Irrigation betyder kunstig vanding af jorden for at forbedre planteproduktionen. Dels kan der være tale om at øge én høst, dels give muligheder for flere årlige afgrøder. Irrigation er muligvis lige så gammel som agerbruget selv. Det har længe været i brug i store dele af verden: Over 4 000 år i Egypten og Babylon.

Den almindeligste irrigationsmetode er at opsamle og opdæmme flodvand i store damme. I Sydøstasien benyttes såkaldte «tanks», som kan betjene én eller flere landbrugsenheder. I mange dele af verden benyttes brønde, som enten er gravet eller boret. I Vestasien er kareze-vanding udbredt. Det er udgravede skakter og tunneller som leder grundvandet ud til oaser i lavereliggende områder.

Ofte kræver irrigation, at vandet må hæves. Fra gammelt tid har man anvendt vippestativ med hævearm, persisk hjul med en kæde af krukker, eller en enkel beholder som fyldes med vand og trækkes op af mennesker eller dyr. I den senere tid er mekaniske pumper blevet stadig mere almindelige. Disse kombineres ofte med et forlænget rørsystem, som leder vandet ud og overrisler planterne. Man kan også lade vandet flyde gennem åbne kanaler og enten sætte hele marken under vand (risdyrkning) eller lede vandet i furerne til rodplanter - grøntsager, kartofler o.l.

Man regner med, at ca. 13 % af alt ågerjord i verden er irrigeret. Kina står for ca. 2 % af dette og resten af Asien for en tilsvarende del. Oplysninger fra Kina tyder på, at der siden revolutionen er gjort store fremskridt med kunstvanding, og Ten Shi ørkenen langs den kinesiske mur, er gjort frugtbar ved at 200 nye indsøer er blevet skabt. I løbet af de første 11 år efter revolutionen skabte kineserne - hovedsagelig ved håndkraft - kunstige søer til deres irrigationsanlæg og flyttede i den forbindelse jordmasser svarende til udgravningen af to Panamakanaler. Sådanne anlæg kombineret med kraftforsyningsanlæg er  i de senere år også blevet bygget i bl.a. Indien, Pakistan og Egypten. Ved hjælp af moderne maskiner og store investeringer, er ørkenområder også gjort frugtbare i USA, Australien og det tidligere Sovjetunionen.

Udbygningen af irrigationsanlæg medfører både sociale, økonomiske og naturmæssige problemer. I klassedelte samfund i udviklingslandene ses der tendenser til, at irrigationsanlæg gør den gamle overklasse rigere og favoriserer de nye kapitalstærke jordejere.

Irrigationsanlæg skaber ofte udviklingsmuligheder for vandafhængige parasitter og øger udbredelsen af malaria, schistosomiasis og leversygdomme. Anlæggene kan også føre til forsumpning og øgning af saltindholdet i jorden. Alt naturligt vand indeholder små mængder salt, som ved fordampning gennem planter eller direkte, afsættes og ophobes i den irrigerede jord (Se Aralsøen). På længere sigt ødelægges dyrkningsmulighederne, med mindre man har overskudsvand til rådighed, som kan anvendes til udskyldning af salt gennem afvanding. Men afvanding kræver i de fleste tilfælde dyre pumpeanlæg og bliver derfor sjældent brugt af den enkelte, private bonde.

Reguleringsdæmninger har ofte en begrænset levetid pga. opslamning. Generelt medfører irrigation ved brøndboring og mekaniske pumper en fare for sænkning af grundvandspejlet og tørlægning. Dette er sket mange steder i Indien - specielt i kølvandet på den grønne revolution. Endnu værre er det gået i Bangladesh, hvor boringen af brønde over de sidste 20 år har medført en massiv udvaskning af arsenik, der truer 15 millioners liv.

J.Hå.