Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Bulgarien
    .  Tyskland
    .  Tjekkiet
    .  Polen
    .  Rumænien
    .  Rusland
    .  Albanien
Organisation  .  Offentlig organisation  .  Stat  .  Militær
    .  Internationale institutioner
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 75.429
: :
Warszawapagten

Warszawapagten (WP) var en militær organisation, der udover Sovjetunionen omfattede de dengang kommunistisk styrede stater i Central- og Østeuropa.

WP blev formelt kaldt traktaten om venskab, samarbejde og gensidig bistand. Pagten blev undertegnet i Warszawa den 14. maj 1955 af Albanien, Bulgarien, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Den formelle baggrund for oprettelse af Warszawapagten var det tættere militære samarbejde mellem USA og Vesteuropa, der fandt sted med Forbundsrepublikken Tysklands optagelse i NATO den 9. maj 1955. En anden årsag var den østrigske statsaftale af 15.maj 1954, hvorefter grundlaget for at beholde sovjetiske tropper i Ungarn og Rumænien faldt bort. De umiddelbare konsekvenser af oprettelsen af WP var små, da Sovjetunionen forinden havde udviklet tætte militære relationer med de enkelte østeuropæiske lande. Men med dannelsen af WP fik det militære samarbejde med årene tilført et stærkere multilateralt element.

WP-traktaten bestod af en indledning samt 11 artikler. De vigtigste var:

Den politisk konsultative komité var WP's øverste politiske organ. Her mødtes regeringscheferne og udenrigsministrene samt de øverstkommanderende for de væbnede styrker. Fra 1958 blev der også holdt møder mellem de kommunistiske partiers førstesekretærer og forsvarsministrene. På et møde i Prag blev statutterne for den fælles kommando vedtaget, ligesom DDR's styrker, der officielt var blevet oprettet i januar 1956, blev en del af den fælles kommando. Der blev derudover oprettet to «hjælpeorganer», et fælles sekretariat under ledelse af en generalsekretær, samt en permanent kommission til udarbejdelse af fælles anbefalinger i vigtige udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Den øverstkommanderende havde en fælles stab til rådighed med hovedkvarter i Moskva. Den øverstkommanderende var altid fra Sovjetunionen.

Det var først fra begyndelsen af 1960'erne, at der reelt kom gang i samarbejdet. Fra det tidspunkt blev der holdt regelmæssige møder og afholdt fælles militærmanøvrer. Fra Sovjetunionens side var der en voksende interesse i at multilateralisere samarbejdet, ganske som det var tilfældet inden for den økonomiske samarbejdsorganisation, COMECON. Samtidig blev der i takt med atomvåbnenes fremmarch ændret militærdoktrin. Takket være sine store konventionelle styrker blev Sovjetunionen fortaler for at ikke-brug af atomvåben, hvilket imidlertid afvistes fra NATO-side, hvor den numeriske underlegenhed i konventionelle styrker betød en satsning på tidlig brug af atomvåben, hvis en europæisk krig skulle bryde ud. Der blev dog i 1960'erne skåret noget ned på de sovjetiske styrker i Europa, især på grund af muligheden for krig med Kina.

I 1968 blev WP brugt som ramme for invasionen af Tjekkoslovakiet, der dog ligesom i Ungarn i 1956 reelt var en sovjetisk aktion. Efter den militære invasion af Tjekkoslovakiet blev der vedtaget en række militære og organisatoriske opstramninger for at sikre større disciplin inden for alliancen. Fra sovjetisk side proklameredes princippet om begrænset suverænitet, den såkaldte «Bresjnev-doktrin».

Fra midten af 1970'erne - under den internationale detente - genoptog Sovjetunionen kampagnen for en ny europæisk sikkerhedsorden. Dette lykkedes gennem Helsingforsaftalerne i 1975, der godt nok i princippet stadfæstede de eksisterende grænser i Europa, men samtidig satte menneskerettighedsspørgsmål på den internationale dagsorden. Målet fra sovjetisk side var at sikre international afspænding, men uden undergravning af de sovjetiske «landvindinger» i Østeuropa. Denne politik blev sat under stadig større pres under den «anden kolde krig» fra slutningen af 1970'erne og i årene frem til Gorbatjovs tiltræden som generalsekretær for SUKP i 1985. Der blev i stadig stigende grad sået tvivl om Warszawapagt-soldaternes pålidelighed i tilfælde af en europæisk krig.

Under Gorbatjov blev samarbejdet inden for Warszawapagten udsat for voksende pres. Med murens fald og de gamle realsocialistiske systemers undergang forsvandt selve fundamentet for Warszawapagten. Umiddelbart havde tanken om at få skabt en ny fælleseuropæisk sikkerhedsorden med det daværende CSCE som fundament og nedlæggelse ikke alene af Warszawapagten, men også NATO, stor tilslutning i de nye demokratier. Men det skulle hurtigt vise sig at de førende vestlige lande - frem for alt USA, der fremstod som «sejrherren» i den kolde krig - ikke havde i sinde at nedlægge det NATO, hvor USA havde den altafgørende magt.

Det blev derfor NATO og ikke CSCE, det senere OSCE, der blev omdrejningspunktet i betræbelserne for at udfylde det sikkerhedspolitiske tomrum i øst. I første omgang blev de central- og østeuropæiske lande tilbudt partnerskab for fred (PFP) aftaler, men fra midten af 1990'erne blev foreløbig tre østlande, Polen, Tjekkiet og Ungarn tilbudt fuldt medlemskab af NATO. Få dage efter den formelle optagelse i NATO, i marts 1999, igangsatte NATO bombardementerne af Jugoslavien, der reelt blev den første prøve på NATO's nye doktrin. NATO-bombardementerne og omskabelsen af NATO til en potentiel angrebsalliance blev iflg. meningsmålingerne ikke mødt med begejstring - udløste snarere direkte modstand - i de nye NATO-lande og i Østeuropa og SNG-landene generelt.

S.R.