Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Sociologi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 46.802
: :
Livsform

Den strukturelle livsformsanalyse søger at afdække de principelle forskelle der eksisterer i samfundet - et samfund der på overfladen umiddelbart kan forekomme homogent. Livsformsanalysen er udarbejdet ved Institut for Europæisk Etnologi og havde sin opstart i 1970’erne. I «Det glemte folk» af Thomas Højrup fra 1983, bliver modellen præsenteret, men er siden løbende blevet yderligere korrigeret og specificeret. Livsformsanalysens teoretiske udgangspunkt er inspireret af bl.a. Aristoteles (384-322 f.Kr.), G.W.F. Hegel (1770-1831) og Karl Marx (1818-1883).

Forskellige sociologiske modeller analyserer folk efter eksempelvis lønindkomst eller længden af uddannelse. Modsat disse arbejder livsformsanalysen med, at personer med samme uddannelse eller indkomst skal analyseres med forskellige livsformer, såfremt man ønsker at forstå deres liv og adfærd. Livsformerne er rene teoretiske konstruktioner, som egner sig til at gennemlyse samfundet. Det er ikke former der kan genfindes i samfundet. Livsformsanalysen er således ikke en samfundsbeskrivelse som den tager sig ud empirisk, der er tale om et teoretisk analyseredskab. Individer kan have træk fra flere livsformer, hvilket kan komme til udtryk i forskellige situationer. Ofte vil en livsform dog være dominerende i forhold til andre. Ved fremlægning af forskningsresultater bliver livsformerne til tider opfattet som etiketter, der kan klistres på individer - dette er ikke hensigten med livsformsanalysen.

Livsformer under kapitalismen

Livsformerne er teoretiske udledninger af mulige eksistensmåder i specifikke samfundsformationer. I den moderne vestlige samfundsformation sameksisterer to produktionsmåder: Den kapitalistiske produktionsmåde og den enkle vareproduktion. Med udgangspunkt i et samfunds eksisterende produktionsformer og deres indre relationer, udledes et antal endepunkter også kaldet «terminaler» eller livsformer. Livsformerne er nødvendige for den produktionsform, hvoraf de er udledt. Eksisterer de påkrævede terminaler ikke, gør produktionsmåden det heller ikke og vice versa. I samfund med andre former for produktionsmåder vil der således kunne findes andre livsformer, det være sig nutidige eller historiske samfund. For at forstå samfundsformationen skal dog også de økonomiske, politiske/juridiske og ideologiske relationer analyseres. Disse skaber bestemte vilkår i et samfund og muliggør derved specifikke former for praksis - m.a.o. produktionsmåder og livsformer.

Den kapitalistiske produktionsmåde er karakteriseret ved, at producenten ikke ejer produktionsmidlerne eller det færdige produkt. Producenten, i form af arbejderen, stiller sin arbejdskraft til rådighed for en arbejdsgiver og modtager for dette en tarifmæssig løn, fastlagt mellem arbejdsmarkedets parter. Kendetegnende er at producenten sælger tid og i denne tid fralægger han/hun sig muligheden for selv at bestemme hvad der skal laves. Delingen mellem arbejdstiden og tiden udenfor, fritiden, kommer til at stå i skarp kontrast. Arbejdet bliver et middel hvormed mål i fritiden kan realiseres. Denne praksis benævnes lønarbejderlivsformen. Lønarbejderlivsformen kan specificeres yderligere i henholdsvis den konsumerende og den ekspansive. Førstnævnte har fritidens hobbys eller familien som første prioritet, hvilket koster penge. Den anden bruger fritiden til at ekspandere sin levestandard forstået således at der investeres i hus, bil, husholdningsmaskiner, man bygger om, etc. Selvom deres måde at tilrettelægge tilværelsen på er meget forskellig, så er skellet mellem arbejde og fritid karakteristisk for dem begge.

Fra den kapitalistiske produktionsmåde kan yderligere udledes den karrierebundne livsform. Denne er karakteriseret ved at være produktudviklende, egnet til management og råder over den ekspertise, der gør en virksomhed bedre rustet i konkurrence med andre virksomheder. Disse egenskaber besiddes af ganske få. Personer med sådan viden er eftertragtet af virksomhederne. Man ansættes til at løse konkrete opgaver og modtager for det en individuel gage. Dette er modsat lønarbejderen, der sælger sin arbejdskraft i et fastlagt tidsrum, men ikke råder over den viden hvormed virksomheden drives. For den karrierebundne livsform er udfordringer, handlefrihed, selvudvikling, og mobilitet centralt. Arbejdet er mål. Aktiviteter ud over er middel til at fremme arbejdet eller til at «koble af og lade op». Det er vigtigt for den karrierebundne at kunne koncentrere sig fuldt om den igangværende opgave. Baglandet, dvs. familien, skal så vidt muligt bakke op om hans/hendes arbejde og medvirke til at fremme dette.

I den enkle vareproduktion er ejeren af produktionsmidlerne også dén der besidder evnen til at producere, og dén der råder over færdigproduktet som afhændes på et varemarked, hvor midler til en ny produktion ligeledes indhentes. Til denne produktionsmåde er knyttet den selverhvervende livsform. Her skelnes ikke mellem arbejde og fritid, i stedet er der tale om arbejde som et dagsværk. Ansvaret for virksomheden hviler permanent på ejeren. Omvendt er denne fri til selv at tilrettelægge driften af produktionsenheden. Virksomheden er organiseret blandt få (familie, laug, part, etc.), privatøkonomi og virksomhedens økonomi er sammenhængende, og overførsel af virksomheden fra én generation til en anden er central for at undgå tab af kapital. Den enkle vareproducent står i konkurrenceforhold til øvrige producenter på markedet, men er forholdsvis konjunkturresistent i og med organisationsformen hvorved ekstra kræfter - familie, venner, naboer - kan sættes ind i produktionen i krisetider. Middel og mål bliver sammenhængende i et cyklisk forløb.

Ofte vil familiegårdbrug, ejere af mindre virksomheder, fiskere, m.m. bedst kunne analyseres med begreber fra den selverhvervende livsform. På samme vis som folk der sælger deres tid for en fastlagt løn bedst kan analyseres ud fra lønarbejderlivsformen, og personer i ledende stillinger med udviklingsopgaver der tilføjer virksomheder noget unikt, primært vil kunne analyseres ud fra den karrierebundne livsform. Dette betyder dog ikke, at alle chefer har den karrierebundne livsform eller at eksempelvis alle fabriksarbejdere er bærere af lønarbejderlivsformen. En person med en mindre virksomhed kan pga. sin økonomiske situation være nødsaget til i en periode at tage arbejde på en fabrik. Dette er lønarbejde, men han eller hun arbejder ikke på fabrikken for at tjene penge til fritiden eller til et nyt hus, men derimod for at kunne bevare sin livsform som selverhvervende. Lønarbejdet bliver her blot et middel til at opretholde personens egentlige praksis.

De tre nævnte livsformer er ikke de eneste. Fra den kapitalistiske produktionsmåde er også udviklet en investorlivsform, og der er forsøgt udviklet specifikke kvindelivsformer i tilknytning til henholdsvis lønarbejder- og den karrierebundne livsform. Ligeledes arbejder man i disse år med at specificere embedslivsformer.

Livsform skal ikke forstås som livsstil. På tværs af livsformer kan folk have samme livsstil. Ligeledes skal livsformer ikke betragtes som subkulturer, dvs. som grupper med fælles normer og værdier. Ej heller er livsform identisk med levevilkår. Levevilkår er det, der er nødvendigt og relevant for en given livsform. Hver livsform har en indre konsistent struktur der kræver bestemte vilkår for at kunne eksistere. I denne sammenhæng er kun de vilkår, der er nødvendige for livsformens kontinuitet, relevante. Findes sådanne vilkår ikke, kan livsformen være truet. Livsformen muliggøres af at der er bestemte levevilkår til stede i samfundet. Livsformerne er dog ikke statiske konstruktioner, men under stadig forandring i og med at de tilpasser sig de varierende levevilkår i samfundet.

Den strukturelle livsformsanalyse udgør en del af et større teoretisk kompleks, der arbejder med selvbestemte begreber og deres sammenfletning. Udgangspunktet tages i praksisbegrebet, der sammenkobler på den ene side kausalitetens årsag-virkning, og på den anden side teleologiens mål-middel relation. De to begreber indebær hinanden i et dialektisk forløb, idet et middel må være identisk med en virkende årsag og målet nødvendigvis må være det samme som en forårsaget virkning. De to begreber udlæses efterfølgende som enten to relationer: kausalitet og teleologi, eller som fire terminaler: årsag, virkning, mål, middel. I den videre specifikation fremkommer arbejdsbegrebet og produktionsbegrebet, der ligger til grund for henholdsvis livsformsbegrebet og produktionsmådebegrebet.

Yderligere gør livsformsanalysen os opmærksom på den blindhed, vi har over for andre begrebsverdner - vor egen livsformscentrisme - hvorved vi tolker andres handlinger og meninger ud fra vor opfattelse af begreberne.

Livsformsanalysen er i dag en del af den eksisterende debat om samspillet mellem stat, samfund og individ. Analysen spiller en central rolle i det etnologiske miljø, men har også fundet anvendelse i forbindelse med andre former for socialforskning. Den anvendes ved analyser af centraldirigeringens konsekvenser for forskellige dele af befolkningen, er med til at illustrere interne modsætninger i befolkningen og anvendes desuden i f.eks. sundhedssektoren: Dels i undervisningen på landets sygeplejeskoler, dels aktivt af eksempelvis sundhedsplejersker i deres møde med småbørnsfamilier. Ligeledes er der udformet materiale der henvender sig til gymnasier og HF. Desforuden er analysemodellen anvendt ved studier af arbejderbevægelsen, vedrørende boligformer og fiskeriets varierende organisationsformer, kvinders stilling og i forbindelse med museumsforskning.

Rent praktisk sker undersøgelser med udgangspunkt i livsformsanalysen vha. deltagerobservationer, hvor f.eks. en etnolog, opholder sig blandt forskellige befolkningsgrupper og iagttager deres daglige rytme, hvilke værdier og ting der har førsteprioritet, hvordan indtægten anvendes, etc. Observationerne sammenholdes siden hen med indsamling af andre data samt interviews med de personer, man ønsker at vide noget om. Herved fremkommer et større og mere fyldigt helhedsindtryk af den gruppe mennesker, som man undersøger.

B.L.N.


Litteratur

Christensen, Lone Rahbek: Hver vore veje. Livsformer, familietyper og kvindeliv, København, 1987.
Christensen, Lone Rahbek: Livsformer i Danmark, 1988.
Højrup, Thomas: Det glemte folk, Hørsholm, 1983.
Højrup, Thomas: Omkring livsformsanalysens udvikling, København, 1995.