Nigeria

Læst af 67.120    

Nigeria er et land præget af et omfattende flodsystem, hvoraf de to største er Niger floden og dens biflod Benué. Den nordlige del af landet er den tørreste pga. den tørre vind fra Sahara - harmattan. Bevoksningen er overvejende savanne, og der dyrkes bomuld og jordnødder til eksport. Sletterne i landets centrale del er også dækket af savanne og tyndt befolkede. Den sydlige del af landet er lavtliggende, dækket af tæt regnskov, regnfuld og her bor størstedelen af landets befolkning - iøvrigt Afrikas største. Her dyrkes kakao og oliepalmer. Nigers enorme delta deler kystområdet i to adskilte dele. Mod øst omkring Port Harcourt er olieproduktionen koncentreret. Befolkningen er overvejende kristen og tilhører ibo folket. Det var dette område, der i 60'erne søgte løsrivelse under navnet Biafra. Mod vest omkring Lagos og Abidjan er industrien koncentreret. Befolkningen tilhører overvejende yoruba folket og er muslimsk. Nigeria har mistet 70-80% af sine oprindelige skove og 1,7% af landet er beskyttet i nationalparker.

Folket: Størstedelen af de 250 etniske grupper stammer fra 4 etniske hovedgrupper: Haussaerne og fulanierne er dominerende i nord og udgør omkring halvdelen af befolkningen. Yorubaerne er dominerende i sydvest og iboerne i sydøst.

Religion: Den nordlige del af landet er overvejende muslimsk. I den sydøstlige del er de kristne i overtal, mens der i sydvest praktiseres både islam, kristendom og traditionelle afrikanske religioner.

Sprog: Engelsk (officielt). Indenfor hver region svarer det mest udbredte sprog i den etniske gruppe, der er dominerende.

Politiske partier: Det folkelige demokratiske Parti; Hele folkets Parti; Alliancen for Demokrati

Sociale organisationer: Nigerias Arbejderlandsorganisation; Nigerias nationale Studentersammenslutning

Officielt navn: Federal Republic of Nigeria

Administrativ inddeling: 36 stater

Hovedstad: Abuja, 778.000 indb. (2006).

Andre vigtige byer: Lagos, 8.733.100 indb.; Abidjan, 3.587.100 indb.; Kano, 3.424.100 indb.; Ogbomosho, 963.300 indb. (2000).

Regering: Goodluck Jonathan er siden maj 2010 præsident. Parlamentet har to kamre: Repræsentanternes Hus med 360 pladser og senatet med 109.

Nationaldag: 1. oktober (Selvstændighed, 1960)

Væbnede styrker: 79.000 (2003)

Paramilitære styrker: 7.000 (Nationalgarden), 2.000 (Havnepoliti)

Som arvtagere fra den gamle Nok civilisation levede yoruba folket i byer omkransede af høje mure og udstyret med brede boulevarder. Allerede fra det 9. århundrede havde der eksisteret et demokratisk system omkring byernes administration med en borgmester og et byråd valgt af indbyggerne. Kunstnerisk fremstillede civilisationen vidunderlige ting i terrakotta og skulpturer i bronze. I det 10-11. århundrede var Ifé, Oyo, Ilorín og Benin de vigtigste bystater i en konføderation, hvis indflydelse strakte sig fra Niger til det nuværende Togo. (Benin skal ikke forveksles med den nuværende stat af samme navn).

Byen Ifé blev fra starten anset for at være det vigtigste religiøse center, og det er den fortsat. Oni'en fra denne by er den øverste præst for hele yoruba folket. Til gengæld spillede byen Oyo ledet af Alafin'en (kongen) en central økonomisk rolle frem til det 16. århundrede pga. handelen med slaver. Byen begyndte at forfalde, da der blev indført forbud mod slavehandel.

Den nordlige del af landet bestod af Hausa og Fulani emiraterne, der kulturelt var ret forskellige. Den sydlige del af landet var beboede af ibo folket, der var aktive handelsmænd, udsprang af samme befolkningsgruppe som yoruba'erne, men uden at udvikle bymæssige civilisationer.

Ved siden af slavehandelen kom palmeolie, bomuld og jordnødder fra 1800 tallet til at udgøre den vigtigste britiske import fra protektoratet Sydnigeria. Nigeria opstod som national enhed først i 1914 da briterne slog protektoraterne Nordnigeria og Sydnigeria sammen. Koloniseringen af området foregik etapevis og var fuldført i starten af århundredet. Det meste af territoriet måtte erobres med militær magt.

Den umiddelbare årsag til at briterne tog væbnet magt i anvendelse for at sikre handelsvirksomheden var konflikter og krige mellem staterne og folkeslagene i området, men også direkte modstand mod at briterne overtog det formidlende led i handelen. Den britiske stat overtog ansvaret fra The Royal Niger Company, da det blev klart, at selskabet i slutningen af det 19. århundrede ikke var i stand til at opretholde en effektiv kontrol. The West African Frontier Force blev oprettet under ledelse af Lord Lugard for at erobre det nordlige Nigeria.

Samlingen af Nigeria var således et resultat af kolonimagtens behov. Ingen naturlige forhold dannede grundlag for landets grænser. Den centrale britiske administration i Lagos var længe Nigerias eneste rigsorganisation. Først efter 2. verdenskrig blev der oprettet et fælles politisk forum for nigerianere - Central Legislative Council - som samlede briternes udvalgte samarbejdspartnere fra de tre administrative områder - Nord-, Vest- og Østnigeria.

Det helt dominerende stridsspørgsmål i nigeriansk politik i efterkrigstiden var fordelingen af magt og kompetence mellem folkeslagene og regionerne indbyrdes, og mellem dem og centralregeringen. National uafhængighed var da blevet partiernes fælles mål, og en gradvis udbygning af de politiske institutioner med nigeriansk deltagelse skulle forberede overgangen. Partierne blev både regionale interessegrupper og forkæmpere for befrielse på nationalt plan.

Tre store partier dominerede det politiske liv i 1950'erne: The National Council for Nigeria and the Cameroons (NCNC) under Nnamdi Azikiwe - nigeriansk nationalismes samlingsfigur - blev i stadig højere grad et østnigeriansk parti, med stærk tilknytning til ibofolket. I den nordlige del dannede Ahmado Bello The Northern People's Congress (NPC), som blev domineret af høvdinge. The Action Group under ledelse af Obafemi Awolowo i den vestlige region blev overvejende et parti for yorubafolket.

Den vestlige og østlige region fik indre selvstyre i 1956, nordregionen i 1959. Ved selvstændigheden den 1. oktober 1960 dannede NPC og NCNC en koalitionsregering, med The Action Group i opposition i nationalforsamlingen. NPC's parlamentariske leder Sir Abubakar Tafawa Balewa blev premierminister, Awolowo blev leder af oppositionen og Azikiwe blev generalguvernør og efterfølgende præsident, da Nigeria i 1963 blev republik.

Krig og militærstyre

Forskellene mellem de nordlige og sydlige landsdele viste sig snart at slå ud i direkte konflikter. Ved at opbygge landets politiske liv om de tre dominerende folkeslag - fulanier og hausaer i nord, yorubaer i sydvest og iboer i sydøst forsøgte briterne og de nigerianske politikere i 1950-60'erne at skabe politisk balance i den nye stat. De nigerianske myndigheder anvendte senere muligheden for at ændre antallet af delstater til at justere styrkeforholdet mellem de etniske grupper. Det lykkedes ikke i første omgang.

I 1964 udbrød der alvorlig uro efter det første valg siden uafhængigheden. Regeringen var de følgende to år ikke i stand til at få urolighederne under kontrol. I januar 1966 blev den derfor styrtet ved et militærkup.

Resultaterne fra både folketællingen i 1963 og valget i 1964 var tvivlsomme. Folketællingen skulle danne grundlag for mandatfordelingen mellem de tre regioner. På forhånd var der opstået splittelse i oppositionen. Koalitionsregeringen udnyttede situationen, hvilket var årsag til omfattende uroligheder i den vestlige del af landet. Samtidig blev forholdet mellem koalitionspartnerne stadig mere anspændt. Det grundlæggende stridsspørgsmål var magtbalancen. NPC ønskede at reducere føderalregeringens myndighedsområde til fordel for regionernes indre selvstyre, mens NCNC, som repræsentant for den mindste af de tre dominerende folkeslag, oprindelig var gået ind for at styrke regeringen som formidlende instans mellem regionerne. Ved udbruddet af Biafrakrigen var dette forhold ændret. NCNC accepterede ikke 1964 valget som basis for regionens repræsentation på nationalt niveau. De store olieforekomster i den østlige del var en vigtig årsag til, at partiet krævede større indflydelse over den nationale ressourcefordeling.

Ibofolket dominerede det politiske liv i øst. De havde gennemsnitlig bedre uddannelse end befolkningen i nord. Iboerne fremstod som et ekspansivt og energisk folkeslag. De gjorde sig stærkt gældende indenfor de væbnede styrker og i statsadministrationen. Modsætningsforholdet mellem iboerne og nordregionens befolkning slog ud i egentlige sammenstød indenfor hæren og efterhånden i grov forfølgelse af iboer, som boede og arbejdede i nord. Tusindvis af iboer blev massakreret, og der gik en strøm af flygtninge til østregionen.

Statsmagten vaklede. Generalmajor Johnson Aguiyi-Ironsi greb da magten sammen med andre iboofficerer, men blev kort tid efter kidnappet og dræbt ved et militært modkup under ledelse af stabschefen i hæren, general Yakubu Gowon fra nordregionen. Gowon satte alt ind på at bevare føderationen og foreslog at opdele landet i 12 delstater og inddrage civile i regeringen. Men militærguvernøren i østregionen - generalløjtnant Chukwuemeka Odumegwu-Ojukwu - erklærede regionen for selvstændig under navnet Biafra.

Krigen varede i 30 måneder. Både oprørene i Biafra og regeringen i Lagos fik omfattende militære forsyninger udefra. Frankrig, Sydafrika, Portugal og en del afrikanske stater støttede Biafra. Tanzania var først blandt de i alt fire afrikanske stater som anerkendte udbryderstaten. Lagosregeringen blev først og fremmest hjulpet af Storbritannien og Sovjetunionen.

Føderalregeringen gik over til en fuld blokade af Biafra. Resultatet var katastrofalt for befolkningen i Biafra. Tabene af menneskeliv var højere end i Vietnam i samme tidsrum.

Biafras sag vandt betydelig sympati i den vestlige verden. Dels var befolkningen i Biafra kristen, dels gennemførte oprørsledelsen en storstilet propagandakampagne gennem et reklamebureau i Schweiz. Begge dele bidrog til at skabe interesse for Biafra.

Ved borgerkrigens slutning undlod Gowons regering at gennemføre straffeaktioner mod udbryderne. En ny statsadministration blev indført i Nigeria, stort set efter det mønster Gowon havde foreslået et par dage før Biafras selvstændighedserklæring. Tallet på delstater blev senere øget til 19.

Gowon opretholdt relativt stabile forhold i Nigeria i årene efter krigen. Han nationaliserede 55% af olieproduktionen i landet, hvilket gav grundlag for udviklingen af et lokalt borgerskab. Samtidig lovede han overgang til civilt styre i 1976, men udsatte i 1974 overgangen på ubestemt tid. Året efter blev han afsat af brigadegeneral Murtala Ramat Muhammed - primært på baggrund af utilfredshed med den åbenbare korruption og manglen på kontrol med landets økonomi. Murtala blev dræbt i et attentat et halvt år senere, og blev erstattet med stabschefen, general Olusegun Obasanjo. Under hans præsidentperiode blev Barclays Bank og BP nationaliseret for at have brudt blokaden af Sydafrika.

1979 Overgang til «demokrati»

Et øverste militært råd erstattede regeringen som landets højeste politiske myndighed. Obasanjo forberedte overgangen til civilt styre i oktober 1979, og det var militærrådet som i efteråret 1978 godkendte den nye forfatning. En føderal valgkommission tillod kun 5 landsdækkende partier at deltage i valget. De repræsenterede den traditionelle politiske og økonomiske elite. Kommissionen udelukkede partier af socialistisk eller revolutionært tilsnit ud fra en argumentation om, at de ville atomisere landets politik. Ved valget blev de største partier Nigerias Nationalparti (NPN) med 25% af stemmerne og Nigerias forenede Parti (UPN) med 20%.

Efter 13 års militærstyre var der blevet valgt en civil præsident, men den nye premierminister, Shehu Shagari havde mindretal i begge parlamentets kamre. Han fremlagde nu en plan for kapitalistisk udvikling baseret udelukkende på overskuddet fra olieproduktionen med det perspektiv at gøre landet til den vigtigste udviklingspol syd for Sahara. Han lovede at bygge en ny hovedstad, fordoble antallet af pladser i folkeskolen og sikre selvforsyning med fødevarer gennem en kontroversiel «grøn revolution».

Ingen af løfterne blev til virkelighed. De økonomiske indikatorer tegnede et dystert billede. Smuglingen var tiltagende, emigranter og fattige bønder blev stuvet sammen i byerne, arbejdsløsheden steg, levestandarden var faldende blandt de lavestlønnede og IMF fremsatte krav om refinanciering af udlandsgælden. Shagari udskrev nyvalg og blev sammen med NPN genvalgt, men med beskyldninger om valgsvindel og militære konspirationer.

1984 Nye militærkup

Den 1. januar 84 gennemførte Muhamad Buhari det 4. statskup i landets korte historie som selvstændig stat. En af de centrale anklager mod Shagariregeringen var korruptionen indenfor olieudvindingen, der skaffede landet 95% af dets valutaindtægter. Der blev gennemført arrestationer på alle niveauer, og alle civile guvernører blev erstattet af militærfolk. Men krisen fortsatte. Prisen på ris blev firedoblet i løbet af året. Undertrykkelsen ramte ikke blot landets egne indbyggere. 600.000 «illegale» udlændinge blev deporteret. Imens nåede udlandsgælden op på 15 milliarder dollars. Den fortsatte krise udløste et nyt statskup. Den 26. august 85 blev general Ibrahim Babangida udpeget som ny præsident.

I december 87 blev der afholdt valg til delstaternes parlamenter. Der var opstillet 15.000 kandidater, der ikke var tilknyttet noget officielt parti. Militæret havde i forvejen nedsat en National Valgkommission (NEC) for at sikre «frie og rene» valg, men manglende forberedelse udløste vold, forvirring og efterfølgende beskyldninger, så valget endte med at blive annulleret.

Den 7. december 89 erklærede militærregeringen, at præsident- og parlamentsvalget der var planlagt til slutningen af måneden var udsat et år. Seks måneder senere ophævede præsident Babangida forbuddet mod politisk virksomhed som forberedelse til overgang fra militært til civilt styre i 1992.

I maj 90 besøgte Babangida Storbritannien, hvor han sikrede sig 100 millioner dollars i bistand til landet, der er dybt integreret i det kapitalistiske verdensmarked. Størstedelen af samhandelen er med USA, Storbritannien og Frankrig, selvom Nigeria har forsøgt at skabe en form for ligevægt i sine internationale relationer. Landet er stærkt afhængig af udviklingen i olieprisen på verdensmarkedet. Dette var medvirkende til, at landets per capita indkomst faldt i 1990. Samtidig nåede udlandsgælden op på 30 milliarder dollars. Renter og afdrag på denne enorme gæld tvinger landet til konstante forhandlinger med sine internationale kreditorer.

I april og juni 90 blev der rapporteret om kupforsøg, der dog i begge tilfælde blev slået ned af regeringstro styrker. Regeringen oprettede 9 nye stater for at adskille fjendtlige etniske grupper. Dette udløste protester, der blev slået ned af militæret. Iflg. uafhængige kilder kostede undertrykkelsen i august-oktober 300 livet. Regeringen svarede med at indføre udgangsforbud.

I slutningen af 91 annullerede regeringen efter rygter om valgsvindel resultaterne af partiernes interne valg af kandidater til guvernørposterne. I november blev der gennemført en folketælling, der fjernede «spøgelseskandidaterne» og rensede valglisterne. Der havde været kritik af, at listerne indeholdt 20 millioner ikke-eksisterende vælgere. Den 14. december blev der gennemført guvernørvalg. Socialdemokratiet vandt posten i 16 stater og Republikanerne i 14.

Der blev gennemført en amnesti til gavn for hele oppositionen: 11 dissidenter blev løsladt. Samtidig blev en lov ophævet, der havde hindret tidligere medlemmer af regeringen i at stille op til valg.

I starten af 92 blev 263 islamiske aktivister arresteret, hvilket udløste et oprør i staten Katsina. I samme periode fandt der en eksplosion sted i konflikterne mellem de etniske grupper: Kampe mellem hausaer og kataj'er i staten Kaduna; Stridigheder om jordgrænser mellem tiv'er og jukin'er i staten Taraba. Konflikter der kostede 5.000 livet.

Nigeria genvandt i slutningen af 91 sin dommerplads i den Internationale Domstol. Det skete efter beslutning i Sikkerhedsrådet og FN's Generalforsamling efter den tidligere nigerianske dommer, Taslim Elias' dødsfald. Nigerias statsanklager og justitsminister Ola Ajibola fik posten foran kandidater fra Ghana, Kenya og Uganda.

EU bevilgede 240 millioner dollars til projekter indenfor landbrug, sundhed, telekommunikation, vejbyggeri og nationalparker.

Parlamentsvalget blev gennemført i juli 92, men Nationalforsamlingen blev først indsat i december. Socialdemokratiet fik 52 pladser i senatet og 314 i Deputeretkammeret mod republikanernes hhv. 37 og 275. Nigeria indledte nu en ny overgang til civilt styre.

I oktober gennemførtes et prøvepræsidentvalg, i hvilket der deltog kandidater fra det centrum-venstreorienterede Socialdemokrati og de centrum-højreorienterede Republikanere - begge partier dannet af militærdiktaturet og med stort set ens politiske programmer - samt 23 andre kandidater. Imidlertid annullerede præsident Babangida valgresultatet efter påstand om valgsvindel, forbød alle kandidater og udskiftede ledelsen i de to store partier. Samtidig forbød diktaturet enhver politisk aktivitet, hvilket drastisk ændrede planen for overgang til demokrati i starten af 93.

I november udsatte Babangida præsidentvalget til juni 93 og bekræftede forbuddet mod de tidligere præsidentkandidaters deltagelse i valget. Samtidig blev magtoverdragelsen udsat til august 93. Den 12. juni gennemførtes så det første præsidentvalg siden 83. Imidlertid udsatte diktaturet offentliggørelsen af resultatet, til der var gennemført undersøgelser af mulig svindel. Kampen stod mellem de to store partiers kandidater. De havde fået tilladelse til at deltage, men uden de oprindelige kandidater, der var blevet forbudt året i forvejen.

Men historien gentog sig. Den 23. juni annullerede Babangida resultatet og beskyldte de to store partiers kandidater for at «købe deres stemmer». Den tilsyneladende sejrherre ved valget var socialdemokraten og millionæren Abiola. Han drog nu til London i et forsøg på at sikre international fordømmelse af regimet. USA og Storbritannien indstillede deres økonomiske bistand til landet, indstillede træningen af officerer og nedkølede de diplomatiske relationer. Den udenlandske reaktion var en opmuntring for Abiola, der opfordrede til civil ulydighed. Der brød omfattende protester ud i den tidligere hovedstad Lagos, hvor mindst 25 mennesker blev dræbt af føderale soldater. Endvidere blev alliancen «Kampagnen for Demokrati» dannet bestående af 25 oppositionspartier.

Udsat for et betydeligt pres udskrev diktaturet nyt præsidentvalg til den 14. august med efterfølgende magtoverdragelse den 27. Men samtidig blev Abiola og republikanernes kandidat, Othma Tofa udtrykkeligt hindret i at deltage. Sammenstødene fortsatte, og den 26. august trådte Babangida tilbage fra præsidentposten, der provisorisk blev overladt til Ernest Shonekan, der lovede afholdelse af nye valg.

Måneden efter vendte Abiola tilbage fra London, og fagbevægelsen erklærede generalstrejke for at få ham anerkendt for Nigerias præsident. I slutningen af 93 blev krisen «løst», da forsvarsminister general Sani Abacha fjernede Shonekan, opløste parlamentet og forbød enhver politisk aktivitet. Denne nye «stærke mand» havde været en indflydelsesrig figur i det gamle militærdiktatur og spillede en hovedrolle i kuppet i 83. I en af sine første erklæringer sagde han, at en række af de liberale økonomiske reformer der var blevet gennemført i 80'erne atter ville blive opgivet.

Renten faldt og der blev indført valutakontrol, samtidig med at enhver mulighed for en aftale med IMF blev skubbet ud i fremtiden. Imens fortsatte det folkelige pres for rehabilitering af Abiola, og da han i juni 94 blev arresteret, udløste det 10 dages strejke blandt arbejderne i olieindustrien - landets vigtigste.

Abacha gav imidlertid ikke efter for noget pres for frigivelse af Abiola. I april 95 besøgte ærkebiskop Desmond Tutu som repræsentant for Sydafrikas præsident Nelson Mandela Nigeria for at få Abiola løsladt - men uden held. Trods det at Abiola gik med til at acceptere annulleringen af valget i juni 93, afviste Nigerias præsident at løslade ham.

I november henrettede diktaturet 9 medlemmer af Bevægelsen for Ogonifolkets Overlevelse. Henrettelsen bidrog yderligere til diktaturets isolation. Flere lande, deriblandt USA, trak deres ambassadører ud af Nigeria. I februar 96 udtrykte Amnesty International sin bekymring over flere andre arresterede ogoni aktivister.

Udfra en registrering af politiske partier foretaget af den Nationale Valgkommission i juni, gav Abacha og hans militærdiktatur tilladelse til 5 politiske partier: Det forenede nigerianske Kongresparti, Komiteen for national Enhed, Nigerias centrale Nationalparti, Nigerias demokratiske Parti, og Den demokratiske bevægelse «Grassroots».

Gennem 97 bidrog stigende oliepriser til vækst i økonomien. Regeringen erklærede ved flere lejligheder, at dette havde bidraget til en forbedring af landets vanskelige sociale situation. Alligevel pegede officielle tal på, at 80% af befolkningen levede i fattigdom

I april 98 aflyste Abacha det planlagte valg i august til fordel for en folkeafstemning om, hvorvidt han skulle fortsætte på præsidentposten. Diktatorens overraskende død den 8. juni udløste jubel og forhåbning om politiske forandringer. Abachas forsvinden blev dog hurtigt fulgt af Abiolas lige så overraskende død. Militærjuntaen udpegede general Abdulsalam Abubakar til Abachas efterfølger. Han lovede at respektere overgangen til demokrati, men uden at sætte dato på afholdelsen af præsidentvalg.

Lokalvalget i februar 1999 blev vundet af det Folkelige demokratiske Parti ledet af general Olusegun Obasanjo, samt Alliancen for Demokrati. Alliancen der overvejende repræsenterede yoruba folket i landets sydvestlige del, vandt regeringsmagten i den tidligere hovedstad Lagos med stor margen, mens Alle folkenes Parti der blev ledet af ex-diktator Sani Abachas tilhængere kun vandt i staten Jigawa. Regeringen udskrev efterfølgende præsident- og parlamentsvalg til afholdelse måneden efter.

Præsidentvanget blev vundet af Obasanjo. I første omgang besluttede oppositionen at klage til valgdomstolen over optællingsresultatet, men besluttede til sidst at opgive klagen. Den nye præsident lovede at undersøge investeringspolitikken og at forbedre den ineffektive og korrupte offentlige sektor. Ved sin indsættelse i maj opfordrede Obasanjo den nigerianske befolkning til at følge ham i tre dages faste for at fremkalde en guddommelig velsignelse af hans præsidentstyre. En af hans første handlinger var at rense ud indenfor militæret, hvor han fjernede 30 officerer. Samtidig konfiskerede han millioner af dollars, som han hævdede var blevet stjålet fra de offentlige kasser af de foregående regeringer.

4 dages etniske sammenstød i Lagos i december mellem ijaws og ilajes kostede 12 mennesker livet. Sammenstødene fortsatte imidlertid, og da Obasanjo i marts 2000 besøgte området var flere hundrede døde. Han fik nedsat en fredskomite bestående af ledere fra begge etniske grupper. Komiteen fik - i det mindste midlertidigt - bragt sammenstødene under kontrol.

Olierørledningernes ringe tilstand har medført alvorlige ulykker. Tilstanden skyldes manglende vedligeholdelse og at dele af befolkningen slår hul på dem for at skaffe sig selv brændsel. I juni 2000 eksploderede en olierørledning i landsbyen Jesse, og dræbte over 700 mennesker. To uger senere bad Obasanjo på en konference i Stavanger, Norge om international bistand til bekæmpe den «enorme» trussel om miljøødelæggelser, som olieindustrien udgør.

I juni 2001 brød volden ud i staten Nasarawa, der grænser op til hovedstaden. Anledningen var en azara leders død, og det udløste en voldsom konflikt mellem azara'er og tiv minoriteten. 40.000 blev sendt på flugt som følge af konflikten.

Murtullah Mohammed var regeringschef under militærdiktaturene og havde i 1970'erne anvendt flere hundrede mio. US$ på en plan udarbejdet af et lille ukendt nordamerikansk firma. Planen gik ud på at ophænge telefonkabler i enorme balloner, der skulle sendes 7 km op i atmosfæren. Der blev aldrig opsendt en eneste ballon, og hvad der skete med pengeneer fortsat uvist, men der er i dag fortsat kun 1 ud af hver 300 nigerianere der har telefon - et privilegium der er forbeholdt en lille minoritet på 400.000 mennesker. Telefonledningerne kommer sjældent over skulderhøjde og systemet er så gammelt og dårligt vedligeholdt, at blot det at føre en samtale indenfor samme by kan tage en hel dag.

I august 2001 var telefonsystemet i så elendig forfatning, at selv ministrenes internationale samtale blev afbrudt uden forudgående advarsel. Landets to største selskaber indenfor mobiltelefoni, Johannesburg MTN og Wireless Econet erklærede da, at de ville gennemføre en «revolution» i telefonsystemet, men de hyppige strømafbrydelser og overbelastningen af elnetværket medfører, at selskaberne er nødt til at udstyre alle deres sendemaster med nødstrømsanlæg. Samtidig skal hvert af selskaberne betale 285 mio. US$ til regeringen i licensafgifter. Ifølge data fra Transparancy International er Nigeria verdens næstmest korrupte land, kun overgået af Bangladesh.

I oktober lancerede præsident Obasanjo sammen med Sydafrikas Thabo Mbeki og Algeriets Abdelaziz Bouteflika det Nye samarbejde for Afrikas Udvikling (New Partnership for Africas Development, NEPAD), der skal inddrage resten af verden i en støtte til Afrikas udvikling. NEPAD forpligtiger de afrikanske stater til at stå for en åben regeringsførelse, respektere menneskerettighederne og få bragt de væbnede konflikter til ophør, mod til gengæld at få øget udviklingsbistand og få hævet de handelshindringer, afrikanske eksportvarer støder på udenfor kontinentet.

I de seneste par år er den islamiske Sharia lovgivning blevet indført i en snes muslimske stater, hvilket har udløst omfattende debat og voldelige protester. Loven kræver stening som straf for utroskab, amputation af lemmer for tyveri og piskning for mindre overtrædelser som indtagelse af alkohol og seksuelle relationer før ægteskab. I januar 2002 blev en mand hængt i staten Katsina. Han blev dermed den første der blev straffet med døden siden indførelse af Sharia.

I oktober afsagde den internationale domstol i Haag sin dom i grænsestriden mellem Nigeria og Cameroon. Dommen bekræftede Cameroons suverænitet over Bakassi halvøen. Nigerias regering meddelte, at den ville gennemføre et detaljeret studie af dommen, og at den ville forsvare sin ret til området. Først i august 2003 meddelte regeringen, at den opgav kravet på Bakassi.

I november døde 200 og 600 blev såret i sammenstød mellem kristne og muslimer i Kaduna. Sammenstødene fandt sted midt under den muslimske fastemåned ramadan og under forberedelserne til gennemførelsen af Miss World konkurrencen i Nigeria. De blev udløst af en artikel offentliggjort i avisen This Day, hvor det blev antydet, at profeten Muhammed ville have bifaldet konkurrencen og ville kunne have udvalgt en hustru blandt de deltagende piger. Arrangørerne besluttede derefter at flytte konkurrencen til London.

Selv før sammenstødene var der blevet rejst kritik af konkurrencen fra en række lande, der endog havde opfordret til boykot, som konsekvens af, at en nigeriansk kvinde var blevet dømt til stening for utroskab. Amina Lawal var i august blevet dømt ved en islamisk domstol for at have fået et barn udenfor ægteskab. I september 2003 blev hun frifundet, men andre lignende sager verserer ved de islamiske domstole.

I april 2003 blev Olusegun Obasanjo genvalgt som landets præsident. Valgkampen havde været voldelig og blev af observatører fra EU som præget af svindel, mens oppositionen karakteriserede resultatet som «uacceptabelt».

Efter 9 dage med landsdækkende generalstrejke i juli 2003, bøjede regeringen af og sænkede prisen på benzin - kort efter selv at have hævet den. Oluyemi Adeniji overtog posten som udenrigsminister.

I januar 2004 blev Nigeria og Cameroon enige om at udstationere tropper langs konfliktzonen ved Bakassi halvøen.

En række politiske mord og forskellige væbnede attentater markerede i marts 2004 starten på kampagnen op til lokalvalgene i landet.

I en ny rapport kritiserede Amnesty International kvindediskriminationen i Nigeria og anvendelsen af dødsstraf. I juli 2003 ventede 487 personer i de nigerianske fængsler på at blive henrettet.

I maj 2004 blev Plateau State i landets centrale del erklæret i undtagelsestilstand efter voldelige religiøse sammenstød. Tidligere var over 200 muslimer blevet dræbt af kristne militser i byen Yelwa i delstaten Kebbi i landets nordvestlige del. Som hævn havde muslimer angrebet delstaten Kano i nord ved Jakara floden.

I august-september fandt der alvorlige sammenstød sted mellem forskellige etniske grupper i Port Harcourt, der hurtigt involverede regeringsstyrker. Iflg. Amnesty International blev omkring 500 personer dræbt under forskellige de angreb. Officielle kilder talte alene om 20 dræbte. Amnesty oplyste, at Nigerias hær var blevet beordret til at anvende «maksimal styrke» overfor rebellerne.

Den 29. september meddelte Dokubo Asari, der er leder af rebelgruppen den Frivillige styrke for folket i Niger flodens Delta, at han var rede til at forhandle med præsident Obasanjo om stop for volden i området. Asari havde tidligere udtalt, at han ville føre «krig mod staten Nigeria» og mod de udenlandske olieselskaber i Niger flodens delta. Oprørslederen stillede som betingelse for at lægge våbnene «kontrol over naturressourcerne og selvbestemmelse» for Ijaw folket, der ellers lever i dybeste fattigdom. Asari erklærede, at rebelgruppens formål var at forsvare Ijaw folkets økonomiske og politiske interesser.

Fredsforhandlingerne i Abuja blev fulgt af analytikere på verdens oliemarkeder og af verdens regeringer, for hvis der udbrød borgerkrig som rebellerne truede med, ville det få olieprisen til at ryge langt op over de 50 US$ pr. tønde den allerede lå på, og dermed udløse global recession.

Overskuddet fra olieproduktionen i Niger flodens delta går i statskassen eller i lommerne på de udenlandske olieselskaber og de udelandske oliearbejdere. Olieudvindingen har allerede ødelagt erhvervsmulighederne for de fleste indbyggere i området. Trods nogle olieselskabers programmer til miljøgenopretning eller til at hæve levestandarden for lokalbefolkningen har i sidste ende ikke ændret ved befolknigens dybe fattigdom. Iflg. regeringen er Asaris mænd en bande olietyve. Alligevel fremhævede menneskerettighedsorganisationer, at de to væbnede bander der opererer i området er kontrolleret af regeringen.

Fire dages generalstrejke i oliesektoren i oktober 2004 medførte indstilling af landets olieeksport.

117 personer - deriblandt præsidentens kone - døde da et fly fra Bellview Airlines i oktober 2005 styrtede ned kort efter efter at være startet fra Lagos lufthavn. Obasanjo trådte øjeblikkeligt sammen med sin luftfartsminister for at få gennemført strengere retningslinier for lufttrafikken. Der var tale om den 4. større flyulykke i Nigeria inden for 13 år.

Fra januar 2006 begyndte militante fra Niger deltaet at angribe olierørledninger, olieinstallationer og at bortføre udenlandske ansatte i olieindustrien. Deres krav var øget kontrol med områdets olierigdomme. Med de rekordhøje oliepriser blev Nigeria i april det første land der betalte sin udlandsgæld til Parisklubben.

Det politiske klima forud for præsident- og parlamentsvalg i 2007 var præget af protester og vold. Iflg. oppositionen gennemførte regimet forfølgelse af sine politiske modstandere. Flere kandidater blev tilbageholdt i perioden op til valgene og en række demonstrationer blev angreb af sikkerhedsstyrker, hvilket kostede over 40 mennesker livet.

Umaru Musa Yar'Adua fra PDP som var guvernør i den nordlige delstat Katsina endte med i april 2007 at blive valgt til præsident med 70% af stemmerne. Både oppositionen og valgobservatører fra EU kritiserede forskellige former for valgsvindel, vold, «stemmesedler der gik op i røg» mm.

Nigerias hastige økonomiske vækst fortsatte gennem 2008 og -09 hvor økonomien voksede med henholdsvis 9 og 8,3%. Væksten blev båret af de højre oliepriser.

Præsident Yar'Adua døde i maj 2010, og hans vicepræsident, Goodluck Jonathan overtog præsidentposten. Jonathan havde allerede i januar/februar varetaget posten, mens Yar'Adua var hospitalsindlagt i Saudiarabien. Skiftet var ikke uden komplikationer, da Nigeria har et system, hvor præsidentposten går på skift mellem kristne og muslimer. Jonathan er kristen og overtog posten midt i den muslimske Yar'Aduas embedsperiode, hvilket rejste spørgsmålet om de kristne nu fik ½ periode for meget - eller evt. for lidt. Denne politiske debat er foreløbigt sat på vågeblus efter Jonathan har overtaget posten.

A.J. og Guia del Mundo

Sidst ajourført 7/6 2010