Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 28/4 2003
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 36.694
: :
Arbejderbevægelsen i Aalborg

For så vidt har arbejderbevægelsen i Aalborg udviklet sig som i andre større provinsbyer fra 1870'erne og frem. Der blev stiftet en afdeling af Socialdemokratiet, og siden blev der oprettet vælgerforeninger. Der blev dannet fagforeninger i de forskellige fag; de sluttede sig sammen i en lokal fællesorganisation, og de forskellige fag tilsluttede sig de respektive faglige forbund. Efter 1. verdenskrig opstod der oppositionsbevægelser, i mellemkrigsårene i form af en kommunistisk opposition, og efter 2. verdenskrig tillige en ikke-kommunistisk venstreopposition. Alt dette skete også i Aalborg. Alligevel har udviklingen i Aalborg haft sit lokale præg, betinget som den har været af de særlige lokale forudsætninger. Den vigtigste af disse har været, at Aalborg er en by med et meget stort opland. Aalborg har siden 1880'erne trukket folk til sig, fra et i forhold til andre danske byer, meget stort område. Mange af dem, der er vandret ind til Aalborg siden 1880'erne og op igennem det 20. århundrede, har tilhørt landbrugets underklasse. De har forladt et landbosamfund i krise for at søge lykken i den nærmeste større by, og det har for mange været Aalborg. For arbejderklassen i Aalborg har det betydet, at den løbende er blevet tilført et stort element af ufaglært arbejdskraft. Det faglærte element i byens arbejderbefolkning har ikke været så markant som i andre danske byer. Ufaglærte arbejdere - mænd og kvinder - har udgjort en fremtrædende del af byens arbejdere. Muligvis har det stærke element af ufaglærte arbejdere været med til at give sit radikale præg.

Arbejdergaden Kattevad øst for Nytorv blev bortsaneret i slutningen af 1960'erne. Men som det ses på dette billede fra før år 1900, havde den været saneringsmoden længe. I gaden i nr. 20 boede "Internationales" kredsformand for Aalborg stift, skibstømrer Jørgen Veed-Fald i 1870'erne og 80'erne.

Socialismen og fagforeningerne i Aalborg i 1870'erne

I sommeren 1871 da Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff bragte socialismen til Danmark og oprettede en dansk afdeling af 1. Internationale, eksisterede der allerede to arbejderforeninger i Aalborg: Arbejderforeningen af 1853 og Arbejderforeningen af 1865. De havde sygehjælp og begravelseshjælp som formål. I enkelte fag eksisterede de gamle svendelaug videre som sygekasser for svendene.

I efteråret 1871 startede Poul Geleff på en længere agitationsrejse i provinsen, som også bragte ham til Aalborg. Den 2.november 1871 talte Geleff i Aalborg for en stor forsamling af arbejdere; ifølge Socialisten var der mødt 7-800 personer af alle samfundsklasser, «for størstedelen dog arbejdere, «egentlige» og «uegentlige»,» som avisen skrev. Der blev oprettet en afdeling af Internationale, og i de følgende dage kunne man indmelde sig i foreningen. Formand blev skibstømrer Jørgen Veed-Fald. Der blev oprettet 4 sektioner: 1) en sektion for arbejdsmænd, 2) en sektion for smede, 3) en sektion for bygningsarbejdere, og 4) en blandet sektion med skomagere o.a. Således syntes Internationale at have fået en god start i Aalborg.

Efter Internationales oprettelse fik byens skomagersvende gennemført et krav om lønforhøjelse. Sidst på året 1871 kom de første strejker, da arbejderne ved dampskibspladsen gik i strejke og snedkerne iværksatte en kortvarig strejke på byens største værksted. I begyndelsen af 1872 var der en skibstømrerstrejke, med Internationales formand, Jørgen Veed-Fald som aktiv strejkeleder. Strejken endte med et nederlag for arbejderne, og Jørgen Veed-Fald kunne ikke længere få arbejde i byen. Selv om der var uro i foreningen, fastholdt den dog sin tilslutning, og ifølge den eksisterende medlemsfortegnelse skulle der i maj 1872 have været 6-700 medlemmer af Aalborg filialen.

I maj 1872 indkaldte Internationale til det berømte møde på Fælleden i København i anledning af murernes strejke, og det blev den anledning, som myndighederne brugte for at fængsle bevægelsens ledere. I sommeren 1872 syntes den lokale afdeling Internationale i Aalborg at være gået mere eller mindre i opløsning. Internationales nye leder, cigarmager Würtz var i Aalborg i december 1872 for at se, om han kunne få foreningen i gang igen, men kun 100-150 mødte frem, og trods forsøg på at genetablere foreningen i begyndelsen af 1873, var Internationales dage talte i Aalborg.

Efter Højesterets dom over de socialistiske ledere i august 1873 genskabtes arbejderbevægelsen i Danmark på basis af fagforeninger. Det samme var tilfældet i Aalborg. Skræddersvendenes fagforening blev oprettet i juni 1874, i april 1876 blev oprettet en afdeling af tobaksarbejderforbundet «Enigheden». Murersvendene og snedkersvendene oprettede også fagforeninger i Aalborg i midten af 1870'erne. På Gimle-kongressen i 1876 var der ifølge protokollen en repræsentant for murerfagforeningen i Aalborg, der oplystes at have 37 medlemmer.

Aalborg var ikke nogen specielt urolig by i 1870'erne. Der er registreret 6 strejker i 1870'erne - en havnearbejderstrejke i oktober-november og en snedkerstrejke i december 1871, skibsbyggerstrejken i 1872, de italienske arbejderes strejke ved arbejdet på den nye Limfjordsbro i 1876, en skrædderstrejke i 1878 og en kularbejderstrejke i 1879. Alt i alt må det siges, at efter Internationales opløsning i 1872 var arbejderbevægelsen ikke synderlig velfunderet i Aalborg i resten af tiåret. En umiddelbar forklaring herpå kunne være, at industrialiseringen kun var i sin spæde begyndelse i byen, og at arbejderbevægelsens almindelige opløsningstendenser på landsplan også slog igennem i Aalborg.

Den socialdemokratiske bevægelses gennembrud 1884 - 1925

I begyndelsen af 1880'erne begyndte arbejderbevægelsens reorganisering herhjemme. Fagforeningerne blev genoprettet, og det lykkedes for Socialdemokratiet at få valgt 2 mand til Folketinget i 1884, skrædder P. Holm og skomager Chr. Hørdum. Det var en anden af de kendte københavnske agitatorer, smeden Ferdinand Hurop, der i august 1884 var i Aalborg, hvor han talte for ca. 800 mennesker, og ifølge Hurops beretning var stemningen for Socialdemokratiet. Mødet med Hurop blev starten på en ny og mere stabil fase i den aalborgensiske arbejderbevægelses historie. Denne gang viste fundamentet sig mere solidt. Dels skete det i en periode med skærpet politisk kamp på nationalt plan; det var forfatningskampens tid, hvor «de demokratiske kræfter» kæmpede mod Estrups «provisorier». Dels var det økonomiske og industrielle opsving nu også nået til Aalborg. Både de politiske og de økonomiske forudsætninger for arbejderbevægelsen var således mere gunstige i sidste halvdel af 1880'erne end de havde været i 1870'erne.

Den 2.september 1884 blev der dannet en socialdemokratisk forening i Aalborg, Socialdemokratisk Forbunds Afdeling i Aalborg og Omegn. Den forholdsvis beskedne kreds af socialistiske aktivister i den socialdemokratiske forening blev en dynamo i den videre udvikling af bevægelsen i Aalborg. De var for så vidt ikke særlig mange, men de var uhyre aktive, gik til utallige møder og talte ved mange af de møder, hvor nye fagforeninger blev oprettet. Socialdemokratisk Forbund var på intet tidspunkt nogen stor forening, men den var den aktive kerne i etableringsfasen. Et nyt skud på den socialdemokratiske stamme kom med dannelsen af vælgerforeningen i 1893; den blev i 1915 delt i en vestre og en østre kreds.

I de store fag blev der dannet fagforeninger fra 1885 og frem. I 1886 lejede bevægelsen lokaler i Tiendeladen 6. Den årlige husleje var på 300 kr. Det var ikke beløbets størrelse i sig selv, der er det bemærkelsesværdige, men det at bevægelsen indgik et økonomisk kontraktforhold. Til det formål dannede Socialdemokratisk Forbund og 6 fagforeninger «De kontraherende Foreninger», som blev forløberen for Fællesorganisationen i Aalborg. Næste afgørende skridt blev den lokale partiavis. I oktober 1887 startede udgivelsen af Nordjyllands Arbejderblad - fra september 1905 Nordjyllands Social-Demokrat. I september 1889 stiftedes Ungdomsforeningen på initiativ af en gruppe typograflærlinge. Fra 1891 hed den «Fremskridtsklubben». Ungdomsforeningen var et stort aktiv for bevægelsen; de leverede benarbejdet, når der skulle arrangeres møder o.s.v. Der eksisterede i 1890'erne også en «Kvindelig Fremskridtsforening», som der kun findes få vidnesbyrd om.

Det var i høj grad lærlingenes vilkår, som Fremskridtsklubben i Aalborg beskæftigede sig med. Om smedemester Jensen i Søndergade var blandt de arbejdsgivere, der forbød sine læredrenge at melde sig ind, vides ikke, men disse to lærlinge fra omkring århundredeskiftet ser ikke særligt kuede ud.

Der skulle gå endnu nogle år, før Socialdemokratiet i Aalborg fik valgt repræsentanter til Rigsdagen, men det lykkedes ved valget i 1898, hvor typograf og redaktør Niels Lundager Christensen sejrede over sin konservative modkandidat med 1843 stemmer mod 1663. N. L. Christensen gentog sejren i 1901. N. L. Christensen var en dygtig og myreflittig organisator. I 1887 blev han redaktør for Nordjyllands Arbejderblad, efter at være blevet fyret fra Aalborg Stiftstidende. Han var de aalborgensiske socialdemokraters ubestridte førstemand i bevægelsens første 15 år. Så meget desto mere overraskende var det, at han i 1902 nedlagde alle sine lokale politiske hverv og flyttede til København. I 1903 opstillede skomager N. C. Christensen for Socialdemokratiet, og han repræsenterede Socialdemokratiet i Aalborg i Folketinget frem til 1932. I 1918 fik man repræsentant nr. 2. Det blev tidligere snedker og nu redaktør Gerhard Nielsen, der sad frem til 1933. I 1920 blev maskinarbejder Laurits Knudsen den første socialdemokratiske landstingsmand fra Aalborg.

Kampen om det politiske flertal i Aalborg kommune blev langvarig, og trods forestillinger om Aalborg som «en rød by», så var Aalborg på ingen måde blandt de første, hvor Socialdemokratiet erobrede det politiske flertal. N. L. Christensen blev som den første socialdemokrat valgt til byrådet i 1894 på oppositionens liste. Ved byrådsvalget i 1900 fik Socialdemokratiet yderligere 4 mand valgt. Frem til 1906 opstillede socialdemokrater og Venstre på samme oppositionsliste. Som det var tilfældet på landsplan skiltes Socialdemokratiets og venstres veje i disse år. Mens Venstre blev en magtfaktor på landsplan, blev partiets rolle i aalborgensisk lokalpolitik begrænset. Her stod hovedkonflikten mellem de Konservative og Socialdemokratiet. Socialdemokratiet fortsatte fremgangen. Ved valget i 1909 opnåede partiet 44% af stemmerne og 8 mandater. I 1917 - dvs. under krigen - måtte partiet indkassere et nederlag, men i 1921 gik Socialdemokratiet atter frem og fik godt 47% af stemmerne; 10 socialdemokratiske mandater stod over for 10 konservative, og sådan gik det til, at den ene Radikale Venstre politiker i byrådet kunne blive borgmester for et borgerligt flertal. I 1925 tippede vægtskålen endelig, og med 51,5% af stemmerne var det blevet socialdemokraternes tid i Aalborg kommune. Postbudformand Marinus Jørgensen blev den første socialdemokratiske borgmester, og han sad på posten de næste 20 år.

Kvinderne kom også ind på arbejdsmarkedet. Ved siden af de store tekstilfabrikker, Wibroe og Kjærs Mølle, opstod der mindre virksomheder som f.eks. her Aalborg Strå- og filthattefabrik i Vesterå, 1892

Den aalborgensiske fagbevægelse 1885 - 1925

Samtidig med Socialdemokratiets start i byen begyndte opbygningen af de faglige organisationer. Snedkerne oprettede deres fagforening i 1884 efter en mislykket strejke; smede og maskinarbejdere, arbejdsmænd, formere, skomagere og murere og tømrere dannede alle fagforeninger i 1885 og 1886, og tobaksarbejderne fulgte i 1887. I forvejen havde skrædderne holdt fast i den gamle fagforening fra 1874, og typograferne havde haft en faglig forening siden 1880. Det var de fleste af de store fag i byen. Grovt sagt skete der i årene frem til århundredeskiftet det, at de fleste små fag kom med, og at arbejdsmændenes organisation voksede, og fra tid til anden udskilte forskellige grupper af arbejdsmænd sig fra den gamle forening. I 1893 dannede havnearbejderne deres egen forening, i 1896 cementarbejderne og fabriksarbejderne. Blandt de forholdsvis sent tilkommende foreninger hørte tekstilarbejdernes fagforening fra 1898. Der havde dog tidligere eksisteret en fagforening for tekstilarbejdere, men den var ophørt med at eksistere som selvstændig fagforening i forbindelse med en strejke ved Kjærs Mølle i 1896. Byens fagforeninger var fra starten samlet i den lokale fællesorganisation, som allerede fra slutningen af 1880'erne blev kaldt «Arbejderpartiet» og fra 1892 også formelt hed sådan. N.L. Christensen var også den første formand for Arbejderpartiet, og i de første år var det altid faglærte folk, der blev valgt til formand, på trods af at de ufaglærte udgjorde flertallet. Det var åbenbart utænkeligt i de år, at en ufaglært kunne blive formand for Fællesorganisationen. I 1911 blev den første cigarmager formand for Fællesorganisationen, Laurits Mortensen. Han sad til 1917, da murer Axel Axelsen blev formand frem til 1923, hvor han efterfulgtes af cigarmager M.C. Willumsen der sad på posten til 1937, hvor han efterfulgtes af endnu en cigarmager, Anton Høy. Arbejderbevægelsen i Aalborg havde også en elite, og cigarmagerne hørte klart til denne gruppe.

Ved siden af Arbejderpartiet etablerede arbejdsmændene deres egen samarbejdsorganisation, kaldet Arbejdsmændenes Fællesledelse, som med tiden blev en meget indflydelsesrig «centralorganisation» for de ufaglærte arbejdsmandsorganisationer i Aalborg og Nørre Sundby.

Allerede af den oversigt over fagforeningsbevægelsen, som J. Jensen og C.M. Olsen udarbejdede for De samvirkende Fagforbund (LO) i 1900, Oversigt over Fagforeningsbevægelsen i Danmark, fremgik et af de karakteristiske træk ved den aalborgensiske fagbevægelse, nemlig den massive overvægt af ufaglærte arbejdere. Arbejdsmændenes og de ufaglærte arbejdergruppers overvægt forblev et kendetegn ved den aalborgensiske arbejderbefolkning og fagbevægelse langt op i det 20. århundrede. Det tungtvejende indslag af ufaglærte arbejdere havde i sagens natur noget at gøre med den særlige erhvervsstruktur i byen, først og fremmest de store cementfabrikkers betydning; men også C.W. Obels tobaksfabrik og tekstilfabrikkerne som begge beskæftigede et stort antal tillærte arbejdere, herunder mange kvinder.

En af konsekvenserne af den store andel af ufaglærte arbejdere i Aalborg var også et forholdsvis lavt lønniveau, og det gav byens arbejdere god grund til at slås for bedre løn- og arbejdsvilkår. For så vidt var Aalborg ikke nogen specielt urolig by, men i løbet af 1890'erne begyndte strejker og faglige konflikter også at sætte sit præg på byen. Strejkerne kom med de bedre økonomiske konjunkturer fra midten af 1890'erne. I 1893 iværksatte byens grovsmede en strejke, der kom til at strække sig over næsten et år. Grovsmedestrejken blev hævet, da Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening i april 1894 besluttede sig for at tage en konflikt med byens største virksomhed, De Smith'ske jernstøberier. I de samme år iværksatte Arbejdsmændenes Fagforening de første større strejker i byen, i maj 1894 og maj 1895. Strejken i 1895 blev først afsluttet efter borgmester Simonis mægling, som indebar at timelønnen skulle stige fra 28 øre i 1895 til 30 øre i 1897, og at arbejdstiden skulle være 10 timer i sommermånederne. Den føromtalte strejke på Kjærs Mølle i 1896 blev den næste store strejke i byen, og den endte med arbejdernes fuldstændige nederlag. I 1897 var det en konflikt hos jernfabrikanterne i Aalborg, der udløste den store konflikt i jern- og metalindustrien. Den lokale konflikt i Aalborg blev besvaret af fabrikantforeningerne med «forårslockouten» i provinsen og senere den landsomfattende lockout i den danske jern- og metalindustri. Lockouterne endte med det såkaldte «lille Septemberforlig» i jernindustrien, som blev en forløber for det store Septemberforlig i 1899. Den tredje store strejke i Aalborg før århundredeskiftet blev cementarbejdernes strejke i 1898. Resultatet var ikke noget at prale af, men den nye fagforening havde holdt stand, og det var i sig selv en præstation for fagforeningen, som kun havde eksisteret siden 1896.

Enkelte større konflikter satte deres præg på byen i årene frem til 1.verdenskrig; i flere tilfælde havde konflikterne dog ikke specielt udgangspunkt i lokale forhold, men byens arbejdere blev inddraget i de nationale arbejdskampe. I 1902 blev havnearbejderne inddraget i den landsdækkende sø- og havnestrejke; de organiserede arbejdere tog hårdt fat på de «samfundshjælpere», dvs. det «organiserede korps af skruebrækkere» der gjorde sig nyttige på havnen. I 1905 blev byens tekstilarbejdere involveret i den landsomfattende tekstilarbejderstrejke, der strakte sig over et halvt år. Tobaksarbejderne blev part i den landsomfattende tekstilarbejderkonflikt i 1913. Af udpræget lokale konflikter kan nævnes lockouten af de organiserede handels- og kontormedhjælpere i 1902. Handels- og Kontor Medhjælper Foreningen i Aalborg og Nørre-Sundby (HK) var blevet oprettet i 1899, som blot den anden HK-forening uden for København, og «principalerne» i Aalborg syntes ikke om den form for organisation. Dernæst skal nævnes de to cementarbejder-lockouter i 1910 og 1912. Arbejdskonflikter blandt cementarbejdere var noget, der satte sit præg på en by som Aalborg.

Aalborg og Aalborgs arbejderbevægelse blev i høj grad præget af den cementindustri, der hurtigt voksede sig stor fra århundredeskiftet. Øst for byen skød en helt ny arbejderby frem i Sølyst og Rørdal.

Frem til 1. verdenskrig var socialdemokraterne enerådende i arbejderbevægelsen. For så vidt var ingen i tvivl om, at en klassebevidst arbejder var en socialdemokratisk arbejder. Sådan var det bare! Under 1. verdenskrig viste den første spæde opposition sig i form af syndikalisterne. Rundt omkring i fagforeningerne begyndte syndikalistiske røster at gøre sig gældende, eksempelvis blandt bødkerne, smedene og malerne. Syndikalisterne afholdt fra 1916 deres egne 1. majdemonstrationer, som dog på ingen måde kunne stå mål med socialdemokraternes optog og fest i Karolinelund.

Strejke i Aalborg havn. Under sø- og havnestrejken i forlængelse af påskekrisen i 1920 kom det til  sammenstød mellem «samfundshjælpere», demonstranter og politi. Bl.a. optrådte boghandleren Hartvig som strejkebryder. Efter en mindre episode greb de 10-12 udkommanderede politibetjente stavene og slog løs på mængden.

Langt værre blev den splittelse mellem arbejdsmændene og de faglærte, som indtraf i 1919. Mere præcist skete der det, at arbejdsmandsorganisationerne under Dansk Arbejdsmands Forbund meldte sig ud af Fællesorganisationen i 1919. Den konkrete anledning var uenighed i forbindelse med købet af eget forsamlingshus for arbejderbevægelsen i Aalborg. Arbejderpartiet købte Varietéen på Frederikstorv, mens arbejdsmandsforeningerne købte deres egen ejendom i Søndergade, ikke langt fra Arbejderpartiets bygning. Splittelsen varede frem til 1939, hvor arbejdsmandsorganisationerne igen meldte sig i fællesorganisationen.

Under splittelsen - Parti og fagbevægelse 1925 - 40

Fra 1925 til 1945 sad Marinus Jørgensen som borgmester i Aalborg. Det socialdemokratiske styre betød ikke en revolution på Rådhuset. Det var ikke sådan, at socialdemokraterne i Aalborg benyttede den politiske magt til at gennemføre «kommunesocialistiske» eksperimenter. Snarere tværtimod var der tale om en forsigtig administration af byen, som allerede fra 1920'erne måtte slås med store økonomiske vanskeligheder og deraf følgende problemer med beskæftigelsen. Aalborg Værft som siden 1912 havde vokset sig op til en af byens store arbejdspladser, var fra 1926 på fallittens rand, og i 1927 måtte kommunen træde til. Det havde intet med «kommunesocialisme» at gøre og var heller ikke tænkt som sådan. Det handlede om arbejdspladser. Kommunen investerede i det nye værftsselskab, og i årene 1927-37 var Aalborg Værft reelt en kommunal arbejdsplads. Værftet arbejdede i disse år i vidt omfang med offentlige ordrer; eksempelvis blev stålkonstruktionerne til Aalborgtårnet og brofagene til den nye Limfjordsbro bygget på værftet. Uden at det egentlig havde været på det socialdemokratiske program blev Aalborg kommune under socialdemokratisk ledelse således forbundet med et omfattende offentligt investeringsprogram under kriserne i mellemkrigsårene. Kommunen støttede boligbyggeri og andre offentlige anlægsarbejder; Vesterbro-gennembruddet og den nye Limfjordsbro, der stod klar i 1933 blev de to store og kendte projekter. Statsminister Stauning roste partifællerne i Aalborg for at rive gammelt ned og bygge nyt. Aalborg «viste vejen»! Stauning og Marinus Jørgensen var i det hele taget to socialdemokrater, der befandt sig godt i hinandens selskab. Stauning aflagde hyppigt besøg i Aalborg og var en kærkommen gæst i Marinus Jørgensens Aalborg.

Marinus Jørgensen var ikke lige elsket af alle. Som han selv udtrykte det i 1945, så var han nok noget «selvrådig og stejl». Han ville kort og godt have det på sin måde, diktatorisk i sin stil, men ingen kunne tage fra ham, at han var ubestrideligt dygtig til sine sager, ikke mindst økonomien. Marinus Jørgensen havde styr på økonomien. Da han i 1933 blev spurgt om, hvad han havde udrettet for sin by, nævnte han 3 hovedområder: boliger, arbejde og den kommunale administratiion af sociallovgivningen. På et kommunalt opstillingsmøde samme år udtrykte han sig meget kontant: «Penge og arbejde. Kan vi skaffe arbejde, og kan vi skaffe penge til at betale det med?» Det var de store kommunalpolitiske spørgsmål for Socialdemokratiet i Aalborg i mellemkrigstiden.

Baggrunden herfor var en arbejdsløshed, som det næsten var umuligt at få bugt med. Arbejdsløsheden lå som en overhængende trussel for alle og en realitet for mange i Aalborg i mellemkrigstiden. Fagforeningerne samlede sig om kampen for arbejde. Det var næsten umuligt at gøre sig forhåbninger om de store fremstød, når både fagforeningsfolk og arbejdsgivere meget vel vidste, at der var masser af folk på gaden, som stod på spring og var villige til at tage stort set hvad som helst. For i de nordjyske landkommuner var forholdene endnu værre, og derfor oplevede Aalborg en betydelig tilstrømning af folk fra landet, selv i de værste kriseår hvor arbejdsløsheden var stor i byerne.

Det var åbenlyst, at de aalborgensiske arbejdere og de aalborgensiske fagforeninger forventede, at den politiske magt skulle bruges til gavn for byens arbejdere. Forbindelserne mellem den politiske og den faglige gren af bevægelsen var tæt. Fagbevægelsen var ikke bange for at henvende sig til politikerne, når de mente, at kommunen burde sætte noget i værk for at nedbringe arbejdsløsheden eller forbedre de sociale vilkår. Sammenhængen mellem det faglige og det politiske var tæt i de vanskelige mellemkrigsår. Måske var det en medvirkende grund til, at arbejdsmændene i Søndergade vendte tilbage til Fællesorganisationen for derved at komme lidt tættere på magten i byen.

På flere måder blev mellemkrigsårene en storhedstid for den socialdemokratiske organisationskultur i byen. Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) startede i 1924, og det smittede også af i Aalborg. Her havde arbejderne siden 1908 haft deres egen Aalborg Aftenskole, og efter AOF’s stiftelse oprettedes nu også Arbejdernes Aftenskole. Oplysningsvirksomheden blev markant udbygget op igennem 1920'erne og især 30'erne. Dertil kom arbejdernes egne sangforeninger og arbejderidrætten. Inden for typiske arbejderidrætsområder som brydning og boksning var Aalborg stærkt repræsenteret, f.eks. med Atletklubben Jyden. Uden egentlig at være organiserede af arbejderbevægelsen var kolonihaverne også en af de måder, hvorpå arbejderne satte deres præg på byen. Ikke mindst på det kulturelle område viste det sig, i hvilken grad arbejderbevægelsen var en indgroet del af byen og dens liv.

Kommunisterne i mellemkrigstiden

Der blev oprettet en afdeling af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i Aalborg i 1920, dog uden at kommunisterne kunne siges at gøre meget væsen af sig i 1920'erne. I slutningen af 1920'erne begyndte imidlertid en lille skare af kommunister i Arbejdsmændenes Fagforening (den «gamle» fagforening) at markere sig, med Arthur Christiansen som deres mest kendte talsmand. Det kom til nogle dramatiske opgør i afdelingen i 1928 og 29, mens den magtfulde Christian Larsen var formand for arbejdsmændene i Aalborg. Christian Larsen der senere blev formand for Dansk Arbejdsmands Forbund, var ikke sådan at bide skeer med, og Arthur Christiansen og en af hans kommunistiske kampfæller blev ekskluderet fra alle tillidsposter i fagforeningen for 3 år. Christian Larsen blev efter en tid hentet til forbundet, og allerede i 1930 lykkedes det Arthur Christiansen at blive valgt til formand for Arbejdsmændenes Fagforening i Aalborg. Den aalborgensiske fagbevægelse fik sin første kommunistiske formand.

Samtidig med denne udvikling blandt arbejdsmændene fik DKP tilgang af en større gruppe fra Socialdemokratisk Ungdom (DsU) med den dynamiske og veltalende Emil Nissen i spidsen. DKP i Aalborg trak således ved sin tilblivelse på to kilder, nemlig de ret så militante ufaglærte arbejdsmænd og en gruppe af utilfredse «ungsocialister».

Fabrikshallen på Dansk Eternit Fabrik A/S. Her produceres eternitplader. Allerede i 1930'erne kendte læger til faren for asbestose.

Emil Nissen blev en kendt og fremtrædende skikkelse på venstrefløjen i Aalborg i mellemkrigstiden. Han talte ved adskillige arbejdsløshedsdemonstrationer og faglige aktioner i 1930'erne, og «Borgen» i Søndergade blev kommunisternes bastion i Aalborg i 1930'erne. Da Arthur Christiansen i 1932 blev (socialdemokrat og) ansat i DAF, overtog Emil Nissen formandsposten i Arbejdsmændenes Fagforening. Han blev imidlertid ekskluderet i 1934 pga. en sag i forbindelse med søfolkenes strejke i 1934. Herefter gik kommunistpartiet i Aalborg mere eller mindre i opløsning. Helt forskellig fra Nørre Sundby hvor kontrolbestyrer Laurits Lynnerup Nielsen stod i spidsen for en velfungerende afdeling med basis blandt arbejdsmænd og havnearbejdere i byen.

Det blev Villy Fuglsangs opgave sidst i 1930'erne at genrejse kommunistpartiet i Aalborg. Den unge Villy Fuglsang havde allerede været på partiskole i Moskva og deltaget i den spanske borgerkrig, da Aksel Larsen i 1938, «som straf», sendte ham til Aalborg, «hvor det ikke gik så godt». Han kontaktede Lynnerup i Nørre Sundby og tog så fat syd for fjorden. I løbet af et par år fik Villy Fuglsang skabt en velorganiseret afdeling i Aalborg, der var klar til at tage fat på det illegale arbejde et par år senere.

Folkets Hus på hjørnet af Vestergade og Thinghusgade blev opført i 1933-35 af Arbejderpartiet i Nørresundby.

Arbejderbevægelsen i Aalborg under besættelsen 1940 - 45

Aalborg og Frederikshavn var de to centrale militære mål for de tyske troppers besættelse af Danmark den 9. april 1940 m.h.p. tyskernes videre angreb på Norge. Tidligt om morgenen den 9. april kom de tyske bombefly ind over Aalborg, og i besættelsesårene var tyskerne massivt til stede i byen. Fra indenrigsministeriet i København fik Aalborg kommune besked om at «få tingene til at glide så gnidningsløs som muligt», som borgmester Marinus Jørgensen forklarede det efter krigen; eller som statsminister Stauning udtrykte det, stadig ifølge Marinus Jørgensen: «Han klappede mig på skulderen og sagde: «Lad nu det stridbare Vendelbosind blive hjemme og se at få det til at gå uden sammenstød. Giv dem lidt brød og brændevin, for det kan de godt lide, og det vil få meget til at glide». Sådan forklarede Marinus Jørgensen det efter krigen, da han selv stod under anklage for at have været for «tyskvenlig». Hvorom alting er, så havde den tyske besættelse både gode og dårlige sider for aalborgenserne. Det arbejdsløshedsproblem, som havde været så plagende gennem hele mellemkrigstiden, forsvandt som dug for solen. Der var gode penge at tjene ved de store anlægsarbejder, som tyskerne fik sat i gang, ikke mindst det store arbejde ved flyvepladsen nord for fjorden. Den gamle herregård «Rødslet» og flere andre gårde blev jævnet med jorden; det blev Nordjyllands største arbejdsplads, «et sandt Klondyke», skrev en af de lokale aviser. Fra alle egne af landet valfartede folk til Aalborg for at få arbejde på flyvepladsen. Aalborg Værft fik også meget arbejde for den tyske besættelsesmagt. Lønningerne i Aalborg var bedre end nogensinde.

Aalborg værft arbejdede i vidt omfang for den tyske krigsmarine. Det betød, at arbejdsindsatsen absolut ikke var imponerende, fortæller Robert Dahl, den senere formand for Malernes Fagforening i Aalborg. Blandt værftsarbejderne herskede en «nærmest demonstrativ ligegyldighed». Værftet beskæftigede ca. 1100 mand og blev en af kommunisternes hovedbastioner under krigen. På værftet gennemførtes en række betydelige sabotageaktioner.

Alligevel voksede arbejdernes utilfredshed og modstand langsomt frem. Arbejdsfordelingen var en første kilde til utilfredshed. Dernæst fulgte overgrebet på kommunisterne i juni 1941, hvor flere af de kommunistiske fagforeningsfolk blev interneret; og i oktober 1941 fik de lokale fagforeninger fra De samvirkende Fagforbund besked på at udrense alle kommunistiske tillidsfolk. Den første åbne manifestation af arbejdernes modstand mod tyskerne og politikernes samarbejdspolitik kom med den faglige konference i november 1942. Initiativet udgik fra Arbejdsmændenes Fagforening, og Nordjysk Arbejdsmands Konference, der åbnede den 8. november 1942, samlede 186 delegerede. Også smedene på Værftet udtrykte i stigende grad deres utilfredshed.

Det er imidlertid også værd at bemærke, at de danske nazister opnåede 772 stemmer ved Folketingsvalget i marts 1943. Den massive tyske tilstedeværelse i byen skabte også et nazistisk miljø i byen; nazistpartiet havde stort set ikke været noget i byen før krigen, men i 1940-41 oplevede partiet en betydelig tilgang, og ikke mindst ufaglærte arbejderes tilslutning til nazistpartiet var noget særegent for Aalborg.

Året 1943 blev vendepunktet, hvor modstanden mod samarbejdspolitikken for alvor slog igennem. Ved kommunevalget opstillede også en Faglig Arbejderliste. Igen var initiativet udgået fra Arbejdsmændenes Fagforening. Den faglige Arbejderliste fik mere end 3.000 stemmer ved valget og opnåede dermed 3 pladser i byrådet. Socialdemokratiet fik 8.855 stemmer, det var 3.419 færre end i 1939, og de måtte fra 1943 nøjes med 9 mandater. Overfor de 12 «arbejder mandater» stod 9 konservative. Den faglige Arbejderliste var i virkeligheden en kommunistisk liste, og socialdemokraterne havde al mulig grund til bekymring.

Den politiske markering af utilfredsheden og modstanden faldt sammen med den tiltagende sabotage. I særlig grad fik Værftet en toneangivende rolle blandt arbejderne i byen. Fabrikssabotagen startede i begyndelsen af 1943, og i august 1943 kulminerede urolighederne. Augusturolighederne i Aalborg føjede sig ind i den bølge af uro og strejker, som bredte sig i en række provinsbyer, med start i Esbjerg, hvorfra oprøret bredte sig til Odense, og mandag den 23. august startede urolighederne i Aalborg. Den lokale anledning var begravelsen af den dræbte sabotør Erik Vangsted. Fra tidlig mandag morgen lå mange virksomheder stille, og i løbet af dagen fulgte flere efter. Fra mandag eftermiddag var arbejdsnedlæggelsen generel over hele Aalborg. Det kom til sammenstød hen på eftermiddagen, hvorunder 23 mennesker kom til skade, 2 døde senere. Urolighederne greb om sig i løbet af tirsdagen, der startede med en tragisk episode tidligt om morgenen, da en tysk soldat i panik skød den unge arbejder Erik Larsen, der var på vej på cykel ud ad Rørdalsvej. Herefter blev arbejdet nedlagt på Værftet og cementfabrikkerne. Generalstrejken var en kendsgerning. I de følgende dage skærpedes konfrontationerne med besættelsesmagten. Fællesorganisationen organiserede stormøder og fremstod i det hele taget som den samlende kraft under oprøret. Augustoprøret endte med samarbejdspolitikkens sammenbrud og indførelsen af undtagelsestilstand i Danmark. Mandag den 30. august mødte arbejderne i Aalborg igen på arbejde.

Sabotagen og schalburgtagen voksede i besættelsens sidste tid. Spærretiden lagde en bremse på normal faglig og politisk aktivitet. Fredag den 4. maj kom meddelelsen om de tyske troppers kapitulation, og Aalborg Værfts orkester kunne finde instrumenterne frem til festen om lørdagen.

Socialdemokratiet i Aalborg 1945 - 1970

Socialdemokraterne måtte igennem et opslidende internt opgør efter krigen. Det gik ud over borgmester Marinus Jørgensen. Marinus Jørgensen blev af sine egne partifæller kritiseret for at have været for tyskvenlig, f.eks. var der en meget omtalt gave på 6 flasker akvavit til en tysk oberst og 500 kr. til den tyske vinterhjælp. Borgmesteren blev indbragt for den socialdemokratiske partidomstol, men drog selv konsekvensen i juni 1945 og nedlagde sine hverv. Herefter blev den tidligere borgmester stillet for en tjenestemandsdomstol; anklagepunkterne var, hvad vi vil kalde småsager, og i august 1946 blev Marinus Jørgensen frifundet. Efter tjenestemandsdomstolen måtte Marinus Jørgensen igennem en civilretssag, hvor han blev idømt en bøde på 6.000 kr. bl.a. for at have været medskyldig i en sag om kommunal sortbørshandel med sæbe. Sådan endte den første socialdemokratiske borgmesters politiske skæbne så surt. Den tidligere vice-borgmester, Marius Andersen («Marius den første») overtog borgmesterposten.

Marius Andersen var borgmester i Aalborg i perioden 1945-54. Han kom fra smedene og havde en lang faglig og politisk karriere bag sig, da han i 1945 måtte overtage borgmesterposten efter Marinus Jørgensen. I 1954 efterfulgtes han af viceborgmester Jens Jensen, der også var en mand med mange års faglige og politiske erfaringer, især som forretningsfører i HK fra 1930 til 1954, som socialudvalgsformand under krigen og vice-borgmester under Marius Andersen. Jens Jensen var borgmester 1954-62 og efterfulgtes af Thorvald Christensen i perioden 1962-70. Marius Andersen (II) blev den første borgmester i den nye storkommune efter kommunesammenlægningen i 1970. De socialdemokratiske borgmestre havde det med at sidde stabilt og solidt på posten. De blev en slags socialdemokratiske bykonger, der aldrig sad i mindre end 2 perioder. Siden 1925 da den første socialdemokrat blev valgt som borgmester, har der blot været 7 borgmestre i byen - Marinus Jørgensen, Marius Andersen, Jens Jensen, Thorvald Christensen, Marius Andersen, Kai Kjær og den nuværende Henning G. Jensen, der trods et dårligt valg i 2001 også er startet på sin 2. periode.

Socialdemokraterne sad solidt på det politiske styre i Aalborg i efterkrigstiden. I 1950'erne handlede det i høj grad om at skaffe arbejdspladser til byen. I 1960'erne og 70'erne handlede det om at administrere velfærdsstaten lokalt. Vælgerne var tilsyneladende ikke i tvivl om, at socialdemokraterne var bedst til begge dele. Under alle omstændigheder havde de den fordel, at det i den sidste del af perioden var et lokalsamfund i økonomisk fremgang.

Fagbevægelsen 1945 - 1973

Efter besættelsen vendte mellemkrigsårenes velkendte problem tilbage. Arbejdsløsheden blev den tilbagevendende plage for byens arbejdere. Gang på gang henvendte Fællesorganisationen sig til Aalborg kommune for at få sat kommunalt byggeri og anlægsarbejde i gang. Især byggefagene pressede på. Men hvad hjalp det på beskæftigelsen i byggefagene, hvis det kommunale byggeri blev element- og betonbyggeri. Det var til gengæld noget, som byens ufaglærte syntes om. Efterkrigstidens højkonjunktur kom sent til Aalborg. Først i slutningen af 1950'erne kunne fagbevægelsen notere sig, at beskæftigelsessituationen var i fremgang, og i begyndelsen af 1960'erne kunne fagbevægelsen tale om, at beskæftigelsen var «usædvanlig god», og at der kunne blive mangel på arbejdskraft.

I fagbevægelsen var der også lagt op til et opgør efter krigen. Oppositionen forsøgte at vælte den mangeårige formand, Anton Høy, men det lykkedes ikke. Anton Høy var indbegrebet af en socialdemokratisk fagforeningsmand i Aalborg. Ligesom det politiske Socialdemokrati havde sine bykonger, der regerede over byen, havde Fællesorganisationen sine formænd, der tegnede den faglige bevægelse i byen. Anton Høy var cigarmager på Obel og havde siddet på posten siden 1937, bl.a. havde han bestridt det vanskelige hverv i augustdagene 1943. Anton Høy kunne ikke sådan bare væltes. Høy var en institution i den aalborgensiske fagbevægelse, formand for Tobaksarbejdernes Fagforening i en menneskealder, fællestillidsmand på Obels Tobaksfabrik, og altså formand for Arbejderpartiet frem til 1954, hvor han efter eget valg trådte tilbage. Hans eget forslag til efterfølger var cigarmager, Aage Birch. Men i Fællesorganisationen skete det revolutionerende, at formanden for Cementarbejdernes Fagforening, Ernst Kvist Nielsen, blev valgt. For første gang var altså en ufaglært arbejdsmand blevet valgt til formand for den aalborgensiske Fællesorganisation. Kvist Nielsens periode blev dog forholdsvis kort; den sidste del af formandsperioden var han var plaget af sygdom. I 1958 K.H. Jørgensen i 1958 blev valgt til ny formand. Hermed havde Fællesorganisationen for første gang valgt en HK'er til formand, og man kunne sige, at det svarede til HK's stigende betydning i den aalborgensiske fagbevægelse. K.H. Jørgensen havde afløst Jens Jensen som formand for HK i Aalborg. Fra 1958 til 62 var situationen med andre ord den, at der sad en HK'er som formand for Fællesorganisationen og en HK'er som borgmester i byen. Efter eget valg gik K.H. Jørgensen af som formand i 1963, og derefter fulgte nogle år med skiftende formænd - fabriksarbejder Simon Sørensen, Ib Granfeldt fra tømrerne, Henning Jacobsen fra chaufførerne, cementarbejder Alfred Larsen, indtil man i november 1968 endelig kunne vælge den første kvindelige formand for Fællesorganisationen, Gerda Lang fra Kvindeligt Arbejderforbunds afd.1.

Udviklingen fra cigarmager Anton Høy til cementarbejderen, HK'eren og i 1968 Gerda Lang fra Kvindeligt Arbejderforbund afspejlede også nogle grundlæggende forandringer i den aalborgensiske arbejderklasse. Høys epoke var også den tid, hvor Obels Tobaksfabrik var den største arbejdsplads i byen; det var tobaksindustriens epoke i byen. Det ændrede sig i løbet af ganske få år. Fra 1960 til 1970 faldt antallet af medlemmer af Tobaksarbejdernes Fagforening i Aalborg fra 2143 til 961. Den nye store arbejdsplads i byen blev Aalborg Værft. Ved 50 års jubilæet i 1962 beskæftigede Værftet godt 2.000 mand; i 1973 var der 4.080 medlemmer i Aalborg-afdelingen af DSMF. HK havde i den samme periode udviklet sig til den største fagforening i byen; i alt var der i de 6 afdelinger af HK i Aalborg 8.890 medlemmer; den største afdeling var HK-kontor med godt 3.200 medlemmer. Borgmester Jens Jensen og LO-formand K.H. Jørgensen repræsenterede således en hastigt voksende gruppe af arbejdere i Aalborg indenfor handel og kontor og service.

For den aalborgensiske fagbevægelse bød perioden 1945-73 således på store forandringer. Gamle kendte arbejdspladser lukkede ned. Tobakken og tekstilindustrien afvikledes fra begyndelsen af 1960'erne, og cementindustrien blev rationaliseret. Til gengæld overhalede Aalborg Værft C.W. Obel som byens største private arbejdsplads. De gamle industriers tilbagegang fortsatte under krisen i 1970'erne.

Kommunister og «folkesocialister»

I forbindelse med Marinus Jørgensens farvel og Marius Andersens overtagelse af borgmesterposten i sommeren 1945 havde den faglige Arbejderliste udnyttet situationen til at få listens førstemand, Karlo Andersen valgt til ny vice-borgmester. Arbejderlisten var imidlertid et krigsfænomen. Ved byrådsvalget i 1946 var der ingen Arbejderliste, men en socialdemokratisk og en kommunistisk liste, og Karlo Andersen var ikke opstillet på den kommunistiske. Kommunisterne fik knap 3.000 stemmer og 2 mandater, socialdemokraterne knap 12.000 stemmer og 11 mandater. De politiske magtforhold i Aalborg var meget hurtigt på vej tilbage til det gammelkendte. I 1950 havde kommunisterne blot det ene af deres 2 mandater i byrådet tilbage. Kommunisterne fortsatte «enheds-linjen» i forhold til Socialdemokratiet i nogle år efter krigen, men måtte erkende, at socialdemokraternes interesse for enhed og samarbejde med kommunisterne kunne ligge på et lille sted.

Kommunisterne nød stor opbakning og sympati ved krigens afslutning, og der blev udskrevet mange nye medlemskort til partiet i 1945-46. Trods tilbagegangen på den politiske front lykkedes det kommunisterne at skabe en stærk partiafdeling i Aalborg og især at opbygge en styrke inden for de faglige organisationer. Marius Jørgensen, der i 1943 var blevet valgt på den faglige arbejderliste, blev i 1945 formand for Arbejdsmændenes afd. A (den gamle arbejdsmandsfagforening) og var en meget populær formand frem til 1971. Da der i 1945 blev etableret endnu en arbejdsmands-afdeling i byen, nemlig Lager & Pak, satte kommunisterne sig også på den; først blev den tidligere formand for afdeling A, den kendte kommunist Olaf Redder valgt, og i 1953 efterfulgtes Redder af den unge Knud Jespersen, der året efter også blev valgt til byrådet. Hos tømrerne blev Asger Ladefoged en kendt og respekteret formand, og der var flere andre fremtrædende faglige folk.

I forbindelse med opgøret i DKP efter den 20. partikongres og Sovjets invasion i Ungarn i 1956 blev Knud Jespersen ny formand for DKP efter Aksel Larsen. Dermed forlod Knud Jespersen i 1959 det lokale partiarbejde.

En anden kendt kommunist, arbejdsmand Chr. Madsen fulgte Aksel Larsen ud af DKP og var med ved starten af Socialistisk Folkeparti (SF). Chr. Madsen blev den ledende skikkelse i dannelsen og opbygningen af SF i Aalborg. Chr. Madsen var jord- og betonarbejder og kom fra afdeling A., og han var med til at skabe en stærk forbindelse fra den gamle arbejdsmandsfagforening til det nye venstrefløjsparti. Andre fulgte efter, Enok Christensen, Evald Christensen og Kai Aardestrup for blot at nævne nogle af de kendte. Andre fremtrædende fagforeningsmænd fra de tidlige år var maler Robert Dahl og tekstilarbejder Niels Møller Sørensen. Fra 1960 var Chr. Madsen valgt til Folketinget.

For DKP blev 1970'erne nogle gode år, mens SF i Aalborg for alvor slog igennem i midten af 1980'erne. Venstresocialisterne opnåede ikke nogen større indflydelse i byen. Dertil var Aalborg for meget en arbejderby!

Arbejdere og bevægelse i slutningen af det 20. århundrede

Aalborg var i 1950'ere og 60'erne en udpræget arbejderby, og det havde givet grundlaget for en stærk bevægelse, ikke kun på det politiske og faglige område, men også inden for kultur og oplysning. Arbejdernes oplysningsvirksomhed var i 1947 blevet samlet i én organisation, Aalborg Aftenskole AOF, og AOF blev i de følgende årtier rammen om en vældig vækst i arbejdernes egen oplysningsbevægelse i byen. Men netop oplysningsbevægelsens og pressens udvikling op igennem 1960'erne var måske også et vidnesbyrd om forandring og nye tider. Oplysningsbevægelsen mistede mere og mere sit arbejder- og klassepræg og blev en moderne, bredtfavnende uddannelsesorganisation; og arbejderne læste ikke længere deres egen, dvs. bevægelsens avis. Nordjyllands Social-Demokrat var i 1945 blev omdøbt til Ny Tid, men måtte i 1971 erkende, at tiden var løbet ud. Den 10.december 1971 udkom sidste nummer af Ny Tid.

Kriseårene fra 1973 og frem ramte Nordjylland hårdt, hårdere end resten af landet. Arbejdsløsheden i Aalborg, der i 1970 var nede på 1,7%, voksede eksplosivt, i 1975 var den oppe på 6,6% og i 1980 på næsten 11%. Krisen i 1970'erne var hård ved Aalborgs gamle industrier, og allerværst var det, da Lauritzen-koncernen i midten af 1980'erne besluttede at lukke værftet i Aalborg. Lukningen af Aalborg Værft var et alvorligt slag. Antallet af arbejdspladser i byen var faldende i slutningen af 1980'erne, og tendensen fortsatte i begyndelsen af 1990'erne. Det gik værst ud over de ufaglærte kvinder og mænd samt byggefagene. Arbejdsløsheden ramte især KAD’s medlemmer, byggefagene og SID, og tendensen var i begyndelsen af 1990'erne, at de ledige forblev ledige i længere tid end tidligere. Arbejdsløsheden toppede i 1993 med 16,4%. Herefter vendte konjunkturerne. Langsomt begyndte antallet af arbejdspladser i Aalborg at vokse, og i 1999 var ledigheden under 7%. Det var fortsat A-kasserne for kvindelige arbejdere og specialarbejdere, der havde den største ledighed, begge på godt 13%, mens funktionærer og tjenestemænd var nede på en ledighedsprocent på 3,6% i 1999. Krisen førte til en omstrukturering af byens erhvervs- og beskæftigelsesmønster. Tendensen gik i retning af færre arbejdspladser inden for fremstillingserhvervene og flere arbejdspladser inden for servicefagene; den stigende beskæftigelse i sidste halvdel af 1990'erne er formentlig også et udtryk for, at arbejdsstyrken er blevet bedre uddannet. Et andet iøjnefaldende træk ved arbejdsstyrken var det betydelige pendleri. Mere end hver fjerde arbejdsplads i byen var ved årsskiftet 1998-99 besat med en person, der boede uden for kommunen. Ca. 25.000 personer pendlede dagligt ind til Aalborg kommune for at arbejde, og mere end 12.000 pendlede ud af byen. Arbejdskraftens mobilitet var øget betydeligt op igennem 1990'erne. Alt i alt var den gamle arbejderby under forvandling i slutningen af det 20. århundrede.

Arbejderne sidder bænket ved de lange borde i Aalborg Værfts kantine. I juni 1988 stod det klart, at Danyard ville lukke afdelingen i Aalborg og koncentrere sig om Frederikshavn.

Marius Andersen (II), der blev den første socialdemokratiske borgmester i den nye storkommune med godt 154.000 indbyggere, var ud af en gammel socialdemokratisk familie i byen, og «Bus-Marius» blev en utrolig populær borgmester. Ved byrådsvalget i 1978 skaffede han Socialdemokratiet 17 ud af de 31 mandater i Aalborg byråd. Havde det ikke været for den såkaldte «Aalborg skandale», der begyndte at rulle op til kommunalvalget i 1981, havde Marius Andersen utvivlsomt fortsat mange år som socialdemokratisk borgmester. Skandalen trak imidlertid også borgmesteren selv med i faldet, og førte til en anklage for bestikkelse og efterfølgende en fængselsdom. Ved kommunalvalget i 1981 opstillede Marius Andersen på sin egen «Aalborg liste», og det var et dybt splittet Socialdemokrati, der gik ud i den kommunale valgkamp, hvor 12 lister opstillede, på venstrefløjen både SF, DKP, Socialistisk Arbejderparti og Venstresocialisterne. Valget blev en personlig succes for Marius Andersen, der fik mere end 13.000 personlige stemmer, men også Socialdemokratiets borgmesterkandidat, rådmand Kaj Kjær fik et flot valg med næsten 11.000 personlige stemmer. Marius Andersen hentede en stor del af sine mange stemmer i 1981 blandt Aalborgs arbejdere og blandt tidligere socialdemokrater. Som byens nye borgmester blev det Kaj Kjærs opgave at få afviklet »ånden fra Marius Andersens borgmestertid», der uvægerligt var præget af at socialdemokraterne i så mange år havde siddet tungt og urørligt på magten i Aalborg.

Det efterfølgende kommunalvalg i 1985 blev til gengæld en stor personlig succes for Kaj Kjær, der fik mere end 15.000 personlige stemmer, mens Marius Andersens «Aalborg-liste» var på retur. Det mest markante træk ved valget i 1985 var måske SF's markante fremgang. Arbejderflertallet havde vist sin styrke, mente Kaj Kjær. «Aalborg er en rød by»!

Det var et forynget SF, der i 1985 opnåede 5 mandater i byrådet. Flere af de gamle veteraner i SF havde i løbet af 1970'erne trukket sig tilbage, og en ny generation af unge SF'ere begyndte at gøre sig gældende. SF havde imidlertid været lammet af interne opgør i midten af 1970'erne, og i 1977 var afdelingen nede på ca. 110 medlemmer. Udgangspunktet for de unges oprør var ungdomsafdelingen (SFU); blandt de yngre SF'ere var flere studerende på det nye universitet. Fra slutningen af 1970'erne begyndte fremgangen for SF i Aalborg. Afgørende for SF's styrke i Aalborg var nok, at partiforeningen i Aalborg fastholdt en relativ stor gruppe af arbejdere inden for LO området, der forblev hovedhjørnestenen i partiforeningen.

DKP havde stået rimeligt stærkt i Aalborg op igennem 1970'erne, men valget i 1981 blev sidste gang DKP fik en repræsentant i byrådet. Fra 1985 var SF ene om at repræsentere venstrefløjen i Aalborg. SF var ikke helt i stand til at fastholde positionen fra 1985 ved de følgende valg. Det forhindrede dog ikke, at SF i 1993 forlangte at få en rådmandspost for at støtte den socialdemokratiske borgmester. Socialdemokratiet reagerede ved helt at sætte SF udenfor og indgå en bred konstitueringsaftale med de borgerlige.

Kaj Kjær blev en ny populær socialdemokratisk borgmester i Aalborg, der sad på posten i 16 år. Han valgte selv at stoppe i 1997 og blive menigt byrådsmedlem. Der har i Aalborg været «tradition» for, at formanden for Fællesorganisationen (LO) også har siddet i byrådet. Den snævre sammenhæng mellem det faglige og det politiske er opretholdt. Sådan var det også gennem hele Kaj Kjærs periode, hvor først Frank Iversen sad i en lang periode. Kaj Poulsen blev valgt ind i 1993, efter at være blevet ny LO-formand, og da Kaj Kjærs efterfølger skulle udpeges, meldte både rådmand Henning G. Jensen og Kaj Poulsen sig som kandidater. Valget faldt på Henning G. Jensen. Ved kommunalvalget i 1997 tegnede han sig alene for en tredjedel af Socialdemokratiets stemmer i byen. Fra 1997 til 2001 sad Socialdemokratiet igen på et «rent» (socialdemokratisk) flertal i byrådet, med 16 ud af de 31 mandater. Denne position var socialdemokraterne dog ikke i stand til at fastholde ved det sidste kommunalvalg i 2001, hvor partiet gik 4 mandater tilbage, og SF har for første gang i partiets historie fået en rådmandspost i Aalborg. Den satsning, der glippede i 1993, lykkedes i 2001.

K.K.


Litteratur

Henning Bender, Knud Knudsen, Erik Strange Petersen og Lars Tvede-Jensen, Arbejderbevægelsen i Aalborg 1870 - 1970, Aalborgs Historie 6, AOF Aalborg 1998.