Erosion betyder nedslidning eller afgnavning af jordoverfladen forårsaget af rindende vand, vind, bølger og gletschere. I tropiske og subtropiske områder er erosion i dag et alvorlig samfundsproblem, som begrænser mulighederne for at øge landbrugsproduktionen og verdens fødevareforsyning.

Tidligere blev jorden i langt højere grad beskyttet af skov og anden frodig vegetation. I de sidste hundrede år er store dele af dette vegetationsdække blevet ødelagt af påsatte skovbrande, græsning af husdyr, nyrydninger og skovhugst. Ved at ødelægge den naturlige vegetation og anvende intensive dyrkningsmetoder uden at tilføre ny næring mister jorden humusstoffer og dermed meget af sin evne til at absorbere og holde på vand. Når det så styrtregner, opstår der let oversvømmelser. Udover vand kan også vinden få fat i de fineste partikler i jorden. Så flyver jorden væk og bliver til sandøer og sanddyner. Der er udregninger der viser, at alene langs den sydlige udkant af Sahara, er der i det 20. århundrede forsvundet landbrugsarealer, der svarer til 16 gange hele Danmarks landareal. Problemet er akut i store dele af verden.

På prærien i USA opstod der i 1930'erne store erosionsproblemer med de såkaldte «Dust-bowls». Spekulative jordbrugsinvestorer såvel som gældsbundne småbønder udpinte hvert år hvedearealerne mere og mere. Jorden blev stadig mindre produktiv og i stigende grad udsat for erosion i og med, at de finere jordpartikler blev hvirvlet bort, og på et tidspunkt var hele 100 millioner hektar truet af at forvandles til uproduktiv ørken. Hele østkysten af USA var da dækket af støvskyer. En god beskrivelse af forholdene findes i John Steinbecks berømte roman «Vredens Druer». I begyndelsen af 1960'erne blev også Sovjetunionen ramt af store jorderosionsproblemer. Den forcerede øgning af landbrugsproduktionen under Khrustsjov var antagelig skyld i dette, og dette har bidraget til hans afsættelse.

Den øgede jorderosion i troperne har utvivlsomt sammenhæng med den hurtige befolkningstilvækst i 3. verdenslandene i det sidste århundrede. Som følge af den større befolkningstæthed har vegetationen og jordlaget fået ringere muligheder for at blive gendannet. Bosættelser starter flere steder i lavlandet, og fortsætter herefter op gennem snævre dale og skråninger, hvor rindende vand let kan gøre stor skade. Bjerglandet Nepal er f.eks. stærkt udsat. I den tætteste befolkede region er mellem en tredjedel og halvdelen af landbrugsarealerne taget ud af produktion.

I Afrika er der mange eksempler på jorderosion som følge af, at det kommercielle landbrug har beslaglagt den bedste jord. Det traditionelle husdyrbrug henvises til mindre frugtbare områder. Som eksempel kan nævnes Awashdalen i Etiopien, hvor udenlandske selskaber udvidede produktionen af bomuld og sukker under kejser Haile Selassies regeringstid.

I den vestlige del af verden har gletschere og vandløb haft stor betydning for udformning af landskabet. Under sidste istid, for ca. 10.000 år siden, lå der et flere tusind meter tykt islag over Norden. I løse bjergarter og sprængte klipper har isen kunnet bore sig ned og skabt dale og fjorde med den karakteristiske U-profil.

Vandløb forårsager - specielt ved styrtregn og oversvømmelser - at jord, slam og tilmed faste klipper slides løs og føres væk med strømmen. Gennem årtusinder har floderne gravet sig ned i terrænnet og floddalene har fået en facon som minder om et V. Floderosion opstår både ved, at vandet og det som vandet fører med sig af småsten og andre partikler, slider mod bunden og siderne, men også ved at vandet graver sig ind under bredderne, så jord- og stenmasser braser sammen og føres bort med strømmen. De aflejres så senere, hvor vandet løber roligt ud i floden eller i havet. Bølgerne i hav og indsøer eroderer landskabet ved strandene. I en tidlig fase består strandene gerne af sten og klipper som gradvis slides ned til sandstrande.

J.Hå.