Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/4 2003
Læst af: 15.573
Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU)
Delegater til OAU møde samlet i Addis Abeba

Organisationen for afrikansk Enhed (OAU, Organization for African Unity) har siden sin oprettelse i 1963 omfattet alle selvstændige afrikanske stater og har 49 medlemmer. Organisationen blev dannet som en front mod de kræfter som havde udbyttet og undertrykt de afrikanske folk i århundreder. Den skulle styrke befrielseskampen i de resterende kolonier og fremme samarbejdet i det frie Afrika. En af organisationens vigtigste opgaver skulle være at løse konflikter mellem medlemslandene.

OAUs faste administration med hovedsæde i Addis Abeba ledes af en valgt generalsekretær. Organisationens øverste politiske organ er topmødet, som træder sammen én gang om året. Statschefen i værtslandet er OAU's formand i året frem til næste topmøde. Værts- og formandshvervet går på skift og er i princippet uden politisk indhold. Mellem topmøderne behandles de løbende sager af ministermøderne. En række faste komiteer arbejder året rundt.

Den politiske mangfoldighed som prægede OAU's stiftende forsamling under forsæde af kejser Haile Selassie gjorde, at OAU fik en meget løs organisatorisk form. Ghanas præsident Kwame Nkrumah - panafrikanismens vigtigste talsmand i Afrika - stod i spidsen for et mindretal, som ønskede at give OAU overnational status. Medlemskabets uforpligtende karakter er givetvis det forhold, der har gjort det muligt at bevare organisationen intakt siden 1963. OAU landenes forskellige udenrigspolitiske og kulturelle tilknytning - arven fra kolonitiden - har i praksis vist sig vanskelig at bryde. Mangelen på samhørighed har først og fremmest gjort organisationen til et kontakt- og debatforum.

Det var fremfor alt støtten til befrielseskampene, der samlede OAU's medlemmer og gav organisationens virksomhed et målrettet præg. En befrielseskomite er etableret udenfor OAU's administrative apparat med hovedsæde i Dar es Salaam. Den formidler financiel støtte til befrielsesbevægelser, som er anerkendt af OAU. Bevægelsens opbakning i befolkningen er det vigtigste kriterium for at opnå OAU's anerkendelse.

Dagsordenen på OAU's topmøder har været præget af gentagelser. I organisationens tidlige år var der konflikter omkring, hvilke anknytningsformer til det tidligere «moderland», der var acceptable for uafhængige stater. Spørgsmålet om oprettelsen af et kontinentalt militært sikkerhedsapparat er blevet taget op med jævne mellemrum, uden at der er fundet nogen løsning. Det samme gælder forslag om et stærkere økonomisk samarbejde organiseret som et afrikansk fællesmarked.

OAU er i vid udstrækning kommet til kort som konfliktløsende instans. Organisationen har et apparat for mægling og frivillig voldgift baseret på international ret. Men de mest omfattende konflikter på kontinentet er ikke blevet påvirket afgørende. I OAU's charter er staternes ukrænkelighed indenfor eksisterende grænser blevet slået fast som det bærende princip for samkvem mellem de afrikanske stater. Grænserne i Afrika er trukket med kolonial tilfældighed og er baggrunden for de fleste konflikter, men OAU kan i henhold til sit charter ikke gennemføre sanktioner mod et medlemsland, som bryder princippet om territorial ukrænkelighed. Frygten for at principafgørelser skal danne præcedens er givet den vigtigste årsag til, at OAU sjældent har held at bilægge konflikter og sjældent tager standpunkt til enkeltstaters politik. Med henvisning til at OAU i 70'erne bl.a. accepterede Idi Amins terrorregime i Uganda, karakteriserede Tanzanias daværende præsident Julius Nyerere organisationen som en statsoverhovedernes fagforening.

C.L.


Internet:
  OAU