Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Politik
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
     .  Kommunisme
    .  Reformistisk
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.386
: :
Agrarspørgsmålet
Left
Rocks
2024-03-03 07:38
2024-03-02 07:40

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Agrarspørgsmålet er i den marxistiske tradition blevet brugt som betegnelse på arbejderbevægelsens opfattelse af landbrugsspørgsmål og forholdet til befolkningen på landet, specielt bønderne. Selve ordet kom i brug i det tyske socialdemokrati i 1890'erne.

I «Det kommunistiske Manifest» fremhæves den borgerligt-kapitalistiske udviklings progressive sider, hvor konservative og ubevægelige bondemasser rives ud af landlivets fordummende indflydelse. Marx delte sin tids urbane foragt for rurale forhold. Bønderne blev dels betragtet som en rest fra før-kapitalistiske produktionsforhold, dømt til at blive kørt over af historiens udvikling. Dels forsvandt de ind i en mere diffus del af den gamle middelklasse - et typisk småborgerligt og individualistisk lag i produktionslivet. Kapitalismen forudsattes at ville splitte det traditionelle landbrugssamfund op i en klarere klassemodsætning: På den ene side et velstående jordejerborgerskab og på den anden side proletariserede landbrugsarbejdere. Det kapitalistiske landbrug var derfor på kort sigt historisk progressivt, mens det på lang sigt ville sprænges af sine indre modsætninger - som det kapitalistiske samfund generelt.

Dette generelle budskab var tvetydigt, og gav ingen klare taktisk retningslinier for den revolutionære bevægelses forhold til bønderne. Uklarheden blev endnu større, da Marx ved en lejlighed på et direkte spørgsmål antydede, at russisk socialisme måske kunne opbygges direkte på det traditionelle landsbyfællesskab, uden at gå vejen over et borgerligt-kapitalistisk stadium.

Bønderne blev derfor længe et forvirrende element i den kommunistiske strategi. Landbruget var fortsat den dominerende næringsgren i Europa langt op i mellemkrigstiden. Teoretisk var det klart nok, at privatejendom måtte afskaffes. Kollektivisering af jorden var nødvendig i det socialistiske samfund. Indflydelsesrige partiledere som Kautsky i Tyskland hævdede konsekvent, at landbruget fulgte industriens udviklingslove, med storproduktion og proletarisering som kapitalistisk tendens. Proletariseringen af småbønderne ville samtidig gøre bondemasserne åbne for socialistisk agitation. Lenin understregede imidlertid nødvendigheden af den rød-grønne alliance i revolutionær mobilisering, hvor også familiebrugenes selvejende bønder måtte trækkes med i en taktisk alliance mod det gamle regime.

Agrarspørgsmålet var en krise der plagede den internationale kommunistiske bevægelse fra 1890'erne, og som særligt i Tyskland blev blandet sammen med hele den revisionistiske debat i perioden frem til 1. Verdenskrig. Krisen udsprang af mødet mellem kort og terræn, mellem marxistisk teori og realpolitiske forhold. Den drejede sig generelt om socialismens forhold til familiebruget, som store dele af bondesamfundets eksistens var knyttet til; specielt i striden om toldspørgsmålet, hvor landbruget forlangte beskyttelsestold, mens arbejderbevægelsen krævede frihandel. Bønderne var i  Tyskland fra århundredeskiftet og senere i store dele af Østeuropa kun i ringe udstrækning indstillet på at fremme socialismen, gennem deres egen proletarisering. Så længe arbejderbevægelsen opretholdt sit program for proletarisering og kollektivisering af landbruget, var socialismen bondepartiernes hovedmodstander. Samtidig var det tydeligt, at socialismen var umulig, uden bondemassernes støtte.

Denne principielle knude blev aldrig hugget over. Den marxistiske tradition delte sig i to hovedretninger, med hver sin utilfredsstillende løsning. Den tyske revisionisme opgav de revolutionære målsætninger for derved at tiltrække landbrugsbefolkningen. Bolsjevismen udvidede sin appel til bønderne udfra rent taktiske motiver: Industriproletariatet var den ledende revolutionære klasse, og individualistisk privatejendom til jord måtte ophæves i det socialistiske samfund. Men det var en sekterisk afvigelse at støde bønderne væk med sådanne paroler under den revolutionære mobilisering. Den russiske revolution blev derfor en bonderevolution på bøndernes bekostning.

Agrarspørgsmålet er senere genopstået i en ny udgave. Et radikalt «ny-marxistisk» perspektiv - ofte benævnt «third world-ism» i den engelsksproglige verden - hævder, at revolutionens stormtropper ikke længere er den industrialiserede verdens arbejderklasse, men den fattige verdens undertrykte bondemasser. Dermed er kampen mod imperialismen samtidig en kamp mod det kapitalistiske system. Nationalistisk selvstændighedskrig er den socialistiske revolutions form, hvor bønderne har indtaget industriproletariatets plads. Dette perspektiv betoner ikke kapitalismens historiske udviklingsprojekt, men tillægger den ansvaret for verdensomspændende underudvikling. Marxismens klassiske skillelinier - mellem kapitalisme og imperialisme, nationalisme og socialisme, bønder og proletariat - udviskes til fordel for en ny revolutionær hovedmodsætning: Den rige og urbaniserede verden mod de fattige landbrugslande. Denne revolutionære populisme udtrykkes klarest i Mao Tse-tungs billede af «byerne» (den rige verden) som belejret af «landsbyerne» (de fattige lande). I denne forståelse er agrarspørgsmålet flyttet ud over marxismens klassiske horisont. Ikke besvaret indenfor den.

Se også : Bondeoprør, Klassealliance.

Ø.Ø.

Litteratur

K. Kautsky: Die Agrarfrage, Stuttgart 1899.
H. G. Lehmann: Die Agrarfrage in der Theorie und Praxis der Deutschen und Internationalen Sozialdemokratie, Tübingen 1970.