Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Frankrig
Arbejde  .  Kultur  .  Litteratur
     .  Journalistik
   .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær
    .  Reformistisk  .  Socialdemokrati
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/10 2003
Læst af: 17.491
: :
Debray, Jules Regis
Regis Debray
Regis Debray

Debray (1940-), fransk filosof, forfatter, journalist og tidligere politisk rådgiver. Set fra en politisk synsvinkel kan Debrays udvikling og løbebane inddeles i først en revolutionær og siden en reformistisk fase. Set fra en mere filosofisk synsvinkel er der tale om et skift fra en militant marxistisk tankegang til en materialistisk teori om «tankens fysik» - af Debray kaldet mediologi.

Efter filosofiske studier ved Ecole Normale Supérieure i Paris, hvor Debray bl.a. undervises af den franske filosof Louis Althusser, hvis marxistiske ideer han inspireres af, bliver Debray i 1965 optaget af den revolutionære kamp i Latinamerika, og ikke mindst af Cuba og castrismen. I 1967 udgiver han bogen Révolution dans la révolution? («En revolution i revolutionen?»), der er en analyse af Fidel Castros opfattelse af den revolutionære kamp. Bogens grundsynspunkt er, at imperialismen kun kan bekæmpes med våben, og at guerillabevægelser må forme deres egen politik uafhængigt af politiske partier. Bogen bliver oversat til en række sprog, og bliver bl.a. trykt i 200.000 eksemplarer i Cuba. Den spiller en vigtig rolle i den nye venstrebevægelse, som udspringer af studenteroprøret i USA og Europa i slutningen af 60'erne.

Debrays sydamerikanske eventyr får en dramatisk afslutning. I 1967 får han opsporet Che Guevara i Bolivia. Che har året forinden i dybeste hemmelighed indledt opbygningen af en guerillabevægelse i landet. I april 67 arresteres Debray imidlertid af Barrientos-diktaturet i Bolivia, han bliver tortureret af CIA-agenter og anklaget for guerillavirksomhed. Arrestationen og retssagen udløser en omfattende international solidaritetsbevægelse, og får rettet søgelyset mod situationen i Bolivia. Debray bliver idømt 30 års fængsel, men bliver efter indgriben fra de Gaulle, Malraux og Sartre sat fri efter at have afsonet knapt fire år af straffen.

Che spekulerer i sin dagbog fra Bolivia over, om det i virkeligheden ikke var Debrays fuldstændig amatøragtige optræden og hans arrestation der fik gjort både diktaturet og CIA opmærksom på hans tilstedeværelse i landet - og dermed også indirekte ansvarlige for Ché's død i oktober 1967.

I 70'erne, hjemkommet til Paris og fyldt med dyrtkøbte politiske erfaringer, forsøger Debray i værker som bl.a. La critique des armes (1974) at gøre status over de revolutionære strategier i den 3. verden. I samme periode kaster han sig over studiet af den intellektuelles samfundspolitiske rolle, magt og historie. Han udgiver resultatet af sine analyser og refleksioner i Le pouvoir intellectuel en France («Den intellektuelle magt i Frankrig») (1979), der er en skarp kritik af de franske intellektuelle i fjernsynets og massekulturens tidsalder, og i Le scribe. Genèse du politique («Den skriftkloge. Det politiskes tilblivelse») (1980), der følger den intellektuelles genealogi fra de egyptiske skriftkloge og de græske sofister over renæssancens humanister og oplysningstidens filosoffer til nutidens intellektuelle. Debrays konklusion er pessimistisk: den intellektuelle har altid været fyrsternes støtte og den, som organiserer og forvalter magtens sprog.

I 80'erne er Debray i en længere årrække udenrigspolitisk rådgiver med hensyn til Latinamerika for den franske socialistiske præsident François Mitterrand. Hermed indleder han, hvad man kunne kalde for hans reformistiske fase.

I 90'erne kaster Debray sig ud i et stort og ambiøst projekt, som har rødder tilbage til hans studier af de intellektuelle, nemlig at skabe en ny disciplin kaldet mediologi. Mediologiens opgave er at studere tankens materielle eksistensbetingelser i et forsøg på at besvare spørgsmålet: hvordan har simple ord og billeder kunnet forandre tingenes gang? I modsætning til f.eks. studiet af kommunikation, hvor der ifølge Debray er fokus på noget flydende og immaterielt, på et budskab eller et indhold, studerer mediologien de «tunge» materielle mediationer eller transmissioner, der udgør det symbolske univers' infrastruktur. Eller som Debray også formulerer det: det er en teori om den «symbolske effektivitets veje og midler».

Metoden består i at finde sammenhængen mellem tre forskellige niveauer: 1) den symbolske aktivitet hos en gruppe af mennesker (f.eks. deres religion, ideologi eller litteratur), 2) disse menneskers sociale organisationsformer og 3) de måder, hvorpå de griber og arkiverer spor og lader dem cirkulere. Det er Debrays tese, at sporenes materielle niveau har en afgørende indflydelse på de to første niveauer.

Mens kommunikationsvidenskaberne studerer synkrone «overførsler i rum», studerer mediologien diakrone «overførsler i tid». Debray skelner således mellem tre historiske mediasfærer eller «transmissions- og transportmiljøer for budskaber og mennesker»: logosfæren eller skriftens epoke, grafosfæren eller bogtrykkerkunstens epoke og videosfæren eller de audio-visuelle midlers epoke.

Debray har foretaget mediologiske undersøgelser inden for flere områder. I 1991 udkom Cours de médiologie générale («Forelæsninger i almen mediologi»), der er et studium af doktrinernes mediologi (kristendommen og socialismen). I 1992 udkom Vie et mort de l'image («Billedets opkomst og død»), hvor Debray analyserer blikkets eller billedernes mediologi. Og i 1993 udkom L'Etat séducteur («Den forførende stat»), en bog om magtens mediologiske revolutioner, og det, som Debray kalder for «statens audio-visuelle historie» - fra «skriftstaten» til nutidens «skærmstat». Debray har givet den mest sammenfattende fremstilling af mediologien i Manifestes médiologiques («Mediologiske manifester») (1994) og i Transmettre («Overføre») (1997)

Debray oprettede i 1995 foreningen AD.REM (Association pour le Développement de la Recherche en Médiologie) samt tidsskriftet Cahiers de médiologie.

Ud over filosofiske og politiske værker har Debray også udgivet romaner (La neige brûle, 1977, Comète, ma comète, 1986) samt den selvbiografiske trilogi: Les masques: une éducation amoureuse, 1988, Loués soient nos seigneurs: une éducation politique, 1996 og Par amour de l'art: une éducation intellectuelle, 1998.

F.F.


Litteratur

Revolution in the Revolution? (1967).
Kontinent i uppror : Politiska texter från Latinamerika
. Rabén & Sjögren, Stockholm (1967)
Vi er praktiske revolutionære : tekster til belysning af den latinamerikanske revolution. Rhodos (1968)
Samtal med Allende : en intervju om Chiles väg mot socialismen med kommentarer och dokument. Rabén & Sjögren, Stockholm (1971)
Strategy for revolution. Cape, London (1970)
Prison writings. Lane, London (1973)
La critique des armes. Éditions du Seuil, Paris (1974)
Kritik av vapnen. Tiden, Stockholm (1975-77)
Journal d'un petit bourgeois entre deux feux et quartre murs. Seuil, Paris (1976)
Que vive la République. Jacob, Paris (1989)
Media Manifestos: On the Technological Transmission of Cultural Forms (1996).

F. Dagognet, R. Damien og R. Dumas: Faut-il brûler Régis Debray? (1999). Cahiers de Médiologie:

Internet: www.mediologie.com.