Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 14.271
: :
UNCTAD
Left
Rocks
2019-03-25 18:19
2019-03-06 21:20

UNCTAD er den engelske forkortelse for FN's konference for handel og udvikling (United Nations Conference for Trade and Development). Organisationen der blev oprettet i 1964, har været det sted i hele FN-systemet, hvor Nord-Syd konflikten stærkest er kommet til udtryk. Det var her, u-landene i 1970'erne i samlet flok stillede krav til en Ny Økonomisk Verdensorden - og fik råvareaftaler, løfter om bistand og toldfritagelses-systemer som svar. UNCTAD var en af 70'ernes vigtigste internationale organisationer.

Som navnet antyder, er omdrejningspunktet for organisationen de store konferencer, der afholdes hver fjerde år. Den første konference blev holdt i Genève i 1964, og den anden i New Delhi i 1968. De to mest markante konferencer var UNCTAD IV i Nairobi i 1976 og UNCTAD V i Manila i 1979. I februar år 2000 afholdes den tiende konference i Bangkok.

Undervejs styres processen af et sekretariat i Geneve med omkring 400 ansatte fra hele verden og med Rubens Ricupero som generalsekretær.

UNCTAD's formål er at øge handelen, investeringerne og udviklingen i verdens u-lande og hjælpe dem med at indgå i verdensøkonomien på mere lige vilkår.

Den første generalsekretær og den person som regnes som UNCTAD's grundlægger, var den argentinske økonom Raoul Prebisch. Han var tidligere leder af FN's økonomiske kommission for Latinamerika (ECLA), hvor han også satte sammenhængene mellem handel og udvikling i centrum. Prebisch arbejdede i flere år sammen med bl.a. Gunnar Myrdal og den britiske økonom Hans Singer. Deres samarbejde resulterede i de første grundlæggende arbejder omkring bytteforholdet (terms of trade) i international handel. Bytteforholdet er forholdet mellem et vejet indeks af priserne på et lands eksportvarer og et vejet indeks af priserne på landets importvarer. Forholdet angiver med andre ord, hvor meget eksportvarerne er værd i forhold til importvarerne.

Prebisch m.fl. påviste, at u-landene som ifølge den internationale arbejdsdeling (fra kolonitiden) var producenter og især eksportører af råvarer, fik stadig dårligere bytteforhold overfor de industrialiserede lande, som de især importerede færdigvarer fra.

Det var en stor del af baggrunden for oprettelsen af UNCTAD. Den internationale handel var til ugunst for u-landene.

Resultaterne

Formålet med UNCTAD var derfor at regulere verdenshandelen, så den i højere grad blev til gavn for udviklingen i verdens fattigste lande. Kravet om at etablere en FN organisation med det formål blev først afvist af flere af de dominerende i-lande - ikke mindst USA. Men det lykkedes u-landene, som red på en bølge af national selvsikkerhed efter afkoloniseringen, at gennemtvinge afholdelsen af den første UNCTAD konference i 1964.

Den første konference førte dog ikke til særlig mange konkrete vedtagelser. Men på UNCTAD II kom det første store resultat med vedtagelsen af det generelle toldpræferencesystem (GSP). Det var en opfordring til de rige lande om at give u-landene særlig gunstig adgang til deres markeder i kraft af lavere toldsatser og andre præferencer. Det program blev siden hen også godkendt i GATT (Den generelle overenskomst om Told og Udenrigshandel - den nuværende Verdenshandelsorganisation, WTO), og de første aftaler trådte i kraft i 1971 i Sovjetunionen, Australien og i EF. Senere fulgte stort set alle rige lande, og GSP programmerne eksisterer fortsat i dag.

Aftalerne har dog vist sig at have begrænset betydning, da de har været underlagt en række begrænsninger og da en række varer, især tøj, tekstiler og tempererede landbrugsprodukter, har været undtaget. Enkelte u-lande, som blandt andet Hong Kong, Taiwan og Singapore, har dog fået pæne gevinster fra aftalerne.

UNCTAD III førte ikke til de store resultater, mens UNCTAD IV i 1976 må betegnes som det absolutte højdepunkt for organisationen og for debatten om en Ny Økonomisk Verdensorden. Forud for konferencen havde kravene om en Ny Økonomisk Verdensorden allerede fået opbakning fra FN’s generalforsamlinger i 1974 og 1975.

Flagskibet i 1976 var et forslag om at etablere et integreret råvareprogram. For ikke mindre end 18 råvarer skulle der etableres internationale råvareaftaler, som gennem indgreb i verdensmarkedet skulle stabilisere og gerne hæve råvarepriserne. Tiltag der skulle hjælpe u-landene ud af fattigdommen og afhængigheden. Forslaget blev i en noget reduceret form givet principiel tilslutning på konferencen imod USA's, Japans, Vesttysklands og Storbritanniens stemmer. Herudover blev der på UNCTAD IV også vedtaget en målsætning for, hvor meget de rige lande skulle give i udviklingsbistand.

Men det gik ikke, som u-landene håbede. De mange vedtagelser blev gennemtrumfet i et FN, hvor u-landene havde flertal, men det var papirer uden konsekvenser, og uden solid opbakning i de rige lande, der skulle bære omkostningerne. I-landene gik kun modstræbende med til ideerne, skræmt af OPEC-landenes håndfaste demonstration af konsekvenserne, hvis u-landene selv tog affære.

Målsætningerne for udviklingsbistandens størrelse er siden hen kun blevet overholdt af enkelte små lande som Danmark, og samlet er gruppen af de rige lande i dag længere væk end nogensinde fra målsætningen om, at u-landsbistanden skal udgøre 0,7 % af BNP.

En række af de internationale råvareraftaler blev aldrig etableret, og de der blev oprettet, er efterfølgende brudt sammen én efter én. Kaffeaftalen brød sammen i 1989, da USA fandt ud af, at russerne - som ikke var med i aftalen - kun betalte halvt så meget for deres morgenkaffe som nordamerikanerne. Kakaoaftalen røg ud af eksperimentet med en stor gæld, som landene siden har skændtes om at betale, og tinaftalen gik simpelthen bankerot med store bjerge af usælgeligt tin i bufferlagrene. En historie, der stadig kan give verdens råvare-diplomater røde ører. Den eneste aftale, som overlevede ind i 90'erne, var rågummiaftalen. Kondomer og bildæk kom dermed til at markere de sidste rester af «den nye økonomiske verdensorden». Men også den aftale ser nu ud til at bryde sammen. Fælles Fonden for Råvarer - den fond som skulle være kernen i finansieringen af hele det ambitiøse projekt - kom først i gang i 1989, mere end et årti efter vedtagelsen i 1976, og Fonden fører en hensygnende tilværelse.

Trods gode argumenter for regulering af handelen, trods velvilje hos en række lande og trods årtiers diskussion og forberedelse blev det integrerede råvareprogram derfor et flop. Reguleringen af handelen til gavn for u-landene var langt sværere end ventet. Det er svært at skue ud i fremtiden, og såvel i-lande som u-lande var alt for navlebeskuende. I-landene var optaget af at sikre sig de lavest mulige priser, mens u-landene brugte tiden på at narre kvoter eller gunstige eksportarrangementer fra hinanden.

Hverken det integrerede råvarerprogram eller fællesfonden for råvarer kom derfor til at spille den rolle, som de var tiltænkt i 1976 (se Den Ny Økonomiske Verdensorden).

Andre vedtagelser der kan henføres til UNCTAD er målsætningerne for ulandsbistandens størrelse, principper og regler for konkurrenceforhold, gældsreduktion, transportaftaler ikke mindst for skibsfart og særlige programmer for de fattigste u-lande.

De praktiske resultater i UNCTAD er derfor svære at vurdere og meget er slået fejl. Men organisationen har formået at sætte fokus på en række internationale forhold, som virker som en barriere for udviklingen i verdens fattigste lande. Viljen til at omsætte denne viden til konkret handling har desværre manglet i en række lande - især i de store i-lande.

Organisation og betydning

UNCTAD er, som en del af FN-familien, underlagt FN's økonomiske og sociale råd (ECOSOC) og de øvrige organer i New York. Men organisationen har et vist selvstyre og modtager også en del økonomisk støtte direkte til bestemte projekter. Dets øverste politiske organ er Rådet for Handel og Udvikling, TDB. Derudover findes en række faste komitéer og en del midlertidigt nedsatte organer.

Siden midten af 70'erne har UNCTAD mistet indflydelse og betydning. Forklaringen findes blandt andet i ophøret af den kolde krig og markedskræfternes sejrsgang. UNCTAD har stået for den styrede handel. Handel der skulle målrettes mod at skabe udvikling for verdens u-lande. I dag er opskriften de frie markedskræfter.

Men forklaringen findes også i, at UNCTAD ikke har fungeret optimalt. Det var alle enige om. Landene har været delt i tre grupper, i-lande, u-lande og øst-lande. Og forhandlingerne har været fastlåste og barske. U-landene mødte op med en lang indkøbsliste, men der var ikke mange varer på hylderne. Derfor fik organisationen en sværm af uopfyldte resolutioner til at flyve efter sig. De rige lande beskyldte UNCTAD for kun at varetage u-landenes interesser, og u-landene stod ganske rigtigt også stærkt i organisationen, hvor de var organiseret i den såkaldte G77-gruppe. Balancen mellem på den ene side at være et forhandlingsforum, der skal fungere neutralt overfor partene og på den anden side et forum, der skal rådgive og hjælpe u-landene i internationale forhandlinger, har vist sig at være svær - for ikke at sige umulig.

Dertil kommer, at UNCTAD er kommet til at stå stadig mere i skyggen af GATT og nu WTO, der også har verdenshandel på dagsordenen. GATT/WTO repræsenterer den frie handel, og er et forum udenfor FN, hvor landene kan indgå bindene kontrakter.

Derfor er UNCTAD blevet omstruktureret i den helt store stil. Både hvad angår emner og opbygning. På UNCTAD VIII i Cartagena, Colombia, i 1992 og igen på UNCTAD IX i Midrand, Sydafrika, i 1996 blev der vedtaget omfattende reformer af organisationen. Den proces har blandt andet bevirket, at antallet af afdelinger er halveret og at forhandlingsmandatet er kraftigt svækket. UNCTAD's rolle som forhandlingsforum for internationale aftaler er dermed stort set udspillet. Forhandlingsmandatet når det gælder handelsaftaler er langsomt men sikkert gledet over til GATT/WTO processen, og en række andre emner indenfor gæld og bistand er gledet over til Verdensbanken. UNCTAD skal koncentrere sig om at analysere og diskutere.

Ser man nærmere på resultatet, tegner der sig et markant skift i Nord-Syd dialogen. Hvor UNCTAD tidligere har søgt internationale løsninger på u-landenes problemer, gennem f.eks. råvareraftaler, teknologi-overførsel og gældslettelser, er fokus nu mere på u-landenes egne politikker. Som en nordisk diplomat har udtrykt det : «UNCTAD er forvandlet til en søndagsskole for u-landene i markedsøkonomi».

Fremtidsudsigterne for UNCTAD er stadigt usikre. Der er kræfter i de store industrilande som ønsker UNCTAD nedlagt og dets virksomhed overført til andre internationale organisationer, hvilket som sagt allerede er delvist lykkedes. Mange af u-landene ser dog stadig UNCTAD som en helt central organisation, når det gælder rådgivning og analyser. De og en række folkelige organisationer arbejder for at UNCTAD skal blive en analyse- og rådgivningsorganisation for u-landene - et slags u-landenes svar på OECD, de rige landes klub. Et centralt område ville være at rådgive og hjælpe u-landene med at forhandle i WTO og implementere vedtagelserne i WTO. Men også det kan vise sig at være svært. En række rige lande mener, at den opgave skal varetages direkte af WTO.

Meget vil derfor afhænge af de kommende konferencer - ikke mindst UNCTAD X i Bangkok -, der forsøger at sætte u-landenes muligheder og problemer i globaliseringen på dagsordenen. Men bag de politiske temaer lurer fortsat en kamp om organisationens overlevelse.

C.F.B.