Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 89.408
: :
Symboler

I semiologien - videnskaben om tegn - spiller skellet mellem naturlige tegn og symboler en grundlæggende rolle. Et naturlig tegn er et tegn der karakteriserer noget takket være en fysisk sammenhæng - en årsagssammenhæng - mellem tegnet og det som tegnet er et tegn på. Fodspor i sneen er f.eks. et tegn på, at nogen har gået der; mørke skyer er et mere eller mindre tilforladelig tegn på, at der vil komme regn. Symboler er derimod konventionelle tegn. Forbindelsen mellem symboler og det de står for er kulturbetinget og ikke naturbetinget. At det røde trafiklys betyder, at man må standse og vente, er afhængigt af en konvention. Det samme gælder for andre symboler: Det danske flag som symbol for den danske stat, hagekorset som symbol for nazismen, ordet «hund» som symbol for en vis type dyr, osv.

Tegninger, malerier, statuer o.l. regnes ofte som en mellemgruppe mellem de konventionelle og de naturlige tegn - såkaldte ikoniske tegn, ikoner. Forbindelsen mellem et billede og det som er afbildet, er ifølge denne opfattelse både natur- og kulturbetinget. Ligheden vi opfatter mellem et godt portræt og den afbillede person, er ikke et rent naturfænomen, men heller ikke blot resultatet af vor tilvænning til visse konventioner. Nogle semiologer - f.eks. Umberto Eco og Søren Kjørup - mener alligevel, at billeder må betragtes som rene symboler - rent vilkårlige eller arbitrære tegn.

Symbolproduktion og praksis

Sproglige udtryk og andre symboler spiller en helt grundlæggende rolle i det sociale liv, men dette blev ikke teoretisk erkendt før i det 19. århundrede. Den nordamerikanske filosof Charles Sanders Peirce (1839-1914) regnes normalt som grundlæggeren af det systematiske studie af symboler og andre tegnsystemer. I det 20. århundrede har bl.a. lingvisten Ferdinand de Saussure, socialpsykologen George Herbert Mead og filosoffen Ludwig Wittgenstein leveret væsentlige bidrag til at forstå symbolproduktionens rolle i det menneskelige liv.

Tidligere forestillede man sig gerne sproget som en ydre fremtrædelse for tænkningen, og man opererede med forestillinger om en sproguafhængig virkelighed. Genspejlingsteorien indenfor den marxistiske traditionen er ét eksempel blandt mange på dette. Især Wittgenstein betoner derimod, at al tænkning, virkelighedsforståelse, opfattelse eller perception og handling sker i kategorier, som er formidlet gennem sproglige udtryk og andre symboler.

At lære sig et sprog består ikke blot i at lære sig navnene på de ting, der findes i verdenen. At lære sig et sprog er samtidig at lære sig at deltage i en social virkelighed. Dette sker gennem indøvelse i den praksis, som til sammen udgør det samfund, som individet vokser op i. En praksis kan kort beskrives som adfærd der følger regler. For at kunne forstå og bruge et symbol - f.eks. et sprogligt udryk - må man have kendskab til de regler, som styrer brugen af symbolet. Reglerne for symbolproduktionen i samfundet udtrykkes normalt ikke i form af klare regler, men eksisterer i form af tavs viden blandt deltagerne - færdighedsviden i modsætning til påstandsviden.

Et grundlæggende vilkår for sproglig kommunikation og andre former for symbolsk samvær, er derfor at kommunikationsparterne har den tilstrækkelige kompetence, dvs. erfaring med den praksis som opretholder meningen i de symboler, der bliver brugt i kommunikationen. Det må understreges, at aktørerne selv kan have forkerte forestillinger om deres egen praksis. Én ting er at bruge et symbol, en anden ting at reflektere over brugen af det. Den færdighedsviden (kompetence) der kræves for at producere symboler, er ikke det samme som aktørernes selvbevidsthed, der kan være mere eller mindre dækkende, mere eller mindre forvrænget af ideologiske og andre faktorer.

T.No.


Litteratur

S. Kjørup: Filmsemiologi, København 1975.
G. Danbolt m. fl.: Den estetiske praksis, Bergen 1979.