efter behov - ikke efter profit. Denne socialistiske reformisme er historisk og i dag knyttet til arbejderbevægelsen. Den anden retning mener, at forbedringer og forandringer indenfor rammerne af kapitalismen er selve målet. Det er muligt at forestille sig indgreb mod kapitalens magt, men formålet er da ikke at ophæve, men at bevare grundtrækkene i det eksisterende samfund. Denne socialliberale, ikke-socialistiske reformisme findes i dag både i og udenfor arbejderbevægelsen.

Den socialistiske reformisme optræder i forskellige former. Den klassiske form dominerede i de socialdemokratiske partier i Nord- og Vesteuropa i starten af det 20. århundrede. Den kan karakteriseres på denne måde: Den var gradualistisk, dvs. indebar en tro på en gradvis overgang til socialismen og afviste, at det var nødvendig med en revolution - et brud i den historiske udvikling, hvor den politiske magt og herredømmet i samfundet overgår fra en klasse til en anden indenfor et forholdsvis afgrænset tidsrum. Strategien var desuden parlamentarisk. Reformerne skulle gennemføres ved beslutninger af flertallet i de eksisterende folkevalgte forsamlinger, som for øvrigt også var tiltænkt at skulle danne grundlaget for det politiske system i det socialistiske samfund. Ud af denne ideologi fulgte en arbejdsdeling mellem parti og fagbevægelse. Partiet skulle tage sig af de politiske opgaver i parlamentet - specielt det langsigtede mål for indførelsen af socialisme. Fagbevægelsen skulle normalt begrænse sig til de umiddelbare dagskrav indenfor rammerne af kapitalismen. Denne holdning til faglig kamp kan kaldes økonomistisk. Men den kunne også i visse situationer sætte aktioner i gang for at påvirke beslutninger i parlamentet. Satsningen på parlamentarisk arbejde var knyttet til en legalistisk holdning - dvs. en opfattelse af at forandringer af samfundet bør ske i overensstemmelse med eksisterende love eller ved at ændre dem som det herskende politiske system foreskriver. De klassiske reformister kunne forsvare brud på love, hvis modstanderne selv brød loven, eller hvis loven blev opfattet som illegitim. Endelig var de socialpacifister - dvs. afviste vold som retmæssigt middel i den politiske kamp.

Kernen i reformismen - det der binder de forskellige historiske og aktuelle varianter sammen - er gradualismen, afvisningen af revolutionen. Revolutionen er uønsket, fordi den indebærer magtanvendelse og brud på lovene. Den er umulig, fordi folk ikke ønsker nogen revolution, og fordi kapitalismen har vist sig at være en stabil samfundsform, som ikke kan ændres brat. Og revolution er unødvendig, fordi reformer kan føre til socialisme. Det særlige ved reformister er derfor ikke, at de går ind for reformer. Også revolutionære ønsker at forbedre forholdene under kapitalismen, og forberede forholdene for en overgang til socialisme gennem en styrkelse af det arbejdende folks magt. Men efter deres opfattelse fører reformerne ikke til socialisme, men i bedste fald til en situation, hvor bruddet - overgangen til socialismen - kan sættes på dagsordenen.

Begrebet reformisme kan i forhold til begreberne revisionisme og socialdemokrati præciseres således: Reformismen betegner en politik, hvor gradualismen er det centrale. Revisionismen betegner oprindelig den forkastelse af kernepunkter i den marxistiske teori, som fandt sted i den tyske arbejderbevægelse i slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede, og anvendes samtidig om det idemæssige grundlag for de socialdemokratiske partier fra omkring 1920. Socialdemokrati er det navn, som historisk er blevet benyttet om en lang række partier, som egentlig ikke kan siges at have særlig mange karaktertræk tilfælles. F.eks. kaldte det russiske bolsjevikparti sig i en tidlig fase socialdemokratisk.

K.K.