Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Ethiopien
DatoOpdatering
2015.01.20Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 25/10 2017
Læst af: 80.332
Verden  .  Afrika  .  Ethiopien
: :
Ethiopien
Befolkning62,9 mio.
ValutaBirr
Areal1.104.300 Km2
HovedstadAdis-Abeba
Befolkningstæthed56,9 indb./Km2    
HDI placering157    

Bjergrigt land uden adgang til havet. Bjergene på op til 4.000 meters højde afskærer landet fra dets nabolande. Højsletterne ligger omkring 2.500 meter over havets overflade og kaldes Dega. I det kølige og regnfulde klima dyrkes korn og holdes kvæg. De dybe dale mellem sletterne kaldes Kolla. Klimaet er varmt og regnfuldt og vegetationen er præget af skov. Sletterne i 1500-2500 meters højde er mindre regnfulde og lidt køligere. Det er på disse, at størstedelen af landets befolkning lever. Der dyrkes bl.a. kaffe og bomuld. I øst ligger ørkensletten Ogaden, der er befolket af nomader af somalisk afstamning. Mange regioner der tidligere havde en betydelig vegetation er nu forvandlet til ørken og klipper. Jorderosionen og forvandlingen til ørken er taget til over de seneste 10 år.

Autoritært regime. Staten undertrykker ytringsfriheden og begrænser stærkt frirummet for uafhængige medier, oppositionen og menneskerettighedsorganisationer. Kritik tåles generelt ikke på noget niveau. Myndighederne fængsler både faktiske og formodede oppositionelle. Fredelige demonstrationer angribes af sikkerhedsstyrkerne. Vilkårlige arrestationer og tilbageholdelse er udbredt ligesom tortur og mishandling i myndighedernes varetægt. Fordrivning af befolkning er udbredt over hele landet. Landet ligger globalt i bunden på de internationale oversigter over respekt for menneskerettighederne. Ethiopien er strategisk allieret for USA i «kampen mod terror» og modtager årligt op mod 1 mia. US$ i bistand fra supermagten.

 

Folket: Ethiopierne består af mere end 90 etniske grupper, hvoraf kun 7 består af mere end 1 million mennesker. Oromofolket udgør omkring en tredjedel af befolkningen, amharafolket ca. en fjerdedel og tigrefolket en tiendedel. De følges af guragifolket, somalierne, sidamaerne og wolaiterne.

Religion: Blandt amhara- og tigrefolkene er den ethiopisk-ortodokse kirke dominerende (40-50% tilhører denne trosretning). Flertallet af somaliere, afarer og aderier er muslimer. Desuden er de traditionelle afrikanske religioner udbredte.

Sprog: Amhari (officielt) der tales af amharafolket. Derudover findes der 3 store sprogstammer: Kuchita (tales af oromo, somali og afar folkene); Omotic og nil-saharui.

Politiske partier: Det ethiopiske folks revolutionære demokratiske Front er en koalition beståede af en række partier: Tigrays Befrielsesfront; Oromos Befrielsesfront; Sydethiopiens demokratiske Union; Det ethiopiske folks demokratiske Bevægelse. Andre partier med parlamentarisk repræsentation: Amharafolkets organisation; Ogadens nationale Befrielsesbevægelse. Der eksisterer en lang række mindre organisationer, der er opstået efter Mengistu regimets fald. De fleste med et etnisk grundlag og mange islamisk orienterede.

Officielt navn: Ethiopiens føderale demokratiske Republik

Administrativ inddeling: 9 regioner samt byerne Addis Ababa og Dire Dawa

Hovedstad: Addis-Abeba, 3.385.000 indb. (2008).

Andre vigtige byer: Dire Dawa 202.700 indb.; Harar, 93.900 indb. (1993).

Regering: Føderal reprublik. Mulatu Teshome, præsident siden oktober 2013. Hailemariam Desalegn, premierminister siden august 2012. Parlamentet har 2 kamre: Folkerepræsentanternes Råd med 547 medlemmer og det Føderale Råd med 117 medlemmer.

Nationaldag: 28. maj (sejren over Mengistu diktaturet, 1991)

Væbnede styrker: 120.000 (1996).

 

Udtrykket etiope - på græsk: «brændt ansigt» - anvendtes i oldtiden om alle afrikanere. Landets andet navn, Abessinien, er afledt fra det arabiske habbashat, der refererede til en af de etniske grupper i Yemen, der emigrerede til Afrika omkring år 2000 f.v.t. Ethiopiernes sprog, ghezo, tilhører den semitiske sprogstamme, og er beslægtet med sabana.

Axum nord for det nuværende Ethiopien nåede sit højdepunkt omkring starten af den kristne æra. Det var centrum for handelen mellem den Øvre Nil - Nahr-an-Nil - og havnene ved Rødehavet, hvorfra der blev drevet handel med Arabien og Indien. Den blomstrende og rige stat nåede at få stor indflydelse i det nuværende Yemen, men kom i krise i det 7. århundrede, fordi handelsvejene ændredes ved foreningen og ekspansionen af de arabiske folk og den efterfølgende erobring af Egypten.

Konverteringen til kristendom blandt den ethiopiske herskende klasse i det 4. århundrede var et forhold, der yderligere bidrog til landets isolation. Den efterfølgende ekspansion mod syd, præstestandens abnorme udvikling og den handelsmæssige nedgang igangsatte en feudal udvikling, der på mange måder svarede til udviklingen i Vesteuropa. Frem mod det 16. århundrede tilhørte en tredjedel af jorden «kongernes konge», en tredjedel tilhørte klostrene og resten tilhørte adelen og den øvrige befolkning.

Ved Rødehavet havde den muslimske befolkning en sprudlende handelsøkonomi, og denne befolkningsgruppe gjorde nu oprør. Det fik ethiopierne til atter at søge kontakt med Europa for at anmode om hjælp. Det tog næsten et århundrede, før hjælpen kom, men til gengæld var den effektiv: Den portugisiske flåde spillede en central rolle i ødelæggelsen af Adal sultanatet (se Somalia).

Gennem halvandet hundrede år havde herskerne koncentreret deres opmærksomhed om kystområderne. Det gav galla folket - der er i familie med haussa'erne - mulighed for gradvist at trænge ind fra vest, indtil de udgjorde den største gruppe i befolkningen. Gruppen fik så stor indflydelse, at der i 1755-69 sad en galla som kejser, før det lykkedes ahmara aristokratiet gennem intenst arbejde at få ham afsat.

1895 Første italienske invasion

Situationen fortsatte nogenlunde uforandret frem til 1889, da Menelik II besteg tronen. Han var blevet udpeget som arving i 1869 og havde 20 år til med engelsk og italiensk hjælp at samle sig en hær, og organisere administrationen i sit eget kongedømme, Choa. Den store effektivitet var kun midlertidig. I 1895 invaderede hans tidligere forbundsfæller, italienerne, landet under påskud af, at tidligere aftaler ikke var blevet overholdt. Under afgørende slag ved Adua i 1896 blev 4.000 ud af den 10.000 mand store italienske hær slået ihjel. Helt frem til befrielseskampen i Algeriet var det det alvorligste europæiske nederlag i Afrika.

Alligevel fik Italien ved de diplomatiske forhandlinger to områder, som Ethiopien i virkeligheden ikke kontrollerede: Eritrea og den sydlige del af Somalikysten. I 1906 anerkendte de udenlandske magthavere landets uafhængighed og territoriale integritet mod at få en række økonomiske fordele i Abessinien. Denne aftale redede frem til 1936 landet fra kolonialismen, da diktatoren Benito Mussolini invaderede Ethiopien, idet han udnyttede de interne magtkampe mellem Meneliks arvtagere. Tronfølgeren, Haile Selassie, bad om hjælp fra Folkeforbundet, men fik ingen konkret hjælp.

1948 Selvstændighed igen

Kejser Haile Selassie regerede enevældigt i 45 år før en militærjunta i 1974 overtog styret.

Under de efterfølgende 5 års besættelse oprettede Italien forskellige industrier, kaffeplantager og indførte et racediskriminationssystem, der på mange måder lignede apartheid i Sydafrika. Da Mussolinis diktatur brød sammen, overtog Storbritannien kontrollen med Ethiopien, der i 1948 genvandt sin selvstændighed. Haile Selassie vendte tilbage til tronen, men fandt landet i en dyb krise uden fortilfælde. Produktions strukturen var i opløsning, de nationalistiske bevægelser der havde kæmpet mod invasionsstyrken ville ikke acceptere en tilbagevenden til feudale tilstande, og fattigdommen i det indre af landet var blevet drastisk forværret.

Kejseren tog afstand fra kolonialismen, støttede de Alliancefri landes Bevægelse - da den midt i 50'erne blev oprettet - og OAU (Organization for African Unity, Den afrikanske Enhedsorganisation), hvis hovedsæde blev flyttet til Ethiopiens hovedstad, Adis Abeba. Samtidig bevarede han dog tætte forbindelser til Israel. Under kejser Selassie blev der oprettet et statsligt bureaukrati, et undervisningssystem inspireret af USA og Afrikas største hær syd for Sahara.

I 1950 vedtog FN's Generalforsamling, at Eritrea skulle have selvstyre i føderation med Ethiopien, men beslutningen blev ikke efterkommet.

Landbrugsstrukturen blev i vid udstrækning bevaret: De feudale godsejere og den ortodokse kirke kontrollerede 80% af landets frugtbare jorde. Eksportproduktionen af bomuld og sukker begyndte at vokse i 50'erne, mens landets vigtigste produkt, kaffen, overvejende blev produceret af småbønder. Udviklingen på det økonomiske område blev imidlertid ikke fulgt op af politiske reformer. Kejseren styrede fortsat med uindskrænket magt. Der udviklede sig derfor en oppositionen, der i første række havde sit udgangspunkt i studenterkredsene. Udviklingen af et borgerskab med tilknytning til udenlandsk kapital, førte til et modsætningsforhold til feudaladelen, hvilket svækkede kejserens magtgrundlag.

1974 Derguen gennemfører kup

I starten af 1970'erne skete der en hastig forværring af leveforholdene blandt bønderne på landet og arbejderne i byerne. I 1973-74 nåede en flerårig tørke sit klimaks. Titusinder sultede ihjel, og myndighedernes forsøg på at skjule katastrofen, skabte politisk modstand. Store prisstigninger ramte lønarbejdere og soldater hårdt, og demonstrationer og strejker lod sig ikke længere standse. Studenter, arbejdere og dele af de væbnede styrker krævede politiske og sociale reformer, og i februar 1974 gjorde dele af hæren mytteri. I april dannede disse grupper Den militære Samordningskomite, som senere blev omdøbt til Dergue'n - komite på amhari. Næstformanden var Mengistu Haile Mariam. Haile Selassies regering forsøgte at imødekomme nogle af de økonomiske og politiske krav - bl.a. ved grundlovsændringer - men for sent. Den 13. september 1974 blev kejseren afsat, og militæret med general Aman Andom i spidsen overtog magten med forsikring om, at det blot ville lede landet, til en civil regering kunne vælges.

Oprøret som førte til kejserens fald var spontant og havde et bredt folkeligt grundlag. Militærjuntaen stoppede imidlertid straks tilløbene til en demokratisk udvikling ved at forbyde strejker, demonstrationer, osv. Forfatningen blev suspenderet og parlamentet lukket.

1977 Mengistu Haile Mariam overtager magten

Dergue'n havde i udgangspunktet ikke noget egentlig politisk program, men presset af venstrefløjen proklamerede den i december 1974 en «ethiopisk socialisme», nationaliserede industrien og overtog al jord. Militærjuntaen blev efterhånden stærkt presset både fra højre og venstre og igangsatte terrorkampagner for at beskytte sin egen magtstilling. Dermed isolerede den sig stadig mere fra den brede befolkning. Efter en række interne kriser overtog oberst Mengistu Haile Mariam i december 1977 magten. Det lykkedes ham at konsolidere Dergue'n og bringe de interne stridigheder i militæret til ophør.

Militærregeringen nationaliserede bankerne, forsikringsselskaberne, de store industrier ejet af udenlandsk kapital og lukkede USA's militærbaser i landet. Nøglen i den «demokratiske nationale revolution» var statsliggørelsen af jorden og undergrunden. Dette betød enden for godsejerklassen. Allerede i 1976 var «den videnskabelig socialisme» blevet statens officielle ideologi. Enhver opposition blev knust med «rød terror» i 1977-78. Flere tusinde mennesker blev i den periode summarisk henrettet.

Da den «interne» krise var overvundet, vendte regeringen sin opmærksomhed mod oprørene i Eritrea og Ogaden. Begge havde siden 1977 været voksende. Eritreanerne havde opfattelsen af, at deres uafhængighedskamp ikke måtte bremses, blot fordi der sad et erklæret socialistisk styre i Adis Abeba. Samtidig drog somalierne i Ogaden ørkenen nytte af den ethiopiske krise til at fremsætte deres egne krav om selvstændighed. Somalia støttede denne udvikling, men stillet overfor den somaliske vilje til annektion af Ogaden, afbrød Sovjet sine militæraftaler med Somalias præsident Siad Barre. Den efterfølgende sovjetiske og cubanske støtte til Ethiopien blev afgørende for de somaliske troppers nederlag i panserslaget om Ogaden. De cubanske tropper blev ikke sat ind direkte mod eritreanerne, men sidstnævnte blev tvunget til at trække sig tilbage efter en ethiopisk storoffensiv i 1979. I mellemtid var en guerilla med basis blandt bønderne gået i aktion i Tigray provinsen.

Den militære situation var nogenlunde under kontrol, og Mengistu vendte nu sin opmærksomhed mod indenrigspolitikken. I 1979 dannede regeringen den Organiserende Komission for Ethiopiens Arbejderparti (COPWE). Samme år blev de dyrkede områder udvidet med 15%, hvilket muliggjorde en stigning i BNP på 6%.

I 1984 begyndte landet at mærke konsekvenserne af en tørke, der havde hærget siden 1982 og som kostede tusinder livet som følge af sult og underernæring. 12 provinser blev berørt af tørken, der i sidste ende slog ½ million mennesker ihjel og truede yderlige 5 millioner. Samme år gennemførtes stiftelseskongressen i Ethiopiens Arbejderparti (PWE), der vedtog et program for omdannelsen af landet til en socialistisk stat. Den 12. september proklamerede Shengo - parlamentet - landet som Demokratisk Folkerepublik og bekræftede Mengistu som dets statsleder. Separatisterne var nu ikke blot aktive i provinserne Eritrea og Tigray, men også i Wollo, Gondar og Oromo i den sydlige del af landet.

Ethiopiens nye forfatning indebar en opdeling af landet i 5 autonome regioner og 25 administrative provinser. Eritrea fik ret til udvikle sig egen politik indenfor alle områder - bortset fra forsvaret, den nationale sikkerhed, udenrigspolitikken og forholdet til centralmagten. De eritreanske oprørsstyrker anså forslaget for at være «kolonialt».

1987 Forstærket oprørspres på militærstyret

I december 1987 erobrede eritreanerne byen Af Abed efter et voldsomt slag. De tog 18.000 ethiopiske soldater, 3 sovjetiske militærrådgivere og den ethiopiske militærkommandant for Nordregionen til fange. Samtidig indtog Tigrays Folkelige Befrielsesfront vigtige byer som Wukro - et center for den internationale bistand til sultkatastrofens ofre. Fremgangen førte til, at de to bevægelser indgik en aftale om samarbejde og udviklingen af en fælles militær strategi.

Oprørsstyrkernes fornyede militære aktivitet førte til flere alvorlige nederlag for den ethiopiske hær, og generalstaben i spidsen for de 12 divisioner med i alt 150.000 mand der var sat ind i kampene forsøgte i 1989 at gennemføre et statskup. Mengistu vendte hurtig tilbage til Ethiopien fra Østtyskland, hvor han havde opholdt sig, og fik oprøret under kontrol.

I slutningen af 80'erne beslaglagde krigen 60% af Ethiopiens statsbudget og landbrugsproduktionen var faldende. På initiativ fra USA's tidligere præsident, Jimmy Carter, blev der i 1989 arrangeret et møde i Atlanta mellem en ethiopisk regeringsdelegation og en anden fra den eritreanske befrielsesfront, EPLF. Fronten foreslog afholdelsen af en folkeafstemning om Eritreas fremtid, men det blev afvist af Mengistu. I september samme år forlod de sidste cubanske soldater Ethiopien. Det var de i 1988 blevet bedt om af Ethiopiens regering, efter den havde undertegnet en fredsaftale med Somalia.

Ethiopien nærmede sig Israel, som det ellers havde afbrudt forbindelserne til efter den arabisk-israelske krig i 1973. Mengistu var interesseret i militærhjælp fra Tel Aviv mod at tillade udvandringen af 17.000 ethiopiske jøder. I Eritrea og Tigray forværredes situationen for millioner af mennesker, efter tørken havde reduceret kornhøsten med næsten 80%.

Under indtryk af omvæltningerne i den socialistiske verden i 1990 besluttede regeringspartiet, PWE, at ændre sit navn til Det demokratiske parti for Ethiopiens Enhed og forandre sin interne struktur. Uden at opgive sit monopol på politik opgav partiet maxismen-leninismen, og opfordrede alle ethiopiere til at træde ind i dets rækker - også medlemmer af oppositionen. Endelig besluttede regeringen at indføre blandingsøkonomi, der skulle bestå af statslige virksomheder, kooperativer og private virksomheder.

I marts 90 trak Sovjet sine militærrådgivere hjem fra Ethiopien og EPLF indtog havnebyen Massawa. Den kontrollerede næsten hele Eritrea - bortset fra Asmara, der lå isoleret uden forbindelse over land til Ethiopien. I maj 91 flygtede Mengistu Mariam overraskende fra landet under indtryk af partisanernes sejre i nord. Vicepræsident Tesfaye Gabre Kidane blev nu ansvarlig for regeringen. Han blev anset for en af de «moderate», og dannede en overgangsregering, der skulle forhandle en våbenstilstand igennem med de eritreanske rebeller.

1991 Exit Mengistu

Kidane regeringen deltog i de fredsforhandlinger, der under nordamerikansk ledelse blev gennemført i London, og som også havde deltagelse af de vigtigste guerillagrupper, Målet var at nå frem til en aftale, der kunne hindre borgerkrig. I slutningen af maj trådte Kidane tilbage, samtidig med at Det ethiopiske folks revolutionære demokratiske Front overtog kontrollen med Adis Abeba.

Frontens 36 årige leder, Meles Zenawi overtog posten som midlertidig præsident, indtil der kunne holdes en flerpartikonference om landets fremtid. Han lovede samtidig at bringe borgerkrigen til afslutning og bringe landet ud af hungersnødens favntag. Tre måneder senere blev parlamentet genåbnet, en ny forfatning vedtaget og Meles forpligtigede sig til at afholde nyvalg indenfor et år. Overgangspræsidenten lovede desuden at overholde de økonomiske forpligtigelser, den afsatte regering havde påtaget sig og at respektere det eritreanske folks vilje. Kort tid senere gennemførte eritreanerne en folkeafstemning der bekræftede ønsket om selvstændighed. Beregninger viste, at over en million ethiopiere var sultet ihjel over de forløbne 20 år, og yderligere 1 million havde været tvunget til at flygte til nabolandene.

I marts 92 blev der valgt nye regionalråd, men Oromos Befrielsesfront erklærede samtidig, at det trak sig ud af Repræsentantrådet, der med sine 87 medlemmer var legitimeringen for den provisoriske regering.

Overgangsregeringen forpligtigede sig til at gennemføre markedsøkonomi, stimulere landbrugsproduktionen og reducere fattigdommen, altsammen indenfor rammerne af et 5 årigt program koordineret af FN organisationer og Verdensbanken. I januar 93 blev der gennemført omfattende studenterdemonstrationer under besøget i landet af FN's generalsekretær, Butros Butros-Ghali. Demonstrationerne viste, at landet fortsat var præget af stærke sociale spændinger.

I 1994 blev overførslen af 1,2 milliarder dollars til landet forsinket betydeligt. De skulle anvendes ifbm. det aftalte 5 årige økonomiske genopbygningsprogram, men de udenlandske organisationer vurderede, at regeringens privatiseringsprogram gik alt for langsomt. Programmet der ellers var blevet lovprist af IMF og Verdensbanken blev kritiseret af humanitære bistandsorganisationer, der udtalte, at det var nødvendigt at gennemføre større investeringer i frø, redskaber og kvæg.

Hungersnøden blev i de første 6 måneder af 94 atter kritisk - specielt i den sydlige del af landet. I maj vedtog Repræsentantrådet med sine 87 medlemmer en ny forfatning for Ethiopiens føderale demokratiske Republik. Projektet var baseret på doktrinen om «etnisk føderalisme», der var et brud med det tidligere styres enhedsopfattelse af landet. Ifølge den vedtagne tekst: «er det nationerne, nationaliteterne og ethiopiens folkeslag der besidder overherredømmet i landet» - og ikke folket som helhed.

I juni blev der afholdt valg for at vælge en grundlovsgivende forsamling. Det blev imidlertid boykottet af de vigtigste oppositionspartier som Oromos Befrielsesfront og Ogadens Nationale Befrielsesfront. I september gennemførte politiet massearrestationer i landets vestlige del, der især er befolket af oromo'er. Flere menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International udtrykte bekymring over situationen i landet.

I maj og juni 95 blev der gennemført parlamentsvalg, der også denne gang blev udsat for boykot fra flertallet af oppositionens partier. Den nye føderale republik blev formelt oprettet i august, hvor Negasso Gidada overtog præsidentposten. Han var kristen oromo fra Welega regionen i det vestlige Ethiopien. Den afgående præsident, Meles Zenawi, overtog istedet premierministerposten og regeringens 17 medlemmer blev omhyggeligt udvalgt, for at de kunne afspejle landets «etniske ligevægt.».

Retssagen mod repræsentanter fra Mengisturegimet blev udsat for anden gang, og bestræbelserne på at få udleveret Mengistu, der var gået i eksil i Zimbabwe bar ikke frugt. Amnesty International kritiserede atter den ethiopiske regering efter arrestationen i juni af 5 oppositionspolitikere.

Regeringen fortsatte privatiseringen af statslige virksomheder. Omkring 144 blev solgt i 1995. Produktionsunderskuddet af korn var på 1 million tons årligt. I 96 slog et attentatforsøg mod Mengistu fejl. Størstedelen af hans gamle fæller var fortsat i fængsel. Regnprioden faldt heldigt ud, og forventningerne om at opnå selvforsyning med fødevarer steg. Verdensbanken offentliggjorde en vigtig afskrivning af Ethiopiens gæld. Amnesty International anmodede i 97 atter engang om frigivelse af folk fra oppositionen, og krævede indstilling af de tilfældige anholdelser, tortur og forsvindinger.

I begyndelsen af 98 truede fødevaremangel millioner af ethiopiere. Adgangen til basale varer blev stadig vanskeligere for samfundets dårligst stillede grupper, som følge af prisstigninger dekretreret af regeringen. Priserne var steget 13% i perioden august til december 97. Regnen var sparsom som følge af klimatiske forandringer forårsaget af havstrømmen El Niño i Stillehavet. Den såkaldte Ethiopiske kommission til hindring af Katastrofer anmodede formelt verdenssamfundet om støtte for at hindre en ny hungersnødskatastrofe.

Efter konflikt om grænsedragningen med Eritrea i maj 1998, brød der kampe ud mellem de to lande i februar 1999. De kostede 1000 mennesker livet. FN's Sikkerhedsråd vedtog en resolution, der krævede øjeblikkelig våbenhvile og opfordrede til at indstille salget af våben til de to lande.

I marts 1999 foreslog USA's præsident Bill Clinton at eftergive 46 afrikanske landes udlandsgæld på i alt 70 mia. US$. Præsidenten havde på samme tidspunkt lagt pres på kongressen for at få den til at godkende hans «Handelsinitiativ med Afrika».

I juli 1999 offentliggjorde WHO, at det gennemførte et omfattende vaccinationsprogram mod polio i Asien og Afrika - deriblandt Ethiopien - i et forsøg på at udrydde denne sygdom inden 2001.

I maj 2000 trængte svært bevæbnede ethiopiske tropper ind i Eritrea, hvor de tog 300 til fange. Imens beskyldte begge lande gensidigt hinanden for at have indledt angrebet. Lige som i 1998 vedtog FN's Sikkerhedsråd en frist på 3 dage for at få bragt sammenstødene til ophør, og USA foreslog en våbenblokade - der imidlertid blev afvist af Rusland. Parterne blev tilsyneladende forsynet med våben fra de tidligere sovjetrepublikker i Østeuropa. FN's ultimatum blev ignoreret af parterne og konflikten fortsatte.

Tusinder fejrede i april 2002 afgørelsen fra den Permanente Arbitragedomstol i Haag omkring dragningen af den godt 1000 km lange grænse mod Eritrea. Regeringen i Addis-Abeba betragtede afgørelsen som en sejr, selvom domstolen ikke tildelte Ethiopien havnebyen Assab. Den 20. april begyndte eksperter at tage højopløselige luftfotografier af grænsen, der skulle bruges til hurtigt at effektuere grænsedragningen - bl.a. i Badme hvis overvejende ethiopiske befolkning fortsat levede i uvished.

I slutningen af april besluttede Etiopien at lukke sin grænse mod Eritrea for FN funktionærer, der blev beskyldt for at have bragt journalister til området uden ethiopisk visa. Eritreas regering beskyldte til gengæld Ethiopien for at spænde ben for grænsedragningen og for at overtræde Arbitragedomstolens kendelse.

Samme måned afslørede en rapport fra UNICEF, at 100-200.000 ethiopiske børn lever på gaden, hvor de udsættes for udbytning, overgreb, prostitution og smitte med AIDS.

Lokalvalg i april 2002 førte til demonstrationer og blodige sammenstød i landets sydvestlige del mellem sikkerhedsstyrker og sheko og mezehenger folket. Over 150 civile blev dræbt, 5000 fordrevet og 1000 huse ødelagt.

I december 2002 fremsendte den schweiziske fødevaregigant Nestlé krav om erstatning på 6 mio. US$ for den nationalisering Tafari Benti regeringen (1974-77) gennemførte i 1975. Omkring 40.000 sendte email protester til Nestlé med krav om, at koncernen trak sit krav tilbage, og i januar gik koncernen med til at reducere kravet til 1½ mio, der skulle geninvesteres i nationale programmer til bekæmpelse af sult.

I juni 2003 viste opgørelser, at 12½ mio. ethiopiere var afhængige af fødevarehjælp. Hungersnøden var større end den der tidligere havde kostet ca. 1 mio. mennesker livet.

I juli 2004 opfordrede FN's World Food Programme (WFP) til international hjælp til ofrene for tørkekatastrofen i Ethiopien. Iflg. de ethiopiske myndigheder havde 7 mio. ethiopiere dette år brug for nødhjælp. Men i stedet for fødevarebistand bad WFP om penge til at kunne købe mad fra lokale producenter, der havde overskud. Ethiopien er plaget af et kronisk fødevareunderskud og er i vid udstrækning afhængig af udenlandsk hjælp for at kunne brødføde sin befolkning. En række områder fik dog tilstrækkelig regn i 2004 til at kornproduktionen kunne øges med 40% ifht. året før. Iflg. regeringen havde landet brug for 980.000 tons fødevarer.

Samme måned mødtes næsten 40 afrikanske statsledere i Adis Abeba til topmøde i den Afrikanske Union (AU).

I maj 2005 opfordrede den ethiopiske regering og flere humanitære organisationer i FN regi det internationale samfund til at bidrage med 320 mio. US$ i humanitær nødhjælp til landet. Opfordringen blev begrundet i stigningen i antallet af personer under ekstrem fattigdom og forsinkelserne i fordelingen af nødhjælp i årets første måneder. Det oprindelige mål var 272 mio. US$ men pga. forværringen af befolkningens situation blev dette hævet til 320, af hvilke donorer allerede havde garanteret 47%. Iflg. FN har 3,8 mio. ethiopiere brug for nødhjælp.

Valget i maj 2005 havde en deltagelse på 90% og blev vundet af premierminister Zenawi, der erklærede at den høje valgdeltagelse var et udtryk for at hans demokratiseringspolitik havde haft succes. Oppositionen gav udtryk for, at dens kandidater og sympatisører nogle steder havde været udsat for chikane, men oppositionens opbakning øgedes ved valget. EU's valgobservatører erklærede, at valget havde været præget af svindel. En måned senere åbnede politiet ild mod en demonstration i Adis-Abeba hvor folk protesterede mod formodet valgsvindel. Over 20 demonstranter blev dræbt, et ukendt antal såret og mange forretninger ødelagt. En uafhængig rapport fra oktober slog fast, at regimet siden maj havde dræbt 193 demonstranter under protester mod valget.

Demonstrationerne fortsatte gennem 2005 og hver gang blev pressefriheden indskrænket. Der var stadig færre kritiske aviser, og i slutningen af året var 14 journalister under anklage, der kunne lede til dødsstraf.

I marts 2006 blev Ethiopien og Eritrea enige om at genoptage samarbejdet om afmærkning af grænsen mellem de to lande.

Den 29. marts gav Verdensbanken, IMF og den Afrikanske Udviklingsbank (ADB) grønt lys for, at 13 afrikanske lande - deriblandt Ethiopien - skulle have annulleret deres udlandsgæld. Annulleringen trådte i kraft 1. juli.

Den 24. december 2006 invaderede Ethiopien sin gamle arvefjende Somalia. Her var de islamiske domstole kommet til magten, og skabt ro i det kaos der der de foregående 15 år havde præget landet. Men USA frygtede, at de islamiske domstole ville gøre Somalia til en base for al-Qaeda, og derfor Ethiopien til at invadere. Den 29. december gik ethiopiske styrker ind i Mogadishu, og bragte domstolene til fald. De ethiopiske besættelsesstyrker står - støttet af USA - fortsat i Somalia. Antallet af besættelsestropper er omdiskuteret. Ethiopien taler om 3-4.000 soldater. CIA siger 7-8.000 mens somaliere anslår at antallet er tættere på 30.000.

Regeringen udviste i juni 2007 det Internationale Røde Kors (ICRC) af Ogaden regionen. Regionalregeringen i Ogaden beskyldte ICRC for ikke at være neutrale men alliere sig med den lokale oprørsbevægelse. Ethiopien havde på dette tidspunkt indledt en blodig offensiv mod den lokale oprørsbevægelse, som landet ikke ønskede udenlandske observatører til. Human Rights Watch anklagede i en rapport fra april 2009 den Vestlige verden for at være påfaldende tavs omkring Ethiopiens blodige offensiv i Ogaden, der omfattede nedbrænding af landsbyer, voldtægter og mord.

I 2008 dannedes Forum for Demokratisk Dialog (Medrek på amhari) af 4 oppositionspartier. I februar 2009 fik de følgeskab af de 4 største oppositionspartier. Målet var at vælte TPLF regeringen ved parlamentsvalget i maj 2010. Forsøget mislykkedes. Regeringspartiet fik 499 ud af de 536 pladser i parlamentet, oppositionen 2 og TPLF støttepartier tog de resterende 35. Regeringspartiet vandt ligeledes 1903 ud af 1904 pladser i kommunalbestyrelserne. Oppositionen anklagede regeringen for udbredt valgsvindel. Observatører fra den Afrikanske Union (AU) karakteriserede valget som «frit og fair», mens EU's observatører skarpt kritiserede valgprocessen. Iaggtagere pegede på, at valgresultatet var en konsekvens af den høje økonomiske vækst i landet (9,9% i 2009 og 7% i 2010) samt den selektive undertrykkelse af oppositionen. Landets anti-terror lovgivning vedtaget i 2009 blev brugt til at ramme journalister og medlemmer af oppositionen. I juni 2011 forbød staten 3 organisationer: Ogaden National Liberation Front (ONLF), Oromo Liberation Front (OLF) samt oppositionspartiet Ginbot 7. De blev alle 3 betegnet som terrororganisationer. Resten af året blev medlemmer af Oromo mindretallet og dets politiske organisationer udsat for en mere intens forfølgelse. Regimet arresterede endvidere de ledende medlemmer i oppositionspartierne UDJ og ENDF.

Regntiden udeblev i 2011 - for andet år i træk. Den værste tørke i Østafrika i 60 år var dermed en realitet.

I juli 2011 blev 2 svenske journalister arresteret. De var rejst ind i landet for at rapportere om konflikten i Ogaden området. I september blev de stillet for retten og den 27. december blev de hvert idømt 11 års fængsel for terrorisme og for at være kommet illegalt ind i landet.

Premierminister Zenawi døde efter en infektion i august 2012. Posten blev overtaget af tidligere udenrigsminister Hailemariam Desalegn.

Ethiopien angreb i marts 2012 en række militærposter på grænsen til Eritrea. Iflg. Ethiopien var det genkendelse for eritreansk støtte til ethiopiske partisangrupper. Eritrea nægtede at have støttet de pågældende.

Regeringen fortsatte gennem 2012 med at tilbyde store jordområder til udenlandske investorer. Dette faldt ofte sammen med regeringens fordrivelse eller tvangsfjernelse af hundredetusinder af etiopiere. I løbet af året var kom det atter til sammenstød mellem den ethiopiske hær, sikkerhedsstyrker og væbnede grupper i især Oromia, Afar og Somali regionerne. Samtidig deltog Ethiopien i de fortsatte militæroperationer inde i Somalia, hvor der var hyppige rapporter om henrettelser, vilkårlig tilbageholdelse, tortur og mishandling begået af de ethiopiske styrker.

En række journalister og medlemmer af oppositionen blev i 2012 dømt til lange fængselsstraffe indenfor rammerne af terrorlovgivningen, alene for at have opfordret til reformer, kritiseret regeringen eller for forbindelser til fredelige NGO'er. «Beviserne» mod de dømte var i næsten alle tilfælde almindelig udforholdelse af ytrings- og forsamlingsfrihed. I juli-november blev flere hundrede muslimer anholdt, alene for at have deltaget i fredelige demonstrationer mod indskrænkninger i relegionsfriheden. Selvom mange efterfølgende blev løsladt blev andre fortsat holdt indespærret - deriblandt lederne af demonstrationerne. Myndighederne gjorde en betydelig indsats for at knuse protesterne og hindre medierne i at berette om dem. Et stort antale nyheds-, politiske og menneskerettigheds Web sites blev blokkeret i løbet af året, og i juli vedtog regeringen ny lovgivning, der forbød en forskellige internetteknologier og -services.

I oktober stadfæstede højesteret en tidligere kendelse om at indefryse 1 mio. US$ i midler der tilhørte landets to vigtigste menneskerettighedsorganisationer: Menneskerettighedsrådet og Sammenslutningen af kvindelige ethiopiske Advokater. Midlerne blev indefrosset i 2009, da regeringen vedtog en ny NGO lov.

Ethiopien indledte i 2012 bygningen af en kæmpe dæmning over nilen, der når den står færdig i 2018 vil producere 6.000MW. Projektet medførte året en forværring af forholdet til Egypten, der frygtede at dæmningsprojektet ville betyde mindre vand i Nilen, der er livsnerven i Egypten.

Mulatu Teshome blev i oktober 2013 valgt til præsident af parlamentet med 659 stemmer mod 0. Han havde ingen modkandidater.

I november sluttede en 7 måneders amnestiperiode for illegale emigranter i Saudiarabien. Den ethiopiske regering gik i gang med at flyve de illegale ethiopiske emigranter hjem fra Saudiarabien og havde regnet med at skulle hente 30.000, men da den sidste var landet i Addis Abeba var der hentet 150.000. Mange ethiopiere var rejst til det rige Saudiarabien for at arbejde, men for de fleste var det endt i manglende lønudbetalinger og mishandling. Udvisningen udløste en diplomatisk krise mellem de to lande.

I perioden 2011-14 arresterede myndighederne over 5.000 indbyggere i Oromo regionen, alene på deres formodede opposition overfor regeringen.

Op til USA's udenrigsminister John Kerrys besøg i landet i april 2014 arresterede myndighederne 6 bloggere og 3 journalister. De 9 blev sammen med en tiende stillet for retten i juli anklaget for kontakt til forbudte oppositionsgrupper og for forsøg på «voldelig omstyrtelse af regeringen». Det skete indenfor rammerne af statens vidtgående terrorlove. Parallelt med forfølgelse af medier og oppositionelle fører myndighederne en selverklæret «krig mod homoseksuelle», der tæskes eller sendes i fængsel.

I december 2014 arresterede sikkerhedsstyrker 90 medlemmer fra en koalition bestående af 9 oppositionspartier, der forberedte en demonstration. Myndighederne strammede generelt grebet om oppositionen som optakt til parlamentsvalget i maj 2015 ved overfald på møder og demonstrationer, fængsling af oppositionens medlemmer og aktivister og hindring i opstilling af dens medlemmer. Ved valget fik det regerende EPRDF 500 ud af parlamentets 547 pladser. Dets støttepartier fik de resterende 47. Oppositionen var dermed ikke repræsenteret i parlamentet.

Undertrykkelsen af oppositionen fortsatte efter valget. I juni blev formanden for Semayawi partiet, Samuel Aweke, dræbt i byen Debre Markos. Få dage inden havde han offentliggjort en artikel i partiets avis, Negere Ethiopia, hvor han kritiserede de lokale myndigheder, politi og sikkerhedsstyrker. Partiet erklærede efter drabet, at han i dagene efter offentliggørelsen havde modtaget dødstrusler fra sikkerhedsstyrkerne. Den følgende måned blev 3 andre medlemmer af oppositionspartier dræbt.

I november 2015 begyndte bønder i Oromia provinsen at protestere mod Addis Abeba udviklingsplanen, der ville lade hovedstaden vokse ud over Oromia. Regeringen tog atter planen af bordet i januar 2016, men protesterne fortsatte. I oktober blev mindst 55 dræbt under tumulter der opstod under den religiøse Oromo Irrecha festival. Årsagen var angiveligt sikkerhedsstyrkers hårde fremfærd. Oromo aktivister besluttede derefter at gennemføre en «vredens uge» med demonstrationer der ofte endte i vold og nedbrænding af forretninger og offentlige bygninger. I juli demonstrerede folk i Amhara mod vilkårlige arrestationer af medlemmer af Wolqait Identity Amhara Selvbestemmelses Komiteen. De krævede samtidig øget regional autonomi i overensstemmelse med forfatningen. Også andre steder blev der gennemført protestaktioner med krav om øget autonomi. I et forsøg på at bremse protesterne i Oromia og Amhara provinserne lancerede myndighederne en række reformer, men uden at de adresserede kernen i utilfredsheden: manglende økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder; respekt for loven; og løsladelse af de politiske fanger. Efter staten erklærede undtagelsestilstand i oktober stoppede protesterne, men krænkelserne af menneskerettighederne tog til.

I perioden november 2015 til november 2016 dræbte sikkerhedsstyrker mindst 800 personer. Alene under demonstrationer i Addis Abeba 6-7. august 2016 dræbte sikkerhedsstyrkerne over 100 og tog 1000 til fange, der efterfølgende blev underkastet tortur på en militærbase.

Efter landet blev sat i undtagelsestilstand i oktober 2016 blev over 20.000 arresteret iflg. Deutsche Welle. Iflg. oppositionen var tallet snarere 70.000. Mange af dem journalister og mediefolk samt aktivister i menneskerettigheds- eller andre organisationer. Undtagelsestilstanden gjaldt i første omgang 6 måneder, men blev siden regelmæssigt forlænget.

Ethiopien havde også soldater i Somalia som en del af AU's AMISOM mission. Der var gentagne rapporter om overgreb fra ethiopiernes side. I juli dræbte ethiopiske soldater 14 civile under jagt på al-Shabab i Somalias Bay region.

Ligeledes i juli kom det til grænsetræfninger mellem Ethiopien og Eritrea, der kostede over 100 soldater livet.

Forskellen mellem Ethiopien og Eritrea er, at Ethiopien er allieret med USA og EU, får 4 mia. US$ i årlig udviklingsbistand fra Vesten og ikke kritiseres for den alvorlige menneskerettighedssituation i landet, mens Eritrea er et uafhængigt land der udsættes for sanktioner fra FN og Vesten. Ethiopien har siden 2006 hindret FN's specielle rapporteurs i at komme ind i landet for at undersøge forholdene.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Ethiopia)
Amnesty International Annual Report (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2017 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)