Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Arbejderbevægelsen  .  Alternative netværk
   .  Kulturorganisering  .  Blade
    .  Oplysning
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 15.138
: :
Mot Dag
Leksikongruppen med gæster ved Minnesund i 1933. Billedet er hentet fra Trygve Bulls bog om Mot Dag og Erling Falk.

«Kollektivismen var i 1930'erne en hobby for en gruppe, der anså sig for individualister, men nu steg ned til masserne med et sammensurium af marxisme, psykoanalyse, hul i bukserne og arv i vente - derunder regeringsmagt og nøglestillinger landet over.»

Dette er Erling Viks ord - Aksel Sandemoses andet jeg i romanen «Varulven». De er myntet på den livsholdning som den norske organisation og tidsskrift Mot Dag repræsenterede. De giver en god indgangsvinkel til nogle af myterne omkring Mot Dag - af modstandere og tilhængere skiftevis kaldet «sekt», «munkeorden baseret på sort magi», «intellektuelt kraftcentrum», «den mest sammensvejsede politiske organisation som overhovedet har eksisteret i de nordiske lande», et «sælsomt mellemspil i norsk politik».

Hvad var så Mot Dag? Først og fremmest et tidsskrift med undertitlen: «For arbejdere og akademikere». Udspring: Studenternes Kommunistafdeling i Oslo. Første nummer udkom i 1921, det sidste i 1936. Det blev hurtig genkendt gennem sin behandling af det norske sprog: Det var humoren, ironien og en særlig form for ubarmhjertig og illusionsløs analyse der satte sit præg på bladet. Tonen kan spores allerede i første nummer fra september 1921: «Mot Dag søger en intellektuel læserkreds. Hver som har et akademisk borgerbrev, hører ikke hjemme her - kun den som tænker.» I løbet af få år havde tidsskriftet fået 6.500 abonnenter og var ubestridelig ikke blot det største, men også det ledende kulturelle og politiske tidsskrift i Norden.

Men Mot Dag var også en organisation. «Den kommunistiske forening Mot Dag - tilsluttet Det norske Arbejderparti» - blev stiftet sidst på vinteren 1922 og eksisterede til 1936. Det var en venstre-intellektuel kerneorganisation, mere fraktion end parti, stramt organiseret, skabt til bevægelighed af Erling Falk under indtryk af strejkebevægelser i USA. Ordet «kommunistisk» i navnet angav den politiske retning, inspireret af revolutionsbølgen fra Rusland i 1917, men det siger ikke alt. For sammen med leninismen flød også syndikalistisk og radikalt humanistisk tankegods. Den første impuls kom fra Falk og USA. Den anden var specifik norsk - i forlængelse af norsk radikal studentertradition hvor navne som Henrik Wergeland, Olaus Fjørtoft, Hans Jæger og Nils Collet Vogt på forskellig vis opridser en linie. Først mod slutningen af 1920'erne er det rimeligt at sige, at marxismen blev den toneangivende fællesnævner for de fleste af Mot Dag medlemmerne.

Hvem var de så? Mænd først og fremmest - der kan mærkes, særligt hos Falk, en skepsis overfor kvinder i centrale politiske hverv - mellem 20 og 30 år gamle. Falk var selv noget ældre. De fleste var borgerskabets ulydige sønner, skønt der fandtes vigtige undtagelser. Kun et fåtal af Mot Dags medlemmer kom fra arbejderhjem, men organisationen var alligevel ikke uden et vist islæt fra arbejderklassen. Gennem 20- og 30'erne blev der f.eks. rekrutteret en del fra fagbevægelsen. Med denne fagforeningsstøtte og med de «filialer» som efterhånden opstod i Trondheim og Skien, kom Mot Dags medlemstal i 1935 op på omkring 200. Johan Vogt anslår medlemstallet ved opløsningen året efter til ca. 100.

Mot Dag medlemmerne fremhævede tidligt sig selv gennem deres særegne arbejdsstil. Foreningen pålagde sine medlemmer stærke krav til disciplin, mødedeltagelse og udadrettet politisk virksomhed. Foreningen blev et livskald, ikke bare en fritidsbeskæftigelse. De der ikke ønskede at underordne sig under disse arbejdspligter, blev henvist til mere frontprægede organisationer som Clarté (fra 1925), som hverken havde arbejds- eller mødepligt og var åben for alle, der nærede sympati for arbejderbevægelsen - uanset organisationstilknytning.

Kamp mod Internationalen ...

To linier aftegner sig i Mot Dags historie: En udadrettet politisk linie indenfor rammerne af Det norske Arbejderparti (DNA), og en mere indadrettet i den politiske og kulturelle oplysningsvirksomheds tjeneste, vendt mod det akademiske miljø og med tyngdepunkt i Det norske Studentersamfund. Den første periode strækker sig fra 1922 til bruddet med DNA i 1925. Den anden går fra 1925 til genforeningen med Arbejderpartiet i 1936.

Mot Dags partipolitiske virke indenfor DNA topper i 1923 under partiets kamp for at bevare sin selvstændighed i forhold til Tredje Internationale (Komintern) og dens 21 optagelsesbetingelser - de såkaldte «Moskvateser». Komintern erkendte ganske korrekt, at Mot Dag var et modstandscentrum indenfor DNA, og der skete det  ironiske, at Mot Dag der selv på mange punkter var skåret over en leninistisk læst i sin organisationsopbygning, blev ledende i kampen mod de samme principper, da de blev forsøgt anvendt på DNA. Det var under denne strid, i december 1922, at Karl Radek, Kominterns udsending i Norge, ønskede at se Falk kastet i graven med «knuste knogler». Også på dette punkt havde Komintern ret: Falk var et samlingspunkt i modstanden mod Moskva, i samarbejde med Martin Tranmæl.

I juni 1923 optrådte Falk med sin sædvanlige «superbe foragt» som ordfører for den norske partidelegation ved Kominterns udvidede eksekutivkomitemøde i Moskva. Det var Mot Dag under Falks ledelse, der udformede partiets principielle platform i denne strid. Mot Dag var også medvirkende til, at Tranmæls fløj formåede at bevare flertallet ved partisprængningen i efteråret 1923. Et tegn på Mot Dags betydning i kampen mod Komintern var Bukharins ultimatum på dette landsmøde: Det måtte vælge mellem «et godt forhold til Erling Falk og et godt forhold til Internationalen». Den gang valgte partiet Falk. Det skulle dog ikke danne noget mønster.

... og Tranmæl

Den kroniske ulydighed som Mot Dag havde udvist i forholdet til Komintern, blev i 1925 rettet mod DNA selv. Bruddet skete efter to strejkeaktioner, jernstrejken (1923-24) og militærstrejken (1924-25). Arbejderpartiet havde udsendt en parole om at nægte militærtjeneste, men dette førte til, at en række tillidsmænd i partiet blev pålagt fængselsstraf. Partiledelsen besluttede derfor at afbryde aktionen. Dette tilbagetog anså Mot Dag for et svig mod en revolutionær politik, og gruppens medlemmer blev ekskluderet i marts 1925.

Efter en kort kontakt med en fagforeningsstøttet «Arbejderopposition» blev Mot Dag definitivt udelukket fra Arbejderpartiet samme efterår. Under de praktisk politiske uoverensstemmelserne i partiet lå frygten for fraktionsdannelse. En frygt der fik ekstra næring af den klassiske spænding mellem intellektuelle og arbejdere, der havde fulgt socialistiske partier siden Første Internationales tid. Dertil kom personlige modsætninger mellem Falk og Tranmæl.

Politisk hjemløshed og arbejderoplysning

Bruddet med DNA gav anledning til en indre konsolidering af Mot Dag. Med undtagelse af et kort mellemspil i 1927-28 da Mot Dag gik ind i NKP i et forsøg på at skabe et «Arbejderklassens Samlingsparti», forblev Mot Dag politisk hjemløs til 1936. Det er betegnende for Falks lederegenskaber, at han i denne periode magtede at holde organisationen sammen uden alvorlige afskalninger.

Afskåret fra at gøre brug af Arbejderpartiets organisationer skabte Mot Dag sine egne. Ressourcerne blev kastet ind på nye felter: Politisk oplysningsvirksomhed blandt arbejdere og faglig og politisk organisering i universitetsmiljøet. I 1925 blev Arbejdernes Aftenskole stiftet. Der kom en række mot dag medlemmer med som lærere og forfattere af studiehæfter. Under mot dag medlemmet Rolf Hofmos ledelse kom der fart i arbejdet med at skabe en arbejderidrætsbevægelse. Udgivelsen af Falks oversættelse af «Kapitalen» fra 1930 fik en fastere ramme gennem oprettelsen af Fram Forlag. På dette forlag udkom utallige skrifter, der greb direkte ind i mellemkrigstidens kulturkamp, bl.a. Øverlands foredrag om kristendommen som den tiende landeplage, Evangs populærmedicinske skrifter, Olav Storsteins bøger om socialistisk pædagogik, foruden et bredt udvalg af religionskritiske værker. En særlig plads havde arbejdet med Arbejdernes Leksikon, som Mot Dag overtog i april 1933.

Debathegemoni og antifascistisk kamp

Det var alligevel indenfor Det norske studentersamfund, at Mot Dag udfoldede sin største aktivitet. Mot Dags første formand var Arne Ording (efteråret1922), og fra 1925 til den tyske besættelse havde organisationen studentersamfundet i sin hule hånd, bortset fra perioden 1928-30 da den konservative fløj havde flertallet. Den politiske betydning af Mot Dags debathegemoni i dette forum kan vanskelig overvurderes. Specielt i årene 1933 til 1936 - de vigtigste år mellem Hitlers magtovertagelse, den spanske borgerkrig og to betydningsfulde stortingsvalg i Norge - blev Mot Dags antifascistiske agitation et bidrag til at immunisere den akademiske ungdom mod nazismen. I Studentersamfundet blev alle hel- og halvfascistiske forsøg på at vinde valgene afvist.

Livsforløb og politisk betydning

Forside på Mot Dags tidsskrift, tynget af den samme mytiske aura som efterhånden også kom til at præge gruppen.

I europæisk mellemkrigstid er Mot Dag et temmelig enestående fænomen. Der var ingen mangel på politiserende intellektuelle grupper i denne periode: Weltbühne i Weimar-Tyskland, Bloomsburykretsen i England, Clarté i Frankrig og Skandinavien. Det der gør Mot Dag speciel, er kombinationen af uafhængighed og politisk handlekraft. Mot Dag var i en helt anden grad end sine europæiske modstykker magtsøgende, ikke bare indadskuende, æstetiserende og observerende. Gruppen havde en selvbevidsthed i forhold til politiske partier, der savnedes hos de ligesindede i Monde i Danmark og Clarté i Sverige. Ingen af disse havde Mot Dags evne til som en samlet gruppe at træde ind i den aktuelle partipolitiske strid på egne præmisser og ikke uden succes tvinge debatten i egen retning. Mot Dags indsats i kampen mod Komintern har ingen skandinavisk parallel, og det samme gælder den energi som oplysnings- og leksikonarbejdet blev drevet med.

intellektuelle grupper har domineret deres lands embedsværk og samlet nået så langt indenfor videnskab og kultur som Mot Dag.

Sammenfattende kan det siges, at Mot Dag medlemmernes vigtigste indsats ligger i at have sat socialistiske problemstillinger på dagsordenen for nye grupper af akademikere. Da gruppen trådte ind i DNA var behovet for samling mod fascismen og støtte til arbejderregeringen den altoverskyggende begrundelse. Desuden behøvede partiet fagfolk til at iværksætte sit program. Men politisk blev Mot Dag medlemmerne langt hen ad vejen stækket ved deres indmelding. Enkeltvis kom flere alligevel til at spille vigtige politiske roller efter krigen - dels indenfor DNAs venstrefløj, dels indenfor Orienteringskredsen. Andre blev del af det politiske establishment og mistede deres ungdoms radikale samfundsopfattelse. Som gruppe er det alligevel rimeligt at sige, at Mot Dag medlemmernes vigtigste fortjeneste var at have sat deres radikale præg på norsk politisk kultur.

B.Ha.


Litteratur

A. Bjerke: Erling Falk og hans menn, i Norsk skrivekunst, Oslo 1958.
T. Bull: Mot Dag og Erling Falk, Oslo 1955, 1968.
T. Bul og T. Hegna: Mot Dag. Artikler i udvalg, Oslo 1968.
J. A. Christophersen: 'Mot Dag' and the Norwegian Left, i Journal of Contemporary History, vol. 1, no. 2, 1966.
J. Vogt: Samtaler på en forstadsbane og andre essays, Oslo 1953.