Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Grækenland
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 126.808
: :
Aristoteles
Left
Rocks
2024-03-03 07:38
2024-03-02 07:40

Zionismens terror mod Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

STOP ISRAELS, USA's og EU's FOLKEMORD I GAZA!
STOP ISRAELS KRIGSFORBRYDELSER!

I 1943 nedkæmpede den nazistiske besættelsesmagt oprøret i den jødiske ghetto i Warzawa, myrdede 20.000 og fordrev 36.000. Det er den rene søndagsskole sammenlignet med Israels folkemord i Gaza.

I 2023 har Israel indledt et folkemord i Gaza. Det officielle civile tabstal er nu over 30.000 civile (heraf over 13.500 børn). Dertil kommer titusinder, der fortsat er begravet i ruinerne fra Israels terrorbombardementer. 2,2 mio. er drevet på flugt. Dets hensynsløse angreb på hospitaler, skoler, flygtningecentre, moskeer, kirker, FN ansatte, journalister og civile er uden sidestykke i verdenshistorien. Israels folkemord-medskyldige i USA og EU taler om Israels ret til at 'forsvare sig'. Folkemord er ikke forsvar. David Hearst er jøde. Halvdelen af hans familie blev dræbt under Holocaust. Han er chefredaktør for Middle East Eye. I dette 11 minutters klip piller han myten om Israels ret til selvforsvar fra hinanden: Israel og myten om 'selvforsvar'. Det handler ikke om 'selvforsvar' men om udryddelse af et andet folk - palæstinenserne.

Israel har siden 9/10 underkastet Gaza en total blokade. Ingen fødevarer. Intet vand. Ingen strøm. Ingen olie. Målet er at myrde hele befolkningen ved hungersnød og død af tørst. Det er folkemord. Israels krigsminister benyttede samtidig lejligheden til at betegne palæstinenserne som dyr. Samme betegnelse nazisterne brugte om jøderne i 1930'erne.

Israel har siden 7/10 kastet 100.000 bomber over Gaza, bombet hospitaler, skoler, moskeer, kirker, hele boligkvarterer og drevet over 2,2 mio. på flugt. Ikke siden 2. Verdenskrig er der gennemført bombardementer med en sådan intensitet.

Apartheidstaten Israel har siden 7/10 dræbt 18 gange så mange civile i Gaza som der er dræbt i Ukraine de sidste 12 måneder (OCHCR).

FN's Generalforsamling krævede 12/12 øjeblikkelig våbenhvile og respekt for krigens love. Det var det globale syd mod de uciviliserede krigsmagere i nord. 153 stater stemte for resolutionen, mens USA, Israel og 8 andre lande stemte for fortsat folkemord. 23 lande undlod at stemme.

Den Internationale Domstol i Haag (ICJ) afsagde 26/1 en foreløbig kendelse i sagen Sydafrika har anlagt mod Israel for folkemord. Kendelsen var et sviende nederlag for Israel og de medskyldige i folkemordet i USA og Europa. Domstolen fulgte nemlig ikke Israels opfordring til at smide sagen ud, men pålagde i stedet næsten enstemmigt Israel at overholde eksplicitte dele af konventionen. Samtidig slog domstolen fast, at ALLE lande har pligt til at overholde konventionen og specifikt til at hindre folkemord. Israel betegnede ICJ som anti-semittisk og de folkemords-medskyldige i USA og Europa valgte at ignorere kendelsen. De har i forvejen sat sig uden for den civiliserede verdensorden. Som svar på ICJ halverede Israel nødhjælpen til Gaza, hjulpet af USA, Canada, Australien, Japan, Storbritannien, Tyskland, Sverige, Nederlandene og flere andre. Samtidig blev henrettelsen af civile optrappet.

FN's nødhjælpsorganisationer og de internationale menneskerettighedsorganisationer har forsøgt at overtale USA og EU til våbenhvile, for det er dem der leverer våbnene og den politiske opbakning til folkemordet. Forgæves. Derved gør USA og EU sig medskyldige jvf. Konventionen mod Folkemord.

Israel + USA + EU = Folkemord

Bryd censuren i Danmark: Følg udviklingen på Al Jazeera Følg udviklingen på DemocracyNow Følg udviklingen på Electronic Intifada

Støt Læger uden Grænsers arbejde i Gaza. Læger uden Grænser har måttet trække sig ud af det nordlige Gaza pga. Israels fortsatte terror.

Aristoteles (384-322), græsk filosof. Aristoteles blev født i Stageira som søn af en livlæge ved det makedonske hof. Fra 367-347 studerede han i Platons Akademi i Athen. 343-340 var han lærer for den senere Alexander den Store, og i 335 vendte han tilbage til Athen og grundlagde sin egen skole, Lykeion, som han dog måtte forlade i 323 på grund af en antimakedonsk opstand efter Alexanders død. Aristoteles' filosofi er en kritisk videreførelse og på mange måder fuldendelse af Platons filosofiske projekt, men har bl.a. i kraft af en fornyende indfaldsvinkel og større systematik en helt egenkarakter. Aristoteles grundlægger de filosofiske og videnskabelige discipliner, og hans opdelinger i fagområder er fortsat gældende. Renæssancen gjorde op med hans verdensbillede og opfattelse af navnlig naturvidenskab, men indenfor etik og politik har hans tanker haft uafbrudt betydning og i de seneste årtier fornyet aktualitet. Hans filosofi må som helhed betragtes som den mest indflydelsesrige i filosofiens historie.

Aristoteles' forfatterskab omfatter arbejder inden for alle senere traditionelle discipliner, hvis begreber og terminologi han har præget grundlæggende. En række skrifter med fællesbetegnelsen Organon behandler primært logik, argumentation og erkendelsens og videnskabens grundprincipper, herunder den grundlæggende skelnen mellem substans og accidens, dvs. mellem en tings faste væsen og dens variable egenskaber. Omdrejningspunktet for hans filosofi er Fysikken (græsk fysis = natur), hvor han undersøger de naturlige ting og processer. Modsat Platon ser Aristoteles ikke verdens orden som et overordnet ideelt mønster, men som en iboende struktur i tingene. En ting kan betragtes som en sammensætning af form og materie, hvor formen er det, vi anfører som det mest oplysende svar på, hvad en ting er, f.eks.«menneske» eller «hus» (i modsætning til kød og blod eller tømmer og mursten). Formen er nemlig det, der består gennem tilblivelse og forgåen og forandring: Et menneske avler et menneske, og et menneske forbliver menneske, selv om det vokser og ændrer sig kvantitativt og kvalitativt. Ved natur eller form forstår Aristoteles altså et indre dynamisk årsagsprincip, der af sig selv regulerer («former») tingenes udvikling og forandringsprocesser. Natur eller form kan derfor også bestemmes som tingenes formål (græsk telos), dvs. hvad de udvikler sig hen imod, og enhver forandring er en aktualisering eller virkeliggørelse af en iboende mulighed. Naturlige processer har således for Aristoteles ikke karakter af nødvendige, mekaniske lovmæssigheder, men ses snarere som organisk vækst, hvor et givet mål (et bestemt potentiale) vil aktualiseres under normale, naturlige omstændigheder.

I Metafysikken undersøges det værende som sådan, uafhængigt af hvilken slags det er. Det værende findes og udsiges på mange forskellige måder (som bl.a. ting, egenskaber, mulighed, virkelighed, sandhed), der ikke kan reduceres til hinanden, men som alle forudsætter en primær instans, substantielle former eller essenser. Som et nødvendigt grundlag for hele universet må vi tillige antage en første årsag, en guddom, der som det ultimative formål opretholder bevægelse og forandring, uden selv at være bevæget af noget andet.

Begreberne substans/egenskab, form/materie, virkeårsag/formål og mulighed/virkelighed, der er udviklet fra betragtningen af de naturlige ting, præger Aristoteles' tænkning på alle andre områder. Ikke-naturlig produktion (græsk poiesis) som håndværk eller kunst efterligner eller forbedrer naturen, og etisk og politisk handling (græsk praxis) er for så vidt naturlige aktiviteter, som mennesket af natur (altså formål) er et politisk væsen. Politisk styring er således ikke som hos Platon nødvendig, fordi menneskets natur er genstridig, men fordi mennesket overhovedet først kan blive menneske og virkeliggøre sit særlige formål, lykken eller det gode liv, i det politiske fællesskab, i staten. I Politikken må Aristoteles derfor bl.a. godtgøre, at politisk styring er forenelig med individuel autonomi og frihed. I et raffineret opgør med Platon fastslår han, at styring ikke udelukkende kan bestå som herredømme, altså at noget overordnet styrer noget underordnet: politisk styre vil netop sige, at lige styrer lige. Dette medfører, at det rettelig er loven, ikke enkeltpersoner, der skal styre i staten, og at alle borgere på en eller anden måde skal have del i magten. I den bedst mulige forfatning er magten derfor fordelt på forskellige politiske instanser («den blandede forfatning»), som sørger for en balance mellem de fundamentale menneskelige værdier lykke, frihed og velstand.

Aristoteles' Nikomacheiske Etik hører til de mest indflydelsesrige bøger i europæisk kulturhistorie. Heri grundlægges etikken som særlig filosofisk disciplin: Etikkens mål er ikke teoretisk erkendelse, men handling; den udøves derfor af en særlig fornuftsform, den praktiske fornuft (græsk fronesis), der - på grundlag af den under opdragelsen erhvervede karakter eller holdning – gennem overvejelse og beslutning finder frem til det rette i enkeltsituationen. Da etik og politik således forudsætter normer og værdier, vil det rette og retfærdige variere indholdsmæssigt efter kulturel sædvane. Dog fastholder Aristoteles, at når alle hensyn til omstændighederne er taget, vil der over alt være et politisk system, der er det bedste, dvs. mest i overensstemmelse med den menneskelige natur.

A.E.O.

Litteratur

Aristoteles: Etikken, Det lille Forlag 2000
Aristoteles: Forelæsning over Fysik, Gyldendal 1999 (1952)
Aristoteles: Om digtekunsten
Aristoteles: Om sjælen, Det lille Forlag 1998
Aristoteles: Retorik, Museum Tusculanums Forlag 1983
Aristoteles,
Munksgaard/Rosinante 1998 (Berlingske Filosofi Bibliotek 1964)
Johansen, Karsten Friis: Den europæiske filosofis historie, bd.1: Antikken, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1991