Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Federico Garcia Lorca (født 5.5.1898 i Fuente Vaqueros ved Granada, myrdet 19.8.1936 i Viznar), spansk digter, forfatter og dramatiker. Han voksede op i landsbyen Fuente Vaqueros i en velhavende andalusisk familie. Fra barndommen var han fortrolig med både naturen og et forfinet kulturmiljø, hvor han bl.a. gennem musik blev stimuleret til at forfølge et eget kunstnerisk udtryk. Med denne bagage begav han sig i 1919 til Madrid.

I 1920'erne var Lorca en central figur i det frodige avantgardemiljø, der udfoldede sig omkring studenterhuset, Residencia de Estudiantes, i Madrid med bl.a. digteren Rafael Alberti, filmskaberen Luis Buñuel og maleren Salvador Dalí som dynamiske personligheder. Fra denne periode stammer bl.a. digtene i Romancero Gitano (1933, dansk Zigøjnerballader, 1952, 1965, 1980) og foredraget om metaforen hos barokdigteren Luis de Góngora y Argote, der skulle blive et poetisk manifest for den såkaldte 27-generation.

I 1929 opholdt García Lorca sig i New York, hvor han blev konfronteret med fattigdom, racisme og en hektisk modernitet, der chokerede ham og samtidig accentuerede hans oplevelse af egen identitet. Digtene i Poeta en Nueva York (1940, dansk Digter i New York, 1975 og 1983) reflekterer disse oplevelser. I New York i 1929, mødte han den anerkendte danske forfatter Nella Larsen. Hun spillede en afgørende rolle under hans ophold i USA og var en vigtig inspirationskilde til hans berømte digtsamling Digter i New York. 

Nella Larsen (1891–1964) var en af de mest fremtrædende kvindelige stemmer i Harlem Renaissance – en kulturel og kunstnerisk blomstringstid for afroamerikanske kunstnere i 1920'ernes New York. Hun havde en dansk mor og en afrocaribisk far fra De Dansk Vestindiske Øer, og hun boede faktisk selv i København i perioden 1909–12.  Da Lorca ankom til New York i juni 1929, mødte han Nella Larsen i bydelen Harlem. Selvom Lorca kæmpede med at lære engelsk, fandt de to hurtigt en fælles kemi. Larsen fungerede som Lorcas kulturelle «cicerone» (guide). Hun introducerede ham til jazzklubber, intellektuelle saloner og det sprudlende afroamerikanske kulturliv, som fascinerede ham dybt. I breve hjem til sine forældre i Spanien beskrev Lorca hende som «udsøgt» (exquisita), «fuld af godhed» og melankolsk. Han nævnte også stolt, at hun forærede ham sine egne signerede bøger (heriblandt hendes berømte roman Passing fra 1929). Denne tætte introduktion til Harlems sorte kultur fik enorm indflydelse på Lorca og resulterede direkte i afsnittet Los negros i hans mesterværk, hvor han udtrykker dyb solidaritet med den marginaliserede afroamerikanske befolkning.

Efter at være vendt hjem til Spanien i 1930 blev García Lorca leder af det omrejsende universitetsteater La Barraca og skrev bl.a. teaterstykkerne Bodas de sangre (1933, dansk Blodbryllup, 1951), Yerma (1937, dansk Yerma, 1949) og La casa de Bernarda Alba (1945, dansk Bernarda Albas hus, 1960).

Der går en smertelig tone igennem forfatterskabet. Mennesket er henvist til ensomhed og død. Det gælder romaerne i de tidlige ballader, de sorte i New York-digtene, kvinder og mænd i teaterstykkerne, hvor kærligheden kvæles i traditionens jerngreb. Forfatterens homoseksualitet har formentlig, som vilkårene var dengang, været medvirkende til hans kredsen om det ufri, uforløste menneske. García Lorcas nære forhold til naturen præger forfatterskabet på en særlig måde. Dyr, planter, vand og himmellegemer indgår i stramt organiserede billeder med en overrumplende sanselig tyngde og associationsrigdom, der er beslægtet med surrealismen. Men hans rødder findes i spansk tradition: vuggeviser, ordsprog, flamencosangen og barokmetaforik.

Han regnes for en af de største i spansk litteratur. Han er i Danmark kendt for dramaer opført på Det kongelige Teater som Blodbryllup (sp: Bodas de sangre) (1933) og Bernarda Albas Hus (sp: La casa de Bernarda Alba) (1936) og viser, ballader og flamencoer som Balladen om den store hest som ikke ville drikke (sp: La balada del caballo negro que no quire beber) på dansk opført af Savage Rose.

Lorca og den revolutionære kunst.

Lorca identificerer tre personificeringer af kunstnerisk inspiration: englen, musen og duenden. Disse metaforer ikke blot bærer æstetisk relevans, men genspejles også i den politiske sfære som henholdsvis ideologi, agitation og ikke mindst duenden, som konstituerer hjertet i ethvert revolutionært projekt, den politiske kunst. Gennem en læsning af Lorcas artikel Juego y Teoria del Duende (dansk: Duendens teori og leg) kan man forstå dette flygtige begreb med det formål at beskrive en særlig ånd, der ofte mangler i en lidt for taktisk og velovervejet politisk praksis. Lorca holdt et berømt foredrag i Buenos Aires i 1933 om duende og beskrev det som en mørk, jordskabt kraft eller inspiration – som adskiller sig fra den klassiske engel (der skaber orden og lys) og musen (der giver idéer).

Kunsten må finde sit udtryk i rummet mellem ideologi og agitation. Imellem, eller måske snarere bagom, strukturens skuespils udtryk og den revolutionæres sammensmeltning med sin protest. Denne kunst, denne praksis, findes hos subjektet, der ikke lader sig strukturere af hverken kapitalens struktur eller af sin egen taktiske rationalitet. Denne kunst, der bærer stemmens knæk og det ukontrollerbare skrig, er duendens kunst.

Lorca blev myrdet af fascisterne kort efter Den Spanske Borgerkrigs udbrud i 1936. Sandsynligvis fordi han repræsenterede alt det, den spirende frankisme afskyede: progressiv kultur, venstreorienterede sympatier og homoseksualitet. At det gik så ekstremt hurtigt – han blev arresteret den 16. august 1936 og skudt få dage senere, sandsynligvis den 18. eller 19. august – skyldtes en kynisk blanding af politisk udrensning og lokale hævnmotiver i borgerkrigens kaotiske første uger. Under Francos diktatur i Spanien (1939-1975) var Lorcas værker forbudt.

Størstedelen af hans forfatterskab er oversat til dansk.

V.V.V.