Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
     .  Journalistik
   .  Politisk  .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Maoisme
     .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 32.138
: :
Appel, Gotfred

Gotfred Appel (1924-92), dansk venstrefløjsaktivist og teoretiker. Appel studerede som ung engelsk sprog og litteratur og skrev bl.a. en guldmedaljeafhandling om Shakespeare. Det politiske arbejde blev imidlertid mere og mere centralt i hans liv, og han færdiggjorde aldrig de akademiske studier. I 1950´erne og begyndelsen af 1960'erne var han aktiv i Danmarks kommunistiske Parti (DKP). Han var på partiskole i Moskva og var i nogle år leder af DKPs forlag «Tiden». Desuden ledede han en overgang DKP's boghandel. Derpå blev han journalist ved partiorganet «Land og Folk» med udenrigspolitik som speciale. Det var ikke mindst udviklingen i Kina, som interesserede ham.

Da den ideologiske strid mellem Sovjetunionens kommunistiske Parti (SUKP) og Kinas kommunistiske Parti (KKP) udviklede sig i begyndelsen af 1960'erne tog Appel parti for KKP. Han var på linie med kinesernes kritik af SUKP's «moderne revisionisme» og Sovjetunionens «fredelige sameksistens med USA-imperialismen». Han følte en dyb modsætning mellem de revolutionære og antiimperialistiske fraser og Sovjets pragmatiske udenrigspolitik. I september 1963 forlod han «Land og Folk» og blev tilknyttet den kinesiske ambassades blad «Bulletin». Kort tid efter blev han ekskluderet af DKP.

I december 1963 dannede han - blandt andet sammen med historikeren Benito Scocozza, tidligere DKU-formand John Groth og Ulla Houton, en anden Land og Folk journalist, der blev hans fremtidige livsledsager - Kommunistisk Arbejdskreds (KAK). KAK blev således en af Europas første maoistiske organisationer. Appel besøgte flere gange Kina og har stået på podiet på Den Himmelske Freds Plads, mens tusinder af kulturrevolutionens rødgardister defilerede forbi.

KAK udviklede sig i slutningen af 60'erne imidlertid i en mere selvstændig retning. Appel udarbejdede den såkaldte «Snylterstatsteori», i følge hvilken arbejderklassen i det udviklede Vesteuropa og Nordamerika indtager en dobbeltstilling. Den er på een gang udbyttet, derved at den producerer merværdi, og bestukket derved at dens levestandard og dermed dens økonomiske og kulturelle behov og dens faglige krav er baseret på årtiers deltagelse i den imperialistiske verdens koloniale og neokoloniale rov. Bestikkelsesfaktoren var den dominerende af de to. Det var i følge Appel årsagen til revisionismens succes og den manglende revolutionære bevægelse i Vesteuropa. Først når den Tredje Verden havde befriet sig fra imperialismens åg og afskåret de rige lande fra superprofitter, ville der igen være grobund for revolutionen i Vesteuropa.

Denne teori førte til et brud med kineserne, og til at Scocozza forlod KAK og dannede en ny prokinesisk gruppe Kommunistisk Forbund - marxister-leninister (KFML), der senere blev til Kommunistisk Arbejderparti (KAP).

KAK engagerede sig kraftigt i solidaritetsarbejdet med befrielsesbevægelsen FNL i Vietnam. Dette sammen med den generelle mobilisering af ungdommen i slutningen af 1960'erne tiltrak en del unge mennesker og KAK oprettede i 1968 en ungdomsafdeling, Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF). KAK/KUF var i de følgende år aktive i solidaritetsarbejdet med Palæstina og befrielsesbevægelserne i de portugisiske kolonier i Afrika. KAK udviklede gode forbindelser til især Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP).

Appel var filosofisk stærkt påvirket af Maos skrift «Om Modsigelser». Marxismen var for ham en sand videnskab. Han søgte de «objektive drivkræfter» i den historiske materialisme. Verden bevægede sig uundgåeligt - om end af snørklede veje - mod socialisme. Kapitalismen måtte udtømme alle sine muligheder for udvikling, før den socialistiske revolution kunne realiseres. Derfor var Appel heller ikke modstander af Danmarks indtrædelse i Fællesmarkedet i 1972. Det ville accelerere kapitalismens udvikling, skærpe modsigelserne og dermed bringe socialismen nærmere. Hans parti- og politikopfattelse var inspireret af Lenin, med dennes sans for organisatoriske kampe. Han var en skarp og dreven debattør, og hans kompromisløshed appellerede til de mere militante dele af 68-generationen.

Appel sympatiserede i 1980'erne fortsat med mange elementer i den kinesiske udenrigspolitiske linie, især den uforsonlige kritik af Sovjetunionen. Han forsvare ivrigt den kinesiske «tre verdens teori» ifølge hvilken «den tredje verden» og «den første verden» (USA og Vesteuropa) måtte allierede sig mod «den anden verdens» («socialimperialismen») i form af Sovjetunionen. Diskussioner omkring Sovjetunionens rolle i den tredje verden, et kønspolitisk opgør, sammen med organisatoriske, ledelsesmæssige og personlige modsætninger førte til, at KAK i sommeren 1977 gik i opløsning. Nogle medlemmer dannede Manifest-kommunistisk arbejdsgruppe.

Appel, Houton og et par andre medlemmer beholdt imidlertid KAK-navnet og forsatte udgivelsen af tidsskriften Kommunistisk Orientering frem til 1980. Appel forsvarede i disse år intenst det kinesiske udenrigspolitiske verdensbillede, ifølge hvilket Sovjet var verdens farligste og mest aggressive supermagt. Han polemiserede i disse år atter med Scocozza og KAP, der nu var i færd med at distancere sig fra Kinas verdensbillede.

Efter et kort samarbejde med Klunserkollektivet i Ollerup - hvor bl.a. den senere hårde kritiker af venstrefløjen, Mikkel Plum arbejdede - trak Appel sig i midten af firserne tilbage fra aktiv politik. Han døde 68 år gammel i januar 1992 i Nakskov.

T.L

Litteratur

Appel, G.: Der kommer en dag... (Futura 1971)
Appel, G.: Klassekamp og revolutionær situation (Futura 1971)
Appel, G.: Revolutionens krogveje (Futura 1972)
Appel, G.: Mao, Komintern och Liu Shao-chi. (Raben & Sjögren 1971)