Left Rocks
Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 13.782
: :
Aftalesystemet

En aftale eller overenskomst i arbejdslivet indgås enten mellem den enkelte lønarbejder og arbejdskøber eller mellem deres respektive sammenslutninger. Aftalen er en form for kontrakt, som fastsætter lønvilkår, arbejdsbetingelser, pligter og rettigheder, enten for et aftalt tidsrum eller på ubestemt tid. Aftalesystemet omfatter hele sættet af aftaler mellem de organiserede parter i arbejdslivet, mellem LO og Arbejdsgiverforeningen (DA), forbund og brancheorganisationer, eller mellem en virksomhed og en lokal klub. Tilsvarende findes der aftaler mellem staten, Kommunernes Landsorganisation eller den enkelte kommune og de offentlige ansattes organisationer.

Historie og indhold

Historisk har aftalesystemet udviklet sig ad to veje. Før fagbevægelsen blev dannet, var arbejdsaftalerne enkle, enkeltstående og personlige. Efterhånden har de udviklet sig til at omfatte større arbejdergrupper, fået et bredere indhold og er blevet indgået på et mere centraliseret plan. Desuden har aftalesystemet udviklet sig i samspil med den offentlige lovgivning. Der har været tale om en emnemæssig arbejdsdeling mellem lov og aftale. Aftaler er blevet indgået for at undgå lovgivning indenfor et område, eller en sag er blevet fremmet gennem lov, fordi forhandlingerne er strandet.

Aftalesystemet omfatter i dag:

1. Den personlige arbejdsaftale. Er arbejdstageren fagligt organiseret, reguleres denne af aftaler indgået af klub, forbund eller kartel. I nogle tilfælde dog blot af love.

2. Hovedaftalen mellem LO og DA. Den er blevet revideret flere gange siden 1899. Aftalen rummer anerkendelsen af modpartens organisationsret, retten til at etablere konflikt og sympatikonflikt. (dvs. strejke og lockout), fredspligten i overenskomstperioden, arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og endelig arbejdsgivernes ret til at holde arbejdsledere, formænd osv. ude af de faglige organisationer. Endvidere findes en aftale fra 1947 om samarbejdsudvalg.

3. Specielle aftaler. LO og DA har endvidere indgået en række specialaftaler for bestemte områder og bestemte emner.

4. Overenskomsterne. Mens de andre aftaler har et mere varigt perspektiv, indgås overenskomsterne altid for en bestemt periode - enten samordnet mellem LO og DA eller forbundsvis.

5. Lokalaftaler. Disse indgås ofte på den enkelte arbejdsplads og træder enten i stedet for den ordinære overenskomst, eller er et tillæg til den denne (se Akkord).

Aftalesystemet må ses i sammenhæng med flere andre love, især: Arbejdsmiljøloven og Ferieloven. Lov- og aftalesystemet udgør tilsammen de formelle regler, som gælder i arbejdslivet. Bestemmelserne er af to typer, materielle og processuelle, som det heder i juridisk sprog. De materielle fastsætter rettigheder og pligter; de processuelle fastsætter hvilken fremgangsmåde (procedure) der skal anvendes for at afgøre uenigheder.

Politisk betydning

Lov- og aftalesystemet opstiller «spilleregler» for striden mellem arbejde og kapital. Gennem dette system reguleres den økonomiske klassekamp. Lovene og aftalerne er en central del af den juridiske overbygning i den moderne kapitalisme.

Holdningen til love og aftaler varierer indenfor arbejderbevægelsen. Indenfor socialdemokratiet lægges der vægt på de væsentlige rettigheder, de fagligt organiserede har opnået. Der peges på, at disse ikke kunne være opnået, uden at der samtidig blev accepteret en række pligter. Og det hævdes, at selv om reglerne ikke i et og alt er tilfredsstillende, må de respekteres, til de eventuelt er forandret, gennem forhandlinger og aftaler eller lovgivning.

Ud fra en socialistisk synsvinkel kan spørgsmålet stilles anderledes. Rettigheder som organisationsret, tillidsmænd, retten til kollektiv opsigelse og mindsteløn er til fordel for lønarbejderne. Det er en fordel, formelt at have ret på visse områder, selv om der kan være betydelig afstand mellem det der står på papiret og virkeligheden. Den faktiske situation afgøres først og fremmest af den lokale faglige styrke. På arbejdspladser med lav organisationsgrad og -aktivitet findes der en vis mindstebeskyttelse i form af love og aftaler mod vilkårlig behandling. Men samtidig findes der også en række pligter, som må overholdes, og der er strafferetsligt ansvar forbundet med at bryde dem. Fredspligten indtager i den sammenhæng en central rolle. Den siger, at der ikke må forekomme arbejdsstandsninger i overenskomstperioden, og at arbejderne er nødt til at accepterede ledelsesretten - dvs. anerkende at virksomhedsledelsen har retten til at lede og fordele arbejdet, til at disponere over virksomheden. Disse pligter indebærer, at lov- og aftalesystemet sætter særlige rammer for den faglige kamp - begrænser den til at skulle holde sig indenfor kapitalismen. Overskrides bestemmelserne, kan tvisten blive afgjort i særdomstolen Arbejdsretten.

Aftalesystemet er i den forstand tvetydigt. Det giver tryghed og styrke for de fagligt organiserede, men binder dem også til det kapitalistiske system. Dette indebærer, at socialister må have både en taktisk og en principiel holdning til love og aftaler. Taktisk er det nødvendigt at vurdere: Lønner det sig i denne situation at overholde eller at bryde en aftale? Har vi styrke nok til at vinde en åben arbejdskamp, når arbejdskøberne sætter deres modangreb ind? Principielt betragtet kan man derimod ikke tilslutte sig retslige system, som har den private ejendomsret og ledelsesret som sin forudsætning. Holdningen om at «et ord er et ord» er godt nok i de forhold her i livet, hvor parterne i en aftale står lige. Men det kan ikke overføres på en aftale, hvor den ene part er afhængig og under tvang. Lønarbejdere og arbejdskøbere er ikke ligestillede parter. Forholdet er skævt i udgangspunktet, fordi kapitalismen bygger på, at flertallet er økonomisk tvunget til at sælge sin arbejdskraft til dem, som hersker over produktionsmidler og beskæftigelse. Love og aftaler påvirkes af dette. At lov- og aftalesystemet eksisterer, er derfor ikke i sig selv tilstrækkelig grund til, at det også må overholdes. Legalisme (principiel lovlydighedstænkning) kan ikke forenes med faglig kamp på et socialistisk grundlag - med en politik som ønsker at overskride kapitalismen.

A.J.