Cameroun

Læst af 32.029    

Landet er opdelt i 3 regioner: de nordlige savannedale ved Chad-søen med kvægavl og majsdyrkning; den centrale del med fugtige sletter, og i syd med frugtbar, vulkansk jord, hvor der hovedsageligt dyrkes eksportafgrøder som kaffe, bananer, kakao og bomuld. Tørke og ørkenspredning er de væsentligste problemer i den nordlige region, som udgør 25% af Camerouns areal og hvor mere end 1/4 af landets befolkning lever.

Folket: Der lever omkring 250 etniske grupper. I syd dominerer folk af bantu-afstamning, mens befolkningsflertallet i nord udgøres af duala'er, bamileker, tikar'er og bamauna'er. Eondo'erne og fulb'erne er i flertal i øst og fulanierne i nord. I sydøst lever baka-pygmæerne, som ernærer sig ved jagt og fiskeri.

Religion: Halvdelen af indbyggerne dyrker traditionelle, afrikanske religioner; de kristne holder til i syd og muslimerne i nord.

Sprog: Engelsk og fransk er de officielle sprog; derudover tales der over 200 indfødte sprog (de vigtigste er beti og bulu) samt tysk.

Politiske partier: Cameroons Befolknings Demokratiske Gruppering, (RDPC) - tidligere det eneste parti; Republikkens Forsvarsbevægelse; Den socialdemokratiske Front, ( FDS); Nationalunionen for Demokrati og Fremskridt, (UNDP); De allieredes Front til Forandring, (FAC).

Sociale organisationer: Regeringen forbød i 1971 Sammenslutningen af Cameroons Arbejdere, der var arvtagere fra arbejderbevægelsen i det foregående århundrede. I stedet dannedes det officielle Nationalunionen af Camerouns Arbejdere. Den nordamerikanske fagorganisation AFL-CIO har etableret lokalafdelinger ved de multinationale selskaber i Cameroun.

Officielt navn: République dú Cameroun.

Administrativ inddeling: 10 provinser.

Hovedstad: Yaoundé, 1.616.000 indbyggere. (2003).

Andre vigtige byer: Douala, 1.409.200 indbyggere; Garoua, 180.900 indbyggere; Ncongsamba, 106.800 indbyggere. (2000).

Regering: Parlamentarisk republik. Paul Biya præsident siden 1982, genvalgt i 1992, 1997 og 2004. Ephraïm Inoni, premierminister siden december 2004. Parlamentet har et kammer - Nationalforsamlingen - med 180 medlemmer.

Nationaldag: 1. januar, Uafhængighedsdagen, (1960); 10. december, Genforeningen, (1961); 20. maj; Proklamation af republikken, (1972).

Væbnede styrker: 14.600 mand inklusive Gendarmeriet

Hovedstaden Yaoundé - en af vejene ind mod centrum. Folk ved vejkanten venter på en deletaxi, der skal i deres retning. Hovedstaden ligger 700 m over havets overflade. Jacob Crawfurd

Cameroun er oprindelsesland og centrum for bantustammerne, der i det 2. århundrede fvt. indledte en ekspansion mod øst og syd og dermed fik udbredt kendskabet til dyrkning af nye afgrøder og udvinding af jern. Det første møde med europæerne blev ganske kort; Fernando Pó døbte floden, hvis sandbanker var fulde af rejer, for «Rejefloden» - heraf landets navn.

Områdets indtræden i et økonomisk mere komplekst miljø skyldtes fulani'ernes indvandring (Se Niger: «Saharas veje» og Senegal: «Fulanie'ernes stater») - der senere blev til Adamauma-emiratet, i landets nordlige og centrale region.

Tyskernes indtrængen fandt sted i juni 1884, da repræsentanten Gustav Nachtigal indgik aftale om etablering af et protektorat med kystbefolkningen duala'ernes konge. Ved Berlin-konferencen et år senere, blev Cameroun overdraget til Tyskland, men først i 1894 indlemmedes Adauma-emiratet, der var stærkt efterstræbt af englænderne, formelt i landet.

Protektoratet mødte problemer lige fra starten: duala'erne sad på handelen mellem kystområderne og Yaoundé, der var et knudepunkt for forbindelserne mellem syd og Adauma-emiratet, som tyskerne ønskede at kontrollere. Duala'erne modsatte sig dette og det resulterede i en 4 år lang og blodig krig. (1897-1901).

Tyskerne tilegnede sig afrikanernes frugtbare jorde og disse døde i tusindvis af hungersnød efter i århundreder at have overlevet uden ernæringsproblemer. Frankrig og England invaderede i 1918 Cameroun; franskmændene satte sig på 75% af landet mens englænderne fik tildelt det resterende. Konflikterne imellem de to kolonimagter muliggjorde dannelsen af folkelige bevægelser, der kæmpede for uafhængighed. I 1945 stiftedes Camerouns Folkeunion, (UPC), under ledelse af Rubem Um Nyobé. UPC opnåede bred folkelig tilslutning og anførte en række lovlige demonstrationer, fra 1948- 1956, da partiet blev forbudt.

De nationalistiske ledere flygtede til landets vestlige del, der var under engelsk dominans, hvorfra man dannede en modstandsbevægelse. Som de første i det sydlige Afrika etablerede UPC befriede zoner i jungleområderne og dannede autonome ledelsesstrukturer. Modstandsbevægelsens effektivitet satte den i stand til at modstå franskmændenes belejring indtil 1960. 2 år tidligere var Rubem Um Nyobé afgået ved døden, men opstanden fortsatte.

UPC's modstandskamp tvang Frankrig til at kombinere den væbnede kamp med politiske midler. Paris oprettede Camerouns Nationalunion, (UNC), som var en sammensmeltning mellem to konservative partier, under ledelse af politikere fra de nordlige områder af islamisk observans. Da Frankrig accepterede Camerouns selvstændighed, satte lederen af UNC, Alhaji Ahmadou Ahidjo, sig på magten. UNC fortsatte som regeringsparti med godkendelse fra englænderne efter en folkeafstemning. Med genforeningen opfyldtes et nationalistisk ønske, men det blev ikke til fordel for UPC, hvis ledelse for størstepartens vedkommende enten var gået under jorden eller befandt sig i eksil.

Ahidjo indførte et af 1960'ernes værste undertrykkelsesregimer i det sydlige Afrika. Europæiske menneskerettighedsgrupper oplyste, at der befandt sig tusindvis af politiske fanger i landets fængsler. Ahidjo trådte helt uventet tilbage i 1982 og han erstattedes af sin tidligere premierminister, advokaten Paul Biya.

Biya fortsatte den tidligere regerings politiske og økonomiske linie, men Ahidjos tilhængere i samarbejde med folk fra hæren, forsøgte at gennemføre et statskup. Det var de unge, især de studerende, der ved gadekampe gik til modstand imod kupmagerne. Stigningen i arbejdsløsheden og mangelen på fødevarer underminerede billedet af Cameroun som et velfærdssamfund. Præsidenten forsøgte at styrke sin magt ved de fremskyndede valg i april 1984, hvor demokratiske organisationer var forbudte, og han opnåede genvalg. Ustabiliteten førte imidlertid til et nyt kupforsøg og til en række blodige sammenstød, der efterlod 200 dræbte.

I denne periode omdøbtes UNC til Camerouns Befolknings Demokratiske Gruppering, RDPC, men politikken var den samme.

Mens UPC prøvede at anlægge en mere fleksibel attitude for at genvinde sit sociale bagland, grundlagde Biya nye provinser for at svække den økonomiske og politiske indflydelse fra muslimerne i nord. Olieudvindingen førte til fornyede etniske konflikter og til rivalisering mellem de engelsk- og fransktalende. De problemer, der opstod i forbindelse med faldet på verdensmarkedspriserne på kaffe, gummi og bomuld, forværredes af afhængigheden af en håndfuld franske virksomheder, der kontrollerede næsten 44% af hele eksporten.

Et af de mange markeder i hovedstaden Yaoundé. Mange byboere har et lille jordstykke på landet, hvor de dyrker grøntsager. Jacob Crawfurd

I 1988 blev Biya genvalgt. Pressecensuren blev strengere og Biya påtog sig ligeledes posten som premierminister.

I forbindelse med faldet i oliepriserne og den økonomiske byrde, der var forbundet med tilbagebetaling af udlandsgælden, indførte regeringen et strukturtilpasningsprogram og forsøgte samtidig at stabilisere landets finanser med bistand fra IMF og Verdensbanken. Man genforhandlede gælden med Paris-klubben, og opnåede en aftale, der skulle baseres på en reduktion af importen og de statslige udgifter, privatisering af de offentlige virksomheder og en bankreform.

I 1990 anklagede sociale og politiske organisationer regeringen for at stå bag overgreb mod hundredevis af indbyggere i Cameroun. Nogle måneder senere tillod regeringen oprettelsen af politiske partier; omkring 70 politiske organisationer blev på denne måde legale.

I november 1991 krævede oppositionens ledere dels genindførelsen af det føderale system, man havde afskaffet i 1972, dels en forfatningsreform. Landets politiske krise forværredes, der organiseredes strejker og store demonstrationer med krav om indførelse af demokrati. Politiets repressalier kostede hundredevis af mennesker livet.

I december fastsatte regeringen afholdelse af valg til at skulle finde sted i februar 1992. Oppositionen forlangte en forudgående regulering af Forfatningen og valgsystemet, men flere af partierne deltog alligevel i valget, der fandt sted 1. marts 1992.

RDCP vandt 88 af parlamentets 180 pladser, mens UNDP erobrede 68. I følge de officielle tal var valgdeltagelsen 61%.

Biya fremskyndede afholdelsen af præsidentvalget til den 11. oktober 1992, hvor der deltog repræsentanter fra 7 politiske partier. Blandt disse var John Fru Ndi fra det førende oppositionsparti FSD, der repræsenterede de engelsktalende. Både FSD og Camerouns Demokratiske Union havde boykottet valget i marts 1992.

Regeringens sejr på 39,98% af stemmerne mod FSD's 35,97% - under udbredt mistanke for valgsvindel - førte til optøjer i den nordøstlige, engelsktalende provins - Fru Ndi's base.

På trods af de internationale valgobservatørers erklæringer om at valgsvindel havde fundet sted, afviste Højesteret af erklære valget ugyldigt. Fru Ndi udnævnte sig selv til præsident. Regeringen erklærede den nordøstlige provins i undtagelsestilstand, mens Fru Ndi og hans tilhængere blev sat i husarrest.

I november dannedes en koalitionsregering med deltagelse af RDCP og nogle mindre partier. Undertrykkelsen tog til og medførte internationale protester; især da 4 medlemmer af Advokatrådet i december blev anholdt anklaget for at havde ledet en demonstration - een af advokaterne døde efter tortur. USA standsede bistanden til Cameroun; Biya ophævede undtagelsestilstanden og løslod Fru Ndi.

Finansministeren Antoine Ntsimi indførte i januar 1993 reduktioner i de offentligt ansattes lønninger på mellem 4 og 20%, for, som han udtrykte det, at undgå afskedigelser af 50.000 medarbejdere.

Frankrig aftager en tredjedel af Camerouns eksport. Denne afhængighed førte til overvejelser i oppositionen om eventuelle boykotkampagner mod franske varer på grund af den franske støtte til Biya.

Vicepræsidenten for UDC, Benjamin Menga, myrdedes i januar 1993. Adskillige politiske ledere arresteredes og pressecensuren skærpedes; splittelsen blandt oppositionspartierne lettede Biyas «jernnæve-politik».

På det økonomiske område lod Biya hånt om oppositionens forslag og fastholdt bindingen til den franske franc på trods af en 100% af devaluering af denne. Cameroun modtog hjælp fra IMF og Paris-klubben efter at have indført hårde økonomiske justeringer.

Oppositionen fortsatte i 1995 med at være splittet. Den tidligere generalsekretær for Fru Ndi's socialdemokratiske front, Siga Assanga, forlod gruppen og stiftede Den socialdemokratiske Bevægelse. UNDP havde på sin side også problemer efter eksklusion af to dets medlemmer for at have haft poster i Biyas regeringer.

Resultaterne af lokalvalgene i januar 1996 cementerede Biyas position. Biya genvalgtes i oktober 1997 efter et valg, der kritiseredes af oppositionspartierne, der i øvrigt havde opfordret til boykot af valget. Kun 3 ud af Camerouns 6 millioner indbyggere var stemmeberettigede; resten havde myndighederne udelukket efter at have erklæret dem for «udlændinge».

I slutningen af 1997 voksede modstanden mod et olieudvindingsprojekt der, med støtte fra Verdensbanken, skulle føre olie fra det sydlige Chad, tværs over Cameroun, til Atlanterhavet. Hundredevis af NGO'er opfordrede i stedet Verdensbanken til at bruge pengene på sociale udviklingsprogrammer.

Cameroun og Nigeria førte i marts 1998 sag ved Domstolen i Haag, efter uoverensstemmelser om Bakssai-halvøen, hvor der, udover at det er godt fiskeriområde, formodentlig også er rige olieforekomster. Konflikten mellem de to lande havde ført til flere væbnede sammenstød.

Den økonomiske krise blev forstærket ved devalueringen af franc'en og rystede samfundet i Cameroun. I 1990'erne blev det stadig mere udbredt at gennemprygle folk - en praksis der havde været ukendt inden krisen. Korruptionen i politiet og retsvæsenets ineffektivitet fik sektorer i befolkningen til at fange og gennemprygle småtyvene - ofte til de døde når der var tale om mænd eller til de var hårdt sårede, når der var tale om kvinder. Ofte blev det senere afsløret, at det var uskyldige, der var blevet dræbt.

I oktober 1999 offentliggjorde Transparancy International sin årsrapport om økonomisk korruption, der placerede Camaroon på pladsen verdens næstmest korrupte land. I januar 2000 indledte Biya derfor en kampagne mod korruption indenfor regeringens egne rækker og for fortsættelse af de økonomiske reformer. Han lovede samtidig at få gennemført de ændringer af forfatningen, parlamentet havde vedtaget allerede i 1996, og som inkluderede oprettelsen af et senat, regionalråd og et forfatningsråd.

I februar afsluttedes en sag mod engelsktalende seperatister med fængsel til 33 af de anklagede. To af disse der var medlemmer af RDPC blev samtidig dømt for bedrageri. Gennem hele første halvår af 2000 fortsatte SDF sin støttekampagne til Sydcameroons Nationalråd, der gik ind for løsrivelse. Samme år rapporterede FN, at tortur og mishandling havde antaget «systematisk og generel» karakter i Cameroons politistationer.

I juni 2002 gennemførtes parlaments- og lokalvalg. Regeringspartiet vandt de fleste af pladserne i parlamentet, der blev konstateret alvorlige uregelmæssigheder under valget og oppositionen krævede omvalg. Højesteret besluttede derfor, at der skulle gennemføres omvalg i 9 distrikter.

Den Internationale Domstol i Haag afsagde i 2002 en kendelse til fordel for Cameroon i grænsekonflikten med Nigeria, der var blevet fremlagt for domstolen i 1998. Konflikten startede i 1994, da Cameroon krævede overherredømme over Bakassi halvøen, der er rig på fisk og olie. Konflikten udviklede sig hurtigt til en grænsekonflikt, der også inddrog Ækvatorial Guinea. Nigeria forkastede imidlertid den Internationale Domstols afgørelse og bevarede sine soldater i området. Efter en række konversationer med Cameroon i 2003 meddelte Nigeria, at landet ville beholde sine tropper på halvøen i yderligere mindst 3 år.

I januar 2004 underskrev præsidenterne fra Cameroon og Nigeria en aftale om i fællesskab at løfte sikkerhedsforpligtigelserne i konfliktområdet mellem de to lande. Begge lande betegnede den fælles patrulje som et stort fremskridt, og erklærede at aftalen var en venskabsaftale. Paul Biya (Cameroon), Olusegun Obasanjo (Nigeria) og FN's generalsekretær Kofi Annan erklærede på et fælles møde i Geneve at de søgte at finde en fælles løsning på grænsekonflikten. Mødet blev af begge præsidenter betegnet som «venligt», og på mødet diskuterede de endvidere den fremtidige kontrol over olieforekomsterne på Bakassi halvøen.

I august nåede begge lande frem til en endelig aftale om Bakassi. Efter en række møder blev det besluttet, at Bakassi skulle endelig overdrages til Cameroon inden 15. september. Delegerede fra Nigeria og Cameroon mødtes med en FN kommission for at diskutere hvordan dommen fra oktober 2002 kunne føres ud i livet. Cameroons delegation blev ledet af ministeren Amadou Ali, Nigerias af prins Bola Ajibola, mens UNOWA (United Nations Organization for Western Africa) blev ledet af Ahmedou Ould- Abdallah.

I december 2004 udpegede Biya en nye regering. Ephraïm Inoni blev udnævnt til premierminister, og har gjorde ved sin tiltræden kampen mod korruptionen til sit vigtigste emne. Samme måned havde udenlandske investorer kritiseret den manglende gennemsigtighed i landets offentlige finanser, og henviste bl.a. til en rapport fra året inden fra Transparency International, iflg. hvilken anvendelsen af korruption er udbredt i Cameroon. I marts det følgende år erklærede regeringen, at den udbredte korruption i finansministeriet havde kostet landet 2 mio. US$ om måneden. Omkring 500 embedsmænd blev anklaget for at stikke penge i egne lommer ved bl.a. at udbetale lønninger til ikke-eksisterende ansatte. Premierminister Inoni erklærede, at de der blev kendt skyldige ville få hårde straffe.

Den lange række af naturkatastrofer, belastningen fra betalingerne på landets udlandsgæld og den generelle økonomiske krise gjorde det i oktober 2005 tvivlsomt hvorvidt Cameroon ville kunne opfylde sine udviklingsmål fra årtusindskiftet. Økonomien var stagneret og iflg. officielle oplysninger var udlandsgælden steget fra 2,9 mia. US$i 1983 til 8,5 mia. i 2004. Dertil kom sult, der især er et problem i den nordlige del af landet, der i forvejen er det fattigste område. Omkring 1 mio. mennesker har her umiddelbart behov for nødhjælp. Omkring 27% af landets udlandsgæld med IMF og Verdensbanken blev eftergivet. De 4,9 mia. US$ blev eftergivet da landet blev det 19. land der sluttede sig til programmet for stærkt forgældende fattige lande.

Den Afrikanske Udviklingsbank ADB oplyste i maj 2007, at den financierer bygningen af et skibsværft i havnebyen Limbe i landets sydvestlige del. Anlægget vil koste 47 mio. US$ og er et af ADB's 58 projekter, der har tilført landet ialt ca. 1 mia. US$.

Guia del Mundo

Sidst ajourført 29/1 2008