Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Zambia
DatoOpdatering
2015.01.27Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 2/7 2016
Læst af: 74.948
Verden  .  Afrika  .  Zambia
: :
Zambia
Befolkning10,4 mio.
ValutaKwacha
Areal752.618 Km2
HovedstadLusaka
Befolkningstæthed13,8 indb./Km2    
HDI placering150    

Størstedelen af landet består af en højslette, der strækker sig fra kløfterne mod Malawi til sumpområderne ved grænsen til Angola. Zambesi floden løber mod syd, og ved Kariba findes der en stor dæmning og et vandkraftværk over floden. Klimaet er tropisk, men modereret pga. højden. Landets mineressourcer - især kobber - er grundlag for økonomien.

Minedriften har haft negative følger for miljøet. Erosion og mindsket frugtbarhed knyttes sammen med den overdrevne anvendelse af kunstgødning. Slumkvarterene udgør 45 % af hovedstaden Lusaka, og her findes alvorlige sanitære problemer: mangel på drikkevand og mangel på lægehjælp. Disse omstændigheder bidrog til koleraepidemierne i 1990-91. Vildtlivet er truet pga. krybskytteri og mangel på ressourcer til at bevare de beskyttede områder.

Folket: Zambia'erne (98%) nedstammer fra flere indvandringsbølger af bantu folk, og er underinddelt i 73 etniske grupper. Der findes små minoriteter af europæere (70.000) og asiater (15.000).

Religion: Der praktiseres traditionelle afrikanske religioner. Kristendom er den officielle statsreligion, men kristendom i Zimbabwe er overvejende en blanding af traditionelle afrikanske religioner og europæisk kristendom. Den dyrkes af 50-75% af befolknigen. Der findes minoriteter af muslimer og hinduer.

Sprog: Engelsk (officielt). Blandt bantu-sprogene er 5 officielt anerkendt. De anvendes indenfor undervisning og administration: nyanja, bemba, lozi, luvale og tonga.

Politiske partier: United National Independence Party (UNIP), var frem til 1991 landets eneste. Dette år afholdtes valg og Movement for at Multiparty Democracy (MMD) fik 81 % af stemmerne og 125 af parlamentets 150 pladser, mens UNIP fik de sidste 25. United Party for National Development (UPND); Forum for Democracy and Development (FDD); Heritage Party (HP).

Sociale organisationer: Zambias Fagforeningskongres består af 16 fagforeninger; Arbejdernes Faglige Union er dannet for nyligt og har 2 millioner medlemmer.

Officielt navn: Republic of Zambia

Hovedstad: Lusaka, 3.100.000 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Kitwe, 762.700 indb.; Ndola, 346.500 indb.; Mufulira, 130.400 indb. (2000).

Regering: Edgar Lungu er præsident siden januar 2015. Parlamentet (Nationalforsamlingen) har ét kammer med 159 medlemmer. De vælges for en 5 årig periode.

Nationaldag: 24. oktober (Selvstændighed, 1964)

Væbnede styrker: 18.000 (2003).

Paramilitære styrker: 700 (Mobilt Politi); Paramilitært Politi (700)

 

Den stærke stat Lun begyndte at svækkes i slutningen af det 18. århundrede, da moçambikanske og arabiske slavehandlere trængte ind i landet og førte «varerne» mod øst, hvor slaverne blev solgt til europæere. Da slavehandelen atter svækkedes i det 19. århundrede, svækkedes også Mwata Yambo (lunda kongerne. Det sammen med de større magtbeføjelser til Kazembe (provinsguvernørerne) åbnede op for dannelsen af en række mindre riger.

Portugiserne trængte ind i landet flere gange i perioden 1798-1811 i forsøg på at forbinde deres kolonier Moçambique og Angola, men modstanden fra zuluerne hindrede dette. Nogle folk som soto folket lykkedes det at oprette en selvstændig stat. I soto'ernes tilfælde var det i Zambias sydvestligste hjørne omkring 1835.

I 1851 ankom den britiske missionær David Livingstone til Victoria vandfaldet ved Zambesi floden. Livingstone blev fulgt af købmænd og af opdagelsesrejsende, der arbejdede for Cecil Rhodes - den engelske millionær der ønskede at ekspandere sine besiddelser mod nord (se Zimbabwe). I 1889 fik Rhodes rettigheder fra den britiske krone til at hans selskab, British-South Africa Co. fik monopol på handel og minedrift i regionen. Rhodes ønskede især at få adgang til de rige miner i Katanga (nu Shaba) i den nuværende Demokratiske Republik Congo.

Året efter indgik Rhodes en aftale med soto kongen Lewanika om at gøre hans land til et protektorat. Det blev hurtigt omdannet til egentlig koloni, der fik navnet Nord Rhodesia.

Rhodes bevarede sin kontrol over Nordrhodesia, for at hindre at portugiserne fik opfyldt deres gamle drøm om at forene Moçambique og Angola og udnytte kobberforekomsterne. I 1909 blev der bygget en jernbane ud til det Indiske Ocean, og langs denne begyndte europæiske settlere at slå sig ned for at dyrke landbrug og kvægdrft. I 1924 overtog England koloniadministrationen med området, samtidig med at sydafrikanske og nordamerikanske mineselskaber øgede deres investeringer i kobberminerne. 13 år senere arbejdede 40.000 afrikanere i minerne, der gav tårnhøje profitter - takket være den billige arbejdskraft. Minearbejdernes fattigdom udløste mange protestaktioner og gav anledning til dannelse af fagforeninger, der blev kim til de første nationalistiske bevægelser som North Rhodesia African National Congress (NRANC). I 1952 blev læreren Kenneth Kaunda generalsekretær for NRANC, der indtil da var blevet ledet af Harry Nkumbula. Kaunda kom til at stå fadder til Zambias selvstændighed.

I 1953 organiserede briterne en føderation mellem Nord-Rhodesia (Zambia), Syd-Rhodesia (Zimbabwe) og Nyassaland (Malawi). De ønskede at udvikle en form for «arbejdsdeling», der gav Zambia rollen som mineproducent, og Zimbabwe rollen som landbrugsproducent. NRANC stod i spidsen for kampen mod racediskrimination og for selvstændighed, men da Nkumbula vaklede overfor et forfatningsprojekt, der ville sikre de hvides fortsatte hegemoni, besluttede Kaunda at bryde ud og danne African National Congress of Zambia (ANCZ) samt boykotte valgene.

ANCZ blev forbudt og Kaunda sat i fængsel i 1959. Hans tilhængere stiftede United National Independence Party (UNIP), som Kaunda stillede sig i spidsen for, da han blev løsladt i 1960. Også UNIP blev forbudt efter nogle måneder, men konsekvensen af undertrykkelsen af folkeflertallet var, at volden i 1961 brød ud i Zambia. Året efter blev den britiske regering tvunget til at gennemføre en forfatningsreform, der opfyldte en række af UNIP's krav. Nationalisterne blev styrkede af denne sejr, og i 1964 lykkedes det dem at få føderationen opløst. Samme år vandt UNIP valget og proklamerede i oktober landets selvstændighed.

Zambia støttede åbent befrielsesbevægelserne i nabolandene, nationaliserede kobberet, var en af initiativtagerne til CIPEC (de kobberproducerende landes sammenslutning) og var i 1970 vært for de Alliancefri Staters 3. topmøde.

I 1974 åbnedes jernbanen Tan-Zam, der gav Zambia adgang til det Indiske Ocean gennem Tanzania. Jernbanen blev bygget med kinesisk hjælp og gjorde Zambia uafhængigt af jernbanen gennem Zimbabwe (daværende Rhodesia), der stadig var kontrolleret af apartheidstyret i dette land. Samme år faldt det kolonial-fascistiske styre i Portugal, hvilket åbnede op for Moçambiques og Angolas uafhængighed.

Zimbabwes uafhængighed i 1980 indebar en betydelig lettelse for Zambia, der havde måttet bære store omkostninger ved krigen mod apartheidstyret. Zambia blev dog fortsat angrebet af styrker fra Sydafrika, der trængte ind for at angribe namibiske flygtninge. Den 16. september slog et sydafrikansk støttet kupforsøg mod Kaunda fejl. Det fik imidlertid regeringen til at erklære landet i undtagelsestilstand og indføre udgangsforbud. En række personer fra regeringen, forretningslivet og en række udlændinge blev tilbageholdt på mistanke for involvering i komplottet, og efter en langvarig proces blev 7 af dem kendt skyldige og hængt.

Kaunda omgav sig med gamle kammerater fra selvstændighedskampen, hvilket skabte spændinger ifht. de yngre sektorer, der erklærede, at efter landets uafhængighed var det ikke nødvendigt fortsat at leve i krigstilstand. Samtidig stillede de spørgsmål ved et-parti staten. Konflikten nedtonedes dog efter valget i 1983, hvor Kaunda fik 93 % af stemmerne.

Mangelen på nedbør siden 1981 medførte, at 300.000 mennesker stod overfor umiddelbar mangel på fødevarer. På verdensmarkedet faldt prisen på kobber konstant, hvilket i 1984 tvang regeringen til at gennemføre prisstigninger på op til 70 % på de basale fødevarer. De stigende leveomkostninger udløste reaktioner fra fagforeninger tilknyttet Zambia Congress of Trade Unions (ZCTU), og i 1985 rystedes landet af en række strejker, som regeringen slog ned på.

I slutningen af året besluttede regeringen at hæve prisen på majsmel for at kunne opfylde IMF's betingelser for at få et lån på 200 millioner dollars for perioden 1986-87. Prisstigningen udløste voldelige protester i mineregionen i landets nordlige del. Resultatet af 3 dages protester og plyndringer var 15 dræbte og 90 millioner dollars i tab. I maj 1987 ændrede Kaunda sin politik overfor IMF, og begrænsede renter og afdrag på udlandsgælden til 10 % af landets eksportindtægter.

Med en valgdeltagelse på kun 55 % blev Kaunda genvalgt som præsident i 1988, men ved valget i 1991 (der var blevet fremskyndet 2 år som følge af den kaotiske økonomiske situation) blev han slået af Frederick Chiluba, der havde en faglig baggrund og fik 81 % af stemmerne. Året efter trak Kaunda sig endvidere tilbage som formand for UNIP.

Den nye regering omstrukturerede økonomien, privatiserede statslige virksomheder og fordoblede prisen på majsmel og andre basale fødevarer. I december 1992 accepterede regeringen IMF's og Verdensbankens anbefalinger; den devaluerede landets valuta med 29 %, frigav valutamarkedet og deregulerede udenrigshandelen. I begyndelsen af 1992 oplevede det sydlige Afrika den værste tørke i det 20. århundrede og blev hårdt plaget af mangel på fødevarer.

Et møde blandt vestlige lande med Verdensbanken som vært gav 400 millioner i fødevarebistand til Zambia. I juli besluttede Parisklubben at omstrukturere Zambias gæld. Aftalen gjorde det muligt for landet at omlægge 920 millioner dollars ud af de 2.300 det skylder klubbens medlemmer.

Præsident Chiluba gjorde kristendommen til officiel religion og forbød dannelsen af et fundamentalistisk parti. De islamiske religiøse autoriteter vurderede, at der fandtes 1,2 millioner shiiter og 1 million sunni muslimer i landet.

I marts 1993 sattes landet i undtagelsestilstand i et forsøg på at afværge et folkeligt komplot for civil ulydighed. Flere medlemmer af UNIP der kendte til komplottets eksistens blev sat i fængsel, og undtagelsestilstanden hævedes i slutningen af måneden.

Inflationen nåede op på 140 % i 1993. Regeringen måtte reducere de offentlige udgifter, tilskynde til privatiseringen af virksomheder og bekæmpe narkohandelen for at opnå den nødvendige støtte fra Parisklubben i 1994.

Zambias Universitet blev lukket i april 1994, da 300 forskere og lærere blev fyret for at have krævet lønforhøjelser. Besparelserne indenfor undervisningssektoren udløste konstant strejker blandt lærerne.

Beskyldningerne for korruption og manglen på landbrugspolitik fik i 1995 præsidenten til at bede om landbrugsministerens afgang og til at bede de øvrige ministre om opgørelser over deres indtægter. Kort tid efter fjernede Chiluba direktøren for landets nationalbank for pludseligt at have devalueret landets valuta, kwacha med mere end 20 %. Chiluba lagde skyldes for landets krise på udlandsgælden, hvis renter og afdrag slugte 40 % af bruttonationalproduktet. Handelsministeren indrømmede i juli, at 5,5 af de 9,5 zambianere levede i ekstrem fattigdom.

I marts 1996 eftergav Parisklubben Zambia 67 % af dets gæld. IMF's og Verdensbankens strukturtilpasningsprogram der blev gennemført i 1997 medførte større fattigdom blandt landbefolkningen, og privatiseringen af statslige virksomheder kostede mindst 150.000 arbejdere deres job.

En måned efter et fejlslagent kupforsøg (november 1997) blev snesevis af personer arresteret for mulige kontakter med de oprørske officerer. Blandt de arresterede var tidligere præsident Kaunda, der efter en ændring af forfatningen var hindret i at stille op til præsidentvalget. Repræsentanter for oppositionen og menneskerettighedsorganisationer erklærede, at det fejlslagne kupforsøg blev et påskud for at gennemføre tilbageholdelser og tortur af fanger. Regeringen indførte undtagelsestilstand, der skulle vare 3 måneder, men som blev forlænget frem til marts 1998. I juni 98 blev Kaunda løsladt fra sin husarrest, og anklagerne mod ham blev frafaldet. Til gengæld trak den tidligere præsident sig som formand for sit parti, UNIP.

Faldet i de internationale priser på kobber hindrede salget af minerne i Nkana og Nchanga, som Zambias vigtigste internationale bistandsgivere ellers havde krævet. Dette vanskeliggjorde regeringens situation. I slutningen af året blev økonomien yderligere ramt af henholdsvis tørke og oversvømmelser i forskellige dele af landet. Katastroferne blev imødegået af FN's fødevareorganisation FAO, der sendte nødhjælp for 17 mio. dollars. I november blev den tidligere økonomiminister Ronald Penza myrdet, få måneder efter at han var blevet tvunget til at træde tilbage.

Fremrykningen blandt rebellerne i Demokratisk Congo og regeringshæren i Angola sendte bølger af flygtninge ind over Zambia. I maj 1999 undersøgte FN og OAU påstande om støtte fra Zambias regering til UNITA i Angola. I september kom lederne for oppositionen i Congo til Lusaka for at undertegne en fredsaftale med Zambias regering, men intern splittelse hindrede udformningen af en aftale.

I januar 2000 koncentrerede den angolanske hær sine styrker ved grænsen til Zambia, for at bekæmpe de sidste lommer af UNITA partisaner. Denne koncentration forhøjede beredskabet i Zambias hær. Mængden af angolanske flygtninge i lejre i Zambia voksede så drastisk, at det blev livsfarligt at leve i lejrene. FN blev tvunget til at sende fødevarehjælp til støtte for hjælpen fra regeringen i Lusaka. I februar afviste Chiluba at lade tropper fra Angola forfølge UNITA oprørere ind i Zambia og forstærkede styrkerne ved at grænsen, for at hindre at Angola alligevel gik over uden tilladelse. I april erklærede regeringen, at den med glæde ville modtage de hvide godsejere og bønder, der pga. volden måtte forlade nabolandet Zimbabwe.

I maj 2001 førte politisk splittelse til dannelsen af et nyt parti for at udfordre Chilubas MMD. Omkring 80 fremtrædende medlemmer af MMD's hovedbestyrelse forlod partiet for at danne Forum for Democracy and Development (FDD). Splittelsen af MMD var resultatet af en intern debat om hvorvidt Chiluba skulle stille op til en 3. præsidentperiode. Dette var de 80 imod.

I juli blev Chilubas tidligere valgkampagnestrateg, Paul Tembo dræbt kort før han skulle vidne mod 3 ministre i en korruptionssag på højt niveau. Han havde kort tid forinden forladt MMD og meldt sig ind i FDD. Tembos advokater og repræsentanter for hans parti erklærede, at de mente det drejede sig om et politisk mord.

Ligeledes i juli udsendte Zambia en appel om katastrofehjælp til omkring 2 mio. mennesker efter fejlslagen høst pga. oversvømmelser og tørke i forskellige dele af landet. Iflg. vicepræsident Enock Kavindele var der behov for 100.000 tons majs for at dække fødevareunderskuddet.

I januar 2002 blev MMD's kandidat, Levy Mwanawasa udnævnt til præsident efter et stærkt omstridt præsident- og parlamentsvalg i december. 10 oppositionspartier erklærede at svindel og manipulation havde forvansket resultatet. Mwanawasa fik angiveligt 28,7% af stemmerne, mens Anderson Mazoka fra UPND fik 26,7%.

I april forsøgte regeringen at gennemføre en delvis privatisering af den stærkt forgældede Zambian National Commercial Bank (ZANACO), efter pres fra IMF og Verdensbanken der havde stillet privatiseringen som betingelse for eftergivelse af 3,8 mia. US$ af Zambias gæld. Privatiseringen trude dog med at løbe ud i sandet, eftersom ingen var interesseret i at købe.

Opmuntret af præsident Mwanawasa ophævede parlamentet i juli ekspræsident Chilubas immunitet, sådan at han kunne retsforfølges.

I oktober erklærede regeringen at den ikke ville modtage GMO majs som nødhjælp til landets 3 mio. sultende.

Ekspræsident Chiluba blev arresteret i februar 2003, efter der var rejst 59 anklagepunkter mod ham - deriblandt embedsmisbrug og tyveri af 30 mio. US$. I december blev han stillet for retten, anklaget for korruption.

Ligeledes i december bekræftede højesteret dødsdommen over 40 af de 59 officerer involverede i kupforsøget i 1997.

I september 2004 blev flere af korruptionsanklagerne mod Chiluba trukket tilbage, men få timer senere blev ekspræsidenten atter arresteret på 6 nye anklager.

Regeringen indrømmede i januar 2005, at staten havde været offer for et svindelnummer, der kostede den 940 mio. US$. I april bevilgede Verdensbanken et støtteprogram til Zambia til en værdi af 3,8 mia. US$, deriblandt en eftergivelse af 50% af landets udlandsgæld.

I november erklærede Mwanawasa landet i national katastrofetilstand som følge af tørken og anmodede om international katastrofehjælp til den ene milion zambianere uden adgang til fødevarer.

En domstol i Lusaka erklærede i juni 2007, at Chibula var rask nok til at blive stillet for en domstol. Den afviste dermed forsvarets påstand om, at hans helbred ikke tillod hans deltagelse.

I august forvandlede regeringen dødsstraffen over 97 dødsdømte.

Mwanawasa fik et hjerteanfald i juni 2008, og præsidentembedet blev herefter midlertidigt overtaget af vicepræsident Rupiah Banda. Da Mwanawasa døde i august, overtog Banda posten. Ved præsidentvalget i oktober vandt han med 40% af stemmerne over den vigtigste modkandidat, Michael Sata fra Patriotic Front, der fik 38%. Sata lå i starten af stemmeoptællingen i spidsen, men i takt med at stemmerne kom ind far landområderne blev han overhalet af Banda. Sata og PF hævdede efterfølgende at der havde været tale om valgsvindel, nægtede at anerkende resultatet og det kom til optøjer i Lusaka og Kitwe.

MMD valgte i 2009 Banda til partiets kandidat ved næste præsidentvalg i 2011. Beslutningen blev kritiseret internt som udemokratisk, og førte bl.a. til at forsvarsministeren trak sig.

I midten af 2008 steg befolkningen i Zambia uventet. Det skyldtes den stigende vold i Sydafrika rettet mod zimbabweanere. Omkring 60.000 zimbabweanere lever i flygtningelejre i Zambia, og yderligere 50.000 lever spredt i landet. Der lever desuden 55.400 flygtninge fra den Demokratiske Republik Congo og 40.800 fra Angola i Zambia.

Zambia var i 2009 hårdt ramt af den verdensøkonomiske krise, der fik råvarepriserne til at styrtdykke.

Michael Sata vandt præsidentvalget i september 2011 over den siddende præsident Banda. Kinesiske virksomheder havde i 2010 investeret 2 mia. US$ i Zambia, der er en af verdens største kobberproducenter, men anklagedes af mange - herunder Sata - for at betjene sig af slavelignende arbejdsmetoder, ignorere arbejderbeskyttelse og lokale kulturelle forhold. Satas barske retorik overfor kineserne gav ham tilnavnet «King Cobra». Sata vandt over Banda med 42,0% af stemmerne mod 35,4%. MMD's 20 årige monopol på præsidentposten var dermed brudt.

Banda mistede i 2013 sin retslige immunitet, og den statslige Anti Corruption Commission rejste med det samme anklager mod ham for bl.a. at have modtaget 2,5 mio. US$ i forbindelse med en olieaftale mellem Zambia og Nigeria.

Regeringen fjernede i 2013 subsidierne til landets bønder. Staten havde tidligere betalt 75% af prisen for bl.a. kunstgødning og disse tilskud faldt nu bort. Merudgiften gik videre til forbrugerne. F.eks. steg prisen på majs 20% i løbet af 2013.

Sata døde på et hospital i London i oktober 2014. Posten blev midlertidig overtaget af den hvide vicepræsident Guy Scott. Det var første gang siden apartheid regimet i Sydafrika at kontinentet havde en hvid præsident. Ifølge forfatninger skulle der gennemføres præsidentvalg indenfor 90 dage efter Satas død. Scott var imidlertid hindret i at stille op til valget, da forfatningen samtidig krævede, at begge forældre skulle have Zambisk statsborgerskab. Alligevel forsøgte Scott at fjerne sin største rival, da han mindre end en uge efter Satas død fyrede generalsekretæren for Patritic Front, Edgar Lungu. Han måtte dog genindsætte Lungu allerede dagen efter pga. omfattende demonstrationer i Lusaka.

I januar 2015 gennemførtes præsidentvalg. det blev snæver margen vundet af Patriotic Fronts Edgar Lungu med 48,3% af stemmerne, mens Hakainde Hichilema fra United Party for National Development (UPND) fik 46,7%. Lungu blev nogle dage senere indsat på posten. Han havde været forsvarsminister og justitsminister i Satas regering, og havde været fungerende præsident i lange perioder under Satas sygdom i 2013-14.

Lungu gjorde Inonge Wina til sin vicepræsident. Det var første gang landet fik en kvindelig vicepræsident.

I juli 2015 forvandlede præsident Lungu 332 fængsledes dødsstraf til livsvarigt fængsel. Samtidig fordømte han den massive overbelægning af Mukobeko fængslet, som han karakteriserede som en «krænkelse af menneskelig værdighed».

Mangel på elektricitet førte fra juli til daglige strømafbrydelser på op til 14 timer. Det medførte igen, at mange forretninger og miner måtte skalere ned og fyre ansatte. Dette påvirkede igen økonomien. Kwansaen mistede i løbet af året 80% af sin værdi ifht. US$. 95% af landets elektricitet stammer fra vandkraftværker, der historisk har forsynet både Zambia og Zimbabwe, men de globale klimaforandringer har medført, at regnen udebliver og vandkraftværkerne derfor kører for stærkt nedsat kraft. Regnmængden er reduceret til under halvdelen af det normale og med den igangværende el Niño forventedes tidligst en bedring i 2018.

Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Zambia)
Amnesty International årsrapport 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)