Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 3/9 2010
Læst af: 8.059
: :
Metafor

Traditionen fra Aristoteles

Det græske µεταφορά (metaphora) betyder overførsel, oversættelse, overdragelse o.l., svarende eksempelvis til det latinske translatio og det tyske Übertragung. Den første autoritative definition modtager metaforen af Aristoteles, der bestemmer den som en overførsel af et fremmed navn. Med standardeksemplet: Ligesom løven er stærk er Achilleus stærk. Man kan derfor danne metaforen Achilleus er en løve. Som det siden hen ofte er blevet påpeget, så er Aristoteles' definition ifølge sit eget kriterium selv en metafor. Den overførsel, som metaforen er navngivet efter, er nemlig ret beset en grundkategori i Aristoteles' bevægelseslære, hvor den betegner dét, at noget overhovedet flytter sig fra et sted til et andet. Således kan man sige: Ligesom en ting kan skifte plads, kan et navn skifte plads. Man kan derfor danne metaforen metafor. Tager man denne ejendommelige refleksivitet som tegn på, at man ikke kan tale om metaforen uden selv at tale metaforisk, har man indladt sig på en tankegang af stor betydning i aktuelle former for metaforteori. Her er det blevet bemærket, at metaforen tilsyneladende er et fænomen, man ikke kan slippe udenom eller komme bagom.

Men inden metaforen avancerede til en sådan prominens, skulle den tilbringe en lang tid der, hvor Aristoteles havde placeret den: i retorikkens og poetikkens departement. I de latinske forfatteres varetagelse af disse discipliner – eksemplarisk hos Cicero og Quintilian – beholdt man Aristoteles' definition. Metaforer som Archilleus er en løve betragtede man som forkortede lignelser. Deres forudsætning var analogien – in casu det analoge træk styrke. Metaforernes funktion bestod ifølge disse forfattede udelukkende i at være ornament. Det var digterens og talerens opgave at finde passende metaforer til at besmykke sproget med. Metaforen var dog under streng overvågning i den henseende. Passende betød nemlig først og fremmest, at man burde anvende metaforer sparsomt og, hvis man gjorde det, da gerne anføre forsigtighedsklausuler som så at sige o.l.

Devaluering af metaforen

Indenfor retorikken og poetikken var metaforen således under strikt kontrol. Den var klassificeret som en sproglig figur ved siden af andre, såsom allegori, karakrese, litote, metonymi, synekdoke m.m. Bedre kår havde den imidlertid ikke, hvis den bevægede sig udenfor. Her fandt man endog dens beskedne ornamentale funktion upassende og devaluerede metaforen som slet og ret uegentlig tale. Her gjaldt imperativet: Thou shalt not commit metaphor! (Max Black). Det finder man f.eks. i teologien, hvor Augustin var skeptisk overfor brugen af metaforer. Dog er det klart, at har man Biblen som autoritativ tekst, kan billedsprog ikke radikalt devalueres. Det er således først indenfor videnskab og logik, at metaforen betragtes som en decideret fejl og undertiden endda forbydes helt. Den tendens kan man forfølge fra Descartes betoning af klare og distinkte begreber over oplysningsfilosofiske protagonister som Voltaire og Diderot og frem til moderne positivistisk videnskabs- og sprogforstålse. I sidstnævnte tilfælde indgår metaforforbudet i et opgør med metafysikken. Eksempelvis hos Carnap såvel som den tidlige Wittgenstein forstås metafysiske problemer som pseudoproblemer, der opstår ved en fejlanvendelse af sproget. De skal derfor ikke løses, men opløses via en rensning af sproget, hvilket ikke mindst gælder dets metaforiske elementer. Forbavsende nok deles denne opfattelse med positivismens antipode, nemlig Heidegger, der ligeledes forbinder metafor og metafysik, idet han bemærker: «Det metaforiske gives kun inden for metafysikken». (Heidegger, Martin: Der Satz vom Grund, Verlag Günther Neske, Pfüllingen 1957, p. 89). Heideggers mellemværende med den metafysiske tradition, der ganske vist er af en anden art end positivismens, angår derfor også metaforen.

Traditionen fra Vico

Man kan altså konstatere en stærk og dominerende tradition for at opfatte metaforen enten som ornament eller som uegentlig – som harmløs pynt eller fordægtig metafysik. En ændring af denne situation indtræder først i det 18. århundrede og forbindes med navnet Giambatista Vico. Med sin idé om et poetisk ursprog betonede Vico sprogets skabende kraft. Sproget er ikke primært et redskab, man anvender til at benævne en allerede ordnet virkelighed, men er først det, der giver virkeligheden dens artikulation. Metaforer spiller den afgørende rolle i den forbindelse, og de metaforer, man aktuelt finder i sproget, viser tilbage til dets oprindelige kreative potentiale.

Med dén sprog- og metaforopfattelse var anstødet givet til en rehabilitering af metaforen. Så længe metaforen var bundet til en aristotelisk metafysik, hvor alting havde deres naturlige sted, blev der kun tilbage for den benævnende at flytte om i denne orden. Sættes denne metafysik imidlertid ud af kraft, således at orden ikke længere er noget givet, men noget der skal skabes, kan metaforen optræde på et dybere niveau. I det perspektiv aner man, at den grundlæggende spænding mellem kristen skabelsesteologi og græsk værensorden er det fundamentale metafysiske drama, der i baggrunden kunne muliggøre metaforens ændrede status. Skulle det ske måtte sansen for at ord kunne være genuint skabende – i begyndelsen var ordet! – være fremherskende; og man måtte ydermere have tiltro til, at ordet ikke kun var hos Gud, men at også mennesket i sin egenskab af sprogligt væsen kunne deltage i dets skaberkraft. Disse betingelser finder langsomt deres opfyldelse i den humanistiske tradition fra Dante til Vico (cf. Apel, Karl Otto: «Die Idee der Sprache in der Tradition des humanismus von Dante bis Vico» i Archiv für Begriffsgeschichte bd. 8, H. Bouvier und Co. Verlag 1963).

Rehabilitering af metaforen

Forfølger man rehabiliteringen af metaforen et par skridt videre, når man i første omgang – via Rousseau – til den tyske romantik og klassicisme. Hamann, Herder og Humboldt er alle åndelige arvtagere til Vicos ide om et poetisk ursprog. Det indebar i første omgang en intensiv interesse for sprogets oprindelse og historie. Undertiden, nemlig når romantikken blev nationalromantisk, kunne det udarte sig til en konkurrence om, hvilke af de nationale sprog, der mest umiddelbart øste af det skabende sprogs urkilde. Vigtigt her er blot, at man som oftest mente at finde indicierne i sprogets billedlighed. Sproget, mente man, havde nemlig sin opindelse i metaforer.

I anden omgang kan man iagttage, hvorledes metaforen bevarer denne rolle, selvom romantikkens historisk orienterede sprogfilosofi afløses af en transcendentalfilosofisk eller hermeneutisk ditto. Også her gælder, med Bruno Liebrucks lykkelige formulering, at: «Metaforen er refleksionen af, hvad sproger gør indenfor sproget» (Liebrucks, Bruno: Sprache und Bewusstsein bd. 1, Akademische Verlagsgesellschaft 1964, p. 482). Tanken er med andre ord, at er sproget som sådan betingelsen for verdens kommen til syne og menneskets kommen til verden, så er metaforen det særlige fænomen i sproget, hvor man kan komme på sporet af denne proces.

I Nietzsches ungdomsskrift Ueber Wahrheit und Lüge im aussermoralischen Sinne (1873) tildeles metaforen en tilsvarende status. Men den behandles her ikke blot i en sprogfilosofisk ramme – den være sig historisk eller transcendentalfilosofisk orienteret – men i en antropologisk. Metaforen er ikke blot et (ganske vist særligt vigtigt) sprogligt fænomen, men et konstitutivt træk ved mennesket. Nietzsche skrev således om menneskets «... metafordannelsesdrift, som man ikke et øjeblik kan tage bort, fordi man dermed ville tage mennesket selv bort». (Ueber Wahrheit und Lüge im aussermoralischen Sinne i Sämtliche Werke bd. 1, Deutscher Taschenbuch Verlag 1988, p. 887). Mennesket eksisterer i kraft af at overføre. Anmaser man sig til at fortolke lidt, kan det hænge sammen med den tanke, at mennesket ikke har nogen givet eksistensmåde – at det, som Nietzsche siger, endnu ikke er faststillet – og at det derfor må tyde sin eksistens – altså at dets eksistens er forestillet. Mennesket må m.a.o. altid overføre sig selv i bestemte symbolske former; og det er således ikke forbavsende, at man i baggrunden for en symbolfilosofi som Cassirers kan finde mennesket som et metaforisk væsen.

Aktuel metaforteori

Betragter man med den foranstående historiske skitse in mente nu den aktuelle metaforteoretiske situation, bemærker man, at det traditionelle aristoteliske synspunkt ikke længere er i høj kurs. Metaforen anses sjældent blot for at være en forkortet lignelse eller en substitution for et egentligt udtryk. Disse fænomener gives naturligvis stadigvæk. Men en mere fordringsfuld tese om metaforens omnipræsens har vundet en vis udbredelse – altså den indledningsvist berørte tanke om, at metaforen er et fænomen, man ikke kan komme bagom. På baggrund af denne generelle tendens er variationsbredden imidlertid umådelig stor.

I analytisk filosofi har man været særlig interesseret i metaforens bidrag til erkendelsen – i første omgang særligt den videnskabelige. For udviklingen af disse såkaldt kognitive metaforteorier har I.A. Richardsons interaktionsteori og dens videreudvikling hos Max Black været et betydeligt ansatspunkt. Tankegangen er, at metaforen bevirker en interaktion mellem forestillingskomplekser, således at betydning, som ikke var formulerbar i forvejen, skabes. Endvidere kan sådanne metaforer fungere som modeller, der leder den videnskabelige erkendelse. En udvidelse af synspunktet bevirkede George Lakoff og Mark Johnson, der i deres fælles bog fra 1980 skrev om Metaphors we live by. Metaforer gælder her ikke blot som sproglige fænomener med en erkendemæssig funktion, men som afgørende i konstruktionen af den sociale realitet.

I den kontinentale filosofi spiller tanken om metaforens omnipræsens også en betydelig rolle. Ofte er den endda radikaliseret på følgende måde: Da man ikke kan komme bagom metaforen, er det i grunden en upassende tilgang til fænomenet overhovedet at ville lave en teori om metaforer. Man indrømmer derimod bedst metaforens status ved simpelthen at arbejde metaforisk med metaforer. Det er den systematiske pointe, der uudtalt ligger til grund for det litterære islæt, som kendetegner meget kontinentalfilosofisk beskæftigelse med metaforer. Som eksempel kan man nævne Hans Blumenbergs metaforologi. Bemærkningerne om, hvad metaforen er, og hvori dens funktion består, er her særdeles sparsomme, mens fremstillingen af bestemte metaforers receptionshistorie fylder tusinder og atter tusinder af sider. Der er her tale om beskrivelser af historiens egen fænomenologiske variation over bestemte billeder som f.eks. Platons hulelignelse. Hvad der står til forhandling i den historie er ifølge Blumenberg intet mindre end menneskets forsøg på at vinde eksistentiel orientering i verden – altså at forholde sig til de metafysiske spørgsmål, som det ikke kan undlade at stille, men heller ikke endegyldigt besvare.

K.Ly.


Litteratur

George Lakoff and Mark Johnson: Metaphors We Live By, Chicago: University of Chicago Press 1980.
Paul Ricoeur: The Rule of Metaphor: Multi-Disciplinary Studies in the Creation of Meaning in Language, trans. Robert Czerny with Kathleen McLaughlin and John Costello, S. J., London: Routledge and Kegan Paul 1978.