Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur  .  Journalistik
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
Ideologi  .  Socialistisk  .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 25.531
: :
Bernstein, Eduard
Eduard Bernstein

Bernstein (1850-1932), er grundlæggeren af den moderne revisionisme, og ud over de engelske fabianere, den der bedst har formuleret den socialdemokratiske ideologi. Bernstein fødtes i Berlin og arbejdede i perioden 1871-1878 i Rotschilds bank. Samtidig blev han socialist og i 1875 valgtes han ind i centralkomiteen for det nystiftede tyske socialistparti. I 1878 blev han tvunget i eksil og opholdt sig i Schweiz til 1888. Fra og med 1881 redigerede han i samarbejde med Karl Kautsky det tyske socialistpartis tidsskrift. I dette tilspidsede politiske klima fik hans socialisme en mere præcis form: marxismens. Efter at være blevet udvist fra Schweiz, drog han til England, hvor han blev venner - og en tid sekretær for - Friedrich Engels. I årene under opholdet i England stiftede han også bekendtskab med de engelske fabianere og delte i stigende grad deres holdninger. I 1896-98 offentliggjorde han en række artikler i partitidsskriftet «Neue Zeit» om «Socialismens problemer», hvor han fremlagde de revisionistiske synspunkter, der i mere komplet form udvikledes i hans bog, «Socialismens forudsætninger», 1899.

Bernsteins teser kan samles med udgangspunkt i overskrifterne til bogens kapitler.

  1. «Grundteser i en marxistiske socialisme». Bernstein kritiserer her den materialistiske historieopfattelse for at være overdreven deterministisk og for ensidigt at betone de økonomiske forhold i samfundet. Han referer bl.a. til Engels brev om den materialistiske historieopfattelse, som efter hans opfattelse tager mere hensyn til samspillet mellem økonomiske og ikke-økonomiske faktorer.
  2. «Marxismen og den hegelske dialektik». Bernstein kritiserer den hegelske dialektik for at lede til spekulative og vilkårlige tankekonstruktioner. Han mener endvidere, at Marx var vildledt af dialektikken i sine prognoser om den økonomiske og politiske udvikling.
  3. «Den økonomiske udvikling i det moderne samfund». Her kritiserer Bernstein en del af Marx' påstande eller forudsigelser om kapitalismens udvikling. Statistisk tilbagebeviser han Marx' påstand om øget kapitalkoncentration og modbeviser derefter påstanden om, at de mindre virksomheder vil få en stadig mindre betydning. (Disse to postulater er forskellige, fordi man f.eks. kunne forestille sig at virksomhederne blev større og færre, samtidig med at aktieselskabsformen indebærer en spredning af ejendomsforholdene). Endelig argumenterer han for, at den udviklede kapitalisme bedre end den «gamle» er i stand til at håndtere de periodiske kriser, da kreditsystemet gør kapitalismen mere tilpasningsdygtig..
  4. «Socialdemokratiets opgaver og muligheder». Bernstein indleder med en kritik af teorien om proletariatets diktatur, og hævder at den moderne arbejderklasse hverken er så homogen eller så revolutionært bevidst som Marx havde forudsat. Der efter følger at afsnit om kooperationen som en alternativ vej til socialismen og endelig slutter han med en beskrivelse af forholdet mellem demokrati og socialisme. Ligesom Rosa Luxemburg hævder Bernstein, at demokratiet ikke udelukkende hviler på flertalsstyre, men også på ligestillingsprincippet.
  5. «Bevægelsen og det endelige mål». Bernstein præciserer her en tidligere påstand om, at for ham er bevægelsen alt og målet intet. Han påpeger, at Marx i skriftet om Pariserkommunen havde sagt noget tilsvarende, nemlig at alle mål må være provisoriske, og at de vil forandres efterhånden som menneskene selv forandres på vejen mod socialismen. ( Se Etik).

Bernsteins hovedteser kan måske opsummeres på følgende måde:  Den kommunistiske revolution er både umulig, fordi kapitalismen har overvundet sine interne kriser; uønsket, fordi vold og diktatur ikke er acceptable midler; og unødvendig fordi der eksisterer alternative veje til socialisme. I årene fra 1900 frem til 1914 fik disse teser øget betydning for den Anden Internationale og især for det tyske socialistparti. Bernstein havde dog ikke del i partiets endelige sammenbrud i 1914, da han vægrede sig ved at stemme for krigslånene. Efter krigen tog han aktivt del i opbygningen af Weimarrepublikkens institutioner.

Bernsteins kritik af den hegelske dialektik og af Marx' økonomiske teorier var på de fleste punkter berettiget. Hans indvendinger mod den materialistiske historieopfattelse var mindre velbegrundet, da han ikke havde adgang til de af Marx' skrifter, som først er blevet offentliggjort i det 20. århundrede. Bernsteins vurdering af kapitalismens økonomiske udvikling bygger på korrekte fakta, men hans fortolkning af dem er omstridt. På mange punkter må man give Rosa Luxemburg ret, når hun kritiserede Bernstein for hans mekaniske og skematiske anskuelser. Af hendes indvendinger kan man fremhæve to: Hun påpegede, at selv om antallet af små virksomheder holdt sig stabilt over en årrække, fik den enkelte virksomhed en stadigt kortere levetid, noget, der svækkede de mindre næringsdrivendes politiske betydning. Endvidere pegede hun på, at kreditsystemet måske nok kunne hjælpe kapitalismen til at løse dens gamle problemer, men samtidig skabte grobund for nye problemer af hidtil ukendt omfang. I lyset af den økonomiske verdenskrise og fascismens fremvækst er det nærliggende at konstatere, at Luxemburg fik ret i begge synspunkter. Bernsteins holdning til forholdet mellem mål og midler og på de alternative veje til socialisme - gennem kooperation eller parlamentarisk demokrati - er fortsat aktuel i den politiske debat. Måske er det dog i dag et andet problem, der står centralt i diskussionen om socialistisk strategi: Hvordan beholder arbejderklassen magten, efter at have erobret den?

J.E.


Litteratur

E. Bernstein, «Sosialismens Forutsetninger», med innledning av H. Berntsen, Oslo 1973.
B. Gustafsson: Marxism och Revisionism, Uppsala 1969.