Sudan

Læst af 69.533    

Sudan er Afrikas største land og er opdelt i 3 regioner: ørkenregionen (Sahara) i nord, sletteområderne i landets centrale del og tropisk regnskov i syd. Størstedelen af befolkningen bor i områderne langs med Nilen (Nahr an-Nil), og her dyrkes bomuld. Port Sudan (Bur Sudan) ud til det Røde Hav er udskibningshavn for landets eksport. Omkring 60 % af landet er præget af ørken og ørkendannelse. Udledningen fra fabrikker har forurenet nogle kyster og floder.

Folket: Det sudanesiske folks etniske sammensætning er meget kompleks. Den består af omkring 570 grupper - deriblandt de arabiske. De bor overvejende i den centrale og nordlige del af landet og udgør sammen med nubierne næsten halvdelen af befolkningen. Blandt de vigtigste sorte folkeslag kan nævnes nilotic'erne, nilo-camit'erne og bantu folk. De bor overvejende i den sydlige del af landet, hvor der desuden bor 400.000 flygtninge fra nabolandene (Chad, Uganda, Ethiopien og Eritrea).

Religion: Islam (officielt) er den dominerende religion blandt arabere og nubiere. De fleste følger sunni retningen. De afrikanske kulter dominerer i syd, og der findes desuden kristne minoriteter i begge regioner.

Sprog: Arabisk (officielt og dominerende); de forskellige etniske grupper anvender desuden deres egne sprog, hvoraf der findes mere end 100.

Politiske partier: Opløste efter kuppet i 1989. Fra 1999 er politiske sammenslutninger dog atter tilladt: Nationalkongressen,tæt knyttet til den Islamiske Nationalfront; det Arbejdende Folks Alliance. En række partier er udenomsparlamentariske: Umma; Demokratisk Unionistisk Parti; Sudans Kommunistparti. I syd er den dominerende kraft Folkebevægelsen for Befrielsen af Sudan.

Officielt navn: Jumhuriyat as-Sudan.

Administrativ inddeling: 9 stater, 66 provinser og 281 områder styret af en lokalregering.

Hovedstad: Regeringsby, Al-Khartum, 2.207.000 indb.; Lovgivningscentrum, Umm-Durman, 1.599.300 indb. (2005).

Andre vigtige byer: Port Sudan (Bur Sudan), 384.100 indb.; Kassala, 295.100 indb. (2000).

Regering: General Omar Hassan Ahmad al-Bashir, statschef siden 30. juni 1989 - efter at have væltet den civile regering. Genvalgt i 1996, 2000 og 2010. Ali Osaman Taha er siden 1998 vicepræsident; desuden er Salva Kiir Mayardit fra SPLM siden juli 2005 vicepræsident. Parlamentet har ét kammer: Nationalforsamlingen (Majlis Watani) har 450 udpegede medlemmer, der repræsenterer regeringen, forhenværende rebeller og andre partier i opposition; Statsrådet (Majlis Welayat) har 50 medlemmer valgt indirekte i de delstatslige parlamenter.

Nationaldag: 1. januar (Selvstændighed, 1956)

Væbnede styrker: 105.500 soldater (2003).

Paramilitære styrker: 30-50.000 (Civilforsvarsstyrker)

Oppositionens styrker: 30-50.000 (Den folkelige Befrielseshær)

Den konstante indflydelse fra faraonernes Egypten over de områder egypterne kaldte Khus og grækerne Nubia var en af de vigtigste årsager til, at det i perioden fra det 3. årtusinde f.v.t. til omkring år 0 ikke var muligt at udvikle en selvstændig stat i området. Faraonerne foretrak at have spredte stammer i sit bagland. Derfor opstod kongedømmet Napata i det 8. århundrede f.v.t., hvor forfaldet i Egypten var så fremskredent, at landet kunne regeres af udenlandske dynastier. Det sidste af disse var netop sudanesisk. Kongerne i Napata erobrede Egypten i 730 f.v.t. og regerede landet frem til 663, hvor det blev erobret af assyrerne. Dynastiets fald medførte samtidig, at dets bagland i Sudan - selv om det ikke blev besat - faldt fra hinanden. Men i dets sted opstod hurtigt 3 nye riger: Nobatia, Dongola og Alodia, der eksisterede de følgende 20 århundreder.

Mens perserne, grækerne, romerne og araberne på skift overtog kontrollen over Egypten, bevarede disse riger en politisk og kulturel autonomi. Det skyldtes bl.a. deres stilling som mellemhandlere mellem Middelhavet og Centralafrika, hvorfra der leveredes slaver, elfenben og andre varer. Alligevel er antallet af større begivenheder under denne lange periode begrænset: Efter indflydelse fra Ethiopien konverterede landet i det 6. århundrede til kristendom; et århundrede senere blev landet invaderet af araberne, der tvang kong Dongola at åbne op overfor arabiske handelsfolk og islam. Samarbejdet var baseret på en traktat, der holdt sig i over 600 år.

De egyptiske mamelukker ødelagde Dongola i det 14. århundrede og Alodia omkring år 1500. Disse invasioner fandt konstant sted trods dannelsen af nye riger. Der var nu tale om muslimske riger i Sennar - ved den Blå Nil (Al-Bahr al-Azraq) - Kordofan længere mod vest og Darfur midt i ørkenen.

Pachaen Mohamed Ali (se Egypten) besluttede i 1820 at udslette mamelukkerne og trængte ind i Sudan. Egypterne oprettede en militærbase i Khartoum, og fra da af var deres militære tilstedeværelse i landet konstant for at kulminere med dets totale besættelse i 1876. Besættelsen fik omfattende konsekvenser: landets forening berørte de lokale høvdinges og lederes autonomi; der indførtes nye religiøse ritualer (selv om begge lande praktiserede sunni retningen indenfor islam); slaveriet blev forbudt efter pres fra englænderne og dette berørte de magtfulde slavehandlere, der indtil kort tid forinden havde kontrolleret landet; endelig indførtes skatter, der især vejede tungt over landmænd og kvægejere, hvilket skabte en solid og udbredt utilfredshed.

Da Mohamed Ahmad i 1881 udråbte sig til «Mahdi» (frelser) og indledte et korstog for at frelse islam, mødte han øjeblikkelig forståelse - især blandt den arabisk orienterede befolkning i nord. Storbritannien besatte i 1882 Egypten og gik efterfølgende også ind i Sudan, men formåede alligevel ikke at bremse oprøret. I 1885 besatte Mahdis tilhængere Khartoum, besejrede englænderne under ledelse af general Gordon og oprettede den første nationale regering. Men briterne kunne ikke tillade eksistensen af en stat, der satte sig op mod imperiets strategi for etableringen af én sammenhængende korridor af kolonier fra Cairo i nord til Kapstaden i syd. I 1898 indledte briterne en knibtangsoperation, der mobiliserede tropper helt fra Cairo til Uganda og Kenya, og som angreb Mahdi på to fronter.

Også Frankrig havde et transkontinentalt Afrika projekt - omend i øst-vestlig retning -, var derfor også interesseret i Sudan og sendte også tropper dertil. Mahdi var nu under angreb på tre fronter og blev i september 1898 besejret. Da kolonihærene bagefter mødets i Fachoda, var det tæt på at komme til åben krig mellem Frankrig og Storbritannien, men franskmændene endte med at anerkende briternes overherredømme over Nildalen, og der etableredes en engelsk-egyptisk kontrol over Sudan.

I Egypten havde kongen en målsætning om at skabe enhed i Nilområdet gennem politisk forening mellem Cairo og Khartoum. Briterne satte sig imod disse planer og truede med at give befolkningen i det sydlige Sudan en form for «føderativ selvstændighed». Befolkningen i syd var overvejende animister og desuden en lille minoritet af kristne, der stod overfor det arabiske og islamiske nord. Under alle omstændigheder indledte briterne en closed districts politik, der hindrede enhver form for kontakt mellem syd og nord.

I 1953 fik Sudan selvstyre, i 1955 valgtes et parlament, og den 1. januar 1956 udråbtes landets selvstændighed. Denne udvikling løste imidlertid ikke problemerne for befolkningen i syd, der var fordrevet og uden reel deltagelse i den nye stats politik. Allerede 5 måneder før selvstændigheden udbrød der derfor en hensynsløs borgerkrig, der fortsatte uafbrudt de følgende 16 år.

I 1969 overtog general Gaafar al-Nimeiry magten ved et statskup, lukkede parlamentet, proklamerede dannelsen af den Demokratiske Republik Sudan og indførte et-parti styre baseret på Sudans Socialistiske Union. Områderne i syd fik samtidig en vis form for administrativ autonomi.

Nimeiry ændrede senere holdning, brød med Sudans Socialistiske Union, indledte en voldelig forfølgelse af sine tidligere allierede, nærmede sig de arabiske konservative stater og opgav løfterne om autonomi han havde givet til provinserne i syd. I 1972 blev han dog tvunget til at indgå en aftale med guerillaen - efter internationalt pres og en stadig større utilfredshed i Sudan selv. Provinserne i syd fik nu udstrakt autonomi, samtidig med at partisanerne lagde deres våben og blev optaget i landets regulære hær.

I 1976 undertegnede Sudan og Egypten en fælles forsvarsaftale, og Nimeiry støttede i udgangspunktet Camp David aftalen undertegnet af Sadat, Carter og Begin. Men da det blev klart, at denne position isolerede landet indenfor den arabiske verden, begyndte Khartoum at distancere sig fra Cairo og nærme sig Saudi Arabien. Nimeiry anslog efterfølgende en linie, der understregede regimets islamiske karakter. Denne udvikling oprørte til gengæld hans sympatisører i syd, der ikke var muslimer.

I maj 1977 genvalgtes Nimeiry til præsident for en ny periode på 6 år. Kort tid senere indledte Khartoum en «national forsoningsproces», der gav en række politiske ledere i eksil lov til at vende hjem, og gav en række oppositionspartier mulighed for at fungere. Det gjaldt Ansar (Umma Partiet), Folkets Demokratiske Parti og det Muslimske Broderskab. Kommunistpartiet og den Nationale Front under ledelse af den tidligere finansminister Sherif al-Hindi var dog fortsat forbudt.

Nimeiry styrets skrøbelighed blev klart, da det i 1981 knapt nok var i stand til at slå et statskup ned - det 22. siden Nimeiry var kommet til magten. I oktober samme år opløste præsidenten Nationalforsamlingen og Regionalforsamlingen i syd med løfte om gennemførelse af nye valg. Formålet var at neutralisere interne modstandere og opny et nyt mandat. Men samtidig satte befolkningen i syd i stigende grad spørgsmålstegn ved hans regering. Ikke kun pga. dens manglende økonomiske prioritering af syd, men også fordi den førte regionens sparsomme ressourcer mod nord.

Trods beskyldninger om valgsvindel blev Nimeiry genvalgt for 3. gang i 1983. I juni samme år opdelte regeringen provinserne i syd i mindre regionale enheder, uden iøvrigt at have rådført sig med de lokale ledere. Det udløste øjeblikkeligt reaktioner af utilfredshed i den berørte region. Uden forudgående varsel indførte Nimeiry i september islamisk lov (sharia) i hele landet. Nimeiry havde givet efter for pres fra Saudi Arabien for at få økonomisk bistand. Skridtet udløste øjeblikkeligt omfattende protester fra animister og kristne i syd, og fik øjeblikkeligt borgerkrigen til atter at blusse op.

Der brød et oprør ud i byen Bhor, i hvilket Sudanese Peoples Liberation Movement (SPLM) for første gang trådte frem. Denne politisk-militære organisation gav guerillabevægelsen i syd et nyt ideologisk grundlag. Den nye bevægelse satte sig som mål at skabe national enhed og indføre socialisme indenfor rammerne af respekt for autonomien i syd og den religiøse frihed.

SPLM's militære gren, Sudanese Peoples Liberation Army (SPLA) udvidede sine aktioner i en sådan grad, at de udenlandske selskaber der gennemførte olieefterforskning i det sydlige Sudan lidt efter lidt opgav deres installationer pga. krigen. Samtidig optrappede det Muslimske Broderskab og oppositionspartierne i nord deres kritik af Nimeiry styret for at anvende den islamiske lov til at undertrykke kritikere af regeringen. Den internationale finanskapital begyndte også at lægge pres på den sudanesiske præsident for ikke at gennemføre sharia'en i sin fulde udstrækning.

Udlandsgælden voksede hastigt og nåede op på 8 milliarder dollars. Betalingerne af renter og afdrag på gælden blev systematisk forsinket og ved mindst to lejligheder - i starten af 1984 - blev landet anset for at være konkurs.

I 1985 indstillede USA sine kreditter til landet, og IMF gennemtvang prisstigninger på fødevarer. Oprøret bredte sig nu også til hovedstaden. I april 1985 rejste Nimeiry til USA for at anmode om bistand, men kunne ikke vende tilbage til sit land: hans forsvarsminister og hærens general Abdul Rahman Suwar al Dahab havde taget magten.

Kuppet forandrede ikke den politiske situation. De islamiske borgerskab i nord konsoliderede sig, og i syd fortsatte SPLM sine aktiviteter, eftersom den politisk-økonomiske diskriminering overfor regionen var uforandret. De politiske partier blev opløst og opdelingen af syd ophævet. Samtidig begyndte regeringen at studere indførelsen af sharia, og Dahab lovede at udskrive valg i 1986.

Valget blev gennemført i april 1986 og Sadiq al-Mahdi blev valgt til premierminister. Folkets Parti (UMMA) fik 99 pladser i parlamentet. Det var baseret på Koranen og de islamiske traditioner.

SPLA anmodede om Mahdis afgang og dannelsen af en overgangsregering, samtidig med at dens 12.000 partisaner havde omringet regeringsgarnisonerne i syd og reelt havde delt Sudan i to. Samtidig bredte sulten sig i regionen pga. den luftblokade guerillaen havde indført. Den tillod dog efterfølgende fly med fødevareforsyninger og medicin fra FN at komme igennem til de belejrede byer Juba, Yirol og Wau. Men grundlæggende var de økonomiske, politiske og kulturelle modsætninger mellem nord og syd uforandrede, hvilket bidrog til, at konflikten fortsatte.

I juni 1989 styrtede general Bashir præsidenten og gjorde regeringen ansvarlig for landets politisk-økonomiske krise. Bashir opløste de politiske partier, dannede en militærjunta med 15 medlemmer og lovede at bringe krigen til afslutning.

10 måneder efter statskuppet gennemførte andre officerer et kupforsøg. Samtidig mislykkedes forsøgene fra Ethiopiens, Kenyas, Ugandas, Zaires og USA's side på at mægle i landets langvarige interne konflikt. De forskellige fredsinitiativer slog fejl, samtidig med at regeringstropper og paramilitære arabiske grupper financieret af Bashir slog ned på befolkningen i syd. Den afrikanske befolkning i syd blev hyppigt tvunget til at forlade deres jorder pga. angreb fra disse militære enheder.

Den 4. februar 1991 indførte regeringen en føderativ struktur i landet. Sudan blev opdelt i 9 stater, der hver blev administreret af en guvernør og et ministerråd. Allerede den 31. januar havde general Omar Bashirs regering underskrevet en ny straffelov baseret på den islamiske sharia - dog kun i den nordlige del af landet, hvor islam er den dominerende religion.

I de første måneder af 1992 fordømte USA's kontor for støtte til ofre for katastrofer den systematiske udryddelse af personer af nubisk afstamning samt fordrivelsen af personer mod ørkenområder. Disse søgte senere mod Khartoum, hvor de blev opsamlet i lejre uden drikkevand eller latriner.

I marts indledte regeringshæren med støtte fra Ethiopien, Iran og Libyen en militær offensiv mod Folkets Befrielseshær (FB), og indtog byen Bhor i syd, der var et symbol på oprøret.

Regeringen tabte trods sin militære offensiv stadig mere kontrol over det indre af landet. I syd opererede Folkets Befrielseshær, ledet af John Garang, og i nord oprørsgruppen Nasir ledet af Riek Mashar, der var brudt ud af Folkets Befrielseshær. Den ustabile situation medførte, at regeringen slog hårdt til mod oppositionen og i landområderne mod de landsbyer, der støttede guerillaen.

I maj 1992 indledtes med støtte fra den nigerianske præsident forhandlinger i Abuja i Nigeria. De kulminerede i juni med et generelt og tvetydigt komuniké.

I januar 1993 medførte uenigheder i spidsen af regeringen en regeringsomdannelse med det formål at tilpasse dens politik til de mål, IMF og Verdensbanken havde opstillet. Alligevel anså begge finansinstitutioner skridtene som utilstrækkelige, og renterne på landets udlandsgæld blev fortsat ikke betalt. Konsekvensen var, at udlandet i april indstillede finansieringen af en række infrastrukturprojekter. De daglige udgifter til militæret løb i denne periode op på 2 millioner dollars.

Internationalt pres tvang Omar Bashir til at fjerne forbuddet mod flyvninger til syd. Forbuddet havde hindret transporten af fødevarer og medicin til ofrene for sultkatastrofen i syd. Det vurderedes, at 6 millioner mennesker led den samme risiko for at dø, som de 60.000 der i februar 1993 var døde af sult i Parayang, 800 km sydøst for Khartoum.

I februar 1993 genoptog regeringen og FB forhandlingerne i Entebbe, Uganda. Forhandlingerne blev dog boykottet af dissidenten Mashar. Han foretrak i stedet at accelerere sammenlægningsprocessen i Nairobi med en anden udbrydergruppe fra FB ledet af William Nyuon. Alliancen blev indgået i april og muliggjorde underskrivelsen af en våbenhvileaftale med regeringen samt et løfte om fortsættelse af de forhandlinger, der var blevet gennemført i maj 1992 i Kenya. Forhandlingerne i Abuja brød sammen i juni 1993 pga. uenighed om tilbagelevering af magten til provinserne, og sammenbruddet varede året ud.

I maj 1994 underskrev regeringen en aftale med oprørsgrupperne om støtte til de befolkningsgrupper, der var blevet isoleret af konflikten. Alligevel blev situationen stadig mere alvorlig, og de humanitære organisationer gentog deres fordømmelse af situationen. African Rights beskyldte i juli 1995 Khartoum for at være ansvarlig for «folkemord» på nubierne.

Ved valget i marts 1996 blev Bashir genvalgt med 76 % af stemmerne. Efter 12 års krig, en million døde og 3 millioner drevet på flugt, syntes mulighederne for fredelig sameksistens mellem «teokraterne» i nord og rebellerne i syd at blive stadig ringere.

I november 1997 medførte stridigheder med Egypten om administrationen af Halaib trekanten, der er rig på fosfat, mangan og muligvis olie, at Sudan bad den Arabiske Liga om at gå ind i konflikten. Iflg. en aftale fra 1899 tilhører Halaib Egypten, men en ny aftale fra 1905 overlod området til Sudan.

I januar 1998 indførte USA en økonomisk blokade af Sudan. Supermagten anførte som baggrund, at Sudan «støtter den internationale terrorisme», træner oppositionsgrupper fra nabolandene for at destabilisere disse og iøvrigt mangler respekt for de menneskelige rettigheder.

En måned senere opfordrede FN det internationale samfund til at give Sudan 100 millioner dollars i bistand for at komme de 4 millioner ofre for krig og tørke til undsætning.

Den sudanesiske guerilla påtog sig skylden for det attentat i februar i hvilket vicepræsident Al Zubair Mohamed Saleh døde, da hans fly styrtede ned i området omkring Nasir, 700 km fra Khartoum. Iflg. observatører får de kristne rebeller i Folkets Befrielseshær støtte fra USA gennem Uganda, Ethiopien og Eritrea. Den katolske kirke i Sudan besluttede for første gang at deltage i fredsforhandlingerne mellem den sudanesiske regering og SPLA, der gik ind på at forhandle.

En meningitis epidemi ramte landet i marts 1999. Alene i Khartoum døde 30 mennesker om dagen. Det var hovedstadens forstæder der var hårdest ramt.

Efter en investering på 3 mia. dollars kunne landet i juni indvie en 1500 km lang olierørledning. Det gjorde det muligt at udnytte oliekilder, som krigen og landets politiske problemer hidtil havde gjort utilgængelige. I slutningen begyndte man at producere 150.000 tønder olie dagligt, og planen var at øge produktionen til 250.000. Men pga. de enorme investeringer vil Sudan først efter 2003 begynde at tjene penge på projektet.

Sulten og krigen plager fortsat landet. 1-2.000 fordrevne personer ankommer dagligt til de centre, hvor de internationale nødhjælpsorganisationer arbejder.

I december 2000 blev al-Bashir genvalgt med 86,5% af stemmerne. Valget blev boykottet af det meste af oppositionen. I februar 2001 optrådte han i militæruniform ved åbningen af en konference i Khartoum for statsledere fra Sahel og Sahara.

I december 2001 meddelte regeringen, at den havde løsladt over 14.500 overvejende sorte slaver. Det skete efter 6 måneders kampagne fra menneskerettighedsorganisationernes side,

I januar 2002 indgik SPLA en alliance med sin rival, den Sudanesiske Folkeforsvarsstyrke, for at gøre fælles front mod centralregeringen.

I Kenya indledtes forhandlingen mellem regeringen og SPLA og i oktober 2002 blev der indgået en fredsaftale, der afsluttede 19 års borgerkrig, der havde kostet 2 millioner livet. USA havde allerede tidligere erklæret adgangen til Afrikas olie som et emne af «national interesse», og udenrigsminister Colin Powell havde ifbm. forhandlingerne i Kenya truet med at tredoble USA's bidrag til SPLA til 300 mio. US$ og med at fastholde blokaden af Sudan, hvis der ikke inden marts 2003 blev indgået en fredsaftale.

SPLA's leder, oberst John Garang krævede at blive udnævnt til Sudans vicepræsident i stedet for Alí Osaman Taha, og han krævede samtidig jurisdiktion over Sudans sydlige provinser Nuba, Abyei og den Blå Nil. De var kommet under den nordlige del af landets kontrol i 1972. Disse punkter blev dog ikke løst under de følgende års forhandlinger.

I april til december 2003 blev regeringen og SPLA enige om i 2004 at samle deres soldater i en fælles hær på 39.000 soldater, dele overskuddet fra olieproduktionen, udforme en ny forfatning, give administrativ autonomi til den sydlige del af landet og gennemføre en folkeafstemning i 2010 om den sydlige dels eventuelle selvstændighed. I oktober 2003 blev den islamiske leder, Hassan al-Turabi løsladt. Han havde været fængslet i flere år. Samtidig blev forbuddet mod hans parti, den Islamiske Nationalfront (NIF) ophævet. Det vurderedes at 92% af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen.

Mens fredsprocessen mellem nord og syd skred frem, indledte regeringsstyrker i januar 2004 en offensiv i Darfur provinsen i vest mod Sudans Befrielsesbevægelses Hær - den tidligere Darfurs Befrielsesbevægelse.

Sudans Befrielsesbevægelse var blevet dannet året inden, som svar på de systematiske angreb i Darfur regionen af arabiske nomader - de såkaldte janjawid militser. Nomaderne blev trængt mod vest som følge af ørkenens spredning i Sahel området i Sudan, og de stødte i Darfur sammen med den fastboende befolkning.

Ifølge rapporter fra Human Rights Watch blev janjawid militserne allerede før 2003 støttet af centralregeringen med våben, træning og andet udstyr. Den gennemførte den brændte jords politik og foretog etniske udrensninger hvor den trængte frem. Overgrebene havde i 2004 kostet 10.000 mennesker livet, ødelagt 2.300 landsbyer og bosættelser og drevet 1 mio. på flugt. De søgte beskyttelse omkring Sudans byer, eller krydsede over grænsen til Chad i et forsøg på at undslippe tortur, voldtægt og tyverier, der gennemførtes i fuldstændig lovløshed. Verdensorganisationen mod Tortur kritiserede samme år anvendelsen af tortur mod selv børn i Darfur.

I marts 2004 beordrede al-Bashir atter Turabi og hans politiske og militære tilhængere arresteret. I april afslog FN's Menneskerettighedskommission at vedtage sanktioner mod Sudans regering. Alligevel konstaterede World Food Programme (WFP), at 3 mio. sudanesere nu led af sult og karakteriserede situationen som en «humanitær katastrofe».

I maj blev Chads hær angrebet over grænsen af regulære sudanesiske styrker. Nogle politiske observatører erklærede, at det var muligt at der blev dannet en alliance vendt mod regeringen blandt oprørsgrupper i Nuba, Abyei, den Blå Nil og Darfur, og at sammenstødene kunne brede sig til større dele af Sudan.

I juni besøgte USA's udenrigsminister Colin Powell Sudan og forsøgte at lægge pres på regeringen for at få den til at indstille angrebene på civilbefolkningen i Darfur. USA gjorde samtidig opmærksom på, at FN's Sikkerhedsråd kunne vedtage sanktioner, hvis volden fortsatte. FN's generalsekretær, Kofi Annan erklærede, at hvis Sudans regering ikke kunne beskytte befolkningen i Darfur, så måtte det internationale samfund reagere. FN karakteriserede situationen som verdens aktuelt alvorligste humanitære katastrofe.

Iflg. FN peger mordene og den massive fordrivelse af civilbefolkningen på en «bevidst kampagne for etnisk rensning». Sudans regering fortsatte sin afvisning af at den skulle støtte de arabiske militser der angriber landsbyerne. De humanitære organisationer kritiserede samtidig regeringen for at lægge hindringer i vejen for distributionen af fødevarer og medicin. Sudans udenrigsminister, Mustafá Ismail indrømmede, at der eksisterede et «problem» i Darfur, men han anså det for voldsomt overdrevet, og han lovede at hans regering ville tage en række skridt til løsning af problemet, endnu inden afslutningen på Powells besøg.

I juli flyttede FN tusinder af flygtninge til mere sikre lejre. Samtidig fortsatte tusindvis af sudanesere deres flugt til Chad pga. den fortsatte vold i Darfur. De humanitære organisationer anklagede janjawid militserne for at være de ansvarlige for fordrivelsen af 1,2 mio. sudanesere ud af landet. Samtidig opfordrede USA FN til at vedtage sanktioner mod Sudan, eftersom centralregeringen udviser en lammende passivitet i håndteringen af den humanitære katastrofe i Darfur.

I marts 2005 blev det vurderet, at 180.000 mennesker var døde under konflikten i Darfur i de foregående 18 måneder, at 2 mio. var flygtet fra deres landsbyer for at søge tilflugt i de vigtigste byer, og at 200.000 var flygtet til Chad. FN's Specialkommission for Darfur konkluderede, at Sudans regering ikke havde gjort sig skyldig i folkemord - hvilket ellers ville have pålagt det internationale samfund at gribe ind - men at den derimod havde gjort sig skyldig i «alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og international humanitær ret», og at det kan retsforfølges som forbrydelser mod menneskeheden. Kommissionen anbefalede specielt, at Sikkerhedsrådet lod FN's krigsforbryderdomstol ICC undersøge situationen til bunds. Det skabte hurtigt stor uenighed. USA der bekæmper ICC foreslog istedet at der til formålet blev oprettet en speciel ad-hoc domstol i Arusha, Tanzania, og at Sikkerhedsrådet vedtog sanktioner overfor Sudan. EU på den anden side støttede forslaget om, at ICC skulle sættes på sagen.

Vicepræsident og kristen partisanleder John Garang som havde stået i spidsen for 20 års væbnet kamp mod muslimerne i nord Sudan døde i august i en flyulukke. Regeringen nedsatte en undersøgelseskommission til klarlæggelse af, om der var tale om en ulykke eller et attentat.

Med den Afrikanske Union som mægler godkendte den sudanesiske regering og Darfurs oprørsbevægelse den 5. maj 2006 en fredsplan. Den blev underskrevet i Nigerias hovedstad Abuja. En udbrydergruppe fra Darfurs oprørsbevægelse samt Bevægelsen for retfærdighed og Lighed nægtede imidlertid at underskrive aftale, fordi de hver ønskede større indflydelse i Darfur efter krigsafslutningen. De fik derfor frist frem til 31. maj til at skrive under og indlede afvæbningen. Det skete ikke. I stedet dannede en række af de grupper der ikke ønskede at skrive under National Redemption Front (Den nationale Afvisningsfront), og konflikt blev udstrakt til hele regionen, og spredte sig samtidig ind i Chad. En yderligere konplikation var, at de forskellige oprørsgrupper begyndte at kæmpe indbyrdes.

Verdensfødevareprogrammet karaktiserede i midten af året situationen i Darfur som «verdens aktuelt værste krise». Den pegede på, at manglen på fødevarer øgede underernæringen og forværrede situationen millioner af mennesker.

I maj 2007 indgik Sudan og Chad en fredsaftale i Saudi Arabien om at indstille træfningerne mellem de to landes 1000 km lange grænse, der udgør den vestlige del af Darfur. Konflikten var formelt startet, da Chad i december 2005 erklærede sig for at være i krigstilstand med Sudan, fordi Darfur konflikten spredte sig ind over dens grænse.

I juli 2007 vedtog FN's Sikkerhedsråd en resolution, der autoriserede en styrke på 26.000 fredsbevarende styrker fra FN og den Afrikanske Union at gå ind i Darfur. Sudans regering erklærede, at den agtede at samarbejde med fredsmissionen og iøvrigt fortsat søgte en forhandlingsløsning som en politisk løsning på konflikten.

I juli 2008 beskyldte chefanklager ved den Internationale Straffedomstol, Luis Moreno Ocampo, al-Bashir for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i Darfur. I marts 2009 udstedte domstolen en arrestordre mod al-Bashir for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, men erklærede at der ikke var tilstrækkelige beviser til at sigte ham for folkedrab. Al-Bashir er det første siddende statsoverhoved der er blevet sigtet af ICC. Domstolens skridt var imidlertid omstridt. Den Afrikanske Union, Ligaen af arabiske Stater, de Alliancefri Lande samt Rusland og Kina protesterede alle mod arrestordren. En ekspert opfordrede domstolen til at tilbagekalde arrestordren. Sudan reagerede umiddelbart ved at deportere en række vestlige bistandsorganisationer. Præsidenten har siden besøgt en lang række afrikanske og arabiske lande - uden at blive stillet overfor arrest.

Domstolens arrestordre var specielt interessant, fordi Sudan ikke har ratificeret Rom aftalen, der er grundlaget for ICC. Arrestordren har skabt en præcedens for mulige arrestordrer overfor statsledere fra f.eks. USA, Israel eller Storbritannien, der ligeledes kan stilles for retten for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Al-Bashir var kandidat ved præsidentvalget i april 2010, der var det første valg i flere årtier, hvor flere kandidater kunne stille op. Han vandt valget med 68% af stemmerne.

I forlængelse af fredsaftalen mellem Sydsudan og centralregeringen i Khartoum skal Sydsudan i 2011 gennemføre en folkeafstemning om selvstændighed. Regionen har i dag autonomi.

Guia del Mundo

Sidst ajourført 8/6 2010