Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

En «by» er noget ganske andet end blot et tætbygget område over en vis størrelse.

Hvis der kun var tale om indbyggertallet, ville f.eks. en større militærforlægning regnes for en by. En by er derimod en samling af mere varige boliger og arbejdspladser bestemt for en varieret og overvejende ikke-landbrugs orienteret befolkning, beskæftiget i handel, industri, håndværk, administration osv.

Der eksisterer ingen officiel angivelse for, hvor stort et bebygget område skal være for at kunne kaldes en «by». Ved folketællinger i USA regnes befolkningskoncentrationer på over 2.500 mennesker for byer, mens det tilsvarende tal i FN-statistik gerne er 20.000.

Forestillingen om byen som en bestemt administrativ og juridisk enhed, f.eks. «bystat», «købstad», «bykommune» o.l er historisk vigtig. Det administrative skel mellem bykommuner og landkommuner et upræcist udtryk for faktisk bymæssighed. Købstædernes gamle handelsprivilegier og andre rettigheder eksisterer ikke længere, og kan følgelig ikke anvendes til at bestemme moderne byer ud fra.

En anden vanskelighed er, at mange steder går byer og bymæssig bebyggelse i dag over i hinanden og danner enorme sammenhængende bybælter, hvor administrative grænser på flere niveauer krydser hinanden (Boston/New York-området, Manchester/Liverpool-området, Tokyo/Yokohama). Indenfor sådanne bybælter fremstår den enkelte by ikke længere som en klart adskilt og overskuelig enhed. Derved mister den også sin identitet for indbyggerne: De bor i én by, arbejder i en anden, bruger supermarkedet i en tredje, har sommerhus i nærheden af den fjerde, og får deres liv bestemt af skattesystemer, politidistrikter og skolemyndigheder på forskellige geografiske niveauer. Hvilken by hører de egentlig hjemme i? Det er klart, at vi her har at gøre med nye historiske byformer, der sprænger grænserne for skolebøgernes og dagligdagens anvendelse af ordet «by». Samtidig står vi i udkanten af det, der er behandlet i de marxistiske analyser.

Marxismen og byen

Marx og Engels boede hele deres liv i byer. De betragtede industriproletariatet i byerne som historiens hovedperson, og lagde vægt på «landsbyens brutaliserende snæverhed» (Det kommunistiske manifest). Byen var det logiske rum for borgerskabet, kapitalen, proletariatet og revolutionen. Men hverken Marx eller Engels skrev noget specifikt om byen. Engels kom nærmest med hans: «Arbejderklassens stilling i England» (1884) og pamfletten om «Boligspørgsmålet» (1872). Hos Marx forekommer der en række spredte reflektioner over forskelle mellem byer i Vesten og Østen, over byernes betydning for kapitalismens gennembrud, over jordrente og byudvikling osv. Modsætningen by/land bliver taget op som en grundlæggende form for arbejdsdeling, og i «Den tyske ideologi» (1845-46) regnes afskaffelsen af dette modsætningsforhold som «en af de første betingelser for fællesskabet» - dvs. det kommunistiske samfund. Den industrielle revolutions bystrukturer forblev længe uudforsket og uanalyseret: De blev taget for givet som en arena for klassekampen. Efter hundrede års fortsat byudvikling aftegner der sig radikalt nye faser. Byerne har sat sig betonmæssigt fast i landskabet og har massivt omformet rummet på en måde, der knapt nok var forudsigelig. Byerne er i industrilandene de dominerende ydre betingelser for de fleste mennesker. Udforskning af hvordan disse materialestrukturer påvirker os og byernes politiske økonomi, er derfor en central opgave. I Europa har særligt fransk marxistisk sociologi siden 1960'erne, bidraget til en politisk nyorientering, hvor byforskning og bydebat står højt på dagsordenen. Selv om byernes udvikling er et udtryk for den stigende koncentration af kapital og produktionsmidler, kan de ikke reduceres til rene fysiske konsekvenser af ændringer i økonomien og klassekampen. Som omfattende materialestrukturer udvikler byerne sig med en egen træghed og genstridighed, og som vore daglige omgivelser er de med til at genskabe hjælpeløshed og afmagt, magt og kontrol. Henri Lefebvre og andre franske marxister har i lys af dette arbejdet under slagordet: «at erobre byen»  fra det selvbevidste borgerskab, der ved selve dets sprogbrug («en herre i byen», «det går et rygte i byen») signalerer at byen tilhører det.

Den moderne bysociologi fik sin afgørende udformning under de mest rammende og dramatisk fortættede byforhold, nemlig Chicago 1915-30. Den senere akademiske bysociologi har kun i ringe grad bidraget til udforskningen af byernes politiske økonomi og afhængighed af kapitaludviklingen. Derved blev det mulig at betragte byindustrialiseringen som det politiske problem - og ikke selve kapitalismen. Hos marxister har der derimod været en tendens til at gå til den modsatte yderlighed - til at antage at det højt industrialiserede samfunds byproblemer ville bortfalde med kapitalismens undergang.

Den følgende fremstilling lægger vægt på, at byer og byproblemer både er noget der er ældre end kapitalismen, og noget der endnu mangler at blive indplaceret i helhedsbilledet af fremtidige socialistiske samfund udsprunget i Vesteuropa.

Historiske særtræk ved Vestens byer

De ældste kendte bylignende samfund daterer sig til det 8. årtusinde f.v.t. Fra denne periode er det fundet rester af huse og mure i Jericho. Men først i det 4. årtusinde indtræffer den såkaldte byrevolution («the urban revolution»), som V. Gordon Childe har betegnet den omfattende udvikling af byer i det nedre Mesopotamien (Surner), ved Eufrats og Tigris' bredder. Denne udvikling kan forstås på baggrund af den kønsbestemte arbejdsdeling mellem kvinde og mand, hvor kvinden blev specialiseret i plantedyrkning, tæmning af husdyr og madlavning, og hvor resultatet blev en ny fase i madforsyningens historie: Landbrugssamfund med fast bosætning.

Det var sådanne samfund, der med deres kollektive vandingsanlæg og værn mod oversvømmelser, med deres forsvarsbehov mod særligt de ikke-fastboende (nomaderne) og med deres madlagre (kornmagasiner), så at sige producerede byerne eller rettere sagt: de institutioner der blev samlet i byer, nemlig borgen (centrum for forsvar og administration) og templet, og efterhånden også markedet. Det er i dag almindeligt at se denne centralisering som led i en dobbelt proces: Fremvæksten af en overklasse (præsteskab, administratorer) fritaget for landbrugsarbejde, og udviklingen af et religiøst kongedømme der retfærdiggør og viderefører koncentrationen af rigdom og magt.

Byen bliver stedet for de offentlige bygninger, for overklassens boliger og for alle de håndværk, tjenester og hjælpemidler der er nødvendige for at opretholde og forgylde overklassens liv. Det er specialiseringen af disse aktiviteter, der danner grundlaget for byernes selvstændige bidrag til den økonomiske historie: Vareproduktion (håndværk) og faste markeder (handel og administrering af handel).

Sådanne bycentre udviklede sig i alle de store civilisationer, i Kina, Japan, Indien, i Mellem- og Sydamerika før Columbus. Historiske byer findes i mange forskellige varianter, mere eller mindre præget af at være imperiecenter, religiøst center, handelscenter, militærcenter osv., og med forskellige former for arbejdsdeling mellem land og by.

Men særlig frodig blev byudviklingen omkring verdens største indlandshav, Middelhavet. Karl Marx og specielt Max Weber har lanceret teorier om særtrækkene ved «den vestlige by», Europas byer fra oldtiden og fremad. Weber lagde særlig vægt på tendensen til, at den vestlige by var relativt selvstændig i forhold til kongemagten og andre former for bureaukrati i det landområde byen hørte til. Med «selvstændighed» tænkte han på 1. at byen var omgivet af forsvarsværker og militært i stand til at forsvare sin uafhængighed, 2. at byen havde sit eget retsapparat, sin egen lov og administration, og 3. at byens borgere udgjorde et politisk fællesskab, der valgte sine tillidsmænd.

Byer med disse kendetegn forekom kun undtagelsesvis i det gamle Kina, hvor byerne f.eks. blev styret af centralt udpegede mandariner, og klassificeret efter hvilken rang mandarinerne havde; Heller ikke i det islamiske kulturområde, hvor loven ikke gav byer eller byborgere speciel status; Og heller ikke i Indien, hvor de forskellige kaster ikke kunne udgøre et rituelt og politisk fællesskab.

I de tidlige vestlige bystater ved Middelhavet kom udenrigshandelen til at spille en speciel stor rolle. Den engelske økonom John Hicks peger på, at dette netop skyldtes, at byerne var relativt små og selvstændige, og ikke bare brikker i et uendeligt imperium. Ekspansion i udenrigsøkonomien fik dermed ekstra kraftig virkning på økonomien som helhed. Dette forhold blev også vigtigt i den senere byudvikling i Vesten, jfr. de italienske og tyske bystater.

Marx og Weber har den samme hypotese vedr. den dybere historiske baggrund for forskellene mellem f.eks. de græske bystater og byerne i det gamle Mellemøsten, Indien og Kina: De store vandingsanlæg i de gamle civilisationer blev udviklet af - og nødvendiggjorde - en stærk statsmagt med store militære- og andre ressourcer. Det var indenfor et sådan administrations- og militærområde ikke grundlag for byer, hvor byborgerne repræsenterede en militær og politisk selvstændighed. I det gamle Grækenland derimod fandtes ingen sådan total statsmagt, og byerne opstod derfor som små fællesskaber, hvor hver borger selvstændigt bidrog til den militære organisering. Dette var bestemmende for både den enkelte borgers og den enkelte bys uafhængighed - også politisk og økonomisk. Denne hypotese om vandingsanlæggenes og statsmagtens rolle har været anvendt på konkrete tilfælde, blevet ændret eller søgt modbevist, men er ikke blevet afløst af en sammenhængende alternativ forklaring.

Webers model («idealtype») for den vestlige by var ikke de græske bystater, men middelalderens bykommuner. Han var selv optaget af, at med nationalstatens og kapitalismens fremvækst ophørte også byernes selvstændighed; De sluttede gradvist med at fungere som isolerede militære og politiske verdener. Et foreløbigt højdepunkt i denne udvikling ses i dag, når praktisk talt samtlige storbyer har fået deres økonomi ødelagt, og er blevet totalt afhængige af staten. Men før dette fandt sted, kom byerne til at spille en afgørende rolle i overgangen mellem middelalderen og den nyere tid.

Overgangen fra feudalisme til kapitalisme

Det vestromerske riges undergang i 400 tallet betød sammenbruddet for en bykultur, der var blevet mere og mere parasitær, afhængig af tilførsler fra fjerne steder, af erobring og imperialistisk bureaukrati. Byernes befolkning stagnerede allerede i 200 tallet, og de store epidemier i det 6. og 7. århundrede bidrog til masseflugt fra byerne.

Efter Roms politiske undergang blev den vesteuropæiske landsby så at sige overladt til sig selv, uafhængig af den romerske overklasses vaner, madforsyning og landbrugspolitik. Det vigtigste der skete nord for alperne i disse «mørke århundreder» var, at der blev udviklet nye dyrkingsmåder og landbrugsmetoder i større overensstemmelse med de lokale jordforhold og klima. Vigtige eksempler er spredningen af den dybe hjulplov fra 6-700 tallet og anvendelsen af hesten som trækdyr, desuden den systematiske kombination af (eller variation mellem) svier og agerbrug. Særligt efter at folkevandringerne var ophørt, og arabernes, vikingernes og magyarenes (ungarernes) fremstød ikke længere spredte ødelæggelser, begyndte en solid vækst i det vesteuropæiske landbrug fra 1000 tallet. Et klart tegn på dette er befolkningsudviklingen i Vesteuropa: Ca. år 650: 5,5 millioner mennesker, år 1000: 12 mill. og år 1340: 35,5 mill. (J.C. Russells beregninger). Fra 1000 tallet øges antallet af nye byer og ligeledes befolkningsmængden i byerne. Lige før 1348 havde Paris, Venezia, Firenze og Genova omkring 100.000 indbyggere, mens bl.a. Bologna, Milano, London og Geneve havde over 50.000. Omkring 90-95 % af byerne havde mindre end 2.000 indbyggere, og det er disse byer, interessen må rettes mod.

Flertallet af disse byer havde ingen linie tilbage til romertiden. De voksede op som centre midt i ekspanderende landbrugssamfund, og det feudale system med uddelegering af ejendomsret og domsmagt fra en fyrste (herren) til en vasal var et system, der netop muliggjorde lokal selvstændighed: Ved at optræde kollektivt kunne byborgerne forhandle sig til, købe eller tilkæmpe sig bestemte rettigheder og friheder. Indenfor den enkelte by kunne disse rettigheder så, helt eller delvis, overføres til andre kollektive enheder - f.eks. laugene, klostrene, eller måske til «fællesskabet af lærere og studenter» (universitas). I denne forstand var byerne en del af det feudale system, men hvilken rolle spillede de i opløsningen af det?

Dette spørgsmål stod i centrum for den marxistiske debat mellem Paul Sweezy og Maurice Dobb i tidsskriftet Science and Society, 1950-53. Her fulgte Sweezy den belgiske historiker Henri Pirennes teori om, at det var arabernes lukning af Middelhavet for europæernes handel, der førte til byernes nedgang og til overgang til selvforsyningsøkonomi i landbruget fra 6-700. Tilsvarende skulle det være åbningen af Middelhavet og fjernhandelsvejene til Østen omkring år 1000, der resulterede i byernes nye vækst og dermed sprængningen af den feudale økonomi. Overfor denne opfattelse lagde Maurice Dobb vægten på ekspansionen i landbruget og vigtige ændringer i de sociale forhold i landsbyerne. I de seneste årtier er Dobbs perspektiv blevet konkretiseret og forstærket, mens der er færre, der er villige til at opfatte middelalderens byborgere som «progressive»/tidlige kapitalister i permanent kamp mod jordejerne.

Byernes interne sociale kampe i 11-1200 tallet endte i de fleste tilfælde med, at de rigeste byborgere tilkæmpede sig politisk kontrol, og de anvendte i høj grad deres magt til at begrænse den økonomiske konkurrence og til at give de fornemste laug eneret til en række aktiviteter. Meget ofte og specielt i Italien hvor adelen traditionelt boede i byerne, forekom der alliancer mellem adelen og byborgerskabet for at knuse underklasseoprør. Mod slutningen af middelalderen blev byernes økonomi mere og mere indbegrebet af monopoler og privilegier.

Vigtigere end denne rigiditet i byerne var imidlertid de store bondeoprør, flugten fra herregårdene - specielt efter den Sorte Død - og den delvise overgang fra pligtarbejde til betaling i form af produkter eller penge. Denne overgang førte til vækst i bøndernes egen vareproduktion og bidrog til at kommercialisere landbruget i Vesteuropa. Det er også i landsbyerne, at kapital fra byerne først indsættes i selve produktionsprocessen - det såkaldte «forlagssystem», hvor en pengemand skaffer råvarer og organiserer vareproduktion på landet. Langt borte fra bylaugenes strenge kontrol og monopoler.

Byerne derimod blev centre for de store opdagelser, og for den betydningsfulde sammenkædning der i 1500 tallet fandt sted mellem Middelhavshandelen, Atlanterhavshandelen og Østersøhandelen, med berøringspunkter i Amsterdam og London. I denne handel spillede madvarer og andre nødvendighedsartikler til masseforbrug en stadig større rolle: Flere af byerne langs Atlanterhavskysten blev afhængige af korn fra Østeuropa. Stormagternes krigsskibe og byernes handelskompagnier gjorde efterhånden hele verdens kyster til baser for vestlig økonomi.

Men det var fortsat jordejendom der gav prestige og politisk magt, og store dele af handelsoverskuddet i byerne blev investeret i et stadig mere kommercialiseret landbrug - en forberedelse af den produktivitetsrevolution der fandt sted i 1700 tallet. Dette gav grundlaget for den industrielle revolutions madforsyning og befolkningsstigning.

Selv om disse bevægelser i landbruget må nævnes, bliver byernes betydning centrale: Deres rolle som financieringskilder for kongemagtens nationale opbygningspolitik, deres rolle som kommunikationscentre, som smeltedigler for nye politiske, religiøse og økonomiske ideer, som arenaer for kampen om et nyt verdensbillede, som model og stimulans for kommercialisering og nye forbrugsmønstre. Både renæssancens og reformationens åndelige og politiske gennembrud var i høj grad byfænomener.

Den industrielle revolutions byer

Et hovedproblem i byernes udvikling har været vandforsyning og kloakanlæg, sanitære og hygiejniske forhold. Disse forhold blev meget ofte forværret af den industrielle bys to mest markante træk: Fabrikkerne og slummen. For første gang blev storkapital systematisk skudt ind i selve produktionsprocessen og for første gang i historien blev størstedelen af et samfunds produktion henlagt til byerne. Den industrielle produktion i fabrikkerne blev i 1800 tallet drivkraften i og symbolet på denne udvikling. Allerede i 1801 boede 26 % af befolkningen i England og Wales i byer; I 1851 45 % og i 1891 hele 68 %. Fra 1800 til 1900 øgedes Londons befolkning fra 1 mill. til 6,5 mill. Da var Londons East End også verdens største slum.

I de mest typiske industribyer, Manchester, Birmingham og andre byer i Midt- og Nordengland, foregik væksten hurtigst og mest ukontrolleret. Der opstod et skrigende misforhold mellem private profitinteresser og den nødvendige varetagelse af de kollektive, kommunale opgaver, som industrialiseringen og sammenstuvningen af så mange mennesker skabte. I et boligområde i Manchester i 1843-44 fandtes der kun et «toilet» til 212 personer. Da fabrikkerne ofte lå ved floder og vandfald, opstod der en enorm vandforurening. Omfanget af miljøødelæggelserne var så store og nye, at der ikke fandtes lovgivning eller kommunale organer til at regulere forholdene. Det hurtigt øgende byproletariatet blev huset i deres egne boligområder, mens de forskellige sociale grupper i de før-industrielle byer ofte boede side om side med hinanden, nogle gange endda i samme hus. Engels fortæller om Manchester, at byen «var opdelt på den særegne måde, at man kunne bo der i årevis og dagligt færdes på gaderne uden nogensinde at støde på et arbejderkvarter eller i det hele taget møde en arbejder.» Et drastisk udtryk for klasseforskelle og bydelsforskelle var den gennemsnitlige levealder: I 1850'erne levede folk i Londons West End 10-15 år længere end beboerne i East End.

Forholdene varierede fra by til by, men i århundredets anden halvdel blev de sociale problemer og byernes kaos opfattet som så truende for arbejdskraftens reproduktion og for hele samfundstilstanden, at en række kollektive opgaver blev taget mere alvorligt. Dette betød en mere omfattende lovgivning om byproblemer, først og fremmest knyttet til hygiejniske og sanitære forhold, og en tilsvarende udbygning af den kommunale administration.

Erfaringer fra sanitære reformer indenfor militæret blev overført til byerne. Først og fremmest blev de omfattende udbrud af kolera i 1832 og 1848 dramatiske opinionsvækkere. Faren for kolera, tyfus og en række andre vandbårne sygdomme blev reduceret, da de først systemer med lukket kloak fra 1850'erne blev indført i England, og vandforsyningen blev forbedret.

I de fleste af Vestens storbyer var dødeligheden stigende frem til midten af 1800 tallet. Omkring år 1900 begyndte fødselsraten at overskride dødeligheden: Tilflytning fra landsbyerne var ikke længere nødvendig for at opretholde folketallet i byerne.

Noget af det mest iøjnefaldende var forbedringen af transportsystemet. Gennem jernbanenettet kunne byerne udvikles mere uafhængig af deres placering ifht. råvare- og energikilder og traditionelle transportveje. Byernes interne trafik blev også forbedret: Gaderne i Paris var blevet brolagt allerede i 1184, men fra 1819 blev de anvendt som underlag for Europas første hestebusser. I 1863 blev den første undergrundsbane bygget - i London. Den første sporvogn blev indført i 1881 - i Berlin. Elektrisk trolleybus blev udviklet i Frankrig i 1901.

Dermed blev byernes nye udseende fastlagt: Det moderne transportsystem muliggjorde en systematisk specialisering af de forskellige byfunktioner, sektordeling, med egne områder for bolig, arbejde og rekreation, med selve bycenteret som et rendyrket kontor-, forretnings- og trafikcenter. Grundpriserne i centrum øgede husenes højde over jorden - de første skyskrabere blev bygget i Chicago i slutningen af århundredet.

Paris, 1800 tallets hovedstad

Den moderne bybevidsthed er knyttet til 1800 tallet, og til Paris snarere end London, selv om den sidste var langt større. Frankrig blev meget langsommere industrialiseret end England, og Paris der siden 1836 var en millionby var i modsætning til London et administrations- og finanscenter i et landbrugsland. Statsmagten spillede en mere aktiv rolle i byudviklingen. Under baron Haussmanns ledelse blev en af historiens største saneringsprojekter gennemført i årene 1852-70: 40 % af husene i Paris centrum blev revet ned; Nye monumentale kvarterer og boulevarder blev bygget; Moderne vandanlæg, kloak- og transportsystemer blev indrettet; Store dele af arbejderklassen blev nødt til at flytte ud.

En vigtig baggrund for saneringen - denne «strategiske forskønnelse» - var magthavernes ønske om at vanskeliggøre de barrikader og gadekampe der betød meget under revolutionerne i 1830 og 1848. Men saneringen gav også ejendomsspekulanterne kronede dage og nye arbejdspladser: 20 % af arbejdspladserne i Paris i 1850'erne var i byggebranchen. Resultatet af saneringen svarede til Napoleon III's generelle politik: At vinde bred popularitet gennem fest og glans, ved prestigeprojekter der mere var egnede til at imponere folk end til at forbedre deres levevilkår (se Bonapartisme).

Men det nye storslåede Paris blev samtidig et monument over byen der gik tabt - vigtige dele af det middelalderlige Paris blev jævnet med jorden. I denne dobbelthed ligger det, man kan kalde den moderne bybevidsthed: Både tiltrækningen mod det flotte, det elegante i glas og stål, det sidste nye og den stærke oplevelse af værdier i nogen af de krogede, sammenvoksede og ustrømlinede bymiljøer der er gået tabt, eller som trues af sanering, asfalt og beton. Til dette billede hører også en skarpere sans og interesse for forskellene mellem byliv og landliv. Tegn på dette er fremvæksten af landsskabsmaleriet som dominerende genre i malerkunsten fra 1840-50'erne (Barbizon-skolen), og borgerskabets nyudviklede iver efter at kombinere bytilværelsen med forstadsliv, landstæder og sommerboliger.

Paris blev den første gennemkommercialiserede storby, hvor udstillingen af varerne, reklamen og stormagasinernes mystik blev sat i system. Gasbelysning blev her taget i anvendelse allerede i 1820'erne i de berømte passager, som en tysk rejsehåndbog beskrev således: «Disse passager - et nyt udtryk for den industrielle luksus - er en slags glasoverdækkede, marmorklædte gange der går gennem flere huse... Disse gange bliver oplyst ovenfra, og på begge sider af dem findes der rækker af de mest elegante forretninger, så en sådan passage er en by, ja, en verden, i miniature.»

Det var i dette blændende og hurtigt skiftende storbyflimmer, at Charles Baudelaire skrev: «Le Spleen de Paris» og de andre digtværker, der i dag står som fremmedgørelsens og modernismens tidligste klassikere. Med sine politiske revolutioner (1830, 1848, 1871) og med sine ultra-moderne verdensudstillinger (1855, 1867, 1889 - da Eiffeltårnet blev opført og 1900) bekræftede Paris sin stilling som «1800 tallets hovedstad» - titlen på den historie om højkapitalismen som Walter Benjamin planlagde som sit livsværk.

Reaktioner på industrialiseringens byer

I det 20. århundrede er storbyerne over næsten hele verden blevet brohoveder for de transnationale selskaber og deres net af udbyttende virksomheder. Deres skyskrabermæssige hovedkvarterer er vor tids dominerende katedraler. Disse bykoncentrationer af kapital og produktionsmidler gør alt omkring sig bymæssigt og ordner verden i et system af metropoler og satellitter, hvor satellitterne - den afhængige periferi - leverer arbejdskraft, råvarer og energi til de dominerende metropoler, hvadenten det sker i regional eller global målestok. Disse magtforhold er afspejlet i motorvejene og flyruterne, der fører ind til centrum, i udkantområdernes forfald og i kapitalens betonkolosser.

At også disse kolosser hviler på lerfødder, viser deres stigende sårbarhed: Når strømmen går i New York, bryder det sociale system sammen. Storbyernes ekstreme dominans har øget deres egen afhængighed af, at alle de rigelige og nødvendige forsyninger fra fjerne steder virkeligt når frem. Når det globale system en gang holder op med at fungere på denne måde, vil storbyerne blive de mest udsatte. I mellemtiden lammes de langsomt af deres indre kriser: Sektordelingens og trafikkens sociale problemer, arbejdsdelingens og koordineringens tidspres, fremmedgørelsen gennem upersonlige bureaukratier og bombardement fra reklamens og mediernes stimuli, det stadig dybere misforhold mellem det private forbrug og de kollektive opgaver, bybefolkningens specielt høje hyppighed af kræft og psykiske lidelser.

Både den franske og den russiske revolution blev i sin tid netop lammet af byernes sårbarhed, af deres totale mangel på relativ selvforsyning. Denne sårbarhed gjorde det nødvendigt for de revolutionære myndigheder at diktere priserne på landbrugsvarerne og foretage tvangsindkrævning af dem. Ellers blev der akut fødevaremangel i byerne. Resultatet af denne vanskelige interessekonflikt mellem land og by, mellem byboere og bønder, blev i begge tilfælde en katastrofal anvendelse af politisk terror og tvang og en tilsvarende modreaktion fra landsbyernes side. Bondeoprørene i 1793 og specielt de sovjetiske bønders desperate protestnedslagtning af husdyr i 1934 er i denne sammenhæng historiens vigtigste erfaringer. Hemmeligheden ved den kinesiske revolution var, at den i årtier blev udviklet i landsbyerne og måtte tage sit udgangspunkt i bondemassernes interesser.

Spørgsmålet om arbejdsdelingen by/land blev på baggrund af Englands industrielle pionererfaringer taget op med fuld styrke ved århundredeskiftet. Måske det mest principielle og fremtidsorienterede indlæg i denne debat er Pjotr Kropotkins berømte bog: «Fields, Factories and Workshops» (1899). Her fremsætter han ideen om «den industrielle landsby», som gennem en alsidig kombination af håndværk, industri og intensivt biodynamisk landbrug opnår en høj grad af selvforsyning. Omfattende anvendelse af moderne massemedier og andre kommunikationsmidler skulle knytte disse landsbyer sammen. Flere af Kropotkins tanker blev taget op og konkretiseret under den «utopiske urbanismes» korte sommer i Sovjet, 1928-31.

En socialistisk bypolitik i et kapitalistisk samfund må samtidig fremmes på flere fronter. Den må omfatte et klart perspektiv for et socialistisk samfund: Anskueliggørelse og lancering af byformer hvor teknologien systematisk er udviklet ud fra menneskelige behov, og hvor energi- og fødevareforsyning ikke er baseret på leverancer fra en udbyttet periferi. Tilbage står at udforme, afprøve, og kæmpe igennem de typer af samfundsplanlægning og arkitektur, der er forenelige med sådanne byformer

E.R.